Derry / Londonderry
er County Londonderrys vigtigste by og den næststørste by i Nordirland.
Byen er i sig selv en del af navnestriden i det splittede land. Navnet Londonderry bruges af unionister og Derry af republikanere, alle andre veksler mellem navnene efter bedste evne. Linguistisk er det afledt af Doire Colm Cille, der betyder egeskoven ved Sankt Columba kirken. I 2007 slog højesteret fast, at byens officielle navn er Londonderry.
Byens historiske center ligger på den vestlige bred af floden Foyle, mens den moderne by breder sig på begge sider af floden (Cityside i vest og Waterside i øst).
Selve byen har et indbyggertal på 83.000 indbyggere, med forstæder 90.000 og med hele oplandet 107.000. Dermed er Derry den næststørste by i Nordirland og den fjerdestørste på hele den irske ø. 75 % af indbyggerne er katolske og 23 % protestantiske.
Byen er desuden den sidste engelske by, der blev omkranset af en bymur og desuden også en af de få, der aldrig har fået brudt sin bymur. Historisk har byen været nært forbundet med det, der i dag er County Donegal, og den menes grundlagt af Sankt Columba – en hellig mand eller prins fra Tir Chonaill, det gamle navn for det nuværende County Donegal.
Derry og Letterkenny i nærheden er de primære økonomiske centre i området. Siden byrådet i London tilbage i 1613 var med til at sponsorere, at veteraner fra den engelske hær kunne bosætte sig i området, har engelske bosættere kaldt byen Londonderry i hyldest til sponsoratet fra gildelaugene i London.
Derrys historie: Der har været menneskelig aktivitet i området omkring floden Foyle og dens fjord i tusindvis af år, hvor fiskeri og landbrug var den primære ernæring. Et af de mest imponerende levn fra denne tid findes vest for byen i form af Gríanán of Aileach.
Bymæssig bebyggelse opstod som resultat af det kloster, som Sankt Columba lod opføre i det 6. årh. Klosteret tiltrak folk, og en by voksede frem i de følgende århundreder, og selv om vikingerne har været oppe ad Lough Foyle, er der ikke fundet tegn på, at Derry skulle være blevet angrebet.
Byen oplevede en blomstringstid i 12. og 13. århundrede, da Mac Lochlainn-klanen i en årrække residerede i byen. Klanen forfaldt henimod 1300, og det samme gjorde Derry. Frem til jarldømmet Ulsters ophør i 1333 var Derry del af dette.
Byen oplevede fornyet aktivitet, da en engelsk garnison etablerede sig i byen 1566-71 under et af de tidlige engelske forsøg på at lave bosættelser i Irland. De engelske garnisoner vendte tilbage under 9-årskrigen (1594-1603), hvor de kæmpede og modstod Ulsters store høvdinger O´Neill og MacDonnell. Garnisonen blev, eftersom krigen var endt med britisk sejr. Byen modtog også frihedsrettigheder af den engelske konge.
Bosættelserne i 1600-tallet: Kort efter Ulsters gæliske magtelite havde taget den berømte `Jarlernes Flugt´ i 1607, blev den nyfødte by Derry straks angrebet af høvdingen af Donegal Cahir O´Doherty i 1608. Dette angreb blev anstødsstenen til, at den engelske kong James I besluttede at underlægge sig Ulster en gang for alle. Dermed kom byen til at indtage en frontposition i bosættelsen af Nordirland. Koloniseringen af Ulster blev økonomisk hjulpet godt på vej af de stærke gildelaug i London. I 1623 blev det nyligt oprettede county Derry givet til de londonske gildelaug og omdøbt til Londonderry. Byen udgjorde perlen i de protestantiske bosættelser i Ulster. Gaderne blev planlagt og udført efter lige rationelle linjer. Byen blev udstyret med en uindtagelig bymur, der stadig er intakt i dag. Blandt byens nye bygninger var Skt. Columba Cathedral den første katedral i verden, der ved sin opførsel var protestantisk.
