Mühlendamm

Mühlendamm betegner på en og samme tid Mühlendammbroen i Berlins bydel Mitte. Gaden krydser floden Spree og strækker sig mellem Gertraudenstrasse og Molkenmarkt. Vejen opstod som en dæmning, der ikke kun fungerede som overgang over floden, men mere specifikt blev benyttet af vandmøller. Ved senere lejlighed opstod der såvel et forsvarsværk samt Mühlendammslusen, et byggeri, der flere gange forårsagede kraftige forandringer i området rundt om Spree. Den nuværende betonbro stammer fra 1968 og er del af den primære vejforbindelse mellem øst og vest i byen, hvilket også var tilfældet i det daværende Østberlin.

Broen og gadens historie

Vejen opstod i forbindelse med, at der i slutningen af det 12. årh. blev anlagt af fjernhandelsvej mellem Teltow og Barnim, hvor floden Spree var smallest og på det fladeste sted. Fra Teltow gik vejen videre mod Halle og Wittenberg, mens den fra Barnim gik videre mod Oderberg og Stettin. Vejen opstod som overgangssted i konkurrence med de to hidtidige overgange over Spree i henholdsvis Spandau og Köpenick. Ved overgangsstedet oprettede man en bro, der hurtigt blev udbygget til en dæmning, der udnyttede vandkraften til energi, i særdeleshed til møller.

Mühlendamm som det formodes at have set ud i middelalderen

Denne nye overgang over Spree hører til blandt de væsentligste årsager til, at dobbeltbyen Berlin-Cölln opstod, den middelalderlige kerne af dagens Berlin. Betegnelsen Mühlendamm menes at have været brugt siden perioden omkring 1220-30.

Navnet Mühlendamm (“Molendam tu Berlin”) stammer fra byens grundlæggelsestid. Damm betyder dæmning på tysk, og dæmningen over Spree var den eneste befæstede overgang mellem de to selvstændige byer Berlin og Cölln. Mühlendamm tjente samtidig et formål som forsvarsanlæg og opdæmning for de mange vandmøller, der havde været i drift på stedet siden 1220. De seks korn-, vand- og skæremøller lå tværs gennem floden, kun den midterste del blev holdt fri til skibspassage.

Fra 1448 og frem befandt de mest rentable møller sig i kurfyrsternes forvaltning, og de blev forvaltet fra det sted, hvor den nuværende møntprægning befinder sig. Kurfyrsterne overtog denne borgerlige tjans, eftersom de i 1447/48 havde trukket sig sejrrigt ud af Berliner Unwille – som den folkelige opstand mod dem blev kaldt.

Produkterne, der her blev forarbejdet, blev efterfølgende stillet frem i simple trækasser til videresalg. Det, at dobbeltbyen havde en udskikket den i middelalderen så vigtige stabelret, gjorde, at skibene, der sejlede mellem Schlesien og Hamborg, omladede deres skibslast og tilbød salg af disse varer. Det førte ti,l at flere handlende kom til byen og dermed, at byens pengekasse voksede. Mühlendamm var centrum for en livlig handel.

I 1578 byggede man den første skibssluse på stedet. Handelsboderne blev nyanlagt i sten i forbindelse med at Den Store Kurfyrste i 1687 havde beordret en styrkelse af befæstningen. De nye handelsboder – der bød på et byggeri bestående af seks massive hvælvinger – var blevet til på baggrund af planer udtænkt af den betydelige arkitekt Johann Arnold Nering,og gik under navnet Mühlenkolonnaderne. Ovenover kolonnaderne befandt der sig en sal, hvor købmænd mødtes, og som indtil 1739 fungerede som en børs.

Mühlendamm med Berlins slot i baggrunden

Efter flere brande i de følgende årtier blev kolonnaderne genanlagt i starten af det 19. århundrede – denne gang i sandsten. På denne tid fungerede Mühlendamm som et særdeles livligt handelssted.

