Anna Amalia von Braunschweig-Wolfenbüttel (Weimar)

Anna Amalia von Braunschweig-Wolfenbüttel, som  blev født 24. oktober 1739 i Wolfenbüttel og døde 10. april 1807 i Weimar, var via sit ægteskab hertuginde af Sachsen-Weimar-Eisenach og mest kendt som en tysk kvindelig mæcen samt komponist.

Hertuginde Anna Amalie af Sachsen-Weimar-Eisenach født prinsesse af Braunschweig-Lüneburg. Maleri af Johann Ernst Heinsius i 1796. Maleriet hænger på Schloss Weimar og er en del af Herzogin Anna Amalia Bibliotheks samling

Afstamning og Barndom

Hun modtog en typisk standsmæssig uddannelse for en repræsentant for højadelen, hvor hendes lærere først og fremmest var Johann Friedrich Wilhelm Jerusalem og Matthias Theodor Christoph Mittelstädt. Den vigtigste del af undervisningen var i religion, som foregik på såvel tysk som fransk. Der var tale om en typisk protestantisk opdragelse i fyrstehuset Braunschweig, der også integrerede fornuftige erkendelsprincipper og konfessionelle lighedsprincipper. Undervisningen for hende blev også præget af statstænkning, rigsforfatningshistorie, geografi og kunst såsom dans og klaverspil.

Familie

Som 16-årig blev den unge fyrstinde 16. marts 1756 forlovet med den ligeledes evangelisk-lutherske hertug Ernst August II Constantin von Sachsen-Weimar-Eisenach. Allerede året efter den 3. august 1757 opfyldte hun den vigtigste forventning til hende som prinsesse/hertuginde, da hun fødte arveprinsen Carl August og dermed sikrede fyrstelinjens videreførsel. Hendes 2. søn Friedrich Ferdinand Constantin August kom til verden efter hendes mand meget tidlige død (28. maj 1758). Anna Amalia levede indtil sin død 10. april 1807 som enke.

Ernst August II. af Sachsen-Weimar-Eisenach – Anna Amalies mand. Ukendt maler der hænger på Schloss Tiefurt i Weimar

Regeringstid

I hendes mands testamente stod Anna Amalia som overformyndende regent, indtil hendes sønner opnåede myndighed. Hun regerede hertugdømmerne Weimar og Eisenach fra 30. august 1759 indtil 1775. I denne periode fik hun præget mønter med sit monogram og med forkortelsen F.S.W.U.E.O.V.M., der stod  for “Fürstlich Sachsen-Weimar-und-Eisenachische Obervormundschaftliche Landesmünze“. Hendes portrætter på disse mønter var en indikation på, at Anna Amalia ikke kun udøvede hvervet som regent passivt, men ofte særdeles aktivt. Hun måtte sætte sin vilje igennem i forhold til stænder og råd, hvilket blev gradvist sværere i takt med, at arveprinsen nærmede sig myndighedsalderen. Anna Amalia påbegyndte reformer indenfor social- og ordenspolitik samt uddannelsesvæsenet, men disse forblev imidlertid ufuldendte. Til de mere kritiske sider af Anna Amalias formynderperiode hører, at statsfinanserne var i en forfærdelig tilstand efter 7-årskrigens ødelæggelser og en meget omfattende finansiering af hoffet.

Forholdet mellem “øvrighed” og “undersåtter” var præget af velmenende almisser, der dog i det store hele forekom befolkningen i deres traditionelle levevis verdensfjerne. Det førte til en form for borgerkrigslignende tilstande, da Anna Amalia indførte en ekstra beskatning, der skulle finansiere uddannelsen af jordemødre samt et fødehjem for gravide. Tiltaget betød at der brød uroligheder ud den 6.maj 1774 og ved samme lejlighed brændte Slottet i Weimar ned. Undersøgelserne viste efterfølgende at borgerne kunne klandres for dette og de blev pålagt at betale erstatning for dette.

Opdragelse af sønnerne

Opdragelsen af begge prinser blev primært overladt til greve Johann Eustach von Schlitz alias Görtz, undertiden dog også til andre prinselærere. Det blev også foreslået, at Anna Amalia selv skulle forestå opdragelsen af sønnerne, omend det ikke blev til noget. Anna Amalia var stærkt mistroisk overfor Görtz, idet hun frygtede, at han ville fremmedgøre prinserne i forhold til hende. I 1772 ansatte Anna Amalia digteren Christoph Martin Wieland i gruppen af privatlærere, idet hun håbede, at forfatteren kunne blive hendes allierede imod Görtz. Wieland og Görtz bejlede i de følgende år om arveprins Carl Augusts gunst. Kort før Anna Amalia i 1775 skulle overlade hvervet som regent til Carl August, ansatte hun Wieland som rådgiver og partner ud i litterære og samfundsmæssige spørgsmål.

