Anhalter Bahnhof
Ruinerne, der står tilbage, viser portalen på den engang så mægtige og imponerende banegård. Den blev opført i 1880 efter tegninger af Franz Schwechten. Det var meningen, at stationen skulle være den største og mest elegante i Europa, således at besøgende til det ny kejserriges hovedstad skulle blive imponeret straks fra ankomst.
Banegården var hovedbanegård for jernbanetrafik mod Østrig-Ungarn, Italien og Frankrig. I årene under Kejser Wilhelm II, fandt der adskillige officielle statsmodtagelsesceremonier sted ved banegården. En praksis, der fortsatte under såvel Weimarrepublik som under nazismen. Den modtagelse, der blev husket mest, var i november 1940, da den sovjetiske udenrigsminister Vjatjeslav Molotov ankom til tonerne af Internationale, en melodi der ellers var strengt forbudt i det nazistiske Tyskland, samt en flok top nazister, der tog mod denne i fuld retsstilling.
Banegårdens tidligere centrale betydning for jernbanenettet ses mest tydeligt på et bykort syd for dens beliggenhed, hvor de såkaldte 45 Yorckbroer står som de tidligere forbindelseslinjer mod banegården.
De første berlinske jødetransporter foregik fra banegården, det blev til 9600 i alt, hvilket en stele siden 2008 har erindret om. I 1943 blev banegården taget ud af brug efter allierede bombardementer, og i 1960 blev det endeligt bestemt, at den ikke skulle genopføres. Under 2.verdenskrig fandtes her et af de største bunkersystemer i Berlin, herunder tre etager over jorden og to under samt mure, der var 4,5 meter tykke. Bunkeren var direkte koblet op på U-bahnsystemet, hvilket gjorde, at folk under bombardementerne kunne bruge U-bahnen som transportmiddel uden at blive beskudt.
I daglig tale omtales ruinen som Anhalter. Efter murens fald har der ligget et spillested ved navn Tempodrom, i daglig tale kaldt Zelt, hvor banegårdshallen engang lå.
