Tysk kejser

Tysk kejser var navnet, man brugte om statsoverhovedet i det Tyske Rige fra 1871 til 1918. Dette var sikret i forfatningen fra det Tyske Forbund af 1. januar 1871 og som i Bismarcks Rigsforfatning af 16. april 1871.

Titlen var forfatningsmæssigt forbeholdt kongerne af Preussen. Kejseren indsatte rigskansleren i sit hverv. Kejseren havde en lang række beføjelser, som han udøvede sammen med Forbundsrådet, og han var ikke at forstå som enehersker: Alle hans handlinger skulle underskrives af kansleren eller statssekretæren.

Kejserriget nåede at have tre kejsere: Wilhelm I., Friedrich III. og Wilhelm II. I november 1918 mod slutningen af 1. verdenskrig mistede kejseren imidlertid anseelse. En lang række partier krævede dennes tilbagetrækning. Af frygt for den igangværende novemberrevolution forkyndte rigskansler Max von Baden 9. november 1918, at kejser og kronprins havde abdiceret. På det daværende tidspunkt stred det imod virkeligheden, men kejser Wilhelm II. tog det imidlertid til sig og drog i eksil i Holland.

Det kejserlige tyske rigsvåben i perioden 1871-1918. Fra wikipedia

Forhistorie

I det 19. århundrede blev forfatningen i mange lande moderniseret, mest i retning af det konstitutionelle monarki. Det kom også til nyopfindelser af monarkiet. Det skete eksempelvis i Tyskland, Frankrig og i Japan. Allerede eksisterende monarkier opnåede en ny status.

Fra middelalderen til det 19. århundrede

Titlen kom fra herskeren af det Hellige Tysk Romerske Rige (ty: Heiligen Römischen Reiches Deutscher Nation), der lød romersk kejser og til tider romersk konge. Kejserne havde også forstået sig selv således i middelalderen. Sidenhen begyndte man i renæssancen at bruge betegnelsen tysk Konge eller konge af tyskerne. Betegnelsen “deutscher Kaiser”- tysk kejser – forbinder man altså med det gamle rige. I år 1806 havde Franz II. nedlagt den tyske kejserkrone, hvormed det gamle rige ophørte med at eksistere.

Karl den Store, der blev kronet romersk kejser i år 800. Maleri af Albrecht Dürer. Fra wikipedia

I årene 1815 til 1866 fandtes det Tyske Forbund. Det var et statsligt forbund, der ikke havde noget overhoved. Dets øverste organ var Forbundsdagen. Forbundet talte også Østrig, der efter 1806 havde fået sin egen kejser, men trods dette blev repræsentanter fra Østrig ikke benævnt kejserlige repræsentanter. I årene 1848-50 havde man tænkt at genindføre kejsertitlen, men det var en videreførsel af de middelalderlige kejsertitler. Dette blev imidlertid skrinlagt midlertidigt af Erfurt-unionen.

Nordtysk Forbund

I år 1867 opstod det Nordtyske Forbund som forbundsstat. Kongen af Preussen overtog formandsposten i præsidiet. Dermed fandtes der intet direkte statsoverhoved. Den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck ville videst muligt have, at det skulle tage sig ud som et forbund mellem stater, for at andre fyrster ikke skulle reagere mod oprettelsen af dette. Formanden for præsidiet (kongen af Preussen) havde alligevel mange beføjelser som monark. At fremsætte lovforslag eller at opløse parlamentet var dog udelukkende et ærinde for Forbundsrådet, som bestod af repræsentanter for medlemsstaterne.

I starten af 1870 havde forbundskansler Otto von Bismarck en kejserplan, der sigtede mod at gøre de preussiske konger til kejsere. I den sammenhæng skulle også forbundet stilles i en bedre position overfor de sydtyske stater og Frankrig. Planen opnåede ikke den ønskede genklang. Kong Wilhelm I. af Preussen afstod fra at tage kejsertitlen på sig, for det mindede ham om det latterlige i at opfinde titler. Napoleon III. af Frankrig havde gjort dette trods det, at Frankrig manglede tidligere tiders styrke.

Oprettelse af kejsertitlen og dens stilling: Forfatningsændringen 1870/71

De sydtyske stater Baden, Bayern, Hessen-Darmstadt og Württemberg tilsluttede sig i løbet af den Fransk-Tyske Krig i 1870/71 det Nordtyske Forbund. 30. november 1870 underskrev den bayerske konge Ludwig II. af Bayern det såkaldte kejserbrev, hvor han med tilslutning fra de øvrige fyrster bad den preussiske konge om at antage kejsertitlen. 10. december 1870 besluttede såvel Rigsdag og Forbundsråd, at den nye stat blev kaldt “Reich” (da: rige), og at statsoverhovedet hed kejser. 18. december opsøgte kejserdeputationen udsendt fra Rigsdagen den preussiske konge i det tyske hovedkvarter i Versailles og bad ham om at antage kejsertitlen. Wilhelm tog imod dette.

