Erfurt Domkirke
Er det vigtigste og ældste kirkelige byggeri i Erfurt. Kirken tjente kun kortvarig som domkirke i midten af det 8. århundrede.. Igennem hele middelalderen og til ind i det 19. århundrede fungerede bygningen som Kollegiatstift Sankt Maria. Siden 1994 har kirken igen fungeret som domkirke for det nystiftede katolske Bispedømme Erfurt og for deres Domkapitel. Kirken er kendt for sine træskårne korboder, sine enorme glasmosaikker og for den megastore klokke Gloriosa.
Domkirken til venstre og Sankt Severikirken til højre. Foto fra wikipedia
Erfurts tidlige middelalderhistorie
Erfurt menes allerede at have været et vigtigt handelssted i den thüringiske (500-531) og frankiske periode. Pave Gregorius II (715-731) havde så tidligt som 724 opfordret den vigtige missionsmunk Bonifatius at bygge et kristent hus i byen. Angiveligt skulle dette også være sket i 725. I årene 741/42 bød pave Zacharias (741-52) Bonifatius at grundlægge et bispedømme i ” byen ved navn Erphesfurt, hvor der længe har eksisteret en bosættelse eller borg af hedensk herkomst”. Grundlæggelsen skete samtidig med, at de to andre bispedømmer Würzburg og Büraburg (senere Fritzlar) blev oprettet. Denne førstegangsbenævnelse af byen i 741/42 har siden været gældende som byens officielle grundlæggelse, selvom Bonifatius henviser til en allerede eksisterende by af omfang og betydning. Bonifatius’ betragtninger understøttes af arkæologiske udgravninger i nutiden. Byen var næppe blevet valgt som bispesæde, hvis ikke den havde haft en vis betydning.
Den hellige Bonifatius grundlagde den oprindelige domkirke i 700-tallet
Kun få år efter blev bispedømmet imidlertid opløst igen og lagt ind under Bispedømmet Mainz. Det skete kort tid efter, at Bonifatius sammen med Adalar og Eoban led martyrdøden i det frisiske i 754. Den første biskop i Erfurt var formodentlig heller ikke denne Adalar, som der i legender ellers berettes om, men derimod en Willibald von Eichstätt, der fra 751/52 virkede i Eichstätt. I 802 kan der med væsentlig sikkerhed tales om, at der på Erfurter Petersberg blev grundlagt en karolingisk Pfalz (altså et kejserligt slot) og i 805 udråbte Karl den Store Erfurt til at være en central handelsplads for grænsehandelen med de slaviske folk i øst.
Den katolske domkirke Beatae Mariae Virginis bygningshistorie
Det menes, at den første forgængerkirke til den nuværende Marienkirche blev anlagt af selveste Bonifatius i år 752. Ved arkæologiske undersøgelser i 1991, hvor man ville bygge et orgel ind i det vestlige langhus, fandt man i 3 meters dybde fundamentet fra et simpelt kirkebyggeri, der menes at have været den vestlige apsis. Det blev dateret til det 9. århundrede. Arkæologen Wolfgang Timpel antog det endda for meget sandsynligt, at materialerne blot var blevet udskiftet i det 9. århundrede, men at kirken var fra det 8. årh. og dermed fra det, der menes at være den første kirke. En fornyet undersøgelse såede dog tvivl om dateringen, og man fandt det mere sandsynligt, at kirken først stammede fra det 12. årh.
Imidlertid bevidnes der først om en kirke ved navn Sankt Maria (Vor Frue) i 1117. I 1153 berettes der om, at hovedkirken i Erfurt styrtede sammen. I 1154 påbegyndtes på dombjerget en senromansk basilika. Imidlertid skal man ikke gå ud fra, at den kirke, der styrtede sammen i 1153, var Bonifatius’ oprindelige. I 1142 var de to religiøst vigtige nabobygninger Petersklosteret og Sankt Severi Kirke brændt. De blev efterfølgende genopført og har næppe kunnet risikere at blive overstrålet, og sandsynligvis er det derfor, den er blevet genopført i pomp og pragt.
Det menes, at der blev kraftigt opmuntret til byggeriet, da man allerede i 1154 fandt resterne af de to hellige bisper Adalar og Eoban. Deres relikvier hjalp til finansieringen af kirken, idet flere ønskede at støtte byggeriet. Dette har været færdigt i 1170, da kirken var ramme om, at kejser Friedrich Barbarossa slog Ludvig III den Milde af Thüringen til ridder i kirken.
