Schmalkaldiske krig 1546-47
Schmalkaldiske Krig 1546-47 var den krig, som Kejser Karl V. kæmpede mod det Schmalkaldiske Forbund – forbundet af protestantiske fyrster og byer under ledelse af kurfyrsterne i Sachsen og Hessen. Forbundet var blevet dannet efter udbredelsen af den protestantiske tro efter Reformationen i 1517. Kejseren forsøgte at trænge protestantismen tilbage og styrke den kejserlige magt i forhold til rigsstænderne.
Krigen blev først ført i det sydlige Tyskland, men bredte sig siden til Sachsen og Thüringen. Den sluttede, da de to ledende protestantiske skikkelser – landgreve Philipp von Hessen og kurfyrste Johann Friedrich von Sachsen – var blevet tilfangetaget. Kejseren kunne afslutte krigen med en total sejr og med det Schmalkaldiske Forbund i total opløsning. Den stærkt anti-protestantiske kejser var imidlertid ikke i stand til at kapitalisere sejren til en efterfølgende eliminering af protestantismen, og derfor er sejren ofte blevet anset som værende ubrugelig. Det faktum skal måske findes i, at hans sejr primært blev til grundet, fordi han i første omgang var i stand til at samarbejde med flere protestantiske fyrster, men da de anede, at han ændrede kurs, blev de mere fjendtlige overfor hans politik.
I det tyske betød det, at kurfyrstetitlen blev overdraget fra Sachsen-Thüringen til Sachsen-Dresden, der forblev den dominerende del af Sachsen, og at protestantismens centrum Wittenberg fremadrettet mistede sin status som hovedstad.
Krigen er opkaldt efter den ene part i krigen: Det Schmalkaldiske Forbund. Forbundet blev grundlagt 27.februar 1531 i Schmalkalden, der er en by i den frankiske del af Thüringen.
Forhistorie
I begyndelsen af 1530´erne blev Reformationen indført i mange områder og rigsstæder i det Hellige Tysk-Romerske Rige. Dermed kom spørgsmålet om protestanternes retslige stilling til at stå stærkere. De fleste forventede, at den tysk-romerske kejser ville tage til genmæle overfor udbredelsen af protestantismen, idet kejseren opfattede troen som kættersk. De protestantiske fyrster og rigsstæder slog sig sammen i et forsvarsforbund 27. februar 1531 for at imødegå det ventede angreb – Det Schmalkaldiske Forbund. Medlemmer var blandt andet kurfyrst Johann Friedrich von Sachsen, landgreve Philipp von Hessen og hertuger som Philipp von Braunschweig-Grubenhagen og Ernst von Braunschweig-Lüneburg såvel som 11 rigsstæder.
For Kejser Karl V var genetableringen af den religiøse enhed i sit rige et centralt anliggende. Spørgsmålet var, om det skulle ske med fredelige eller voldelige midler. Ved siden af religiøse motiver spillede også politiske motiver ind: splittelsen mellem konfessionerne styrkede rigsstænderne på bekostning af den kejserlige centralmagt. Derudover baserede selve ideen om et tysk-romersk kejserdømme sig på et stærkt religiøst fundament. En afvisning af den gamle kirke stillede således – i hans øjne – spørgsmålstegn ved legitimationen af kejsertitlen. Endvidere havde de protestantiske fyrster og byer udvidet deres politisk-økonomiske fundament betragteligt, da kirkernes og klostrenes jorder var blevet inddraget. Deres hovedinteresse var at få sikret disse inddragne områder juridisk tillige med deres officielle udmelding om, at deres konfession skulle sikres.