Det Irske oprør 1641: Byen havde dog svære vækstbetingelser i sine første år. Den evige urolige situation tiltrak ikke mange nybyggere. Da det irske oprør brød ud i 1641, forskansede urolige protestanter sig i byen af frygt for at blive offer for de massakrer, som såvel katolske som protestantiske folkemasser forøvede på hinanden i disse år. Protestanterne var dog ingen homogen masse, hvilket ses i 1649, da parlamentariske protestanter havde forskanset sig i byen, hvor de blev hjulpet af irske katolikker under ledelse af general Owen O´Neill og blev belejret af skotske presbyterianske tropper, som var loyale overfor Kong Charles I. Den mærkværdige alliance mellem katolikker og protestanter holdt ikke længe, og da Cromwell kom til området med sin nydannede hær i 1650, blev katolikkerne endeligt besejret i slaget ved Scarrifholis i Donegal.
Belejringen af Derry 1689: I 1688 krævede den katolske kong James II af Storbritannien, at alle væsentlige garnisonsbyer i det irske var bemandet med folk, der var stemt for den jakobinske sag. I december 1688 var kun Londonderry og den nærliggende Enniskillen stadig protestantisk bemandet. Da en katolsk hær ankom til byen 7.december 1688, og krævede at komme ind i byen, blev de mødt af 13 lærlinge (the apprentice boys), der sagde det berømte No Surrender. Dermed var belejringen af Derry påbegyndt. Belejringen varede 105 dage, og da Kong James II selv mødte op 18.april, blev der skudt på ham. 4.000 omkom under belejringen, hvor befolkningen spiste rotter, og blev udsat for konstante bombardementer. Befolkningen blev reddet, da hollandske hjælpetropper brød belejringen. Det blev den opmuntring, som de protestantiske i Irland havde behov for, og en af de væsentlige vendepunkter for de wilhelminske krige i Irland. Krigene der endegyldigt kom til at betyde et nederlag for den katolske sag, og en sejr for Wilhelm af Orange og dermed for protestantisk overherredømme.
18. -19.ÅrhundredeI 1700-tallet fik byen mange af dens fine georgianske huse og desuden en blomstrende industri indenfor fremstillingen af skjorter og kraver. Men byen blev også udvandringshavn for irske og skotske mod USA, hvor der blev grundlagt nye kolonier af Derry og Londonderry. I årene 1724-33 fungerede George Berkeley som dekan ved Sankt Columba Katedral. Berkeley er en af de vigtigste irske filosoffer I 1880 kom såvel universitetet Magee College og jernbane til byen.
20.århundrede: I forbindelse med den irske uafhængighedskrig kom det til sekteriske kampe i byen. Tidligere britiske soldater af unionistisk observans gik i gang med at drive de mange katolikker, der havde fået gode job under 1.verdenskrig, væk. Byen mistede i 1921 sit naturlige opland i Donegal, dermed havde den irske deling noget overraskende gjort byen til grænseby. Byens økonomi led kraftigt grundet dens manglende opland og de handelskrige de to Irlande førte mod hinanden. Det var en sjælden solstrålehistorie, da Amelia Earhart i 1932 landede i Derry, som den første kvindelige pilot der havde krydset Atlanten. Under 2.verdenskrig blev byen en vigtig havn for den engelske flåde.
