Brühlske Terrasser
De Brühlske terrasser ud mod Elben, er en tidligere befæstning. Foto fra wikipedia
De Brühlske Terrasser er et ensemble af seværdigheder i Dresden, der udgøres af den ombyggede middelalderlige fæstning i byen. Den slynger sig 500 meter langs Elben i det centrale Altstadt i Dresden mellem broerne Augustusbrücke og Carolabrücke. Terrasserne omtales ofte som Europas balkon, et begreb, der opstod i det 19. århundrede, og som siden har været gentaget flittigt.
Dresden havde siden middelalderen – nærmere bestemt 1299 – haft et fæstningsanlæg. Dette var blevet udvidet kraftigt i de Schmalkaldiske krige i årene 1546-47 med en endnu stærkere befæstning med høje mure og bastioner.
I 1739 beordrede den saksiske statsmand Heinrich von Brühl en række prægtige bygninger opført ved fæstningsværket. Arkitekten bag var Johann Christoph Knöffel, og de prægtige bygninger talte Palais Brühl, det Brühlske Bibliotek, det Brühlske Galleri, Belvedere og De Brühlske Haver. I dag er det kun de Brühlske Haver, der delvis stadigt eksisterer. Fra Palais Brühl findes enkelte skulpturer tilbage og fra Belvedere Delfinspringvandet. Grundet bebyggelsen mistede fæstningsanlægget sin militære betydning.
Den saksiske statsmand, der bebyggede terrasserne, og som de er opkaldt efter. Maleri fra wikipedia
Efter at Sachsen havde stået på Napoleons side og dermed tabt i Völkerschlacht ved Leipzig i 1813, stod man under direkte administration fra den russiske fyrste og generalguvernør af Sachsen Nikolaj Grigorevic Repnin-Volkonskij, som i 1814 besluttede, at de Brühlske terrasser skulle gøres tilgængelige for offentligheden. Arkitekten Gottlob Friedrich Thormeyer udførte en trappe i den vestligste del af terrasserne, der blev flankeret af to løver i sandsten. I 1843 udførte Woldemar Hermann endnu en trappe, således at man også kunne komme op på terrasserne fra Grosse Fischergasse (fra 1849: Münzgasse), og i 1890/94 fulgte endnu en trappe fra Georg-Treu-Platz. I 1820 var der blevet anlagt en vej mellem Elben og terrasserne under navnet Terrassenufer. I 1878 førte man en vej igennem terrasserne til Münzgasse, og i 1890 fulgte en vej igennem til Brühlschen Gasse. De oprindelige byggerier fra Brühls tid måtte vige, da nye kom til i slutningen af det 19. årh. og starten af det 20. årh.
Terrasserne har en stribe arkitektoniske bestanddele. De er cirka 500 meter lange og nogle steder op til 10 meter høje. Deres dybde varierer mellem 20 og 200 meter. I den vestlige del befinder sig den føromtalte hovedtrappe med de to sandstensløver for foden. Sydsiden (den del, der er længst væk fra Elben) huser en stribe offentlige bygninger samt museer. Den vestligste bygning er det Saksiske Stænderhus, der blev bygget af Paul Wallot 1901-07, for hvilket såvel Palais Brühl og Fürstenbergsches Haus måtte nedrives. Indtil dets ødelæggelse i 1945 havde bygningen huset det saksiske landdagsparlament indtil 1933. Det blev genopbygget i 1957. I dag huser det Sächsisches Oberlandesgericht og mindesmærkesamlingen. Foran stænderhuset befinder sig et vandbassin med målene 11.2 x 11.6 med en fontæne i midten.
Det saksiske Stænderhus, der husede parlamentet i Sachsen 1907-33. Foto fra wikipedia
Helt tæt op til stænderhuset ligger bygningen Sekundigentur, der blev opført i 1897, hvor det Brühlske bibliotek havde ligget indtil da. Det har været brugt til både at huse kobberstikssamlingerne og siden dets genopbygning i 1964 til café. Foran bygningen står en buste af en af Tysklands vigtigste billedhuggere Ernst Rietschel, der havde virket i Dresden og også døde her i 1861. Busten er udført af hans elev Johann Schilling for at markere 15-året for hans død. Rietschels mest kendte værker er Goethe-Schiller-mindesmærket i Weimar og mindesmærket i Braunschweig over Lessing. Rietschel er placeret på en piedestal, der er omgivet af tre symboler for historie, poesi og religion.
Derefter følger i østlig retning trappegangen mod Münzgasse, der derefter følger den imponerende historistiske bygning Kunstakademie eller mere korrekt Lipsius-Bau. Bygningen er fra 1887-94, hvor den erstattede det Brühlske Galleri. Den huser i dag efter genopførelsen i 2005 kunstuniversitetet Hochschule für Bildende Künste samt Kunsthalle im Lipsius-Bau. Grundet glaskuplen på dens bageste del går den i folkemunde under navnet Zitronenpresse. Bygningen er udsmykket med en række mytologiske figurer samt renæssancekunstnere fra Tyskland og i særdeleshed Italien.
