Somme (flod)
Somme er en flod i Picardiet i det nordlige Frankrig. Man mener, at ordet Somme kommer fra den keltiske betydning af rolighed. I Frankrig har man opkaldt et departement efter floden.
Floden er 245 kilometer lang fra sit udspring i det tidligere skovområde Arrouaise ved Fonsommes tæt ved Saint-Quentin, og indtil den løber ud i den Engelske Kanal i Baie de Somme (dansk: Somme-Bugten). Somme er en del af det geologiske mønster, der også danner havstrømmen Solent, somv på den sydengelske kyst ved Southampton og Portsmouth har dannet komplicerede tidevandsmønstre. Det giver Somme en form for konstant dannelse af terrassesystemer ved floden.
Floden og dens større opland er uløseligt forbundet med et af krigshistoriens mest blodige slag: Slaget ved Somme 1. juli -10. november 1916 under 1. verdenskrig.
Flodens historie
Floden har gentagne gange i historien været ramme om militære felttog og slag. I 1066 samledes Wilhelm Erobrerens invasionsflåde i Somme Bugten ved Saint-Valery-sur-Somme.
I 1346 krydsede Edward III. af Englands hær i forbindelse med slaget ved Blanchetaque under den militære kampagne, der kulminerede med slaget ved Crécy samme år. Et andet væsentligt slag under Hundredeårskrigen nemlig Slaget ved Agincourt i 1415 førte også til, at tropper måtte krydse floden.
I 1636 krydsede en spansk hær under Trediveårskrigen Somme. Den var under ledelse af Thomas Francis, prins af Carignan. og man besejrede en fransk hær og truede Paris.
Som nævnt i indledningen er det vigtigste og et af verdenshistoriens mest blodige slag slaget ved Somme under 1. verdenskrig, der varede fra juli til november 1916 og forårsagede mere end 1 million faldne (sårede og døde). De store slag der endegyldigt stoppede den tyske forårsoffensiv i 1918, blev kæmpet i dalen ved Somme på steder som Villers Bretonneux, hvilket markerede begyndelsen på enden af krigen.
Flodens geografi
Floden løber igennem de to departementer Aisne og Somme, og de større byer er Saint-Quentin, Ham, Péronne, Corbie, Amiens, Abbeville, Saint-Valery-sur-Somme, Le Crotoy.
Floden har en lang række mindre bifloder, der på dens højre bred er: Omignon, Hallue, Niévre og Scardon og på dens venstre bred: Avre, Selle, Saint-Landon, Airaine, Amboise og Ancre.
Hydrologiske forhold på Somme
Floden er kendetegnet ved en let og konstant strøm af vand. Dalen omkring floden er mere stejl, mens floddalen er flad med lavmose og flere hulninger. Disse karakteristika med konstant strøm og oversvømmede dale skyldes, at floden har sin vandkilde fra grundvandet i et kalkbassin, hvor den flyder.
I 1770 begyndte man at udgrave Canal de la Somme, som man blev færdig med i 1843. Den er 156 kilometer lang og begynder ved Sainte Simon og udmunder i Somme bugten. Mellem Sainte Simon til Froissy – tæt ved Bray sur Somme syd for Albert – løber kanalen parallelt med floden. Fra da og til havet er floden farbar for større sejlskibe. Fra Abbeville er floden omlagt udenom det tørlagte udmundingsområde til Saint-Valery-sur-Somme, hvor kanalen, der tidligere hed Canal du Duc d’Angoulême, løber ud i den Engelske Kanal.
Saint Quentin Kanalen – der er berømt for slaget i 1918 – forbinder Somme til det nordlige Frankrig og Belgien og sydpå til Oise. Canal du Nord forbinder – udover Oise – også Somme med Noyon og derfra også Paris.
I 2001 var Somme Dalen oversvømmet.
Pingback: Slaget ved Somme 1916 | Historiskerejser.dk