Christian II
Christian 2. var konge af Danmark og Norge 1513-23 og Sverige fra 1520-21. Han var søn af Kong Hans og del af den Oldenborgske slægt.
Han er kendt som en af de få danske konger der døde i fangenskab da han blev afsat på posten i 1523. I årene efter han mistede kongetitlen levede han i eksil i Nederlandene og i det tyske. I 1531-32 forsøgte han at generhverve tronen, hvilket medførte at han blev fængslet og siden sad fængslet i såvel Kalundborg som Sønderborg til sin død i 1559. I Sverige kaldes ofte “Kristian Tyrann” hvilket skyldes hans håndtering af episoden “Det Stockholmske Blodbad i 1520.
Fakta om Christian II.
Christian II. havde dette valgsprog SIC ERAT IN FATIS – Så var det beskikket. Han blev kronet til konge i Vor Frue Kirke i København 11.juni 1514, men regerede fra 20.november 1513 til 13.april 1523. Han efterfulgte hans far Kong Hans (1481-1513) og blev afsat og efterfulgt af hans Onkel Frederik I. af Gottorp. Den 20.juli 1514 blev han kronet til konge af Norge som han regerede nøjagtig den samme tid som i Danmark. I Sverige virkede han som konge i 295 dage – 1.november 1520 til 23.august 1521. Han efterfulgte Sten Sture den Yngre og blev efterfulgt af Gustav Vasa. Han var gift med Elisabeth af Habsburg – der var søster til Kejser Karl V. – de fik 5 børn: Hans, Maximillian, Filip, Dorothea (Kurfyrstinde af Pfalz), Christine (Hertuginde af Milano og Lothringen). Hans var som nævnt Hans mens hans mor var Christine af Sachsen. Han blev født 1.juli 1481 på Nyborg Slot og døde 25.januar 1559 på Kalundborg Slot og er begravet i Sankt Knuds Kirke i Odense.
Fødsel og Opvækst
Christian blev født 1.juli 1481 på Nyborg Slot som den tredje men ældst overlevende søn af Kong Hans og Christine af Sachsen. Allerede som 6-årig så man skitsen til en meget ustyrlig dreng, først hos Hans Bogbinder og siden hos Kannikken/Korherren, der virkede som lærer for ham og angiveligt skulle have ladet ham synge blandt kordrengene i Vor Frue Kirke i København. I 1487 valgte det danske rigsråd ham som tronfølger. Derefter kom han tilbage til Nyborg Slot hvor han blev oplært af mester Conrad. Han skulle ofte have sværmet omkring om natten og været kommet i konflikt med byvagten. Da han blev lidt ældre var det den velansete rigsråd Niels Eriksen Rosenkrantz der blev hofmester, hvorpå han vænnede sig til det offentlige liv.
I 1489 valgte det norske rigsråd Christian til tronfølger, mens det samme skete af det svenske rigsråd i 1497 og blev hyldet i Stockholm 19.maj for derpå at rejse rundt i landet sammen med Sten Sture den Ældre. Sverige valgte få år efter at trække støtten til Christian, hvor han som ung hærfører på 21 år tog et hurtigt rask strejftog ind på et togt i Sverige. I årene 1506-12 styrede han derpå Norge uindskrænket på faderens vegne: en af hans måder at styrke magten var at fjerne de norske stormænd og erstatte dem med danske adelige han kunne stole på. Han slog hårdt ned på ethvert tiltag på egen tænkning og så stoppede han Hansestædernes overgreb.
Han viste egenmægtigt stivsind, list, mistænksomhed og til tider klog afventen ikke mindst i hans forhold til de gejstlige. Han havde altså en veludviklet herskernatur, der blev perfekt matchet af hans ridderlige færdigheder og af den tyske maler Albrecht Dürer beskrevet som mandig skønhed. Hans tid i Norge 1506-12 blev iøvrigt mødet med to hollandske kvinder, der fik stor betydning for hans liv. Dyveke, som han mødte under en dansefest på rådhuset i Bergen samt hendes moder Sigbrit Willoms. De fulgte ham siden med til Danmark.
Christian overtager tronen; giftes og kommer i konflikt med Adelen
I Danmark var der hos gesjtligheden en stor misstemning mod Christian, hvilket i særdeleshed skal ses på baggrund af at han havde overhørt de mange indsigelser der var kommet fra ærkebisper, pave og hans egen fader over at han havde holdt den norske Biskop Karl af Hamar fængslet. Det må antages at være med baggrund i dette at faderen Kong Hans flere gange havde fornyet sit valgbrev, den sidste gang i juli 1512.
Kong Hans døde 20.februar 1513 – og blandt flere jyske medlemmer af Rigsrådet havde de rettet henvendelse til Christians farbror Hertug Frederik af Gottorp (den senere Frederik I.) om han ville overtage regeringsførslen. Det kom dog aldrig til at ske, da et Norsk-Dansk herremøde i København førte til at kongemagten skulle acceptere nogle få indskrænkninger i magten, mod at lade sig hylde. Det gjaldt blandt andet at kongen ikke i sin levetid, måtte kåre sin – eventuelt i fremtiden fødte søn – som konge, og at han ikke måtte bryde håndfæstningen og overhøre Rigsrådets henstillinger. Den 11.juni 1513 blev han kronet i København og lidt senere samme år i Oslo.
Kongen styrkede sin magt og den 12.august 1515 var hans ægteskab med den 13-årige Elisabeth – søster til den senere Karl V. af Habsburg – en markant styrkelse af hans kongemagt og diplomatiske manøvremuligheder. Imidlertid brød han ikke sit forhold til Dyveke. Han sås og omgikkedes såvel Dyveke og hendes moder Sigbrit offentligt i København. I 1517 døde Dyveke pludseligt, hvilket var et kæmpechok for Christian. Han anklagede lensmanden på Københavns Slot Torben Oxe for at have forgivet hende. Rigsrådet gik i forbøn for Oxe, hvilket imidlertid ikke fik Christian til at fravige hans dom: Torben Oxe blev halshugget. Det bragte kongen i direkte strid med adelen. Christian lod sig mere og mere påvirke af Sigbrit, der yderligere havde kontakt med en stribe uansvarlige rådgivere. Det stod klart at Christian stræbte efter enevældig magt.
Efter Dyvekes død begyndte Christian endelig at interessere sig for sin unge Dronning, hvorpå ægteskabet udviklede sig til et af de mest stærke og harmoniske: den karakterfaste og hengivne Elisabeth støttede kongen i ét og alt, og fulgte ham siden med i landflygtighed og fungerede som repræsentant overfor udenlandske statsoverhoveder, da han forsøgte at vinde kongemagten tilbage.
Ikke færdig ….
Pingback: Den danske kongerække | Historiskerejser.dk
Pingback: Lier | Historiskerejser.dk