Dublin Lufthavn
Aerfort Bhaile Átha Cliath ligger i Collinstown Fingal tæt på Swords 10 kilometer nord for Dublin centrum. I 2011 blev lufthavnen benyttet af 18.7 mio passagerer, hvilket gjorde, at den var Irlands mest benyttede efterfulgt af Belfast (NI), Cork og Shannon.
Lufthavnen er forbundet med centrum via busser og taxier. Når det meget omdiskuterede metrobyggeri Metro North færdiggøres, vil lufthavnen være forbundet direkte med centrum, men dette projekt er imidlertid (2012) udskudt af regeringen grundet mangel på likvider.
Dublin Airport huser hovedkvartererne for flyselskaberne Aer Lingus, Ryanair og Aer Arann. Derudover har også CityJet hovedkvarter i det nærliggende Swords.
Der er dagligt afgange til alle Irlands øvrige lufthavne, til Londons 5 lufthavne samt en stribe af øvrige europæiske lufthavne. Dublin Airport er – sammen med Shannon (vestlige Irland) – den eneste europæiske lufthavn, der har en aftale med USA om, at amerikanske toldere foretager et forhåndstjek af passagerer på fly mod USA. Reelt betyder det, at man godkendes/afvises til indrejse i USA allerede i Dublin.
I 1936 etablerede den irske regering flyselskabet Aer Lingus, der begyndte at operere fra Casement Aerodrome, en militærlufthavn i Baldonnel syd for Dublin.
Fra starten var det dog kun tænkt som en midlertidig løsning, og i 1937 valgte man at bygge en lufthavn i Collinstown, dette på trods af, at associeringen var den britiske militærbase, der havde ligget der under 1. verdenskrig. Basen havde været lukket siden 1922, og i perioden fra 1937-40 blev Dublin Airport anlagt. Terminalbygningen blev opført af Desmond Fitzgerald (ældre bror til politikeren Garret Fitzgerald (Taoiseach 1981-82, 82-87)). Bygningen er kraftigt inspireret af datidens luksuriøse oceangående skibe og vandt en guldmedalje for sin udformning og er fredet. Det første fly lettede fra lufthavnen i januar 1940.
Under 2. verdenskrig oplevede man en del restriktioner på flyvningerne, hvor det kun var tilladt at flyve til Manchester og Liverpool. Siden da er flytrafikken kun vokset. I 1969 havde man 1.7 mio passagerer årligt. I 1972 åbnede en ny terminalbygning, der kunne modtage 5 millioner årligt. I 1983 tog Aer Lingus et initiativ, der skulle sikre en kraftig udbygning af indenrigsflyvningen i Irland. Dette betød, at en tredje terminalbygning blev opført i 1990 og en fjerde i 2007. I perioden fra 1993 har Dublin Airport fået en langt større andel af transatlantiske gæster, da Shannon Airport har mistet sin rolle som en traditionel ”optankningslufthavn”, og siden 2006 er behovet for at mellemlande i Shannon helt bortfaldet.