De to ældste udstyrsgenstande i kirken stammer fra denne tid: den såkaldte Wolfram og den romanske Madonna dateres begge til omkring år 1160. Wolfram er en fritstående lysestage, hvor Wolframs arme bærer lysene. Den er støbt i bronze og formodentlig i støberierne i Magdeburg. Det er en af de ældste bronzeskulpturer i hele Tyskland. På en indskrift i afslutningen på sit bælte står Wolfram nævnt med sin kone Hiltiburc, og de formodes at have været tilhørende embedsmandsstanden i Mainz. Der er formodentlig tale om Wolframus Scultetus, der to gange nævnes i 1157.
Wolframlysestagen en kuriøs genstand i domkirken. Foto fra wikipedia
Den 20. juni 1182 er dateret som indvielsesseance. Der er dog tale om en indvielse, hvor ikke alt byggeri var færdiggjort. Tårnene blev først færdige i midten af det 13. århundrede, og 5. oktober blev byggeriet genindviet på ny. Romansk byggeri regnedes først færdigt med tårnenes fuldførelse. Genindvielsen kan også have gjaldt de hvælvinger, der blev udbygget i krypten. Disse vides at have været flade frem til 1238.
I dag findes stadig centrale dele fra dette byggeri fra den sene del af det 12 .årh: det gælder den grundlæggende korsform på kirken, de nederste dele af de kvadratiske tårne, de vestlige korlokaler og dele af tværhuset. De øvre dele af tårnene, der har en oktagonal form, stammer fra overgangen mellem det 12. og 13. århundrede. I 1201 blev det sydlige tårn færdigt og i 1237 det nordlige. Imidlertid blev tårnene flere gange ombygget og i det 15. århundrede sågar helt nybygget.
Gotisk ombygning
I den gotiske tidsalder voksede behovet for at forstørre og gøre mange kirker lysere. Det gjaldt også i Erfurt. Behovet var afstedkommet af, at antallet af kapitularer, de gejstlige under bispen, var vokset betragteligt i antal. Det var ikke usædvanligt med omkring 100 gejstlige og ved særlige festlejligheder helt op til 300 kapitularer, dertil kom de almindelige kirkegængere.
I 1280 var der begyndt at blive lagt planer ud for et nyt kor med en polygonal afslutning. I 1290 blev den første forlængelse af koret indviet. Derefter blev det midterste tårn påbegyndt,og det stod færdig i 1307. Det kom til at tjene som klokketårn for den kendte klokke ”Glocke Gloriosa”, en af Tysklands største klokker. Den første klokke blev støbt i 1251, den nuværende i 1497.
Det viste sig hurtigt, at den nye kirke heller ikke havde plads nok, og derfor satte man i det 14. århundrede igen gang i en udvidelse af koret i særdeleshed, men af kirken generelt. I 1349 stod 5/8 af de nederste mure færdige, men grundet pestens hærgen blev de resterende dele af murene først færdiggjort i 1370, hvor biskop Friedrich Rudolf von Stolberg indviede kirken på ny.
Denne kirke blev bygget af Seeberger Sandsten fra Gotha.
Af særlig betydning er de sengotiske glasmosaikker i det høje kor (1370-1420), der hører til blandt Tysklands bedste af sin slags, et kor, der mestendels er holdt i sin originale form. Korstolen fra 1329 er en Tysklands mest omfangsrige og med en langt højere kvalitetsgrad end i mange bispekirker. En årringstest har vist, at det kun er de nederste meter af kirken, der er fra 1329. Et længere byggestop betød, at der først i tiden efter 1349 blev bygget mere.
Korets fundament hviler på kunstige hvilehvælvinger,.Dette var nødvendigt under udvidelserne i 1329, da domhøjen ikke var stor nok til at huse disse udvidelser. De kaldes Kavater, hvilket er en afledning af det latinske Cavare, der betyder udvendige huler. I såvel middelalder og nytid blev der indrettet huse i disse Kavater, men disse blev revet ned i det 19. århundrede. Det nuværende udseende stammer også først fra denne tid. Her kronede man først muren med en Attika (en udsmykket overlægger) og påsatte fialerne (udsmykningen af de gotiske stræbepiller). Det mest middelalderlige, der stadig ses, er den ydre udsmykning af Kavaterne. Da man byggede Kavaterne, kunne underkirken færdiggøres og indvies i 1353. En krypt er ikke en hel rigtig betegnelse. Den gotiske underkirke fungerede som såvel andagtsrum som processionsvej. Helligblodsprocessionen gik igennem koret, hvodrved processionen kunne foregå internt i kirken.