Kejser Karl V var udover at være kejser i det Tysk-Romerske Rige også konge af Spanien samt landsherre over en række områder, hvilket gjorde, at han sjældent opholdt sig i riget. Dette muliggjorde, at det Schmalkaldiske Forbund havde mulighed for at udvide sin indflydelse til flere fyrster og byer samt styrke forbundet. Kejseren kunne ikke bare negligere rigsstænderne, da han havde brug for dem og deres finansiering til de krige, han førte i Italien mod Frankrig og mod osmannerne i Ungarn. Kejseren var altså nødsaget til at tåle protestanterne af politiske grunde, hvilket kom til udtryk i religionsfreden i Nürnberg i 1532, der igen blev forlænget ved religionsfreden i Frankfurt i 1539.
I begyndelsen af 1540´erne begyndte der i forbundet at være en større grad af uenigheder mellem medlemmerne, hvilket langsomt lammede deres handlekraft.
Krigsforberedelser
Efter freden i Crépy i 1544 kunne Kejser Karl V afslutte de mangeårige krigshandlinger med Frankrig, og da kamphandlingerne med osmannerne også var indstillet, så kejseren for første gang, at han havde ryggen fri udenrigspolitisk til aktivt at finde en løsning på religionssplittelsen indenfor riget. Kejseren havde håbet, at han kunne genskabe den religiøse enhed i riget igennem et koncil eller via en række religionssamtaler. Imidlertid blev han overbevist om muligheden for at besejre det Schmalkaldiske Forbund af to grunde, dels den kompromisløse holdning, der fandtes i begge konfessioners lejre samt det forhold, at paven lovede ham at stille kvit og frit med 10.000 landsknægte og 500 riddere i 4 måneder samt at understøtte krigen økonomisk.
På rigsdagen i Worms i foråret i 1545 stillede kejseren religionsforhandlinger i udsigt og opfordrede protestanterne til at deltage i det netop påbegyndte Tridentiner-koncil. Trods disse fredsfølere brugte kejser Karl V rigsdagen til at etablere de første kontakter til mulige allierede i en kommende krig. Det følgende år blev rigsdagen afholdt i Regensburg i juni, og igen var den præget af konfrontationer. Rigsdagen nåede ikke at blive afsluttet, inden protestanterne havde forladt Regensburg som følge af rygter om troppeformationer og krig.
Kejseren benyttede også denne rigsdag til at forhandle med potentielle forbundsallierede. 7. juni 1546 underskrev han en traktat med Pave Paul III, og samme dag kom det til en aftale med den bayerske hertug. Bayern forblev udadtil neutral, men forpligtede sig til at lægge grund til militære samlepladser og forplejning samt stille ammunition til rådighed for den kejserlige hær. Kejseren honorerede dette med at give territoriale indrømmelser samt en option på kurfyrsteværdigheden over Pfalz tillige med et ægteskab mellem den bayerske prins og en datter af kong Ferdinand af Habsburg.
Det lykkedes endnu mere vigtigt kejseren at overbevise en række protestantiske fyrster og markgrever, hvoraf den vigtigste var Hertug Moritz von Sachsen, overhovedet for den albertinsk saksiske linje, hvilket gav kejseren et strategisk fantastisk udgangspunkt til at angribe Kurfyrstendømmet Sachsen med Wittenberg, hvor Martin Luther havde virket, indtil sin død tidligere på året 1546. Moritz fik lovning på overherredømmet over bispedømmerne Halberstadt og Magdeburg. Derudover fik kejseren støtte af markgreven af Brandenburg-Küstrin, Hertug Erich von Braunschweig og markgreve Albrecht Alcibiades af Brandenburg-Kulmbach.
4. juli 1546 mødtes de to ledende kræfter i det Schmalkaldiske Forbund: kurfyrste Johann Friedrich af Sachsen og landgreve Philipp af Hessen for at finde frem til, hvad de kunne gøre for at modgå kejserens krigsforberedelser i byen Ichtershausen i Thüringen. Begge var klar over, at kejseren rådede over langt større styrker og finansielle midler end deres. De så deres største chance i at kunne mobilisere deres tropper langt hurtigere end kejseren. De besluttede sig for at starte en præventiv krig mod kejseren.
