Rigskrystalnatten 9.-10.november 1938
Rigskrystalnatten 9.-10. november 1938 kaldes også Rigspogromnatten. Det var en pogrom, der blev organiseret og støttet af det nationalsocialistiske regime med opfordring til voldsudøvelse mod jøder i Tyskland og Østrig.
Der blev dræbt omkring 400 jøder, mens der i de efterfølgende dage omkom yderligere 400. Der blev ødelagt mere end 1.400 synagoger og forsamlingsrum, såvel som i tusindvis af butikker og jødiske kirkegårde. Fra den 10. november 1938 blev der anholdt omkring 30.000 jøder, som blev sendt til koncentrationslejre, og hvor minimum 400 døde som følge af fængslingen.
Pogromen markerer overgangen fra perioden med almindelig diskriminering (1933-38) til systematisk forfølgelse, som knap tre år senere mundede ud i Holocaust.
