Nikolaiviertel

Berlins ældste beboelsesområde der er centreret omkring Nikolaikirche. Området blev destrueret af nazisterne, 2.verdenskrig og siden socialisterne. I årene op til Berlins 750-årsjubilæum i 1987 blev området genopbygget i et miks af socialistisk og historisk arkitektur.  Det ligger på floden Sprees østlige bred og indkredses af Rathausstrasse, Spandauer Strasse og Mühlendamm.

Kort over Nikolaiviertel med Spree til venstre

Historie

Den første udgave af Nikolaikirche menes at være opstået i årene lige efter år 1200 som en senromansk kampestensbasilika. Rundt om dette område udviklede sig bebyggelse i ro kerneområder: Berlin, der var den største bebyggelse øst for Spree og på den vestlige bred Cölln. De to områder blev forbundet af brogaden Mühlendamm. Omkring år 1230 modtog begge bebyggelser byrettigheder. Man har ikke skriftlige udsagn der går længere tilbage end disse på byernes eksistens. Skriftlige dokumenter er formodentlig alle gået bort i den store brand i 1380.

Det ældste bevarede dokument, hvor Cölln bliver nævnt er fra 28.oktober 1237 mens det ældste dokument hvor Berlin nævnes stammer fra 1244. Idet at byerne i praksis voksede sammen, da har man officielt i mange år opereret med at Berlins fødselsår sættes som 1237. Byjubilæer har taget udgangspunkt i dette gennem tiderne, eksempelvis med slogans som Nikolaiviertel – i centrum siden 1237. 20.marts 1307 blev de to bebyggelser officielt forenet i dobbeltbyen Berlin-Cölln. I 1486 valgte Hohenzollern-kurfyrsten Johann Cicero byen som sin faste residens. På det tidspunkt var byen vokset til en betydningsfuld handelsby, der i det 14.århundrede havde tilsluttet sig hansestæderne.

Typisk billede fra kvarteret i 1800-tallet med dens krogede gyder og gader

Områdets borgere nød en stigende velstand grundet den voksende erhvervskraft, og i 1264 blev Nikolaikirche væsentligt udbygget til en gotisk halkirke, der flere gange i de følgende århundreder gennemgik forandringer. Indtil slutningen af det 19.århundrede vedblev den asymmetriske middelalderlige facade med et tårn, at være et kendemærke for området. Det blev erstattet med to spidse tårne i slutningen af 1870´erne. Berlin rundt om kvarteret ændrede sig drastisk, dette skete ikke for Nikolaiviertel, der bibevarede dets middelalderlige kontur, hvor håndværkere arbejdede i de smalle og krumme gyder og gader.

Særlige bygninger

Sjældent blev der tilføjet byggeri til den velbevarede middelalderlige struktur. En af de få gange det skete var det til gengæld et decideret pragtarkitektonisk bygningsværk. På en af de sydlige grunde ud mod Mühlendamm på hjørnet af Poststrasse anlagdes Ephraim Palais, der var en pragtudgave af Rokoko. I folkemunde blev det kaldt ”Berlins smukkeste hjørne”. Ejeren var Veitel Heine Ephraim, der var Frederik den Stores vigtigste långiver til kongens mange krige. Grundet Ephraims jødiske herkomst, var der mange mishagsytringer mod hans rigdom. Hjørnet runder og indvendig var flere af rummene ellipseformede.

Knoblauchhaus i dag

I umiddelbar nærhed står Knoblauchhaus, der ligeledes er fra cirka 1760 og anlagt i senbarok stil. I slutningen af det 19.århundrede ombyggede man Knoblauchhaus i en tidlig klassicisme; indvendigt er der dog mange detaljer, der er klassisk rokoko. Bygningen var sæde for en indvandrerfamilie fra Ungarn, der gennem generationer havde vist sig virksomme, velhavende og indflydelsesrige i Berlin. Endelig er det værd at nævne Kurfürstenhaus. Det var oprindelige et renæssancebyggeri i rød sandsten, der i det 18.århundrede blev ombygget til barok. Dets navn havde det fra kurfyrsten Johann Sigismund (1572–1619), der flygtede hertil idet han var overbevist om at der spøgte en ”hvid dame” på Berlins byslot.

Planlægning af et Altstadtforum, Ødelæggelse og Genopførsel

I 1937 fejrede Berlin dets 700-årsjubilæum. I forbindelse med dette luftede nazisterne planer om omdanne området til et historisk forum. Det var forudset, at det byggeri der var at betragte som mindreværdigt, forsømt, skrantende og for beboerne uudholdeligt i store træk skulle rives ned. I stedet skulle der være et Altstadtforum (forum i den gamle by). I dette forum skulle værdifulde facader fra historiske borgerhuse udstilles. Dette forum skulle virke som en del af den enorme omformning af hele byen, som nazisterne under ledelse af Adolf Hitler og Albert Speer planlagde under navnet Welthauptstadt Germania. Et første skridt til dette skete i 1938 hvor Nikolaikirche blev profan. Offentligheden fik forklaringen, at den skulle omdannes til musikhal.

I 2.verdenskrig – og mere specifikt i tiden 1943-45 – gik Nikolaiviertel til grunde i bomberegn og gadekampe. Efter afslutningen på krigen blev ruinerne rømmet af bulldozere, dette gjaldt også mindre ødelagte bygninger. Kun ruinen af Nikolaikirche stod tilbage. I mange år var området skrinlagt for videre udvikling, da DDR i årene under Ullbricht ingen interesse nærede for den ældre historie. Førsteprioritet var at opføre huse til bebyggelse samt repræsentationsbyggeri som Stalinallee.