Krigens forløb
Felttoget langs Donau (juli – november 1546)
De sydtyske rigsstæder og forbundsmedlemmer kunne inden for få dage i juli 1546 stille med en hær på 12.000 mand. I spidsen for denne hær var hærfører Sebastian Schertlin von Burtenbach. I den nordlige del af riget samledes 16.000 fodfolk og 5000 riddere i Thüringen. På dette tidspunkt havde Kejser Karl V ikke meget mere end omkring 1000 mand under sin befaling. Men der var troppeforstærkninger på vej fra Holland, Italien og Ungarn.
Schertlins plan var så tidligt som muligt at hindre kejserens samling af sine tropper og at forhindre hans tilkommende tropper i at nå frem. Den protestantiske hær besatte den logistisk vigtige by Füssen allerede 10. juli 1546. Kejseren drog af sted mod Regensburg med sin relativt lille hær. Hertug Wilhelm von Bayern erklærede sit område for neutralt. Det schmalkaldiske krigsråd ville forhindre det katolske Bayern i at stille sig på kejserens side, men trods dette undlod man at jagte den kejserlige hær ,som man ellers ville kunne have stoppet ved Bayerns nordgrænse.
Schertlins plan var at fortsætte mod syd. Målet var at besætte Tirol, og ved at sikre sig de vigtigste alpepas, ville man kunne forhindre kejserlige og pavelige tropper i at ankomme. Det tillod det schmalkaldiske krigsråd dog ikke. Ærkehertug Ferdinand af Østrig havde officielt erklæret sig neutral, og protestanterne ville ikke provokere ham til at intervenere i krigen. Dette gav kejseren værdifuld tid til at bringe sine tropper i sikkerhed i det neutrale Bayern.
20. juli 1546 havde kejseren udråbt de to ledere af det Schmalkaldiske Forbund som fredløse. Juridisk havde han begrundet dette i, at protestantiske tropper i 1545 havde tilfangetaget Heinrich II, hertug af Braunschweig og en af de sidste tilbageværende katolikker i det nordlige Tyskland. Strategien bag denne erklæring var at afskrække flere af de øvrige fyrster fra aktivt at deltage på forbundets side.
De protestantiske tropper forenede sig i slutningen af juli ved Donauwörth. Tropperne var kommet nordfra fra Erfurt og Füssen. Den schmalkaldiske hær bestod af omkring 7000 riddere og 50.000 fodfolk. Kejserens hær var ikke større end 5000 riddere og 30000 fodfolk. Men fra da af var den schmalkaldiske hær i sit zenit, mens kejserens hær kun voksede.
De kejserlige tropper slog lejr den 24. august 1546 tæt ved den bayerske fæstning Ingolstadt. Landgreve Philipp ville gerne fremtvinge et hurtigt og afgørende slag. Kejseren vidste, at det indledningsvis drejede sig om at undgå dette, da tiden ville vinde krigen for ham. Derfor forskansede han sig med sine tropper bag sikre stillinger og med den enorme fæstning i Ingolstadt i ryggen. De protestantiske hære troede ikke på, at de ville kunne gennembryde den enorme fæstning, så de afblæste deres belejring af Ingolstadt. Igen var deres frygt for at pirre til Bayerns beslutning om at holde sig neutral givetvis afgørende for beslutningen.
I midten af september stødte den vesttysk-hollandske hær til den kejserlige. Den var blevet samlet i Aachen 31. juli og bestod af 17.000 mand. Den kejserlige hær var nu næsten lige så stærk som den schmalkaldiske, hvilket bevirkede, at den kejserlige hær blev knap så passiv og drog i retning Nördlingen. Schmalkalderne prøvede stadig næsten desperat at fremtvinge et slag, men også her afveg kejseren fra åben kamp.
