Alte Synagoge Erfurt
Alte Synagoge (Den gamle Synagoge) er mere end 900 år gammel, og dermed er den Europas ældste eksisterenede synagogebygning. Den befinder sig i Erfurts gamle bydel i baggården mellem husblokkene på Fischmarkt – Michaelisstrasse og Waagegasse.
Med til synagogen hører også den cirka 750 år gamle Mikwe, der blev udgravet ved et byggearbejde omkring Krämerbrücke i 2007. I 1998 blev Erfurts jødiske skat fundet i umiddelbar nærhed af synagogen. Den hører til blandt de mest omfangsrige og bedst bevarede skatte i den europæiske middelalder. Siden oktober 2009 har denne skat været udstillet i synagogen. Erfurts byråd har indstillet ensemblet Synagoge, Mikwe og Skat til at blive optaget på UNESCO´s verdenskulturarvsliste.
Historie
Synagogens ældste byggedele stammer tilbage fra 1094, hvilket man har fundet frem til via en årringsanalyse. Det handler konkret om en del af den vestlige mur. Den øvrige del af den vestlige mur stammer fra det 12. århundrede. Størstedelen af bygningsværket stammer fra årene omkring 1270, hvor et repræsentativt synagogebyggeri fandt sted, og det var i de samme år, at Prags ældste synagoge Staranova Synagoge blev opført. Synagogen blev igen udbygget omkring år 1300, hvor den både fik en nordlig fløj samt en øvre etage.
I 1349 fandt en altødelæggende pogrom sted, der dræbte alle jøderne i byen. Derefter benyttede man synagogen som lagerhus. Den nye funktion betød også, at bygningen i praksis blev ombygget, blandt andet fik den en mellemetage, et nyt tag, og der blev udgravet en kælder under bygningen. I såvel den nordlige som østlige facade blev der lavet lageråbninger til hejseværk. Bygningens funktion vedblev at være lager i de næste 500 år. I slutningen af det 19. århundrede blev bygningen en del af baren “Zur Feuerkugel” og ombygget til en dansesal. Senere opstod der i kælderen en keglebane
Grundet de hyppige ombygninger blev bygningen ikke genkendt som en synagoge, og den historiske viden om dens opståen som en sådan var gået tabt. Det betød, at den stod uskadt efter den nationalsocialistiske forfølgelse. I 1992 viste undersøgelser af bygningen, at synagogen var af særlig kulturhistorisk værdi. Kort forinden havde Treuhand solgt bygningen til en investor, der igen ville bruge den til restauration. I 1998 købte byen Erfurt den gamle synagoge. Sidenhen blev den saneret og restaureret, og i 2009 kunne bygningen åbne som museum over det jødiske liv i Erfurt. Udstillingen består særlig af middelalderlige klenodier, der fokuserer på det jødiske liv i Erfurt. En udstilling om synagogens bygningshistorie belyser videre aspekter af områdets jødiske historie.
En gang månedligt finder “Erfurter Synagogenabende” sted, hvor der optrædes og spilles musik.
Historiske Rejser siger: I såvel februar som juni 2015 besøgte jeg Erfurt. Det er forholdsvis nemt at finde frem til Synagogen via de mange små skilte, man har sat i byen. Den ligger som beskrevet i en baggård ikke langt fra Krämerbrücke. Udstillingen er grundig og fokuserer primært på den middelalderlige del af jødernes liv. Den forfærdelige pogrom i 1349 satte effektivt en afslutning på den jødiske historie i byen. (Anders Bager Eriksen).