Det slaviske forbund 1004-1147
I perioden fra 1004 og frem til 1147 måtte de germanske fyrster acceptere at området øst for floderne Elben og Trave og vest for Oder var befolket af hedenske slaviske stammer. Germanere og slavere handlede sammen, og indgik ved flere lejligheder forsvarsalliancer. Området var frem til 1056/57 bygget op om et decentralt militæralliance, der primært var et forsvarsforbund, om end de også foretog fælles koordinerede angreb på såvel Sachsen, Polen og de syddanske kyster.
Hevellere og Sprewanere var blot et mindre udsnit af de mange folkeslag, de øvrige var Zirzipanere, Redariere, Tollensere og Kessinere og sidenhen Pomeranere. Det centrale helligsted Rethra var et orakel.
I Danmark kender vi nok bedst den vendiske gud med fire hovedet, Svantevit, hvis helligsted var på Kap Arkona. I såvel 1036, 45 og 56 vandt forbundet over saksiske hære. Disse sejre førte dog til interne kampe mellem de slaviske folk, der førte til, at taberne henvendte sig til de kristne magthavere som den slaviske Abodrit-fyrste Gottschalk, Hertug Bernhard von Sachsen og den danske konge Svend Estridsen. Imidlertid var guleroden for angrebet krigsbytte og ikke kristen mission.
I 1066 forsøgte germanske fyrster sig igen dog uden held. Lutizerne fangede den kristne missionær Bisp Johannes Scotus fra Mecklenburg, der blev henrettet ved Rethra. Dette blev hævnet i 1068 af biskop Burchard von Halberstadt og Heinrich IV von Sachsen, da de jævnede Rethra med jorden. Sakserne forsøgte sig gentagne gange med angreb, der imidlertid kun kom til at fungere som plyndringstogter i 1100, 1114, 1121 og 1123. I 1128 blev det slaviske forbund igen styrket, da Pommeranere annekterede den sydlige del af dagens Forpommern, men lod hele Pommern indtræde i forbundet.
Indtil 1147 hvor de saksiske fyrster, polske konger og danske konger gik på et korstog i området var det slaviske forbund en garant for forholdsvis selvstændighed i det der er dagens Mecklenburg-Vorpommern samt den nordlige del af Brandenburg.