Potsdam er en kulturhistorisk lækkerbisken af en by. Det er de preussiske kongers by, og her menes i særdeleshed Frederik den Stores by, hvor han byggede Sanssouci og Neues Palais og filosoferede over tilværelsen med Francois Voltaire, derudover var Potsdam det sted hvor de allierede sejrsmagter valgte at holde den den konference, der nyinddelte Europa efter 2.verdenskrig. Det foregik på slottet Cecilienhof.
På en normal udflugt til Potsdam vil man stifte bekendtskab med begge slotte. Jeg vil normalvis tilstræbe at besøge Cecilienhof først, herude guider jeg selv rundt, og derefter vil man køre til Slotsparken ved Sanssouci, hvor det er meningen at en del af haven besøges.
På turen ud-, og hjem fra Potsdam kan det anbefales at besøge Wannsee, hvor et holdt ved Haus der Wannseekonferenz og kopien af Istedløven er stormagtshistorie. Ved Glienicker Brücke kan man stoppe ved spionudvekslingsbroen over Havel mellem Berlin og Potsdam og dermed mellem det gamle Vestberlin og DDR.
Nedenfor har jeg beskrevet gode forslag til at komme til Potsdam.
Ture til Potsdam
Der er forskellige muligheder for at komme til Potsdam. Typisk vil man på en turistrejse enten køre 1) Motorvej af A115. 2) køre igennem byen, der enten kan gå fra 2a) Kurfürstendamm eller fra 2b) Alexanderplatz eller endeligt kan man 3) tage S-bahn til Potsdam Station.
Hvis man tager motorvej skal man ud til Dreieck AVUS og på A115 mod Magdeburg og Leipzig. Strækningen går igennem Grunewald og Wannsee. Man krydser den tidligere grænse mellem Vestberlin og DDR, Dreilinden. Man tager afkørsel 6 – Potsdam Babelsberg, og fortsætter mod Potsdam Zentrum af L40. Fortsættes der lige ud, kommer man direkte mod Neuer Garten med slottet Cecilienhof. Herfra er turen ens, for alle der har transportmiddel i brug.
Er udgangspunktet Kurfürstendamm, så kan det anbefales at køre ud for enden af Kurfürstendamm, der hedder Rathenauplatz. I stedet for at køre på motorvej, der fortsætter man over rundkørslen, med monumentet Beton-Cadillac, straks efter benzintanken går Königsallée ned til højre. Den kører man ligeud af indtil man når B1 i Zehlendorf. Det man ser, er et af Berlins liebhaverkvarterer, der har en smuk tilbagelænet natur. Har man tiden, kan man bryde idyllen, ved at køre et smut op til S-Bahn Station Grunewald (th. af Fontanestrasse) og se Spor 17, hvor de berlinske jøder blev deporteret fra. I Zehlendorf drejer man til højre ud på B1. Turen er herfra identisk med turen der går ud fra Alexanderplatz.
Er udgangspunktet Alexanderplatz, da kan man køre på B1 hele vejen fra Alexanderplatz og til Potsdam. I Berlin må turistbusser gerne køre i bussporet, hvilket er en meget stor fordel i tæt trafik. Den hedder indledningsvis Otto-Braun Strasse, og fører bagom Rotes Rathaus og Nikolaiviertel, hvor den skifter navn til Mühlendamm, derefter videre over Gertraudenbrücke og Spittelmarkt under navnet Gertraudenstrasse, hvorpå den indtil Leipziger Platz hedder Leipziger Strasse. Derefter igennem Potsdamer Platz, hvorpå den lyder navnet Potsdamer Strasse. Den fører forbi Heinrich von Kleist Park, hvorpå den skifter navn til Hauptstrasse, Rathaus Schöneberg (der ses th af Dominicusstrasse). Den skifter såvel navn til Rheinstrasse og Schlossstrasse, vigtigt er at man efter Steglitz, skal huske at holde mod højre af B1, herefter bliver navn Unter den Eichen, Berliner Strasse, Potsdamer Strasse, Potsdamer Chausseé og i Wannsee til Königstrasse. I Wannsee kan det anbefales at lave et højresving af Am Grossen Wannsee, her kører man den smukke yacht-rute ved Wannsee og kan holde ved Haus am Wannsee Konferenz og se såvel stedet hvor det blev besluttet at udrydde Europas jøder, samt en kopi af den danske Istedløve. Herefter kører man tilbage til B1 og fortsætter mod Glienicker Brücke. Her kan der gøres et holdt, hvor man spionudveksles over broen. På den anden side kan man gå ind i bussen, alternativt kan med god tid, gå igennem Cecilienhofs slotshave Neuer Garten (cirka 20 minutter), hvor man går langs søen.