Kvarteret lå tomt og ryddet og glemt i mange år

Forsømmelsen af det historiske centrum blev eksempelvis tydeliggjort i en planbeskrivelse fra 1959: I området hvor Nikolaiviertel havde ligget, skulle muligheden undersøges for at lave et havnebassin for udflugtsbåde. Planen blev dog aldrig til noget. Men ligegyldigheden fortsatte med at eksistere, dette ændrede sig først med fejringen af Berlins 750-årsjubilæum i 1987. Byforvaltningen viste en ny kurs ved at værdsætte byens historiske rødder, da man så turistmæssige muligheder og en mulighed for at udvikle et byområde. Man sigtede efter… ”en blanding af nye, rekonstruerede og genopbyggede bygninger der tilsammen skulle danne en levende harmonisk enhed”. Kvarteret var reetableret i 1987, og er faldet meget forskelligt ud. I jordplan er det temmelig originaltro, mens den øvre del ligner traditionel plattenbau i DDR-stil. Andre bygninger er meget fine genopførsler

Nogle dele af kvarteret er en sær blanding af DDR plattenbau foroven og historiske buegange forneden

Det nye Nikolaiviertel

I løbet af genopførslen af kvarteret restaureredes de få bevarede bygninger, samt opførtes et væld af nye bygninger. Nybyggerierne er en sær blanding af historisk facade og industrielt plattenbau. Borgerhusene bag Nikolajkirke er de mest originaltro, de møder borgerhusene ud mod Molkenmarkt, der tilsammen udgør et historisk udseende ensemble.

Nikolajkirke blev genmuret ved alle de mure, der var blevet ødelagt i 2.verdenskrig; Derudover fik kirken sat sine to spidse tårne på igen. Foran kirken opstod en række af små borgerhuse fra bunden af, men i historisk form.

I 1936 var Ephraim Palais blevet pillet ned grundet omdannelsen af Mühlendamm, palæet eksisterede i Vestberlin, og blev som gestus herfra sendt til den østlige byhalvdel og genopført 12 meter fra sin oprindelige placering.  Udskænkningsstedet Zum Nußbaum blev opført på ny, hvor prominente kunstnere som Heinrich Zille, Otto Nagel og Claire Waldoff havde holdt til. Det menes originalt at være tilbage fra 1571, det skulle originalt have været opført i 1571 på Fischerinsel (øen i Spree hvis nordlige ende hedder Museumsinsel), indtil den blev ødelagt i 1943 grundet massive bombardementer. Endnu en historisk restaurant Zur Rippe blev genopført. Andre markante bygninger er Gerichtslaube, der er en kopi af det oprindelige berlinske rådhus, og som i dag fungerer som restaurant. Derudover ligger bygningen, der engang udgjorde den kurfyrstelige møntprægning.

Sankt Georg blev flyttet hertil i 1987

På den lille plads ved bredden ned mod Spree er opstillet bronzeskulpturen Sankt Georg i kamp med dragen fra 1853. Den er udført af August Kiss og udført af støberiet Lauchhammer. Den stod oprindeligt på Berlins byslot, der lå lige overfor Nikolaiviertel, men da dette blev sprængt i luften af DDR-regimet i 1950, blev skulpturen flyttet til Volkspark Friedrichshain.

Gader og gyder i kvarteret følger de oprindelige grundrids.Området strækker sig over 50.000 m² og har et indbyggertal på omkring 2000 beboere i omkring 800 boliger. Kvarteret er præget af små butikker, restauranter og museumsindretninger, såsom Nikolajkirken, Ephraimpalais og Knoblauchhaus. Der findes en mindetavle for komponisten Eduard Grell udfor Poststrasse 12, hans fødehjem i år 1800. I samme gade er en af tegneren Heinrich Zilles mange figurer Thorsten Stegmann afbilledet.

Kritikere af genopførslen af Nikolaiviertel hævder at dette mærkværdige miks, intet har med historien at gøre. Fortalerne for genopbygningen siger at området var helt gået tabt, men at man har genvundet noget. Alternativet ville være flere pladser med stål, glas og beton.

Grundlæggelsesbrønde

Eller Gründungsbrunnen som den noget mere mundret hedder på tysk, hvor den også kaldes våbenbrønden. Den befinder sig ved siden af indgangen til Nikolaikirche og blev skabt i 1987 på et udkast fra 1928 af Gerhard Thieme. Brønden består af sandsten og stål samt en smedejernskroning og en bronzekæde. Brøndtrinnet er ottekantet og på siden er der anbragt våbenskjold fra de forskellige bydele i Berlin. I midten af brønden står en seks meter høj søjle, der er kronet med en bjørn, der holder en bjørn med en krone. Brønden skal erindre om byens grundlæggelse.

Berlinerbjørnen markerer byens grundlæggelse

Anders omtaler

Jeg kan godt lide Nikolaiviertel, men man kommer ikke udenom, at der til dels er noget kunstigt over kvarteret. Men der er så mange områder i Berlin, hvor man skal igennem processen og tænke, hvad er originalt, og hvornår har det været ændret. Det var her at dobbeltbyen Berlin-Cölln opstod, men selve Berlins dåbsattest har været brændt og smuldret bort, hvorpå at man for cirka 30 år siden besluttede sig for at genskabe det man har idag. Jeg er klart mest til den del af kvarteret der centrerer sig rundt om Nikolaikirche og Ephraim Palais, da jeg ikke kan undgå konstant at undre mig over DDR´s måde at genopbygge på i boligområderne, historisk forneden i form af buegange og foroven plattenbau med gavle i noget der kunne antydes som hollandske gavlhuse, men igen ligner noget ufærdigt. Ud mod Spree er det også fint, omend at man mangler noget pænt at kigge på på modsatte bred. Mit bedste forslag er at besøge Nikolaikirche og Ephraim Palais, og måske spise på Zur Rippe. 

Print siden her