De nedre hvælvinger kaldes Kavater. Foto fra wikipedia
Samtidig med, at man opførte Kavaterne, opførte man i 1330 også den såkaldte Triangel: portalbyggeriet i den nordlige arm af tværskibet blev nu indrettet som hovedindgang. Den viser de tolv apostle samt Cyklussen af kloge og tåbelige jomfruer, derudover er den flankeret af figuren Ecclesia og Synagoge (denne modsætning betød i middelalderen kristendom og jødedom som tese og antitese). Denne hovedindgang er noget usædvanlig, da kirken ikke får en vanlig vestlig hovedindgang. Løsningen bunder i pladsmangel, da domhøjen blev delt med Severikirken.
Der er fundet vidnesbyrd om, at der i 1452 blev advaret om, at kirkens langhus kunne styrte sammen, hvilket forekommer realistisk, da Severikirkens langhus allerede var styrtet sammen og erstattet med en mere moderne bygning i det 14. årh.
I 1455 blev langhuset nedrevet og en sengotisk langhal påbegyndt. Grunden til ombygningen synes oplagt, da stiftsherrerne har villet vinde mere plads til menigheden. Det er endda sandsynligt, at samme menighed selv har fået lov at betale for det større rum. Kirken har været taget i brug igen i 1465, da der her berettes om en Fronleichnamsprocession (Kristilegeme) igennem den vestlige portal. Det nøjagtige årstal for færdiggørelsen er ikke blevet oplyst. Den sengotiske sydarm med stjernehvælvinger i tværhuset stammer fra sidste halvdel af det 15. årh, et område, der formodes før dette at have været hjemsted for relikvierne fra de hellige Eoban og Adalar (i dag i underkirken).
Klausuranlægget
Klausur betegner det område i en katolsk kirke, der er reserveret til medlemmer af religiøse ordener. Lægmænd kan kun betræde dette område midlertidigt og kun med tilladelse under særlige forudsætninger. Klausurområdet i dagens kirke er tredelt og omslutter en lille korsgård. Det er delt i en sydlig, vestlig og nordlig del. De to førstnævnte er som en klosterlig korsgang, mens den nordlige blev nedlagt ved opførelsen af langhuset. Den østlige korsgangsfløj er blevet omdannet til en toskibet korsgangsfløj og kaldes Kunigundehal, opkaldt efter den hellige Kunigunde af Luxembourg. Her holder domkapitularerne også til, og den menes færdiggjort omkring år 1230. Den øvrige del af anlægget er blevet skridtvis færdigt fra midten af det 13. til midten af det 14. århundrede. Østfløjen fik sine hvælvinger i midten af det 14. århundrede. Bygningen har imidlertid undergået en del forandringer i tiden, særlig i det 19. århundrede.
Clemens- og Justuskapellerne i østfløjen, et enskibet rum med 5/8-stjernehvælvinger, blev færdigt i 1455 og flugter i en akse i nordlig retning.
Kirkebyggeriets videre udvikling i nytid
Under Trediveårskrigen (1618-48) oplevede såvel kirke som by at skifte ejerforhold ved flere lejligheder. Stiftet blev endda ophævet og overdraget til jesuitterne, hvilket blev bekæmpet af Domkapitlet og derpå tilbagedraget. I tiden mellem 1697 og 1706 blev det enorme pompøse barokke højalter anskaffet og opstillet i højkoret. Alteret skulle vise omverdenen,at ærkebisperne fra Mainz havde besejret den evangelske by, hvilket skulle understreges. Ærkebisperne havde dog generelt ikke den store interesse i Erfurt, og i løbet af det 17. og 18. århundrede blev der stort set ikke ofret istandsættelse på kirken. I 1717 brændte tårnhjelmene: disse blev kun erstattet med flade tag efterfølgende. Under Napoleonskrigene blev Domhøjen omdannet til fæstning, og kirken blev vanrøgtet, da den blev brugt som hestestald. Domhøjen blev beskudt under befrielseskrigene i 1813, hvilket ødelagde den tætte bebyggelse foran kirken inklusiv kurierne. Sekulariseringen blev indført af Napoleon i 1803, og at dette ikke ville blive rullet tilbage, blev endelig fastslået i 1837. Det betød, at kirken indtog en rolle som almindelig sognekirke. Allerede i 1828 påbegyndtes en omfangsrig puristisk omdannelse af kirken, der nu tilhørte Preussen. En af de mest voldsomme omdannelser var, at det sengotiske valmtag blev et sadeltag i 1868. Denne ombygning var først færdig omkring år 1900.