Forbundet vedtog en ny forfatning, der gjaldt fra 1. januar 1871 med navnet “Deutsches Reich” (Det Tyske Rige) med overhovedet “Deutscher Kaiser” (tysk kejser). I forfatningen brugte man ofte forbundspræsident eller forbundsfeltherre.

Accept af titlen

Wilhelm I. var fra 1. januar 1871 tysk kejser. Det var imidlertid ikke alle sider af hvervet, han havde affundet sig med. Han ville for det første stille sin preussiske kongetitel foran kejsertitlen, men forstod dog, at det særligt ville ærgre de sydtyske fyrster og konger. Andre mente, at han slet og ret skulle kalde sig “kejser af Tyskland”. Dermed ville han gøre de andre forbundsfyrster til undersåtter og betone Tysklands enhedsstatslige karakter. Men det forfatningsmæssige navn var ikke “Tyskland”, men derimod “Det Tyske Rige”.

Bismarck foretrak “tysk kejser”, fordi det henviste til kejseren i det Hellige Tysk-Romerske Rige og gav mere autoritet i stedet for valgkejseren. I kejserbrevet stod det som “tysk kejser” fortiet fra forfatningen. Wilhelm vedholdt, at kejserværdigheden også måtte betyde, at han erhvervede de magtbeføjelser, der normalt var forbundet med en kejser. 17. januar truede han sågar med at trække sig fra tronen. Selv efter at man havde overvundet denne krise, vedholdt han sit ønske om at blive kaldt “kejser af Tyskland”. 18. januar fandt en løsning sted, da Badens storhertug Friedrich I. i spejlsalen på Versailles udråbte en hyldest til “kejser Wilhelm”. 1. januar sættes som dagen, hvor hvervet begyndte: 18. januar er dagen, hvor han greb hvervet og blev anerkendt.

Kejserproklamationen i spejlsalen på Versailles. Kejser Wilhelm står øverst, og Bismarck ses i hvidt stå nedenfor trapperne. Maleri af Anton von Werner. Fra wikipedia

Wilhelm I. gentog ved flere lejligheder sammenhængen til det Hellige Tysk Romerske Kejserrige, selvom der ikke var nogen retslig kontinuitet. Otto von Bismarck omtalte kejser Friedrich III. som Friedrich IV. – i relation til nummerrækkefølgen fra det Hellige Tyske Romerske Rige, da denne blev indsat på tronen i 1888.

I forfatningen fandtes der ingen ed til hverken præsidiet og senere til kejseren. Såvel Friedrich III. og Wilhelm II. aflagde frivilligt et løfte til rigsforfatningen. I sin egenskab af konge i Preussen måtte kejseren afsværge en ed til den preussiske forfatning. I Preussen havde en afvisning af eden udløst en svær krise, da kongen ikke ville være i stand til at leve op til sine kongelige pligter. Han var stadig konge og stod dermed i spidsen for Forbundspræsidiet. Kejseren var bundet af Forbundsforfatningen i det øjeblik, han fik kejsertitlen, og ikke via en edssværgelse.

Stilling i det politiske system

Kejseren var en konstitutionel monark, ingen enevældig hersker. På trods af sin stærke forfatningsretslige stilling havde han færre beføjelser end eksempelvis præsidenten i USA. Han var ikke del af regeringen, men indsatte rigskansleren som den øverstansvarlige minister. De forordninger og love, som kejseren ønskede at vedtage, var ikke retsligt gældende, før at rigskansleren havde undertegnet disse. Det gjaldt eksempelvis også for taler, som kejseren skulle holde, at de måtte godkendes af rigskansleren. Der var altså ikke tale om et “personligt regimente”, ingen personlig politik fra kejseren, hvilket også gjaldt i Wilhelm II.´s regeringstid, omend man ofte kan finde ytringer, der giver netop dette indtryk.

I modsætning til andre samtidige forfatninger var de tyske monarker ikke udtrykkeligt “ukrænkelige”. Man videreførte de preussiske regelsæt, der følgelig gjorde, at kejseren ikke risikerede at blive stillet foran en strafferet. Rigskansleren overtog det politiske ansvar i forhold til parlamentet. Det politiske og juridiske ansvar blev først et parlamentarisk ansvar i oktober 1918: I de sidste to uger af kejserrigets eksistens blev der stillet mistillidsvotum fra Rigsdagen.