Anna Amalie malet her i 1795 af Johann Friedrich August Tischbein i 1795. Maleriet hænger på et af Tysklands ældste litteraturmuseer Gleimhaus i Halberstadt

Anna Amalias omgangskreds

Anna Amalia stod i sin regentperiode for et fornemt hofliv, der var præget af mange udenlandske gæster, en stor tiltrækningskraft og imponerende maskeballer. Disse fik en ende, da hofteatret nedbrændte i 1774. Efter slotsbranden flyttede Anna Amalia sit enkehof til sit bypalæ og fra og med 1781 i sommermånederne tæt på kammergodshusene. I forbindelse med, at personer fra militæret, kunstnere og videnskabsfolk var gæster hos hertugen, gjorde de også ofte hans mor selskab. Efter 1775 blev disse adelige teselskaber langsomt gradvist udvidet til også at omfatte borgerlige, omend det primært var mandlige kunstnere og lærde, der i reglen ikke stammede fra Weimars borgerskab, som deltog. Der var tale om digteren Christoph Martin Wieland, forfatteren og logebroderen Johann Joachim Christoph Bode, kunstprofessoren Adam Friedrich Oeser, maleren Georg Melchior Kraus og alderdomsforskeren Karl August Böttiger. Kvinderne, som Anna Amalia indbød, var i alle tilfælde lavadelige. De var enten gift med mænd, der tjente ved hoffet eller i militæret, havde kortere ophold i Weimar uden deres mænd eller levede som enker. Enke-hertuginden tog del i en meget intensiv brevudveksling med sine mange bekendte, hvilket for hende var en måde at følge med i samfundets udvikling, kunstnerisk mode og politiske begivenheder, der prægede hendes samtid.

Selskabelighed ved hoffet

Den selskabelighed, som Anna Amalia førte i og omkring hoffet i Weimar, udviklede sig henover årene med indhold som: fester, baller, maskeballer, forelæsninger, teateropførelser, koncerter, kammermusik, foredrag og demonstrationer af opfindelser. Som den mest driftige fase gælder årene 1776-80, hvor de mange opførelser på Liebhaverteateret var Weimars kulturelle centrum. Anna Amalia var dog ikke ivstand til at opretholde samme initiativ og interesse for denne salgs selskabelighed, og man så hende gradvist overdrage dette hverv til hertugparret Carl August og dennes kone Luise. Efter 1790 professionaliserede hertug Carl August og Johann Wolfgang von Goethe selskabs- og underholdningsformerne. Den mere nysgerrigt funderede Anna Amalia valgte ikke at tage del i de nye aktiviteter. Hun anså Goethe, og til dels også Schillers, bestræbelser som en art overvågning for mere end videnskabelig nysgerrighed.

I 1781 tog Anna Amalia initiativ til at udgive en pamflet med ny tysksproget litteratur, som hun kaldte Journal von Tiefurt. Hendes initiativ var en direkte opfordring fra hendes berømte onkel, kong Frederik den Store af Preussen, som direkte opfordrede hende til at begejstre sig for den tysksprogede litteratur. I dette arbejde deltog Anna Amalia selv sammen med  Johann Wolfgang von Goethe, Johann Gottfried Herder, Christoph Martin Wieland, Karl Siegmund von Seckendorff, Friedrich Hildebrand von Einsiedel samt Goethes kerneven Karl Ludwig von Knebel. I tidsrummet 1781-84 kom dette katalog over tysk litteratur i ikke færre end 49 udgaver.

Anna Amalias bibliotek

Allerede i 1691 var der blevet grundlagt et betragteligt bibliotek i Weimar. Anna Amalia besluttede i 1766, at man skulle overflytte biblioteket til Grünes Schloss, hvor det ligger i dag. Med mere end 5000 bogbind rummer Hertuginde Anna Amalia Biblioteket som en af de største private bogsamlinger hos tyske fyrstinder i det 18. århundrede. Bogsamlingen består overvejende af europæisk hovedlitteratur på fransk, men fra og med 1776 skete der et afgørende vendepunkt, hvor europæiske værker kom i tyske oversættelser, og tysksproget litteratur blev født. Anna Amalia var afgørende med til at understøtte denne nye besindelse på tysksproget litteratur.

