Friedrich I. Kurfyrste af Brandenburg
Friedrich I. af Brandenburg var fra 1415 til 1440 Markgreve af Brandenburg såvel som Ærkekammertjener og Kurfyrste i det Hellige Tysk-Romerske Rige. Han var den første af slægten Hohenzollern med denne titel. Hans titel var Friedrich VI. og Borggreve af Nürnberg (1397-1420), og efter Friedrich V. – hans fader – arvedeling også Markgreve af Brandenburg-Ansbach (1398-1440) og da hans ældre bror Johann døde endvidere også Markgreve af Brandenburg-Kulmbach (1420-1440). Han var juridisk den sidste borggreve af Nürnberg, på trods af at alle brandenburgiske markgrever helt frem til Kejser Wilhelm II. vedblev at bære titlen. Han blev født i Nürnberg i 1371 og døde den 20.september 1440 på Cadolzburg i Fyrstendømmet Ansbach.
Friedrich I. af Brandenburg-Hohenzollern – maleri ved alteret i Cadolzburg, hvor han døde. Motivet hænger på Jagdschloss Grunewald
Afstamning og første del af livet
Friedrich var den andenfødte søn af Borggreven Friedrich V. von Nürnberg (1333-1398) og Elisabeth von Meissen (1329-1375). Som 18-årig ankom Friedrich til hans svogers – Hertug Albrecht III. – hof i Østrig. Efter dennes død i 1395 indtrådte Friedrich for første gang i den korsridderhær som Pave Bonifatius IX. havde udråbt mod tyrkerne og hvor han stod i tjeneste under ungarske konge Sigismund – der siden skulle blive tysk-romersk konge. I 1396 deltog han sammen med hans bror Johann – hvilket stadig var i hans faders levetid – i felttog mod tyrkerne. Felttoget fandt sted i det nuværende Bulgarien ved byen Nikopolis. Sigismunds hær – der endvidere var blevet forstærket af franske tropper – led et altødelæggende nederlag. Begge brødre overlevede kun dette efter at have gennemgået hårde lidelser. Johann reddede kongen af Ungarn fra tilfangetagelse. Johanns kone Margarethe var Sigismunds halvsøster. Efter de kom hjem fra krigen delte Friedrich og Johann arven fra deres fader, da denne døde i 1398, hvilket var nøje reguleret i henhold til Dispositio Fridericiana. Hohenzollerne havde endnu ikke indført arveret til den førstefødte. Imidlertid var det bestemt at besiddelserne maksimalt kunne deles i to, samt at der i de første 10 år skulle være fælles regering. Den førstefødte Johann valgte at få Kulmbach, hvorefter at Friedrich overtog Ansbach. Hvervet som borggreve af Nürnberg skulle udøves i fællesskab. I de efterfølgende kampe om magten i Riget mellem Kong Wenzel af Bøhmen og Ruprecht von der Pfalz forsøgte Friedrich at mægle, men fra og med september 1399 stillede han sig på Ruprechts side, idet at hans søster Elisabeth von Hohenzollern-Nürnberg var gift med Ruprecht. Johann bakkede omvendt Wenzel op hvilket betød at de befandt sig i hver deres politiske lejr uden at det dog fik nævneværdig betydning for deres fælles drift.
Friedrich I. frit på wikipedia
Tjenestemand ved Sigismunds ungarske hof
Borggrevernes økonomi blev kraftigt belastet efter at der brød en fejde ud med den Frie Rigsstad Rothenburg ob der Tauber. I sommeren 1407 førte en hær på omkring 8.000 riddere, lejesoldater og krigsknægte mod Rothenburg og belejrede byen. Man omringede byen indtil det sene efterår, men var hverken i stand til at storme byen eller helt at udhungre den. Borggreverne tærede på alle de finansielle reserver hos Borggreverne. I november 1407 var de ude af stand til at betale deres gældsposter. I starten af 1408 blev der indledt fredsforhandlinger, der blev foretaget af byen Mergentheim sammen med Marbach Forbundet. Den 8.februar 1408 blev Rigsudelukkelsen af Rothenburg ophævet. Ingen af parterne skulle betale krigsskadeserstatninger men derimod bære deres egne udgifter.
Indtil årsskiftet 1408/09 var gældsposterne så belastende at den fyrstelige husholdning på Cadolzburg blev kraftigt beskåret. Borggreven flyttede endda med sin familie til sin bror Johann på dennes borg Plassenburg i Kulmbach. Løsningen på dette blev et forslag fra den frankiske ridder Ehrenfried von Seckendorff, han foreslog at den borggreverne skulle træde ind i tjenesten hos Kong Sigismund af Ungarn. Mod en betaling på 4000 gylden om året stod Friedrich fra 1.februar 1409 i kongen af Ungarns tjeneste.
Deltagelse i Kongevalg og Kaptajnskabet i Marken
Da den tyske konge Ruprecht døde den 18.maj 1410 da var der 3 tronkandidater fra selvsamme familie Luxembourg: Kong Wenzel IV. von Bøhmen, hans yngre halvbror Sigismund af Ungarn og dennes fætter Jobst von Mæhren.
Den 20.september 1410 deltog Friedrich i kongevalget i Frankfurt am Main, hvor han var blevet udstyret med Brandenburgs kurstemme der var blevet solgt i pant til Wenzel fra Jobst. Sigismund blev yderst omstridt valgt til tysk konge med tre stemmer, heriblandt den særdeles tvivlsomme fra Brandenburg. Formelt var Wenzel stadig retmæssigt konge for nogle kurfyrster, hvilket gjorde at de afviste et nyt valg: Ærkebisperne af Mainz og Køln havde end ikke afgivet deres stemme – og endvidere havde Wenzel i sin egenskab af Bøhmisk konge ikke afgivet sin stemme og endelig valgte kurfyrsten af Sachsen ikke at møde op i Frankfurt. Dermed var Sigismund blevet valgt med kun 2 omstridte stemmer, såvel som Brandenburgs retsligt uholdbare stemme. Ved et nyt valg i oktober 1410 forpantede Jobst ikke længere sin Brandenburgiske stemme bort og vandt yderligere 3 kurfyrster for sin sag, hvilket gjorde at han vandt den tyske trone. Imidlertid døde Jobst under mystiske omstændigheder i januar 1411, hvilket gjorde at det bortpantede Brandenburg igen faldt tilbage til Sigismund. Den 21.juli 1411 kom det til det tredje kongevalg, hvor Sigismund vandt alle 7 kurstemmer og dermed titlen som tysk-romersk konge.
Som tak for Friedrichs tro tjeneste og diplomatiske mission for Sigismund blev han i 1411 gjort til “Retmæssig Obrist og Landskaptajn” og dermed som uindskrænket forvalter af Mark Brandenburg. Ifølge hans udnævnelse havde han fuldmagt som egentlig besidder af Mark Brandenburg. Det eneste privilegie han manglede var at kunne deltage i kongevalg.
Med en klog forbundspolitik, hvor han allierede sig med Ærkebiskoppen af Magdeburg og Hertugerne af Braunschweig og Lüneburg kunne Friedrich sikre sig de vigtigste forbund.