I 1888 blev der anlagt en ny 110 meter lang sluse ved Mühlendamm, som erstattede den middelalderlige sluse ved det nærliggende Kupfergraben. Den ny sluse var betydeligt større.

Sprees flodleje blev ved samme lejlighed gjort bredere og dybere samtidig med, at broen blev ombygget. De middelalderlige møller udgjorde en forhindring for denne ombygning og blev derfor nedrevet i perioden frem til 1892. Siden 1850 havde en rødgul bygning med et borgagtigt udseende med tårne og brystværn fungeret som kornmølle. Den blev ikke nedrevet og kom fra 1893 til at fungere som sparekasse. Berlinerne kaldte bygningen Normannerborgen, en betegnelse, der stammede fra det kastel, der tidligere havde ligget på stedet.

Den såkaldte “Normannerborg” som sparekasse (cirka år 1900)

Den ny Mühlendammbro var en genkendelig stålkonstruktion, der prægede byggeriet i slutningen af 1800-tallet. Ydermere måtte der tilføjes flere broer, og disse blev bygget henover den såkaldte Gerinne (renden) og kammerslusen. Syv forskellige brokonstruktioner af jern endte med at forbinde slusen med de to flodbredsider på Spree.

I årene 1936-40 blev Mühlendamm endnu engang udsat for massive ændringer. Grunden var en planlagt udvidelse af slusen, der skyldtes en plan hos den nationalsocialistiske ledelse om at omdanne det nærliggende Molkenmarkt til et repræsentativt Gauforum. Det betød enden for mange af de historiske bygninger: den ovennævnte Normannerborg, Ephraim Palais på hjørnet af Poststrasse, den middelalderlige gade Am Krögel og det middelalderlige boligkompleks Grosser Jüdenhof. Udbruddet på 2. verdenskrig forhindrede ombygningen i at blive færdig. Der nåede dog at blive opfør, to 35 x 11 meter stålbroer på hver side af slusen. I de sidste krigsdage i 1945 sprængte den tyske hær imidlertid denne bro i luften.

I 1946 lykkedes det at bjærge flere af de bærende stålelementer fra Spree, og de kunne føjes ind i en midlertidig genetablering af broen, hvilket genåbnede broen for trafik. I 1960´erne blev der planlagt en mere moderne bro. Det betød, at de gamle sluseanlæg i Spree i 1964 blev rømmet. I årene 1966-68 opstod der en bro uden den mindste udsmykning,og den bestod af tre betonelementer spændt ud over Spree.

Da broen stod færdig, var den DDRs største vejbro. I forbindelse med Berlins fejring af sit 750 års jubilæum i 1987 genopførte man Ephraim Palais tolv meter nord for det sted, hvor det i 1936 var blevet pillet ned.

Blik ned på Mühlendammbroen idag med den massive trafik og med Nikolaiviertel til venstre

Anders udtaler:

Selve Mühlendamm er ingen særlig anbefaling værd. Men da et ophold i Berlin med ret stor chance på et tidspunkt kunne bringe dig derhen, så ville jeg hurtigst muligt sørge for at komme ned at gå langs floden Spree. Man har en fin spadseretur langs floden i retning af Jannowitzbrücke med udsigt til den historiske havn og Märkisches Museum, der uvægerligt ligner en kirke. Derudover kunne man også skynde sig at flygte ind i Nikolaiviertel, hvor der er opsat 12-14 historiske oplysningstavler om de fine seværdigheder, hvoraf Nikolaikirke og Ephraim Palais er de vigtigste. Endelig kan man også kigge nærmere på Palais Schwerin og møntprægningen på modsatte side af Nikolaiviertel.

Den nutidige udformning sat overfor den charme, som broen tidligere besad, er en påmindelse om den hån,som de to totalitære regimer, der har styret Berlin i det 20. århundrede, har indtaget i forhold til historien.

Print siden her