Kejseren eller rigskansleren var ydermere ansvarlig for udenrigspolitikken. Det var kejseren, der erklærede fred eller krig. Statslige traktater skulle dog have opbakning fra Forbundsrådet og Rigsdagen, når det gjaldt ændringer af forhold mellem stater. Rigshæren stod under kejserens befaling. Når det gjaldt kommandobefalinger var kejseren ikke begrænset af rigskanslerens accept, da var kejseren feltherre.

Kejserne

De tre, der fik lov at bære titlen kejser, var Kejser Wilhelm I, Friedrich III og Wilhelm II., som alle var konger af Preussen. Wilhelm I. havde allerede været regent siden 1858 for sin syge bror Friedrich Wilhelm IV. og siden 1861 preussisk konge. Siden 1. juli 1867 var han forbundspræsident, og altså kejser fra 1. januar 1871. Han døde 90 år gammel 9. marts 1888.

Hans søn Friedrich III. blev straks derefter ny konge af Preussen og tysk kejser. Den 57-årige efterfølger døde efter kun 99 dage som kejser af strubekræft. Hans 29-årige søn Wilhelm II. efterfulgte ham. De 3 kejsere var dermed alle kejsere i det såkaldte “Dreikaiserjahr” (De 3 kejseres år).

Enden på kejserdømmet: Udviklingen indtil 9. november 1918

29. oktober 1918 havde Kejser Wilhelm II begivet sig til det tyske militære hovedkvarter i belgiske Spa. Mens der var politisk utilfredshed i gære på hjemmefronten, så kejseren det som sin vigtigste opgave at være ved hærledelsen. I mellemtiden havde rigskansler Max von Baden forladt lejren for at berolige det utilfredse folk, som krævede, at kejseren abdicerede.

Max von Baden der var rigskansler og spillede en nøglerolle i afskaffelsen af monarkiet i Tyskland. Billedet er fra oktober 1918. Billede fra Deutsches Bundesarchiv. Fra wikipedia

Kabinettet i Berlin diskuterede 31. oktober 1918 henholdsvis fordele og ulemper ved, at kejseren abdicerede. Man enedes om, at en abdikation måtte ske frivilligt. Den politiske og den militære ledelse var imidlertid stærkt uenige om spørgsmålet. Generalerne Paul von Hindenburg og Wilhelm Groener fra hærens overkommando overbeviste kejseren i Spa om, at han ikke skulle abdicere. Wilhelms sønner havde lovet deres fader, at de ikke ville overtage noget regentskab efter ham.

Kort tid derefter, 3. november 1918, udbrød den såkaldte matrosopstand i Kiel. 7. november 1918 krævede SPD, der var del af regeringen, at kejseren og kronprinsen skulle fraskrive sig alle deres tronrettigheder. Max von Baden offentliggjorde derpå den “falske” afskedserklæring og satte dermed kejseren under pres. En kansler, der havde fulgt den øverste hærledelse, havde ført revolution med sig, en kansler fra den borgerlige midte havde intet mandat fra Rigsdagen, og en socialdemokrat havde ikke kunnet stille noget op uden kejserens abdikation. Socialdemokraterne accepterede at vente med at fremsætte krav om abdikation 9. november 1918.

Rigskansleren arbejdede videre med abdikationen, et krav der nu fik tilslutning fra Linksliberalen og Zentrumspartei. Hærledelsen støttede Wilhelm i en plan om at nedkæmpe den begyndende revolution i Tyskland med hæren. 8. november erkendte man imidlertid, at det så uholdbart ud. Om formiddagen 9. november kunne Wilhelm fornemme, at kommandørerne ikke længere støttede ham.

Ideen om delvis abdikation

I samarbejde med Graf Schulenberg udviklede Wilhelm ideen om delvis abdikation. I den konservative tradition besad den preussiske krone en stolt gammel tradition. Det tyske kejserdømme eksisterede derimod kun på baggrund af en rigsforfatning og hvilede på en republikansk præsidential funktion. Wilhelm ytrede, at han kun ville træde tilbage som kejser, men ikke som konge. Efter lidt indledningsvis tøven lod Wilhelm sin hensigt meddele til Rigskancelliet i Berlin omkring klokken 14.00 den 9. november.

Dermed manglede man den egentlige abdikation. Derudover skelnede forfatningen heller ikke mellem de to hverv: kejser og Konge. I en regeringsplan fra slutningen af oktober 1918 havde rigskansler Max von Baden, beregnet et regentskabsråd for Preussen bestående af 3 personer. Af den grund skulle der foretages en forfatningsændring i Preussen, men ikke på rigsniveau. Regentskabsrådet havde automatisk kunnet overtage præsidentens funktioner på rigsniveau.

