Alessandro Farnese var en italiensk adelsmand og Condottiero og sidenhen en general i den spanske hær og levede fra 27.august 1545 til 3.december 1592. Han var hertug af Parma, Piacenza og Castro fra 1586 til 1592, såvel som Generalguvernør for de Spanske Nederlande fra 1578 til 1592. Som konsekvens af en stadig større indflydelse fra tropper fra Spanien, da erobrede Farnese i perioden 1581-87 mere end 30 byer i den sydlige del af de Habsburgiske Nederlande (dagens Belgien). Under de franske religionskrige (1562-98) belejrede han i 1590 Paris på vegne af de katolske franskmænd. Hans talenter som kommandør i felten, strategiker og organisator gav ham hæder blandt hans samtidige og militærhistorikere som den primære militærmand i sin levetid.

Alessandro Farnese – Hertug af Parma og Piacenza samt Generalguvernør af de Habsburgiske Nederlande. Maleri udført af Otto van Veen cirka år 1585. Maleriet hænger på Koninglijke Museum voor Schonen Kunst i Antwerpen.

Alessandro Farneses tidlige liv

Alessandro blev født i Rom den 27.august 1545 som søn af Hertug Ottavio Farnese af Parma – et barnebarn af Pave Paulus III – og Margarete, den illegitime datter af kongen af Spanien den habsburgiske Kejser Karl V. Han havde en tvillingebroder – Carlo – der døde i Rom 7.oktober 1549. Han forlod Rom med hans moder – halvsøster Kong Filip af Spanien samt Johann af Østrig – forlod Rom til fordel for Parma i 1550. Da Margarete blev udpeget som Generalguvernør for de Habsburgiske Nederlande drog Alessandro med hende til Bruxelles i 1556 for at blive overdraget til Filip II. for at vise familien Farneses loyalitet overfor den spanske konge. I kongens følge besøge det engelske hof for siden at blive sendt til Spanien hvor han fik sin opdragelse og uddannelse sammen med den ustabile Don Carlos – Filip II´s mentalt ustabile søn samt hans halvonkel – Johann af Østrig, der begge var på samme alder.

I 1565 blev han gift med Maria af Portugal. Ægteskabet blev fejret efter alle kunstens regler i Bruxelles og endte samtidig hans opvækst tæt på Filip II. Han stod for kommandoen over tre galejer under søslaget ved Lepanto i 1571 og deltog generelt i kampagnen mod Osmannerne i forbindelse med slaget. Der gik yderligere syv år før han igen fik mulighed for at vise hans store militære talenter. På denne tid gjorde de Nederlandske provinser oprør mod det spanske styre. Johann af Østrig var blevet sendt til området som Generalguvernør for at genetablere orden, men han fandt det svært at få styr på Wilhelm den tavse af Oranje der havde samlet provinserne i fælles modstand mod Kong Filip II.

Generalguvernør i de Spanske Nederlande

I efteråret 1577 drog Alessandro Farnese fra Italien mod Nederlandene for at støtte hans halvonkel Johann af Østrig med forstærkninger. Det skete kort tid efter Alessandros kones død. Hans ankomst til Slaget ved Gembloux tæt på Namur i det tidlige 1578 viste sig allerede at have stor betydning, da hans hurtige beslutninger og klare strategi sikrede de spanske tropper sejren i slaget.

Kort tid efter i Belejringen af Zichem nedhuggede hans spanske tropper den nederlandske garnison og plyndrede byen. Denne hårdhændede begivenhed er den største skamplet på en ellers ridderlig tilgang til krigsførslen. Derefter vandt han på 5 dage belejringen af Nivelles i marts 1578, hvor byens borgere var rædselsslagne for at lide samme skæbne som ved Zichem hvilket førte til en hurtig overgivelse. Samme sommer var Farnese i stand til at hindre et spansk sammenbrud efter nederlag i Slaget ved Rijmenam.

I oktober 1578 døde hans halvonkel – Johann af Østrig. Filip II udpegede Farnese til at overtage titlen som Generalkaptajn i Flanderns hær og udpegede samtidig Alessandros moder Margarete som Generalguvernør. Det var imidlertid uacceptabelt for Alessandro da han krævede titlen som såvel Generalkaptajn og Generalguvernør ellers truede han med at trække sig tilbage og overlade det militære til hans mor. Filip gav sig og sendte Margarete tilbage til Parma.

