Barrikadeopstanden i Berlin 18.marts 1848
18. marts 1848 kom det til en barrikadeopstand i Berlin, der skyldtes den mere generelle tyske opstand kaldet Martsrevolutionen. Opstanden kom i forlængelse af, at den preussiske konge Friedrich Wilhelm IV (1840-61) havde villet berolige de liberale kræfter ved at love: en preussisk forfatning baseret på demokratiske rettigheder, og at Preussen ville tilslutte sig den tyske nationalbevægelse. Dette syntes folket, at kongen straks skulle gennemføre. På slotspladsen i Berlin eskalerede en demonstration, og det kom til opstand og opførelse af barrikader på gadeplan.
Følgerne af denne opstand var over 200 døde, og en videre konsekvens var en rystet preussisk konge, der gav efter og lovede at udråbe en liberal regering. Det var dog et løfte, han efterfølgende kun overholdt særdeles mindre dele af.
Optakt til opstanden
I februar 1848 var det kommet til revolution i Frankrig. Her var den engang folkekære borgerkonge Louis Philippe blevet afsat, og det franske borgerskab havde udråbt en ny republik (2. republik). Disse begivenheder bredte sig snart til de tyske stater, der lå tæt på Frankrig, først og fremmest i Baden og Württemberg. 5. marts 1848 samlede den liberale opposition sig i Heidelberg, hvor man kraftigt overvejede at etablere et nationalt midlertidigt parlament. 13. marts nåede den revolutionære opstand Wien. Den 18. marts nåede budskabet om opstande i Kiel til København.
Den preussiske konge Friedrich Wilhelm IV – i centrum for denne opstand. Kilde: Wikipedia
I Berlin oplevede soldaterne, at de blev behandlet gradvist mere respektløst. En rapport fortæller, hvordan 3 officerer kunne rapportere om, hvordan de blev mødt af buh-råb fra flere hundrede børn, og hvordan unge mennesker havde kastet sten på dem, indtil de fandt tilflugt i en militærbygning.
Berlins guvernør, general Ernst von Pfuel, var som ansvarlig tilbageholdende, mens kronprins Wilhelm (den senere kejser Wilhelm I af Tyskland) og kommandøren for det kongelige gardekorps Karl von Prittwitz plæderede for at sætte militæret ind og slå opstanden ned med hård hånd. Omgangskredsen rundt om kongen sandede 15. marts 1848, at den reaktionære østrigske statsmand var flygtet, hvilket betød, at man rådede kongen til at lytte til oppositionen.
Allerede 17. marts 1848 var kong Friedrich Wilhelm klar til at afgive et løfte om indførelse af en fri preussisk forfatning. Oprørerne havde imidlertid allerede planlagt en demonstration på slotspladsen i Berlin foran byslottet på slotsøen midt i floden Spree.
18. marts 1848 bredte budskabet om kongens løfte om en fri forfatning sig blandt de demonstrerende, hvilket skabte en storartet stemning. På slottet tog man ikke advarslerne om uro særlig alvorligt. Kongen gik endda sammen med statsminister Ernst von Bodelschwingh ud til folkemængden på slotspladsen. Sidstnævnte gentog sågar løftet, hvilket førte til højlydt jublen:
Kongen vil, at pressefriheden skal herske. Kongen vil, at Landdagen skal udråbes. Kongen vil, at en forfatning, der hviler på det frieste grundlag, skal gælde alle tyske stater. Kongen vil, at et tysk nationalflag skal vaje. Kongen vil, at alle toldbomme skal falde. Kongen vil, at Preussen skal sætte sig i spidsen for denne bevægelse
Da mængden imidlertid så den enorme mængde af soldater rundt om slottet, kom det til uro, og det lød taktfast: “Ryk militæret tilbage”. Kongen overdrog kommandoen over soldaterne til Prittwitz, der fik til ordre at rømme pladsen. Dette lykkedes imidlertid ikke, og i stedet opstod der kaos. Først da dragonerne angreb folket med sabler, blev pladsen rømmet, og demonstranterne flygtede. Der var imidlertid stadig mange demonstranter i området, og det var lykkedes dem at fordrive grenadererne øst for slottet. Ved den lejlighed var der blevet løsnet to skud. Dette fik mængden til at tro, at der blev skudt på dem, skønt ingen kom til skade. Nyheden om, at der blev skudt mod folket, bredte sig hurtigt til resten af Berlin.