Efter 2.verdenskrig kom byen til at lide kraftigt under en konstant unionistisk dominans, der skabte såvel politisk som økonomisk stilstand. Den unionistiske dominans kom i verden grundet kunstigt skabte politiske valgkredse, og dermed en sikring af at det unionistiske mindretal sad på magten alligevel. Da byen endvidere var ramt af en høj grad af arbejdsløshed, brugte unionisterne det som argument mod at give katolikkerne mere magt. I 1960´erne begyndte en katolsk kamp for borgerrettigheder via demonstrationer. Disse blev hårdt undertrykt, af et politikorps der var domineret kraftigt af unionistiske medlemmer. I august 1969 kom det til Battle of the Bogside, hvor politiet kæmpede mod de ubevæbnede katolikker, gadekampene spredte sig til hele Nordirland, og er typisk blevet set som starten på urolighederne. 30.januar 1972 blev 13 ubevæbnede demonstranter dræbt, ved det der huskes som Bloody Sunday. Byen oplevede borgerkrigsagtige scener op igennem 1970´erne med næsten krateragtige områder i byen. Byen oplevede væsentligt mindre vold i 1980´erne og 1990´erne end Belfast, og den har status som en af de 10 bedste byer at leve i indenfor Storbritannien i 2007. I 2013 gjaldt Derry som Storbritanniens kulturby dette år.
Anders´ Rejsetips:
I Derry ville jeg starte ved midtpunktet indenfor murene, pladsen “The Diamond”. En sådan central plads kendes i andre bosættelsesbyer i området. De strengt lige gader illustrerer den rationalitet, som de protestantiske bosættere identificerede sig med, i modsætning til hvad de så som gæliske katolikkers overtro, rod og amoral. Midt på pladsen findes en statue af en soldat fra 1.verdenskrig. I denne krig døde titusindevis af soldater fra såvel de katolske som protestantiske miljøer. Men i kraft af den udbredte mindekultur der findes for denne krig i Storbritannien, er det en protestantisk markering af Londonderry som en by i Storbritannien. Jeg ville bevæge mig i retning af Butcher Gate og gå en rundtur på den intakte bymur. Den giver en god fornemmelse af den belejringsstemning, som er en væsentlig del for de protestantiske bosætteres identitet. Såfremt man starter ved Butcher Gate, så kan man gå i retning med uret og starte med at betragte den smukke Guildhall, der længe var symbolet på den protestantiske politiske magt over byen. Der er endvidere en god udsigt over sammenløbet af floden Foyle og der hvor den bliver en indsø, kendt under navnet Lough Foyle. Man vil fortsætte forbi butikscentrene og på den sydvestlige side være udsigt til den protestantiske katedral Sankt Columba, der er bosætternes religiøse arkitektoniske juvel.
Den sidste del af turen tilbage mod Butcher Gate er den mest dramatiske, her er bymuren beskyttet af høje sikkerhedshegn, og der er en meget perfekt udsigt ned til det ærkekatolske arbejderområde “Bogside”, hvor man tydeligt kan se husgavlenes malerier i den bydel, samt “The Free Derry Corner”. Mange steder på denne strækning vil man se, at muren samt husene bagved er ramt af maling. Der er infotavler der fortæller om “The Apprentice Boys”, – De protestantiske vagtdrenge, der i 1689 sagde “No Surrender” og dermed var årsag til de 105 dage, hvor det protestantiske Londonderry var det eneste sted i det irske hvor William of Orange havde opbakning. Kanonerne på muren er fra disse år. Den mest stolte stund for protestanterne, hvilket markeres med en march hvert år 13.august.
Herefter ville jeg gå igennem Butcher Gate og nedad bakken til det kendte katolske kvarter Bogside. Til at starte med er det oplagt at gå til Free Derry Corner, hvor husgavlen af den oprindelige bygning står midt i vejbanen med en lille plads foran. Her ses teksten “You are now entering Free Derry”. De ialt 13 husgavlsmalerier refererer der er i Bogside er malet af professionelle malere i år 2000. De viser centrale begivenheder som Bloody Sunday 30.janaur 1972, Battle of The Bogside 12.-14.august 1969 og Operation Motorman 31.juli 1972. Et vigtigt museum over disse begivenheder findes meget tæt på i form af Museum of Free Derry. Et lille mindesmærke minder om de dræbte fra Bloody Sunday.