En delvis abdikation havde gjort det nødvendigt at indsætte en rigsforstander som vikar, hvilket havde gjort en sådan løsning nødvendig, da den skulle hvile på tilslutning fra Rigsdagen og Forbundsrådet. Denne tilslutning synes langtfra at være noget, man kunne tage for givet. Folkestemningen gik mere og mere i retning af, at Wilhelm var uønsket som kejser såvel som konge. De udenlandske fjender synes heller ikke at ville stille sig tilfreds med en delvis abdikation.

Pressemeddelelse og regentskabsplan

Rigskansleren Max von Baden havde igennem Wilhelms utydelige meddelelser forstået, at kejseren var beredt til at abdicere, men at forsinkelsen skyldtes besværet med at finde den rette formulering. Da afstanden mellem Berlin og Spa var så stor, som den var, ville rigskansleren ikke udskyde meddelelsen om, at kejseren havde abdiceret. Omkring klokken 12.00 9. november 1918 meddelte Rigskancelliet til pressen, at kejser og konge såvel som kronprinsen afsvor tronen – omend kronprinsen i meddelelserne fra Spa overhovedet ikke havde været nævnt. Max von Baden foreslog i samme tale, at regenten havde anbefalet socialdemokraten Friedrich Ebert som rigskansler, og at man skulle nedsætte en nationalforsamling, der skulle bestemme den fremtidige statsform. Den del af talen er det ydermere urealistisk, at kejseren skulle have instrueret von Baden om.

Indsættelsen af regenter og rigsforstandere var ikke mere i tankerne. For at undgå den borgerkrig, som var en reel trussel på det tidspunkt, ville von Baden overdrage Ebert rigskanslerhvervet direkte. Derfor måtte kejserens abdikation fastlægges, hvilket kunne forklare den hast, hvormed dette foregik. Ebert takkede ja til rigskanslerhvervet. Von Baden foreslog også at oprette en stedfortræder for kejseren, men det afviste Ebert imidlertid. En sådan stedfortræder ville have været et fundament til sikring af nogle af de monarkiske rettigheder. Da der ikke fandtes stedfortrædere, var den kejserlige magt udleveret til de revolutionære.

Max von Baden har været meget kritiseret for sin ageren, bl.a. for at have brudt forfatningen: først gennem den egenmægtige offentliggørelse af en abdikation, der mere eller mindre var opfundet, og derefter ved at overdrage rigskanslerhvervet. Han havde åbnet et hul, som også måtte lukkes.

Flugt og abdikation

Omkring klokken 14.00 den 9. november indtraf der hos Rigskancelliet i Berlin en meddelelse fra Spa, hvor kejser Wilhelm havde til hensigt at foretage en delvis abdikation. Derefter informerede man fra Berlin, at man havde oplyst om hans totale abdikation. Nogenlunde samtidig udråbte socialdemokraten Philipp Scheidemann en hyldest til republikken fra Rigsdagsbygningen. Friedrich Ebert var fortørnet over dette, da det var en nationalforsamling, som skulle tage stilling til, hvilken statsform man ønskede. Først herefter nødsagedes Ebert  til at vælge prins Max von Baden som rigsforstander. Han afviste imidlertid tilbuddet, da revolutionen var alt for fremskreden til, at han ønskede at være del heraf.

I det tyske militærhovedkvarter i Spa var man rasende over Prins Max´s egenrådighed. Wilhelm ville nedlægge en formlig protest mod sin abdikation. General Hindenburg rådede ham imidlertid til at afstå herfra, men til at nedlægge kronen og drage til det neutrale Holland. Wilhelm lod sig overtale til, at protesten ikke skulle være offentlig. Ved at holde den lave profil accepterede han i praksis nedlæggelsen af tronen. Den øverste hærledelse var fra herefter indstillet på at fungere sammen med de revolutionære i Berlin.

Wilhelm på grænsen mellem Belgien og Holland 10. november 1918. Foto fra Bundesarchiv. Fra wikipedia

10. november 1918 omkring klokken 7.00 om morgenen overskred Wilhelm grænsen til Holland, hvor han fik lov til at opholde sig i eksil, hvilket han gjorde, indtil han døde i 1941. Størstedelen af tiden boede han på Huis Doorn. Tilhængere såvel som modstandere af monarkiet har dømt Wilhelms eksil som faneflugt. Den tyske historiker Huber beskriver, “at det var denne handling, der beseglede enden på det preussisk-tyske monarki”.

28. november 1918 underskrev Wilhelm den formelle abdikation, hvor myndighedspersoner og soldater blev løst fra deres troskabsed. Kronprinsen underskrev en lignende erklæring 1. december 1918. Dermed var monarkiet formelt opløst. 11. august 1919 blev Rigsforfatningen fra Weimar taget i brug, som ophævede enhver form for medfødt forrang hos personer og dermed adelens privilegier.

Print siden her