Koncentrationslejren Bergen Belsen
KZ-lejr beliggende på Lüneburger Heide tæt ved byen Bergen og ikke langt fra Celle. Lejren havde forskellige afdelinger af vidt forskellig karakter over tid. Den huskes særligt for de ualmindeligt grufulde vilkår i krigens sidste måneder, da den modtog i titusindvis af internerede fanger fra andre KZ-lejre. Det betød massedød, hunger og hærgende sygdomsepidemier som engelske filmfolk dokumenterede og kunne berette om til omverdenen, der første gang ved øjensyn kunne se, hvor uhyrligt de nazistiske lejrsystemer havde været. Lejren havde indledningsvis fungeret som krigsfangelejr, derefter som en særlig lejr for bevidst forskånede jøder med udenlandske pas, de såkaldte ”Austauschjuden” (bytte-jøder), der kunne indgå i taktisk fordelagtige byttehandler med andre lande. Den fungerede også som arbejdslejr, kvindelejr og endelig til sidst som samlingslejr for de evakuerede lejre. Efter krigen forblev der tidligere fanger i lejren indtil 1951, hvor den husede såkaldte Displaced Persons. I dag er lejren mindested, og har et veldokumenteret museum. Navnet Bergen Belsen kommer af bydelen Belsen i byen Bergen.
Lejrens historie: I 1935 blev der anlagt et militært øvelsesterræn for tropper i umiddelbar nærhed. Arbejderne, der opførte dette område, fik opført en lejrbarak de kunne bo i. Det var den første bebyggelse i området.
I forbindelse med det nazistiske riges angreb på Frankrig og Belgien i maj 1940 og Sovjetunionen i juni 1941, blev behovet for at indrette krigsfangelejre stærkt forøget. De franske og belgiske fanger blev behandlet væsentligt bedre end de sovjetiske. Af de 21.000 sovjetiske krigsfanger, der ankom i løbet af 1941, var de 15.000 døde i foråret 1942. De måtte ofte overnatte i jordhytter og under åben himmel igennem vinteren.
“Bytte-jødernes lejr”: I slutningen af 1941 fik Heinrich Himmler, lederen af SS, den idé at påbegynde en internering af jøder med udenlandske pas, da disse ville kunne bruges taktisk i byttehandler med andre lande, det være sig neutrale, samarbejdende eller decideret fjendtlige lande. Den første store bytteaktion var foregået med Storbritannien i løbet af 1942, hvor man byttede jøder med britiske pas, der havde opholdt sig i Tyskland ved krigsudbruddet, med tyskere der havde opholdt sig i Palæstina.
I 1943 overtog SS-Wirtschafts- und Verwaltungshauptamt (SS-WVHA) en større del af lejren, hvor omkring 14.700 fanger med udenlandske pas blev interneret. De skulle bruges til at bytte sig til tyske krigsfanger, råstoffer, kemikalier og fødevarer. De blev interneret i fire forskellige afdelinger af lejren, hvor forholdene var af meget forskelligartet karakter. I Sternlager (stjernelejren) fandtes primært fanger fra Holland, der kom fra lejren Westerbork samt fra Jugoslavien, Grækenland, Albanien og Frankrig. De arbejdede i skokommandoen under stærkt kritisable forhold.
Forholdene var meget ens i Sonderlager (speciallejren), hvor der kun var polske jøder interneret. Disse blev holdt for sig selv, da de tyske myndigheder ikke ønskede, at kendskabet til udryddelseslejrene i Polen skulle sprede sig til de vesteuropæiske jøder.
I Neutralenlager sad der fanger fra de neutrale lande Spanien, Portugal og flere sydamerikanske lande. Forholdene for disse indsatte var væsentligt bedre end i de øvrige afsnit og overlevelsesgraden også det højere.
I den sidste lejr Ungarenlager sad de såkaldte Kasztner-jøder, der næsten alle blev reddet grundet den ungarske forhandler Rudolf Kasztner. Trods disse særlige forhold var det kun 2.500 af disse jøder, der blev byttet til redning. Få dage før lejrens overgivelse blev mange af disse ”bytte-jøder” sat på transporttogvogne mod KZ-Theresienstadt nord for Prag. Kun et af togene nåede frem, de øvrige blev stoppet af den Røde Hær i brandenburgiske Tröbitz.
I april 1943 overtog den tyske hær driften i den sydlige del af lejren fra SS. De indrettede StaLag (Stammlager) XI B Fallingbostel, der officielt kom til at fungere som lazaret for de mange sovjetiske, polske og italienske krigsfanger, som den tyske værnemagt tog til fange. Lazarettet fungerede frem til januar 1945.
