Swords
42.000 indbyggere og en af de vigtigste byer i Dublins pendlerområde. Byen er anno 2015 Irlands 7. største målt i indbyggertal. Det vurderes, at den vil runde 100.000 indbyggere inden 2035. Dette skyldes primært et gevaldigt befolkningsboom siden midten af 1970´erne som pendlerby til Dublin og en tæt beliggenhed på Dublin International Airport. Byen ligger 13 kilometer nord for Dublin.
Navnets oprindelse har flere teorier. Den legendariske er, at Saint Colmcille, en af de oprindelige 12 disciple af Irland, skulle have velsignet en brønd, der begunstigede vandet med en klarhed og en renhed. Det gæliske ord Sord betyder netop ren / klar. En anden forklaring bygger på, at udtrykket An Sord betyder vandkilden, der hentyder til den offentlige brønd, som man finder i midten af byen. Endelig nævnes ordet Sward, der betyder græsning, som en mulighed. Historisk har Swords været en mindre, ubetydelig by, hvor Swords Castle fra 1200-tallet har været mest kendt for, at den berømte irske højkonge Brian Boru angiveligt skulle være blevet begravet her, efter at denne faldt i slaget ved Clontarf i 1014. Byen har et meget fint eksempel på et rundtårn, hele 26 meter højt, hvilket vidner om en vis betydning, der dog ikke helt er fastlagt.
I tiden efter 2. verdenskrig begyndte byen at indtage en rolle som pendlerby for folk, der arbejdede i Dublin. I kraft af lufthavnens udvidelse og anlæggelsen af M1 voksede byen betragteligt. I 1994 blev byen administravt center for det nyanlagte County Fingal. Byen huser kæmpekoncernen Ingersoll Rand og derudover CityJet, Air Contractors, kemikoncernen Opec og det farmaceutiske Bristol Myers Squibb samt endelig det europæiske hovedkvarter for Kellogg´s. Den største berømthed, der stammer fra byen, er popsangeren Ronan Keating, som voksede op i byen og stadig er bosiddende lidt udenfor denne. Han kendes mest som forsanger for bandet Boyzone og sit megahit When you say Nothing at All, der var med i filmen Notting Hill.