Ved Giengen an der Brenz i Württemberg brød der i midten af oktober 1546 sygdom ud i den kejserlige lejr. Protestanterne håbede på, at det kunne få kejseren til forhandlingsbordet og afslutte krigen. Protestanterne var også pressede af pengemangel og det begyndende efterårsvejr. Ved samme lejlighed trængte tropper fra ærkehertug Ferdinand og Moritz von Sachsen ind i det dårligt forsvarede Kursachsen, hvilket for alvor fik uenigheden til at bryde ud i den protestantiske lejr mellem Philipp af Hessen og Johann Friedrich af Sachsen. Johann Friedrich drog med sine tropper tilbage til Sachsen for at forsvare sit hjemlige territorium. Resterne af hæren blev opløst grundet økonomisk mangel. Kejseren havde dermed sikret sig det meste af Sydtyskland uden at have været i kamp.
Karl måtte dog sikre sig mod potentielle fjender, der kunne falde ham i ryggen. Disse var specielt Ulrich von Württemberg og Kurfyrste Friedrich von der Pfalz. Begge underskrev traktater i julen 1546, hvor de forpligtigede sig til neutralitet mod høje betalinger til gengæld. Da også de sydtyske rigsbyer kapitulerede til nytår, var der tale om en total ydmygelse. Karl ydmygede flere af de undertrykte tidligere medlemmer, og det fortaltes, at Karl skulle have ladet en repræsentant fra rigsbyen Ulm ligge i hele 30 minutter på sine knæ foran sig og bede om tilgivelse.
I starten af 1547 var der kun rigsbyen Konstanz tilbage, som stadig ydede modstand. Først i 1548 havde kejseren indtaget byen, som han straffede med fratagelse dens frie rettigheder.
Felttoget mod Sachsen (november 1546 til april 1547)
Allerede i august 1546 havde kejseren opfordret sin bror Ferdinand og hertug Moritz von Sachsen til at angribe kurfyrstendømmet Sachsen med henblik på at tilfangetage Johann Friedrich von Sachsen. De havde begge kun forpligtet sig til neutralitet. Ferdinands tropper befandt sig i Bøhmen på grænsen til Sachsen under ledelse af Sebastian von Weitmühl. Moritz forhalede sin deltagelse. I slutningen af oktober 1546 erklærede Moritz sin fætter krig. Forud for hans beslutning var der foregået langvarige forhandlinger i Prag om, hvordan man skulle gå frem i de besatte områder ved en fælles koordineret krigsindsats. I forhandlingerne havde Moritz fået tilsagn om at få overdraget kurfyrstetitlen til den østlige del af Sachsen fra sin fætter.
I slutningen af oktober 1546 indtog bøhmiske tropper Plauen i Vogtland, og Moritz bragte Zwickau og store dele af det dårligt forsvarede Kursachsen under sin kontrol. Det var stort set kun Gotha, Eisenach, Coburg og det stærkt befæstede Wittenberg, der forblev under kursaksisk kontrol. Da vinteren kom omkring årsskiftet, trak Ferdinands tropper sig tilbage til Bøhmen, og kurfyrste Johann Friedrich samtidig var ilet tilbage til sit kerneland med sine tropper, fordrev han de fjendtlige tropper fra området rundt om Jena og Weimar samt fra Halle, der var en del af bisperne i Magdeburgs område.
Fra 6. januar belejrede tropper fra det Schmalkaldiske Forbund også Leipzig, men var ikke i stand til at indtage byen, idet Moritz havde betalt soldater for at blive indtil 27. januar. Betalingen skete i øvrigt overvejende via sækulariseret kirkegods.
Kurfyrsten forblev i området rundt om Altenburg og Geithain, mens hans øverstkommanderende oberst Wilhelm von Thumshirm drog mod de saksiske bjergbyer, hvoraf det lykkedes ham at erobre Elbogen og Komotau i Bøhmen.
På samme tid kaldte Ferdinand igen den bøhmiske hær sammen for at gå i krig.