Evakueringslejr: I December 1944 begyndte lejren at fungere som rekreationslejr (Erholungslager), som den blev kaldt i SS-jargon, hvor mange af de ikke arbejdsduelige fra andre lejre blev interneret i Bergen Belsen. Da udryddelseslejrene ikke længere fungerede, indsatte SS såkaldte funktionsfanger, som terroriserede de svagelige ”medfanger” med tortur og drab, der ofte blev udført af andre medfanger i den anstrengte atmosfære i den sidste periode.
Samtidig begyndte evakueringerne fra de mange lejre, der lå i Østeuropa. Det betød at titusindvis af jøder blev bragt til de lejre, der lå langt væk fra fronten. Her var beliggenheden af KZ Bergen Belsen langt fra den russiske front i det nordlige Tyskland et oplagt evakueringssted. Ligeledes var lejrene Flossenbürg, Dachau og Mauthausen. Det enorme antal mennesker, der ankom til lejren i de sidste måneder af krigen, var med til at skabe et uhørt stort pres på faciliteterne her. Fødevarerationerne var nedadgående og til sidst hørt op, hvilket forårsagede hungersnød og udbrud af dødelige epidemier. Antallet af døde i løbet af foråret 1945 menes at være 35.000. Det var i den periode, at eksempelvis Anne Frank ankom til lejren fra Auschwitz, og hvor hun også omkom. Mange af disse ankomne arbejdede samtidig i rustningsindustrien. Lazarettet lukkede ned, da dets plads skulle bruges til de mange nyankomne.
Vagtpersonalet i Bergen Belsen efter befrielsen fjerner lig. Kilde: Wikipedia
Befrielsen af lejren: I dagene 12.-13. april 1945 forhandlede militærfolkene i området en overgivelse på plads med de britiske tropper i området. I den sammenhæng blev militærfolk lovet frit lejde, det samme var dog ikke tilfældet for lejrpersonalet. Briterne gik ind i lejren 15. april 1945, og de mødte en verden af hidtil uset barbari og menneskelig degradering. Den britiske læge Hugh Llewelyn Glyn Hughes berettede om en gru og bunker af lig overalt, der skabte nye standarder for menneskelig fornedrelse. I de første dage havde briterne ikke kontrol med situationen, og fanger plyndrede forrådskamrene og overfaldt vagtpersonalet. Disse første dage efter befrielsen blev dokumenteret på film af britiske fotografer, blandt andet understøttet af Alfred Hitchcock. Da omverdenen så disse filmklip af SS-personale, der begraver de utallige lig af muselmænd i massegrave, er det de billeder, som giver verden den første ide om de ugerninger, som nazisternes KZ-lejrsystem havde stået bag.
Displaced Persons: Briterne kunne ikke umiddelbart standse dødsspiralen. I tiden efter krigsafslutningen døde mere end 14.000 mennesker. Man forsøgte at stoppe epidemierne ved at brænde de hidtidige lejrbarakker ned og indlogere de mange fanger i nye bygninger. Indtil 1951 fungerede området som lejr for tidligere fanger med status af Displaced Persons. I 1946 ophævedes den polske lejr. I 1948 begyndte man at sende israelske eks-fanger tilbage, da man oprettede staten Israel. Først i 1951 var de sidste fanger rejst, og lejren kunne nedlægges.
Mange af de jødiske personer, der opholdt sig i lejren i 1946-47, var med til at lægge et stort pres på den britiske administrationsregering i tyske Niedersachsen. Briterne afviste længe at støtte en israelsk stat i Palæstina, som de administrerede. Men den uholdbare situation for de jødiske eks-fanger var med til at ændre de britiske politikeres holdning til spørgsmålet om en jødisk stat.
Antallet af døde: Antallet af døde i lejren anslås til at være 50.000 med de 14.000 døde i lejren efter afslutningen på krigen. Dødsantallet har været årsag til lang tids debat mellem tyske og britiske historikere, der blev ført intensivt indtil 1990. Tyskerne antog, at tallet var lavere, og briterne estimerede det til at være langt højere. Antallet af indsatte i lejren menes at have været 120.000 iberegnet de tre underlejre, der fandtes i umiddelbar nærhed. Det kom til en proces mod 45 fra lejrpersonalet i lejren, heraf 11 dødsstraffe.