Efter Kunstakademiet følger trappenedgangen til Georg-Treu-Platz. Ved foden af nedgangen findes indgangen til Museum Festung Dresden. Museet, der siden 1992 har fortalt om den ældre del af bygningsværket fra 1546, giver mulighed for at komme ind i den bastionsdel, der hedder Jungfernbastei. Denne er kendt for at have været stedet, hvor Johann Friedrich Böttger og Ehrenfried Walther von Tschirnhaus i 1707 opfandt det europæiske porcelæn. Indvendig kan man opleve Dresdens eneste bevarede teglport, der er 450 år gammel, samt se en del bevarede kanonskydehuller.
Øst for Georg-Treu Platz følger Albertinum, der er en udbygning fra 1877 af den tidligere bygning Dresdner Zeughaus. Den huser i dag Dresdens Gipssamling samt Galerie Neue Meister, der tæller en perlerække af mestre som Caspar David Friedrich, Claude Monet, Edgar Degas, Max Liebermann og ekspressionisten Otto Dix.
“Zitronenpresse” på Kunstakademiet med Sempermindesmærket foran. Foto fra wikipedia
På terrassens østlige side findes rester af de Brühlske haver. Terrasserne afsluttes af Bärenzwinger, der oprindelig var en art slusebastion fra cirka 1590, da fæstningsværket gik rundt om hele midtbyen. Navnet henviser til det latinske batardeau og ikke til en bjørn. I dag findes her en kendt studenterklub. Endelig ligger der også et Hofgärtnerhaus, der stammer fra 1761, og som brændte ud efter februar-bombardementerne i 1945. Efter krigen blev der opført et reformert menighedshus, som i 1999 blev genopført i sin original og i dag fungerer som café.
Nordsiden er stort set holdt fri for bebyggelse. Med undtagelse af Schiffahrtsgebäude/Bromesterhuset, der i dag fungerer som restaurant, og som blev opført for at varetage opgaver på kajen. Ellers er den nordlige side mest af alt præget af et panorama mod den nordlige elbside med Dresdner Heide og Lössnitz samt anlægsstederne for Dresdens dampskibsfartsselskaber.
Udover det allerede nævnte mindesmærke for Rietschel findes der flere andre mindesmærker. Mellem Kunstakademiet og Albertinum findes et mindesmærke over Dresdens store arkitekt Gottfried Semper, der blev færdig i 1892 og udført af Johannes Schilling. Det samme er figurgruppen Vier Tageszeiten (de fire dagstider), der forestiller morgen, middag, aften og nat.
Ved nedgangen til Münzgasse findes en skulptur skabt som et planetsystem udført af Vinzenz Wanitschke. Skulpturen er en bronzekugle 1.20 meter i diameter med udvoksne krystalliseringer, der forestiller verden i forandring. I fodplan ses en medaljon med de 7 planeter, som forsvarssystemet blev opkaldt efter i 1721. I den tidligere Brühlske have findes Delfinspringvandet.
Derudover findes mindesmærker over såvel Johann Friedrich Böttger (porcelænets europæiske opfinder), der er en 1.90 meter høj stele med en platte i Meissen-porcelæn. Mindesmærket for maleren Caspar David Friedrichs er udført af Wolf-Eike Kuntsche 1988-90 og blev indviet på Friedrichs 150 års dødsdag 7. maj 1990. Det 3 meter høje arbejde bygger på maleriet ”Caspar David Friedrichs i sit Atelier”. Det viser Friedrichs geni, et vindue med lysstråler, staffeli, og et på gulvet liggende stykke papir med citatet ”Maleren skal ikke blot male, hvad han ser for sig, men også hvad han ser i sig. Ser han ikke ind i sig selv, så undlader han også at male, hvad han ser for sig”.
På hjørnet af Terrassenufer og Hasenberg ses Hans Walthers Moritzmonument. Dresdens ældste monument, stammende helt tilbage fra 1555.
En legende siger at man i nærheden af mindesmærket over Johann Friedrich Böttger kan beundre August den Stærkes håndaftryk i gelænderet. Et vidnesagn om kongens enorme fysiske styrke, men vist mest et folkesagn. Et andet sagn fortæller, at der fra tid til anden viser sig en hvid dame ved nattetide på de Brühlske terrasser. Det skulle være Teresa Albuzzi-Todeschini, som statsmand Heinrich von Brühl forelskede sig i. Hun døde af sygdom i Prag. Men et folkesagn påstod hårdnakket, at hun havde taget sit eget liv ved at kaste sig ud fra de Brühlske Terrasser i frustration over ikke at kunne få Brühl og derfor ikke kunne finde hvile efterfølgende.