Derefter eskalerede situationen: Snart blev der oprettet barrikader, der spærrede vejen for militæret, sten blev kastet mod soldater, såfremt de forsøgte at rømme barrikaderne. Soldaterne angreb derefter de bygninger, hvorfra stenene blev kastet. Det førte til flere dødsfald, også folk, der ikke deltog i kamphandlingerne. Prittwitz havde foreslået at bombardere byen udefra, men den forskrækkede konge beordrede imidlertid militæret tilbage kort før midnat. Kampene havde kostet omkring 5 soldater og omkring 200 civile livet. Det var efter opfordring fra den gale junker Otto von Bismarck, der entrerede på den politiske scene og som man siden skulle se meget mere til.
Konsekvenser
- „Preussen går forrest indfor et Tyskland“
- Den indkaldte landdag 2. april er et middel til at “redde og berolige Tyskland”. Sammen med andre fyrster og stændere skal der muligvis udråbes en fælles forsamling.
- En fælles folkebaseret tysk forbundshær
- “Genfødsel og grundlæggelse af et nyt Tyskland”
- „Parlamentarisk forfatning med ministeransvarlighed i alle enkeltstater
- Ligeberettigelse mellem alle religiøse konfessioner.
Dagen derpå talte kongen i endnu en proklamation om at omdanne Preussen til en liberal forfatningsstat. Her nævnte han eksempelvis rettigheder som foreningsfrihed, forsamlingsret, domstolenes uafhængighed og ministeransvarligheden. Hæren skulle aflægge ed til den nye forfatning.
22. marts blev de døde fra opstanden 18. marts begravet fra Deutscher Dom på Gendarmenmarkt. Da sørgeoptoget passerede forbi slottet, bukkede kongen for de døde. I slutningen af juni 1848 ville Friedrich Wilhelm imidlertid ikke længere stå ved sine løfter.
Adolf Menzels maleri af de faldne fra marts 1848 på Gendarmenmarkt. Kilde for maleri: Wikipedia
Kongehusene i hele Europa konsoliderede deres position i både Tyskland og i Europa generelt. De trængte borgerlige tilbød kong Friedrich Wilhelm den tyske kejserkrone, hvis han ville gå tilbage til sine løfter, men han afslog. I december 1849 dikterede han imidlertid en preussisk forfatning. Den baserede sig ikke på en forfatningsgivende forsamling, ej heller på forskellige stemmer. Trods denne skuffelse indeholdt forfatningen liberale elementer, hvilket viste, at trods bevægelsens tilbageslag, var der visse ting, man ikke kunne ignorere.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen anbefaler: Er du ude for at opsnuse de steder, hvor du mærker historiens vingesus i forhold til denne opstand, så er det først og fremmest vigtigt at holde sig for øje, at to politiske retninger begge har forsøgt så og sige at eje revolutionerne i 1848/49. Det er dels liberalismen og dels socialismen. Her kan man generelt se, om der henvises til opstanden som borgerlig eller socialistisk. Imidlertid var den indledningsvis begge dele, men spaltede sig undervejs.
I Berlin er pladsen foran Brandenburger Tor i retning mod Strasse des 17. Juni benævnt med Platz des 18. März. Det skyldes den centrale betydning, som datoen har for de første demokratiske tiltag. Denne centrale placering på et af de mest mindeladede steder skal primært tolkes liberalt, men også som en forsoning ind mod det tidligere socialistiske Østberlin, der også mindedes dagen. Pladsen spillede dog ingen rolle under opstandene i 1848.
De 3 vigtigste steder er slotspladsen, hvor der ikke findes nogle mindeplader p.t. Mange af gadekampene fandt sted på dagens Alexanderplatz, hvor man imidlertid heller ikke finder dette mindet og Gendarmenmarkt, hvor bisættelsen af de dræbte demonstranter fandt sted i Deutscher Dom. Der er en nær sammenhæng mellem, at denne kirke idag huser det tyske demokratis historiske museum. Her blev det tyske folks demokratiske historie født. Imidlertid kunne andre byer hævdes at have spillet en endnu mere aktiv rolle i denne opstand. Det gælder Heidelberg, Kiel, Braunschweig, Darmstadt og Mannheim.
Fremstilling af kampene på Alexanderplatz. Kilde: Wikipedia
Endelig er også kirkegården Friedhof der Märzgefallenen, der ligger som en del af Volkspark Friedrichshain. Det har været et mindested, der har været brugt forskelligt af de forskellige tyske styreformer. nedværdiget i det nazistiske Tyskland og hyldet med årlige kransenedlæggelser i det socialistiske DDR.