Berømmede fanger: 16. april 1945 satte indsatte et birketræskors til minde om de mange døde i forbindelse med en gudstjeneste. 2. november 1945 satte de polske fanger et større trækors samme sted. Der findes intet tilbage af de oprindelige lejrbarakker, som alle er rømmet og de fleste jævnet med jorden i tiden omkring befrielsen, mest af sanitære grunde for at bekæmpe epidemierne. En mobil skulptur ved navn ”Haus der Stille” findes på området for de tidligere barakker. Den blev indviet 16. april 2000 og minder om et kapel.
Imidlertid afviste lejrfangernes pårørende bevidst at opføre noget, der mindede om formerne på noget, der havde været tidligere. Såvel obelisk, det polske trækors og de jødiske mindesten stammede fra den umiddelbare efterkrigstid. Det er indrettet således, at man kan sætte sig og få eftertanken med. Stilheden bliver dyrket. Formerne har ikke en klar genkendelig struktur, hvilket skal lede tankerne hen på den uforudsigelighed, der kan ramme. Pointen er, at ingen kender fremtiden. I området rundt om obelisken findes Anne Franks grav, om end ingen ved, hvor Anne Frank og hendes søster Margot rigtig er begravet. Andre kendte personer, der sad i lejren, var den tidligere ministerpræsident i Braunschweig Heinrich Jasper, forfatterne Jean Amerý, Anita Lasker-Wallfisch, Joséf Cape og Leopold Szondi. Derudover sad tidligere rigsdagsmedlem Julius Adler og den senere israelske politiker Israel Shahak samt juristen Paul Dienstag. Faderen til Roberto Benigni, der blev kendt for at lave filmen La Vita e Bella, sad i lejren. Hetty Werkendam, der blev kendt som engelen fra Bergen Belsen, idet hun reddede mere end 40 børn fra døden, sad også i lejren. De homoseksuelle ofre i lejren fik først i 1999 en mindeplade.
6 kilometer fra hovedindgangen til lejren findes en lastningsrampe, og det var her fangerne blev bragt til, når de blev indsat i lejren. De måtte gå det sidste stykke frem til lejren. Siden 26. januar 2008 har der været et mindesmærke på stedet, der består af en skulptur og en sti, der fører hen til en kreaturvogn, hvor der findes oplysningstavler på denne sti og ved kreaturvognen. I 2007 åbnede et dokumentationscentrum, der belyser lejrens historie og er internationalt anerkendt for dets udstilling. Besøg er gratis. Der har været en udstillingshal på stedet siden 1966, men da Ronald Reagan i 1985 valgte at aflægge stedet et besøg sammen med Helmut Kohl, blev det besluttet at udvide udstillingen.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen anbefaler
Jeg kan kun rådføre om besøg i Bergen Belsen i bil.
Den anbefalelsesværdige måde at ankomme på, er via Bergen, afkørsel 45-Soltau fra Motorvej A7. Det er godt skiltet hele vejen. Kør imod Bergen. Når man næsten er igennem byen, kører man ud ad vejen L298 mod Bergen Belsen. Efter få hundrede meter kommer der på venstre hånd et mindesmærke. Det er togrampen. For at få fangernes oplevelse af ankomst til lejren, giver det mening at gøre holdt ved mindesmærket og muligvis også gå op til togvognen.
Man fortsætter af L298 hele vejen til KZ-Bergen Belsen. Imidlertid kan man gøre et højresving og køre igennem de tre landsbyer (de ikke er navngivet på kort), der blev overtaget af den britiske hær til at være et af de største britiske militærområder i det tyske. Der findes såvel en sovjetisk samt en tysk krigskirkegård i dette område.
Ankommer man en sommerdag til KZ Bergen Belsen, er det værd at stoppe 1 kilometer før hovedindgangen og tage den vej ind i området, som lejrfangerne gjorde.
Ankommer man til hovedindgangen, finder man dokumentationscentret til højre i en ny bygning fra 2007.
Indholdet i dokumentationen følger de temaer, som artiklen ovenover behandler. Der er en god boghandel tilknyttet dokumentationscenteret. Derudover findes der et lille cafeteria.
Udendørs finder man Teltteaterkirkegården, hvor der foregik teaterforestillinger. Her ligger de omkring 4500 begravet, der døde efter krigsafslutningen.
De mange gravhøje er først fra tiden efter befrielsen og blev opfør i 1960´erne. De sten, man finder på gravene, stammer fra den jødiske tradition, at rig som fattig alle steder i verden kan finde en sten til at ære den døde.
Man finder Anne Franks grav tæt ved en af stenhøjene.
Hjemmeside til KZ Bergen-Belsens officielle hjemmeside