Når man kører fra Cecilienhof, er det fælles for alle ture. Det anbefales at køre den ensrettede vej ud derfra, Grosse Weinmeisterstrasse lige over af Beyerstrasse, derefter til venstre af Puschkinalleé (hvor man ser den russiske landsby Alexandrowka) og derefter kører man ligeud og ned igennem byen af Friedrich-Ebert Strasse, forbi Rådhus og med direkte udsyn til Nauener Tor, Holländisches Viertel og så til højre af Hegelalleé og til højre igen af B273 Schopenhauerstrasse, derefter rundt i Park Sanssoucci af Zur Historischen Mühle, ved Neues Palais, kan man lave et fotostop, mens chaufføren vender bussen. Derefter er det tilbage til Sanssoucci, hvor man kan gå ned igennem parken (varighed 45 min.). Undervejs ser vi Frederik den Stores grav og Friedenskirche. Efter Friedenskirche kommer man til Luisenplatz. Her er der tid på egen hånd. Bussen holder parkeret på Bassinplatz. Derefter hjem.
S-Bahn går direkte til Potsdam fra såvel Alexanderplatz som fra S-bahn Zoologischer Garten eller S-bahn Charlottenburg. Man skal købe en billet der gælder i såvel A, B og C zonerne, idet at Potsdam ligger i zone C. Endestationen er Potsdam, så de tog der står Potsdam på, kører derud. Der er to stationer undervejs, hvor man kan overveje at stå af. Det ene er S-Bahn Station Grunewald, hvor man kan gå op og se mindesmærket Spor 17, hvor de berlinske jøder blev sendt afsted fra under nazismen, det andet er at stå af ved stationen Wannsee, her kan man på sin billet tage rutebåden til Kladow. Dertil gælder ens billet også. Undervejs ser man fra søen både Haus der Wannsee Konferenz, Istedløven og Pfaueninsel. I Potsdam ligger stationen direkte ved Havel, og dermed lige ud til midtbyen, der er nem at gå direkte ned i. Hvis man derimod ønsker at komme rundt i slotsparkerne, så kan det anbefales at leje cykler ved stationen. Der er et meget fint cykelstisystem i Potsdam, hvor man kan nå rigtig meget på en dag.
Seværdigheder i Potsdam
Landeshauptstadt Potsdam, Alexandrowka, Belvedere, Bildergalerie am Sanssoucci, Botanischer Garten, Brandenburger Tor (Potsdam), Cecilienhof, Cecilienhof og Potsdam-konferencen, Communs, Dampfmaschinenhaus (Måske en Moské), Drachenhaus, Filmstudio Babelsberg, Frederik den Stores grav ved Sanssoucci, Friedenskirche, Garnisonskirche, Havelland Kaserne, Historische Mühle, Holländisches Viertel, Jägertor, Marstall-Filmmuseum, Meierei: Brauerei am Neuen Garten, Nauener Tor, Neuer Garten, Neue Kammern, Neues Palais, Nikolaikirche, Obelisk, Orangerie, Potsdam Universität (filosofisk institut), Sankt Peter und Paul Kirche, Schloss Babelsberg, Schloss Sanssouci und Park Sanssoucci, Teltowkanal, Rundtur på Cecilienhof.