2. verdenskrig forskånede domkirken for at blive ramt af bomber. Trods dette blev tag og vinduer i koret stærkt beskadiget af trykket fra bomber, der ramte i nærheden. Dette blev udbedret frem til 1949.
I 1965 påbegyndtes endnu en omfangsrig restaurering og 100 år efter, at mosaikbilledet af Jomfru Maria var blevet opsat i den vestlige gavl, blev dette flyttet til en placering tæt under taget. Restaureringen fortsatte op igennem 1970-80´erne kraftigt understøttet af midler fra den vesttyske regering. I 1994 blev den hidtidige stiftskirke gjort til domkirke i det genskabte Bispedømme Erfurt.
Udsmykning
I koret findes en af Tysklands største cyklusser af glasmosaikker. Vinduet er 18.6 meter højt og 2.60 meter bredt. Det består næsten udelukkende af middelalderlige fragmenter. Man har fundet frem til, at 895 af de 1100 glasfragmenter er middelalderlige. I den østlige del af vinduet restaureredes motiverne fra jomfru Marias liv i tiden 1897-1911.
Under den napoleonske besættelse fragtede franskmændene glasmosaikker til Paris i 1811. Begge de vestlige vinduer i sydsiden er genskabt middelalderligt efter franske tegninger.
Til højre for toppunktsvinduet behandles tiden fra Skabelsen til bygningen af Babelstårnet. Til venstre Kristi lidelse og frem til Opstandelsen. Derudover findes gammeltestamentlige motiver som Fader Abraham, Jakob, Josef, Apostelmartyrierne og endelig helgenfortællinger som den hellige Katarina, Eustachius, Bonifatius og Helena.
De imponerende glasmosaikker i Erfurts domkirke
Vinduet kan inddeles i 3 undergrupper. Den første billedgruppe består af de ældste 8 vinduer, og her er motiverne fremstillet i småfigursgrupper. Disse har overdrevent store hænder og hoveder. Felterne er generelt udfyldt. De er influeret af sydtysk og bøhmisk kunst. Den anden billedgruppe består af enkeltfigurer. Apostelvinduet på nordøstsiden af Polygonen og Mariavinduet på højalteret hører også med til denne gruppe, som ligeledes karakteriseres af løse skiver og spredte helgenfremstillinger med den forladte kropslighed som gennemgående træk. Denne mosaikgruppe menes at være udført i årene 1390-1400. Den tredje gruppe af mosaikker kaldes også Storfigursgruppen. Denne gruppe består bl.a. af Bonifatiusvinduet, Helenavinduet og Tiefengrubenvinduet. Sidstnævnte er opkaldt efter domvikaren, der besluttede, at vinduerne skulle udføres, hvorfor han ses knælende på vinduet. Dette er fra 1403 og er det sidste daterede vindue fra denne gruppe. De to førstnævnte vinduer menes at være genopført i forlængelse af en større brand i 1416 og endegyldigt færdiggjorte i 1420. Den bøhmiske ”vigende stil” ses tydeligt.
I forbindelse med den begyndende bombekrig pakkede man i årene 1940/41 det middelalderlige vindue ned og skjulte det i krypten.
I løbet af århundredet har vinduet været restaureret adskillige gange. Imidlertid har dette også haft negative virkninger, hvilket i særdeleshed gjaldt den restaurering, der foregik i årene 1947-49. I DDR-tiden oplevede mosaikkerne også en betydelig skadespåvirkning fra den massive luftforurening, der kom fra den voldsomme trafik i området. Der har siden været massive udbedringer af den ydre del af vinduerne.
Korboderne
Koret har i forlængelse af vinduerne i vid udstrækning bevaret sin oprindelige rumudsmykning. Det består af 89 sæder, der igen består af to dobbelte rækker med en længde på 17.5 meter. Dertil kommer to rækker, der strækker sig henholdsvis til højre og venstre langs den vestlige væg. Dette adskiller koret fra dens romanske dele.