Biblioteket rummer mange af de fransksprogede klassikere såsom: Voltaire, Wolff, John Locke og Kant samt Shakespeares værker og derudover for sin tid usædvanligt megen litteratur af kvinder, om kvinder og for kvinder.

Kunstelsker og ophold i Italien

Anna Amalia dyrkede et dannelsesideal, der stod i forlængelse af Goethe og Schillers klassicistiske tænkning – først og fremmest handlede det om at udvise nysgerrighed og udvide sine færdigheder, fuldt og helt nyde æstetiske indtryk og lade sig underholde. Meget betegnende for denne evige jagt på nye indtryk lod Anna Amalia kun Goethe afholde sine “Fredagsselskaber” med lærde foredrag i et halvt år (efter 1791-forår 1792), inden han efterfølgende afholdt disse i sit eget hjem. Anna Amalia fortsatte med at omgås og støtte kunstnere og kunstneriske sjæle og holde sig i en verden langt væk fra den politiske scene, hvor krig og ufred prægede 1790´erne og de første år af 1800-tallet. Hver sommer drog hun til Slottet Ettersburg uden for Weimar, hvor hun igen lod sig underholde af folk med de samme kunstneriske interesser. Hendes interesser varierede over tid. Hun modtog undervisning i tegning af Georg Melchior Kraus og lærte derudover engelsk, italiensk og græsk. Dertil forfattede hun flere små manuskripter.

Hendes vedvarende største interesse, og hvor hendes talent også rakte længst, var musik og musikteater. Hun mente, at Weimar var afkoblet de klassiske musikcentre, så dette prøvede hun at opveje ved at tage på længere ophold i Italien. Hun tilbragte årene 1788-90 i Rom og Napoli, hvilket var usædvanlig lang tid for en protestantisk enke-fyrstinde. Hun nød tiden med natur, kunst og seværdigheder og afholdt tillige musikalske saloner og nød et hemmeligt venskab med Giuseppe Capecelatro, ærkebiskop af Taranto.

Anna Amalia efterlod en stribe af kompositioner, der dog ikke opnåede videre berømmelse.

Hun understøttede musikken ved at yde bidrag til de musikere, hun kendte i sin omgangskreds, hvilket gjaldt bl.a. Charlotte von Stein.

Slottet Ettersburg udenfor Weimar ligger i de yndigste omgivelser og var et opholdssted for Hertuginden særligt i hendes sene år. 150 år efter skulle der på samme bjerg få kilometer fra slottet blive opført en af de mest uhyggelige KZ-lejre Buchenwald, der viser spændvidden i tysk historie. Det smukke og det maltrakterede og umenneskelige. Foto af MichaelWE

Mæcen og skaber af et hof for muser

Anna Amalia støttede altså de retninger indenfor kunsten, som hun var hengiven og interesseret i. Hun gav et frirum for store og vigtige kunstnere som Wieland, Goethe og Schiller til deres værker, der var nogle af de vigtigste for den tyske romantik. Derudover skete der tillige en vending i retning af, at det tyske sprog løsrev sig det franske, hvilket også var afgørende.

Goethe, Schiller og Herder kommer dog først efter, at Anna Amalia ikke længere regerede. Men der var allerede skabt et kreativt og kunstnerisk miljø, og som nævnt var det ofte således, at kunstnerne aflagde Anna Amalia et besøg, efter de havde været hos sønnen.

Dertil forekommer det mildest talt underligt, at nogle kritiserer hende for at være traditionel i forhold til hendes adelsmæssige standsfølelse, idet hun skulle have været yderst kritisk overfor sin næstældste søns angivelige ønske om at ægte en borgerlig. Det var helt forventeligt at reagere således for en adelig i slutningen af det 18. århundrede.

Betegnelsen et hof for muser har været kritiseret af faglitteraturen, da man ikke er stødt på dette i kilderne og kritiserer begrebet for at komme med nationalromantik for øje.

Ettore Ghibellino udgav en bog om en angivelig forbudt kærlighed mellem Goethe og Anna Amalia, hvilket også har været kritiseret skarpt af faglitteraturen for at være det pure opspind og en god men usand historie.

Print siden her