Van Gogh Museum
Museet er Hollands mest besøgte med årligt 1.6 mio. gæster. Det rummer cirka 200 malerier, 400 tegninger og 700 breve af den berømte postimpressionistiske hollandske maler Vincent van Gogh (1853-90). Museet ligger på Museumsplein tæt på Stedelijk Museum og Rijksmuseum og er en moderne udformet bygning fra 1973 i 4 etager.
Da Vincent van Gogh begik selvmord i 1890, arvede hans bror Theo van Gogh den samling af malerier, som han ikke havde fået solgt i sin levetid. Broderen døde kun 6 måneder efter, og malerierne gik i arv til hans hustru Johanna van Gogh-Bonger. Johanna solgte mange af malerierne ud fra en ambition om at sprede kendskabet til hans malerier, men imidlertid beholdt hun en større samling, som hendes søn Vincent Willem van Gogh arvede i 1925. Denne samling blev i mange år udlånt til Stedelijk Museum, inden de i 1962 blev en del af den nystiftede i Van Gogh stiftelse.
I 1963 nedsatte den hollandske stat en kommission til opførelse af et selvstændigt Van Goghmuseum,og det blev arkitekten og møbeldesigneren Gerrit Rietveld, der fik opgaven. Imidlertid døde han, og museet blev først færdigt i 1973. I 1998-99 tilføjede den japanske arkitekt Kisho Kurokawa en ny fløj til museet.
Flere omtalte kunsttyverier er foregået fra museet. I 1991 lykkedes det for fire personer at slippe af sted med 20 malerier, hvoraf hans tidlige maleri De karfoffelspisende var det mest kendte. Alle malerier blev fundet efterfølgende i en forladt bil og er i dag på museet efter at have fået udbedretdiverse skader. 2 museumsvagter blev anklaget for, hvad der kaldes for det største kunsttyveri i Holland siden 2. verdenskrig. I 2002 blev to malerier stjålet, og de er ikke blevet leveret tilbage – anslået værdi 30 mio. US dollars. FBI kunstafdeling i USA har det på sin top-10 over mest prestigiøse tyverier.
Museet er i fire etager, hvoraf første sal er viet til en fast udstilling af Vincent van Goghs malerier i kronologisk rækkefølge, hvilket vil sige først hans malerier fra Nuenen, Antwerpen, Paris, Arles, Saint-Remy og Auvers sur-Oise. Derudover er 4. sal viet til en række samtidige kunstnere, der enten har inspireret van Gogh eller som han har inspireret, såsom Émily Bernard, Maurice Denis, Kees van Dongen, Paul Gauguin, Édouard Manet, Claude Monet, Odilon Redon, Georges Seurat, Paul Signac og Henri de Toulouse-Lautrec