Brandenburg-Preussen

Navnet Brandenburg-Preussen betegner de landområder som Kurfyrsterne af Brandenburg af slægten Hohenzollern herskede over fra de i 1618 erhvervede sig Hertugdømmet Preussen og til man i 1701 antog titlen Konger i Preussen.

Oprindeligt var de Hohenzollerske markgrevers områder indskrænket til udelukkende at omfatte Mark Brandenburg. I starten af det 17.århundrede arvede og opkøbte Hohenzollern-slægten spredte områder over hele det tysktalende område, der indledningsvis kun havde deres regent til fælles. Det gjaldt fra områder fra Jülich, Kleve og Minden i vest til Hertugdømmet Preussen mod øst og Hohenzollernes stamborg i Württemberg i syd. I 1648 betød den Westfalske fred at Brandenburg-Preussens position blev afgørende styrket.

Brandenburg-Preussen var imidlertid ikke en betegnelse der blev brugt i samtiden, men opstod i historievidenskabens brug og omfattede Hohenzollernes landområder før kongekroningen af Friedrich III. i 1701. Den 18.januar 1701 blev han til Kong Friedrich I. af Preussen, da de adskilte rige blev samlet som Kongeriget Preussen i en Realunion, hvorefter at en centralstat opstod. Udtrykket Brandenburg-Preussen bruges også ofte om tiden efter 1701 for at understrege den prøjsiske stats oprindelse.

Historien om Brandenburg-Preussen

Nye landsdele indlemmes 1614-18

Hohenzollernes politik for at øge deres magt var at erhverve sig nye landområder. Det var særligt via en klog ægteskabspolitik, hvor man ønskede at sikre sig arvekrav for herskerslægte der stod til at uddø.

Den 30.oktober 1594 giftede daværende Kurprins Johann Sigismund Anna af Preussen, der var datter af den prøjsiske Hertug Albrecht Friedrich der kom af Ansbach-linjen af de frankiske Hohenzollern.

Kurprinsens fader – den brandenburgiske Kurfyrste Joachim Friedrich overtog i 1605 regentskabet fra den preussiske hertug regentskabet over Hertugdømmet Preussen, idet at hans søn Albrecht Friedrich blev anset som ude af stand til at regere da han blev anset som åndssvag. I 1608 blev Johann Sigismund ny kurfyrste i Brandenburg.

I 1609 døde Johann Wilhelm – den sidste hertug af Jülich-Kleve-Berg – det fik en arvestrid til at bryde ud mellem den brandenburgiske Kurfyrste Johann Sigismund og Wolfgang Wilhelm von Pfalz-Neuburg om hvem der skulle overtage hertugdømmet. Det blev kendt som Jülich-Kleviske Arvefølgestrid. I Traktaten i Xanten af 12.november 1614 lykkedes det den brandenburgiske kurfyrste, at blive regent i Hertugdømmet Kleve, Grevskabet Mark og Grevskabet Ravensberg.

Da hans svigerfar Albrecht Friedrich døde – den sidste frankiske Hohenzoller som Hertug af Preussen – da blev Johann Sigismund også officiel Hertug af Preussen. Fra da af var Brandenburg og Preussen bundet sammen i en personalunion.

Kurfyrsterne af Brandenburg overtog i første omgang Hertugdømmet Preussen som len under de polske konger, men i 1657 i Traktaten i Wehlau overtog kurfyrsterne endegyldigt den fulde suverænitet over Hertugdømmet Preussen.

Trediveårskrigen

De nyerhvervede territorier forblev geografisk, politisk og økonomisk isoleret fra kernestaten Mark Brandenburg. De enkelte landsdele var i princippet kun forbundet via regenterne der kom fra den regerende Hohenzollern-slægt. En fælles bevidsthed eller en fælles landspolitik under Kurfyrste Georg Wilhelm var ikke noget der eksisterede. Det understøttes endvidere af at de enkelte landsdele beholdt deres egne landforfatninger, traditioner, strukturer og regionale adelseliter. Den statslige ledelse af Brandenburg-Preussen bestod udover den calvinistiske Kurfyrste, af den katolske Kansler Adam von Schwarzenberg og derudover af de overvejende protestantiske Råd.  

Da Trediveårskrigen i 1618 udbrød blev Hohenzollernlandene forskånet. Den nye Kurfyrste Georg Wilhelm, der havde efterfulgt Johann Sigismund i 1619 stod ikke i en position fra hans centrale Brandenburgiske provins, således at han kunne trodse den udenrigspolitiske udvikling. Fra og med året 1626 blev Mark Brandenburg tiltagende ødelagt. 

Efter at Brandenburg-Preussen i begyndelsen af Trediveårskrigen stod på oprørerne fra Bøhmen samt de protestantiske rigsstænderes side, da påvirkede Schwarzenberg dem til i 1626 at skifte til den kejserlige side, hvilket imidlertid ikke sikrede dem mod krigens laster. I samarbejde med Sachsen forsøgte Brandenburg at skabe et tredje parti i krigen, der ville skabe en Rigsforfatning på Konventet i Leipzig, der dog brød sammen efter at den kejserlige hær i 1631 havde ødelagt Magdeburg (se Magdeburger Hochzeit). Da Gustav Adolfs svenske hær besatte Brandenburg, efter de havde sat deres ben på Usedom, da skiftede kurfyrsten i fællesskab med Sachsen endnu engang side. Ved Freden i Prag i 1635 skiftede Brandenburg endnu engang side, da den svenske krigslykke synes at være vendt på ny, hvilket straks forårsagede en ny svensk besættelse. Idet at Brandenburg skiftevis blev besat og hærget af svenske eller kejserlige tropper, da flygtede Kurfyrsten herfra indtil afslutningen på hans regeringstid og efterlod sig en statholder tilbage, oftest til Hertugdømmet Preussen (1627-30) eller til sine provinser ved Rhinen. Det betød omvendt at Kurmark (Mark Brandenburg) blev prisgivet enhver form  for vilkårlighed for ydre magter. 

Den 1.december 1640 døde Kurfyrste Georg Wilhelm i Kønigsberg. Den ny Kurfyrste Friedrich Wilhelm overtog et kludetæppe, som han igennem sin regeringstid fik etableret med fælles institutionelle strukturer og som en effektiv centralstat.

Kurfyrste Georg Wilhelm (1619-40). Maleri af Mathias Czwiczek fra årene mellem 1635-40. Fra wikipedia

Print siden her