Sæderne er snittet af egetræ. Erfurts korboder hører til nogle Tysklands mest omfangsrige og bedst holdte i sin stil, men andre bispekirker har udgaver, der kvalitetsmæssigt kan følge med. Træet stammer fra 1329 og er udskåret i årene derefter. I mange år var de ellers vurderet til at være skabt omkring år 1360/70, men denne vurdering er nu flyttet cirka 40 år tilbage. I 1829/30 og igen i år 1900 blev der føjet flere detaljer til den oprindelige udførelse. Dette gjaldt i særdeleshed området omkring baldakinerne, hvilket har medført, at det ikke længere er muligt at se den oprindelige udformning. 36 af de 50 småfigurer af kvinder på mellemryggen blev sat på sammen med andre detaljer.
Som i enhver anden stiftskirke havde korherren sin egen faste plads i korboderne. Pladserne var strengt bestemt efter rang. I den bageste og højere placerede del sad de højere korherrer Maiores Praebendati på mere udsmykkede pladser. Derunder lå pladserne til Minores Praebendati, de ringere stillede gejstlige, anmodende korherrer, vikarer og skoleelever. De sidstnævnte fik ofte deres navn indridset i boderne, hvilket forårsagede en del forvirring, da man først forsøgte at tidsdatere disse boder. På hver side findes 3 sæder med foranstående skrivebord, der endda er moderne i sin udformning, kun siderne er originale træsnit. Her sad dignitarerne eller prælaterne, der i den romersk-katolske kirke gælder som de med højest jurisdiktion, og det gjaldt provster, der tillige var ærkediakoner, samt dekan, kantor, kustode og skolastikere. I den sjette og sidste stol har der formodentlig siddet en indviet biskop.
Korboderne enestående træsnit fra 1300-tallet
De motiver, man finder snittet i korboderne, er typisk motiver fra det gamle og nye testamente stillet overfor hinanden. Dertil kommer genrebestemte scener og grimasser på sidebænke og armlæn. Stolene har ikke nogen af deres oprindelige Misericordia tilbage, som er et ironisk navn for undersiden af konsolet (klapsædet), der ofte havde allegoriske udskæringer. Disse kunne de gesjtlige læne sig op ad under de ofte lange ståseancer i kirken. Misericordia betyder barmhjertighed. De mest udsmykkede dele er de vestvendte sider. De sydvendte viser rundformede motiver med vindyrkning og viser et kristushoved mellem to fisk. Ovenover er Jomfru Maria fremstillet med Jesusbarnet. Ind imellem ses syndefaldet. Vinstokkene skulle symbolisere Kristus, idet at vinen skulle stå for Kristi blod. Medaljonerne med vinstokkene står for overvindelsen af arvesynden, der er opnået igennem Kristus offer for menneskeheden. De nordlige sider viser kristendommens sejr over jødedommen i kraft af de allegoriske figurer Ecclesia og Synagoge. En strålende ridder ses overfor en ridder på en so, der menes at stå for den såkaldte jødeso. Denne fremstilling formodes at stamme fra tiden omkring 1349/50, hvor man tror, at der er foregået flere pogromer mod jøderne, som fik skylden for den hårdt hærgende pest. Derover ses fire musicerende engle med instrumenter fra samtiden og Kong David med harpe, og tre musicerende ledsagere fejrer øjensynligt den kristne triumf. På østvæggene ses den hellige Kristoffer, og derudover findes et motiv af Judas Ischariot med en hånende grinende minidjævel i træet over sig. To steder ses tydeligt markeringer, der viser, at dignitarerne har valgt tidens dygtigste træskærere til arbejdet.
Højalteret
Det 16.5 meter høje og 13 meter brede barokke højalter menes at være opført i årene 1697-1707. Det har formodentlig erstattet et større gotisk alter. I starten af det ny årtusind blev det med held saneret og befriet for støv og sod, således at det igen fremstår i sin fortidige pragt. Tabernaklen bærer en indskrift fra 1697, og ifølge kronikken skulle denne være opstillet i 1706. Kunstneren er ukendt. Udførelsen skal ses som et produkt af modreformationen og er opført i forlængelse af, at ærkebisperne af Mainz fik magten i Erfurt.
