Salzburger Exulanter (Protestanter)

Salzburger Exulanterne var omkring 20.000 protestantiske trosflygtninge fra Ærkebispefyrstendømmet Salzburg, der måtte forlade deres hjemstavn grundet en udvisningsdom fra 1731. Størstedelen af Exulanterne fik lov at bosætte sig i Preussen.

Kobberstik af David Ulrich Boecklin, fra Leipzig 1732. Kilde: Bybibliotek Lübeck.

Baggrunden for udvisningen

Allerede i 1520´erne havde Reformationen fået mange tilhængere i Ærkebispefyrstedømmet Salzburg. Ærkebiskop Matthäus Lang (1519-40) forbød protestantismen og kriminaliserede dens tilhængere Ærkebisperne der fulgte efter ham i form af Michael von Kuenberg, Johann Jakob von Kuen-Belasy, Georg von Kuenberg, Wolf Dietrich von Raitenau og Markus Sittikus fortsatte tiltagene mod protestanterne indenfor de generelle rammer der gjaldt Mod-reformationen og Rekatoliseringen. Wolf Dietrich gennemførte udvisningen i hele Ærkebispedømmet, men det var kun i selve byen Salzburg at der var tale om en succesrig udvisning, hvor man omkring år 1600 kun fandt såkaldte hemmelige protestanter i byen. Blandt bønderne i Pongau og blandt bjergbønder i Salt-, og Malmværkerne i området var der stadig adskillige protestanter i det skjulte.

Under Trediveårskrigen fandt der ikke forfølgelser sted, da Ærkebispedømmet koncentrerede sig om deres udenrigspolitik. Max Gandolf von Kuenberg udviste i årene mellem 1684 og 1690 et større antal protestantiske bjergbønder fra Dürrnberg og protestantiske bønder Defereggental fra hans landområde.

Myndighederne kendte udmærket til eksistensen af protestanterne i det skjulte. Der blev kontinuerligt indført nye forordninger for at imødegå dette særligt fra Ærkebiskop Franz Anton von Harrach. Hans efterfølger Leopold Anton von Firmian forsøgte i 1729 at fremme en almen fromhed i området, og inviterede Jesuittermunke til landet på opfordring fra hans Hofkansler Hieronimus Cristiano die Rallo. Jesuittermissionærerne blev hurtigt herefter opmærksom på de mange hemmelige lommer af protestanter. Der blev nu krævet loyalitetsbeviser overfor den katolske kirke med en offentlig bekendelse, hvor en mangel herpå ville kunne opfattes som et brud på selve den Westfalske fred, og dermed give bispefyrsten ret til prompte at udvise personer der ikke ville sværge denne ed. Dette til trods der vendte protestanterne sig i et bedeskrift overfor Corpus Evangelicorum. Dermed havde de offentligt bekendt sig til deres protestantiske tro. Med hjælp fra dette fællesskab, da ville de have deres tro anerkendt i området have ret til egne protestantiske prædikanter eller i det mindste have retten til uhindret at udvandre. Regeringen i Salzburg var på ingen måde klar til at anerkende dem. De besluttede at udvise protestanterne så hurtigt som muligt, således at de ikke risikerede en yderligere udbredelse. Man kaldte på hjælp fra 6000 kejserlige soldater til at tvinge udvisningen igennem. Salzburger Protestanterne stemte om hvad der skulle ske over flere forskellige møder. I Schwarzach kom det den 5.august 1731 til en troskabsed fra de evangeliske Salzburgere.

Symbolsk fremstilling af Salzburgernes ankomst til Prøjsen, hvor Soldaterkongen tager vel imod protestanterne i et land med sollys. G. von Glinski om Königsberg (18.århundrede)

Print siden her