Efter Johanns død var Farnese konfronteret med en svær situation. Han vidste at hans modstandere var delt mellem katolikker og protestanter – flamlændere og Wallonere – en modsætning som Farnese brugte til at skabe splittelse mellem modstanderne. Det lykkedes for ham at genvinde troskab fra de Wallonske provinser. I Traktaten ved Arras i januar 1579 sikrede han opbakning fra de utilfredse – adelige fra de sydlige Nederlande – der nu igen bakkede op om kongen. Rebellerne mod nord dannede som modtræk Utrecht Unionen der formelt brød med Filips styre og dikterede kamp til den bitre ende.

Så snart at Hainaut og Artois var blevet sikret havde Farnese et militært operationsområde. Han satte straks herefter opgaven for at generobre Brabant og Flandern med Maastricht som den første by i det forløb. Under belejringen af Maastricht – der tog sin start 12.marts 1579 – beordrede han sine tropper at save byens mure over. Byens indbyggere gravede for at nå de spanske tunneler. Kampene fortsatte langt under jorden, hvor hundredvis af spanske soldater døde da brændende olie blev hældt igennem tunnelerne. Andre døde grundet manglende ilt, da nederlandske forsvarere satte ild til tunnelerne. Yderligere 500 spaniere døde i forbindelse med en enorm mineeksplosion, der var tiltænkt at skulle sprænge de store forsvarsmure rundt om Maastricht – men som sprængte forinden.

Natten til den 29.juni 1579 lykkedes det for Farnese at slippe ind i byen mens de udmattede forsvarere sov. Idet at byen ikke havde overgivet sig efter at angriberne var brudt igennem murene, da tillod krigslov i det 16.århundrede sejrherrerne ret til at plyndre den erobrede by. Spanierne plyndrede i tre dage hvilket kostede et stort antal civile livet. Plyndringerne var ekstra voldelige da Farnese lå syg da hans tropper slog sig løs, ellers ville han måske have stoppet det.

Traktaten af Arras havde kaldt de spanske tropper tilbage fra Nederlandene så Farnese måtte gøre brug af de wallonske tropper i forbindelse med belejringen af Tournai. De besværligheder som denne belejring gav med de lavere rangerende tropper, da blev de wallonske adelige overbevist om at de igen skulle tillade spanske tropper at spille en rolle i kampene.

I en krig der overvejende bestod af belejringer end større åbne beviste han sine evner. Hans strategi var at tilbyde meget gunstige vilkår for de belejrede for at overgive sig. I tilfælde af overgivelse ville der ikke blive massakrer eller plyndringer; de ville få deres byrettigheder givet tilbage, der ville være fuld amnesti for alle og endelig ville den katolske tro kun gradvist vende tilbage.

Alessandro Farneses karrieremæssige højdepunkt var belejringen af den enorme havn i Antwerpen. Byen havde adgang til havet; var stærkt befæstet og byens borgere forsvarede sig med stor beslutsomhed og vovemod. Antwerpens borgere blev anført af den berømte Marnix van St. Aldegonde og blev assisteret af den geniale italienske konstruktør Federigo Giambelli. Belejringen blev påbegyndt i 1584 og gjorde at Farnese måtte trække på al sin militære kunnen. Han spærrede Antwerpens adgang til havet ved konstruere en hel bro af skibe over floden Scheldes bugt og udmunding i den engelske kanal der strakte sig fra Calloo til Oordam, på trods af at byens desperate borgere gjorde alt for at bekæmpe denne belejring. Farnese tilbød Antwerpens borgere lempelige vilkår i tilfælde af overgivelse; byens mange protestanter fik stillet i udsigt at de fik 4 år til at forlade byen og at de spanske soldaters overtagelse af byen ville foregå disciplineret og uden sammenligning med den Spanske Furje 4.november 1576. Farnese lavede ikke fortidens fejltagelser som Don Luis de Requesens. Antwerpens fald gjorde at hele den sydlige del af Nederlandene – med såvel Mechelen og Bruxelles på spansk side – der var hele dagens Belgien igen under den spanske konge Filip II.s styre. Provinserne Holland og Zeeland kunne kun erobres fra havsiden pressede efterfølgende hårdt på for at generobre området.

Alessandro rykkede i det efterfølgende de militære operationer ind i områderne langs floderne Maas og Rhinen – dels for at kunne sikre sig gode udgangspunkter for handel med de tyske byer samt at sikre sig et godt udgangspunkt for et angreb på Holland og Zeeland og endelig ville han ikke længere hærge de hårdt udpinte regioner i Flandern og Brabant. Imidlertid begyndte de spanske midler til nye militære ressourcer at dykke, hvilket alt andet lige gjorde det sværere at agere hurtigt. Farneses første nederlag kom i efteråret 1585 hvor det ikke lykkedes i første omgang at tage kontrol med byen Grave. Farneses hær havde kummerlige vilkår i vinteren 1585/86 desto mere imponerende var sejren i “miraklet ved Empel” – hvor man lykkedes i at ødelægge de fleste af de hollandske skibe.

