Berlin-Cölln – Dobbeltbyen ved Spree opstår
Markgreverne Otto I (1170-84) og dennes to sønner Otto II Den sprudlende (1184-1205) og Albrecht II (1205-20) fortsatte den politik, som var sat i gang under Albrecht II. Man fortsatte med ekspansionen mod nordøst, og Otto II førte blandt andet felttog mod den danske konge Knud VI i 1198/99, hvor man nåede Hamborg og Rügen. Indtil 1208 havde askanierne støttet slægten Hohenstaufen fra Schwaben som kejsere af det Hellige Tysk Romerske Rige, men da denne slægt uddøde i 1208, ændrede man politik og begyndte fremadrettet at støtte de hidtidige modstandere Welferne. Denne ændring kom til at lønne sig i løbet af 1200-tallet. Både i de angreb, som området var udsat for nordfra af danske Kong Valdemar Sejr og sydfra ad de saksiske Wettinere.
Byerne og området ved Berlin cirka år 1250. kort fra wikipedia
Den værste strid markgrevskabet gennemgik, var den brandenburgiske tiendestrid, der drejede sig om betalingen af kirkeskatten tiende. Den udspillede sig i første halvdel af 1200-tallet. I de første år efter at Mark Brandenburg var blevet grundlagt i 1157, havde kirken set igennem fingre med, at markgreven havde opkrævet tiendeskatten selv. Da markgreverne med grundlæggelsen af Cistercienserklosteret Lehnin imidlertid syntes at være på vej til at ville føre en mere selvstændig politik, stødte det på flere utilfredse ytringer fra ærkebisperne i Magdeburg, der frygtede for deres indflydelse såvel politisk som økonomisk. Imidlertid havde askanierne en stribe af allierede, som gjorde, at ærkebisperne havde svært ved at vinde gehør. I 1210 forsøgte ærkebisperne at udnytte, at kejserslægten var gået fra slægten Hohenstaufen til Welferne, og selvom markgreverne havde støttet dette, så var forholdet imellem Askaniere og Welfere traditionelt dårligt. Imidlertid spillede askanierne et nyt kort, hvor man direkte tilbød paven en tredjedel af beløbet – han havde hidtidig intet fået. De ville så selv beholde to-tredjedele. Dette forhalede afgørelsen til 1238, hvor det endelig blev pålagt markgreverne at lade bisperne få deres tiende. Imidlertid fik markgreverne indskrevet så mange undtagelser for denne kirkeskat, at de reelt set må betragtes som vindere. Det var i forhandlingsdokumenterne for denne strid om tiende, at navnet Cölln første gang nævnes. Berlins søsterby ved Spree. I 1244 nævnes navnet Berlin for første gang. Som nævnt flere gange har der formodentlig været bymæssig bebyggelse i den sidste del af 1100-tallet.
I 1220 døde markgreve Albrecht II, og hans to sønner Otto III og Johann I var som mindreårige ikke myndige endnu som regenter. Formynderskabet blev overtaget af deres moder markgrevinde Mathilde og ærkebispen af Magdeburg. Ærkebisperne lykkedes ikke i at få magtmæssigt fodfæste i Marken, da Mathilde allerede i 1221 købte dem ud af området. Det lykkedes endvidere at undgå at få spillet de to brødre ud mod hinanden trods ihærdige forsøg fra eksempelvis Wettinerne, der havde magtinteresser langs floderne Spree og Havel. I den sammenhæng hjalp forbindelsen til de welfiske kejsere. Støtten til Welferne viste man ved adskillige lejligheder eksempelvis i 1227, hvor Welferne var med i at inddæmme danskerne i Holsten ved at besejre dem i Slaget ved Bornhøved, der stækkede den danske østersømagt.
Et af de væsentligste træk, markgreverne brugte for at kontrollere magten i deres område, var at grundlægge byer, der blev beskikket med rettigheder, hvilket tiltrak driftige handelsfolk, og det gav dem endvidere lov til at grundlægge stiftskirker, hvis tiende var forbeholdt markgreverne. I første halvdel af 1200-tallet kender man til en del nygrundlagte byer såsom Prenzlau, Frankfurt an der Oder, Brandenburg (gammel residens) og ikke mindst Berlin-Cölln. Byerne var yderligere med til at styrke kerneområdet i marken samtidig med at man udvidede mod nordøst. I 1230 var området Barnim blevet helt indlemmet. I 1236 ved traktaten i Kremmen blev det afgjort, at Stargard ved Stettin blev overtaget fra den pommerske fyrste. Den største udfordring i disse år var imidlertid ikke mod nordøst, men i de sydlige kerneområder, hvor Wettinerne havde fået kontrollen over en del af disse, men vigtigst var deres kontrol over den stærke borg i Sprewanernes gamle hovedsæde Köpenick. I årene 1238-45 udkæmpede askanierne og Wettinerne Teltowkrigen, der endte med, at Wettinerne blev fortrængt fra området, og at askanierne konsoliderede deres magt i Berlinområdet. Berlin-Cölln blev udstyret med bymæssige rettigheder med denne magtmodstilling som kontekst, altså for at modvirke, at Köpenick skulle blive for stærk som tiltrækning for nybyggerne.
Ekspansionen for markgreverne fortsatte. I 1249 med Lebus Land, i 1250 med Landin-traktaten med Wolgast og hele Uckermark, – (førstnævnte var en bryllupsgave fra Valdemar Sejr, da hans datter Sophia blev gift med Johann I) – og i 1260´erne fortsatte man ind i Neumark, altså området øst for floden Oder. Den askaniske magt var i 1250´erne så stærk, at Otto III i 1256 var i spil ved kejservalget. Siden denne tid var der aldrig tvivl om, at Brandenburg var med til at vælge kejseren.
Berlins grundlæggelse kan også hænge sammen med, at markgreverne i 1229 havde flyttet deres hovedstad fra Brandenburg an der Havel til Spandau. Dette gjorde, at det mosede og våde område ved Berlin generelt blev givet højere prioritet. I Spandau havde der været en siden 1197.
En anden bevæggrund for at man har prioriteret bebyggelsen ved Spree kunne være; at man ville danne en modvægt til den stribe af byer, som Tempelridderordenen havde anlagt fra deres område i nordøst og hele vejen til Halle for at beskytte en vigtig handelsrute. Ved Berlin er både Marienfelde, Mariendorf, Rixdorf, Kreuzberg og Tempelhof eksempler på sådanne byer.
Ydermere delte Spree sig i 2 og måske endda 3 flodarme, hvor dobbeltbyen opstod, hvilket har været et perfekt sted til at bygge kontrol- og forsvarsværker ved floden og på øen i floden. Endvidere arbejdede man aktivt med en politik om tilvandring til nærområderne Teltow og Barnim. At det har været en høj prioritet at få folk til byen understreges af den stribe af privilegier, som borgerne fik. Berlins grundlæggelse skal altså ses i hele denne kontekst.