Markgreve Albrecht Alcibiades af Brandenburg-Kulmbach var ilet til at for at komme den betrængte Moritz til hjælp. Men hans indsats var til liden nytte, idet han selv blev taget til fange. Dette gav kurfyrste Johann Friedrich ny mulighed for at angribe et blottet Bøhmen, men dette afveg han dog fra formodentlig grundet pengemangel. I stedet forsøgte han at forhandle med den brandenburgiske kurfyrste mod løsladelse af dennes familie i form af markgreven. Hessen var på dette tidspunkt økonomisk kørt i sænk og blandede sig ikke militært.
Ferdinand og Moritz anså det for tvingende nødvendigt, at kejseren med sine tropper selv dukkede op på slagmarken. I starten af marts 1547 lod Karl V. meddele, at han ville møde op personligt.
Slaget ved Mühlberg
28. marts 1547 brød kejseren op fra sit tilholdssted i Nürnberg. I nærheden af den bøhmiske by Eger forenede de to afdelinger af hærene sig og drog i fællesskab ind i Sachsen via dalene langs floderne Elster og Mulde. Johann Friedrichs hær var på dette tidspunkt ved Meißen. Han følte sig forholdsvis sikker, da kejseren var nødsaget til at krydse Elben og samtidig måtte ødelægge de strategisk vigtige broer over floden.
23. april krydsede kurfyrsten Elben og drog med sine omkring 7.000 soldater mod nord. Kurfyrsten slog lejr, mens kejseren med sine 27.000 mand fortsatte forfølgelsen på den anden side af Elben.
Om morgenen den 24. april havde de saksiske tropper forberedt sig på deres videre march mod nord, da det lykkedes kejserlige soldater at krydse Elben, dels svømmende og dels ved et vadested. Det kom herefter til de første fægtninger. De få vagtsoldater, der havde set seancen, nåede tilbage til lejren, hvor Johann Friedrich beordrede et totalt tilbagetog, da hans hær ikke ville være i stand til at tage kampen op imod den overlegne modstander. Det lykkedes imidlertid aldrig at nå de stærkt befæstede kursaksiske byer Torgau og Wittenberg. De protestantiske tropper blev inden da elimineret.
I en lille skov ved Falkenberg blev kurfyrsten omringet af spanske og ungarske husarer samt napolitanske tunge riddere. På trods af modstand blev han taget til fange og i første omgang ført til hertugen af Alba og endelig fremstillet for kejseren.
Politiske konsekvenser
Slaget ved Mühlberg afgjorde krigen. Protestanterne vandt en sejr 23. maj 1547, der forhindrede de kejserlige tropper i at trænge yderligere nordpå, men dette var ikke i stand til at ændre krigens gang. Magdeburg fortsatte sin modstand helt frem til 1551.
Den tilfangetagne kurfyrste blev efterfølgende dømt til døden. For at forhindre hans kommende henrettelse og for i det mindste at sikre hans efterkommere et mindre område af Thüringen, underskrev han 19. maj 1547 kapitulationen i Wittenberg. Her overdrog han kurfyrstetitlen til den albertinske linje af wettinerne, altså til hans fætter Moritz, og samtidig reducerede han sit eget landområde til i væsentlig grad kun at dække Thüringen.
4. juni 1547 udråbte man Moritz von Sachsen til ny kurfyrste. Denne titel forblev i den del af Sachsen indtil 1815, hvor kurfyrstetitlen blev konverteret til en kongetitel. Der hang en lignende trussel over landgreve Philipp von Hessen som den, der havde været Johann Friedrich til dels, men han søgte en måde at forsone sig med kejseren på. Kurfyrsterne Joachim von Brandenburg og Moritz von Sachsen formidlede betingelserne for hans underkastelse. Landgreven skulle overgive sig i “Nåde og Unåde”, og kejseren skulle til gengæld love hverken at udmåle en dødsstraf eller livstidsdom. Da Philipp den 19. juni dukkede op ved kejserens tilholdssted i Halle, lod Karl V. ham fængsle til de to mellemmænds store fortrydelse. Såvel Johann Friedrich og Philipp blev kejserens personlige fanger og fulgte ham til Augsburg, til Bruxelles og tilbage til Augsburg, senere til Innsbruck og Villach og endelig tilbage til Augsburg. De blev først løsladt i 1552.
