Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Stormen på København 1659

Den 11. februar 1659 under Karl Gustav-krigene havde København været belejret af svenske tropper i cirka et halvt år. Belejringen skete i form af blokade, bombardementer og angreb. Natten mellem den 10. og 11. februar 1659 forsøgte svenskerne at indtage byen ved et storstilet stormangreb.


Stormen på København 10.-11. februar 1659. Nationalromantisk maleri, der hænger på Frederiksborg Slotsmuseum. Kilde: wikipedia

Før dette havde den første del af Karl Gustav-krigene i 1657-58 fundet sted, og Sverige havde besat hele Danmark, hvor de var kommet op igennem Jylland og gået over isen først til Fyn og siden over Storebælt til Sjælland. Her var Danmarks eksistens truet. Danmark havde den 8. marts 1658 underskrevet Freden i Roskilde, der betød tab af Skåne, Halland og Blekinge, Bohuslen og Trondhjem-len samt Bornholm. En af de hårdeste fredsforhandlinger i den danske historie. Sverige havde tre måneder til efterfølgende at trække deres soldater ud af landet, men det gjorde de ikke. Karl Gustav fortrød, at han ikke havde udslettet Danmark som stat og indledte i løbet af sensommeren 1658 en belejring af København.

Et angreb ville på et tidspunkt blive sat ind mod København. Svenskerne var også presset på tid. Under den første krig var Danmark den angribende part, og stormagterne havde ingen interesse i at komme danskerne til hjælp. Det forholdt sig anderledes i denne krig. Svenskerne var den angribende part, og hvor stormagter som Holland, England og Rusland ikke havde været interesseret i, at Danmark havde kontrol over begge sider af Øresund, så var man endnu mindre interesseret i, at svenskerne havde det. Derfor var der en større hollandsk flåde på vej for at komme København til undsætning.

Svenskerne mistede overherredømmet til søs, da den hollandske flåde den 29. oktober 1658 besejrede svenskerne under Slaget i Øresund. Det gjorde, at svenskerne ikke kunne fortsætte tålmodigheden. Ydermere havde de såkaldte Snaphaner – en form for guerrillakrigere – indledt små stik-angreb på de svenske stillinger i Nordsjælland, Sydsjælland samt Skåne.

I selve København havde spioner fra den svenske lejr advaret om, på hvilket tidspunkt det forestående angreb ville forekomme, hvilket tillod københavnerne at være forberedt med våben og forsvarsplaner. I spidsen for forsvaret stod Hans Schack, der allerede tidligt var optaget af at forbedre forsvarsvoldene.

Kong Frederik III. var blevet opfordret til at forlade København og søge i sikkerhed andetsteds, men kongen valgte at sige, at han ville blive og “dø i sin rede” – hvilket virkede opmuntrende på folk og sikrede ham enorm popularitet og folket kampgejst.


Frederik III. fremstillet af Wolfgang Heimbach under Stormen på København. Kilde: wikipedia

Den 29. december 1658 viste svenskerne sig ude af stand til at fastholde deres nye erobring Bornholm, og bornholmerne overdrog øen tilbage til Danmark, en nyhed der selvfølgelig også gav fornyet håb.

På voldene i København havde man opstillet omkring 300 kanoner, mortérer og andet artilleri, og derudover var der uddelt og opstillet forskellige typer af våben, som borgerne kunne bruge for at hjælpe i forsvare. Dette gjaldt musketter, luntebøsser, morgenstjerner, leer, tjære og kogende vand. Borgerne i København var opdelt i hele ni kompagnier, der havde ansvar for forskellige dele af volden – særligt mange håndværkere og studenter deltog i forsvaret. De professionelle soldater var placeret ved udenværkerne – den ydre befæstning – ved Kastellet og Slotsholmen.

Allerede den 9. februar foretog svenskerne et mindre angreb ved Christianshavn og Slotsholmen, men det var dog kun en afledningsmanøvre. Det blev dog slået tilbage uden større besvær, og svenskerne efterlod en af deres stormbroer, som københavnerne nu vidste var 36 fod lang.

Dermed vidste man også, at hvis vågerne – de huller man hakker i isen – var lidt bredere end det, kunne svenskernes stormbroer ikke nå over. Man gik nu i gang med at hugge større huller i isen, hvor der var god hjælp at hente fra de godt 600 hollandske matroser, som var ankommet. Man var færdig med dette om aftenen den 10. februar.

På det tidspunkt havde efterretninger fortalt, at den svenske hovedhær med Kong Carl X. Gustav i spidsen sammen med General Gustav Otto Stenbock havde forladt sin lejr Carlstad ved Brønshøj og taget opstilling bag Valby Bakke. Svenskerne angreb ved midnat, hvor de mødte langt hårdere modstand end forventet.

Det svenske hovedangreb blev sat ind mod Christianshavn og Vestervold – Stormgade fik sit navn derefter – men de svenske soldater havde problemer grundet den ophuggede is og de mange bevæbnede borgerværn. Trods de svenske soldaters problemer kom de op ad volden, og det kom til deciderede nærkampe.

De store problemer ved Vesterport gjorde, at svenskerne igen valgte en ny taktik – nu angreb man ved Østerport. Svenskerne havde næsten indtaget Nyboder, men blev da angrebet i et større bagholdsangreb, som tilføjede dem så mange tab, at de også her var trængte.

Klokken 5 om morgenen kunne svenskerne ikke se muligheden for at indtage København og trak sig derefter tilbage. Svenskerne havde lidt svære tab, man fandt mere end 600 lig af soldater omkommet i direkte kamp, dertil kom de druknede i voldene samt et stort antal sårede. Opgørelserne viser, at man på dansk side kun mistede 14 mand.

Dette blev startskuddet på befrielsen af resten af Danmark, hvilket dog først blev endeligt ratificeret med freden i København 27. maj 1660. I første omgang forholdt hollænderne sig i ro, og det var op til Danmark med General Hans Schack i spidsen at befri resten af landet. Den svenske hovedstyrke var taget til Fyn og opholdt sig på Fyns bedste fæstning i Nyborg. Planen blev at sætte danske tropper i land dels fra Jylland og dels direkte. Den 14. november 1659 vandt Danmark med Hans Schack i spidsen slaget ved Nyborg, og Karl X. Gustav vendte tilbage til Sverige med de få resterende tropper. Freden i København 27. maj betød, at Danmark fik tilkendt Bornholm igen samt Tronhjem Len, og endelig fik svenskerne øen Hven i bytte for Bornholm. Den 18. oktober 1660 blev enevælden indført som konsekvens af adelens manglende opbakning under krigene. Danmark havde dermed enevælde frem til Grundloven af 5. juni 1849.

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.