Det høje barokke alter med glasmosaikkerne i baggrunden. Foto fra wikipedia
Det består af et toetagers postament, der har flere sidegange i forskellige afkrøbninger. På den brede polygonale underetage er søjlerne kreeret som vinstokke. Det bærer en mægtig bjælke med rige plastikdekorationer, der skaber formen for postamentet. Ovenpå postamentet står apostelfigurer af de hellige Peter og Paulus, Bonifatius og Martin. Sidstnævnte er skytspatron for ærkebisperne i Mainz. På fremskudte placeringer foran alterbilledet ses skytshelgenerne for bisperne Adolar og Eoban i Erfurt. På det øvre postament står de fire evangelister. I den midterste del af den fremskudte gavl er der en afsats, som er kronet af et ovalt medaljonbillede. Dette er flankeret af ærkeenglerne Michael og Raphael.. Billedet
Det nederste alterbillede fremviser tilbedelsen af de hellige tre konger, et motiv hvis inspiration tydeligt er fra et lignende motiv af den flamske maler Peter Paul Rubens. Det stammer fra Erfurt og er udført i perioden 1736-76 af den lokale maler Jakob Samuel Beck, hvor det erstattede et hidtidigt motiv. Oprindeligt hang også Becks motiv af Treenigheden her, men i dag hænger der i stedet et billede af jomfru Maria med en skytsjakke fra 1950, som medlemmer af den daværende menighed ønskede at forevige. I Kartusken (den toppende udsmykning) vises Forkyndelsen. De to alterbilleder kan begge benyttes ved de to store kirkefester. På de sydlige vægge hænger Korsfæstelsen og Marias himmelfart, begge fra begyndelsen af det 18. årh. og endnu et billede af Beck: Tilbedelsen af hyrderne fra anden del af det 18. årh. Trods alterets størrelse underordner det sig det imponerende kor og dækker ikke for de imponerende glasmosaikker i koret.
Glasvinduet i Kirkeskibet
Den fransk-tyske maler Charles Crodel (1894-1973), der havde stået for udvidelsen af glasmosaikkerne i højkoret i form af mosaik 14 og 15, førte denne stilart fra højkoret og videre ind i kirkeskibet. Crodel udførte en femdelt glasvinduescyklus. De tre vinduer lå i syd og var hans første værk udført i 1960. Det gjaldt Åbenbaringsvinduet, Elisabethvinduet og De fem fromme Maria´er (også kaldt Wolframvinduet). I den vestlige del ses Musik– eller Cecilievinduet fra 1962 og endelig i nord Helligkorsvinduet fra 1962. Denne glasudsmykning giver i det hele taget et indtryk af et guddommeligt lys i kirken.
Orgelerne
Domkirkeorgelet er fra 1963 og blev bygget af firmaet Alexander Schuke fra Potsdam. Det har 29 forskellige lydniveauer og 2 manuelle pedaler og er desuden elektrisk.
Hovedorgelet er fra 1992 og leveret af samme firma. Det overtog et af niveauerne fra orgelet fra 1906. Det har i alt 62 forskellige niveauer og tre manuelle pedaler.
Klokker
Domkirken råder i alt over 13 klokker, der er fordelt på forskellige klokkestole og klokketårne.
Det bærende fundament for den seksstemmede hovedlyd (klokke 1-6) danner i alt Gloriosa Disse findes i det midterste tårn. Klokkerne er et af de ypperligste eksempler på klokkestøberkunst. De er skabt af den nederlandske støber fra Kampen Gerhardus de Wou. Han støbte klokkerne i natten mellem 7. og 8. juli 1497. De bærer indskriften:
+ Laude/ Patronos/ cano/ gloriola/ .. Fulgur/ arcens/ et/ demones/ malignos . Sacra/ templis / a/ populo / ionanda/ … Carmine/ pullo.. Gerhardus / wou/ de/ campis/ me/ fecit/ . Anno . D(omi)ni/ M. CCCC . XCUII.
Efter restaureringen af klokkerne i 2004 er de blevet stillet under mindesmærkebeskyttelse og bruges overvejende kun i forbindelse med kirkelige festdage. Trods det, at klangen overgår alle de andre, så får man kun den specielle dybe klang, når klokken får lov til at ringe alene. Det vil sige, at ringes der med den store klokke, så ringer den principielt altid først, derefter følger de øvrige klokker.
I en træklokkestol over Gloriosa hænger fire sølvklokker. Under disse hænger Hans Sinderams støbning fra 1492 Cantabona, der har form som et bistade.
Trefoldighedsklokken og Johannesklokken gik tabt i 2. verdenskrig, men blev genskabt i 1961.
I tagridderen hænger Skaberklokken, der dog ikke er i brug. I lanternen i midtertårnet hænger de to mest brugte klokker Martha og Elisabeth, der henholdsvis slår en gang hver halve time og hvert kvarter.