Efter krigens afslutning var kejseren på højdepunktet af sin magt. Han troede nu, at protestantismen endegyldigt var besejret, og at fyrsternes magt var svækket tilstrækkeligt. Han forholdt sig stolt i denne tid over, hvad han havde opnået. Han havde til sinde at udnytte sin religion i dobbelt henseende: For det første ville han reformere rigets forfatning til at øge regentens beføjelser, men det lykkedes ham imidlertid ikke, da rigsstænderne taktisk udmanøvrerede ham. Derudover dikterede Karl V på rigsdagen i Augsburg i 1548 den såkaldte Augsburg Interim, som kunne kaldes kejserens egen mellemreligion, en løsning, der hverken tilfredsstillede katolikker eller protestanter.
Urolighederne i Riget var Karl V ikke i stand til at bringe til ophør, og hans sejr over protestanterne var kun kortvarig. I 1551 svor kurfyrste Moritz von Sachsen at ville starte en fyrsteopstand mod den spanske arvefølge og Karls planer om at gøre riget til et universalkongedømme. Da Moritz i 1552 yderligere blev lovet støtte af den franske konge Henry II, tvang det Karl til flugt. Hans bror Ferdinand I forhandlede Passau-Traktaten på plads, hvor protestanterne blev tilbagesikret vidtgående rettigheder. I religionsfreden i Augsburg i 1555 blev disse rettigheder bekræftet.
I 1556 abdicerede Karl V til fordel for sin bror Ferdinand I som kejser grundet dette nederlag. Han trak sig tilbage til et liv i et katolsk kloster.
Eftervirkning og reception
Den schmalkaldiske krig blev ført med betydelig propagandistiske såvel som militære indsatser. På trods af fraværet af større slag førte krigen grundet belejringer og kanonskyderi til betydelige ødelæggelser i Syd- og Midttyskland. I lighed med Trediveårskrigen blev krigen overvejende ført med lejetropper, der ofte var underbetalt, og dermed så sig nødsaget til at ernære sig med brandbeskatninger og plyndringer af det land, de drog igennem. Krigen forårsagede frafald af sikre forsyningsveje, ødelæggelse af mange landsbyer, en almen forarmelse og udbrud af utallige epidemier og som følge deraf også til økonomisk deroute.
Den schmalkaldiske krig hører til som en fast bestanddel af Reformationens historie. Dens samtidige betydning forstås måske bedre af, at den blev kaldt “Teutsche Krieg” (Tyske Krig) i det gamle rige. Efter Trediveårskrigen (1618-48) fik den betegnelsen Første Tyske Krig. Siden 2. verdenskrig har interessen for krigen været begrænset, da den har fået betegnelsen Anden Tyske Krig og på den måde står i skyggen af Trediveårskrigen.
Krigen anerkendes blandt historikere som den første konfessionskrig/religionskrig, og som en af de første større konflikter i den såkaldte nyere tid. Grundet trykpressen blev der i krigen lavet utallige flyveskrifter, spotdigte og karikaturer, der blev udnyttet propagandamæssigt.
Pingback: Brühlske Terrasser | Historiskerejser.dk
Pingback: Delingen af Sachsen i Leipzig 1485 | Historiskerejser.dk
Pingback: Dresden A-Z | Historiskerejser.dk
Pingback: Martin Luther | Historiskerejser.dk
Pingback: Reformationen | Historiskerejser.dk
Pingback: Religionsfreden i Nürnberg | Historiskerejser.dk
Pingback: Schloss Bernburg | Historiskerejser.dk