En ny belejring af Grave 7.juni 1586 endte med spansk erobring. Alessandro blev selvsamme år udstyret med titlen Hertug af Parma, da hans far afgik ved døden. Han kunne også glæde sig over at de engelske tropper, der blev sendt af Dronning Elisabeth I. blev besejret overlegent af hertugens tropper. I 1587 var belejringen af Sluis nødvendig for at sikre en sikker havn for Armadaens skibe – og endnu engang succesfuld.

I 1585 havde de spanske (gule områder) efterhånden fået inddæmmet Holland og Zeeland (orange områder). Kort fra 1585

Farnese og den Spanske Armada

Da Alessandro Farnese blev Hertug af Parma og Piacenza ved hans faders død blev han aldrig regent, han udnævnte istedet sin søn Ranuccio som regent. Han søgte om at få lov at forlade Nederlandene for at besøge Parma og Piacenza, men Filip II. kunne ikke tillade at han forlod området, da der ikke var nogle egnede kandidater til at overtage hans plads. En anden af tankerne fra Filip II ved at binde Farnese til Nederlandene var at han skulle stå i spidsen for erobringen af England, der var en stor støtte til de protestantiske hollændere.

Omend Farnese ikke var entusiastisk omkring projektet at erobre England, da det i november 1583 første gang blev diskuteret, så mente han at det var muligt hvis visse betingelser var til stede; der skulle minimum bringes 30.000 tropper i land i England, derudover skulle man starte en katolsk opstand i selve England og gjorde Filip II klart at det kun var muligt hvis 3 betingelser blev opfyldt. For det første måtte der herske fuldstændig hemmelighed omkring missionen; for det andet skulle de nederlandske provinser generobres, således at de kunne bruges som afsæt til erobringen og endvidere til at forsvare landgangen; for det tredje skulle franskmændene afholdes fra deltagelse hverken ved fredsaftaler fordi han frygtede den franske splittelse mellem katolikker og huguenotter.

Filip II. hørte på ham men valgte alligevel Markgreven af Santa Cruz til at stå i spidsen for missionen med den Spanske Armada. Som del af forberedelserne til den spanske armadas mission, da erobrede Farnese Oostende og Sluis i løbet af 1587.

Den spanske armada malet af en ukendt engelsk maler. Det hænger på Royal Museums of Greenwich

Planen var at Farneses tropper skulle krydse den engelske kanal i pramme under beskyttelse af Armadaen. Santa Cruz var blevet udpeget som kommandør for Armadaen men døde i den tidlige del af 1588 og istedet blev kommandoen over armadaen givet til den inkompetente Hertugen af Medina Sidonia. I sommeren 1588 sejlede Armadaen ind i den engelske kanal men dårlig kommunikation mellem Farnese og Sidonia gjorde koordineringen svær. Alessandro kunne informere Filip II. at hans pramme ikke var andet end fladbundede transportpramme – ikke krigsskibe – og at han blev blokeret af engelske skibe, der forhindrede ham i at forlade Nieuwpoort og Dunkirk. Farnese forventede at Armadaen ville rydde søvejen og give hans skibe passage. Imidlertid blev hans tropper også truet af hollandske tropper i deres flydebåde, hvor de lukrerede på at knuse den hær som de hadede så indædt. Medina Sidonia forventede omvendt at Farnese selv måtte kæmpe sig ud af havnene og møde armadaen i kanalen. Det engelske angreb på Armadaen i Slaget ved Gravelines i 1588 – fulgt opad en ændring i vindretningen gjorde at de to aldrig mødtes.

Efter den spanske armadas forlis synes heldet at have forladt Hertugen af Parma. Farnese brød op fra hans lejr i Dunkirk i september og sendte Marquis de Renty til Tholen for at gøre klar til en belejring af den overvejende engelske garnison ved Bergen op Zoom. Imidlertid var Renty ikke i stand til at erobre Tholen, hvor han brugte dårligt vejr som forklaring hvorefter Farnese udtalte at han skulle have ledt missionen selv. Den 19.september 1588 drog Farnese selv til Bergen op Zoom fra Brugge for at indlede en belejring. Efter 6 ugers belejring blev han trængt tilbage fra byen og måtte drage til Bruxelles.

Alessandros sidste sejr i Nederlandene fandt sted ved Geertruidenberg – en strategisk port til Holland. Den engelske garnison på stedet var gået i mytteri over manglende betaling. Englænderne tilbød ham byen som han overtog den 9.april 1589.

Print siden her

Om forfatteren

Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.