Gedenkstätte Münchener Platz
Mindesmærket refererer til to diktaturer, det nazistiske og det kommunistiske, hvor stedet under begge regimer i perioden 1933-45 og 1945-56 blev brugt som retsbygning, fængsel og henrettelsessted.
Det sætter fokus på, hvorledes justitsen fungerede i de to diktaturer, hvor man bliver gjort opmærksom på advokatstandens virke med retsstatslige mangler. Begrebet justitsmisbrug er gennemgående for udstillingen.
Den fornemme bygning på Münchener Platz blev bygget i årene 1902-07 som Kongelig Saksisk Landsret (Königlich Sächsisches Landesgericht). I hele den nationalsocialistiske periode fungerede den som såvel retsbygning, fængsel og henrettelsessted. 2/3 af de henrettede kom fra Rigsprotektoratet Bøhmen-Mæhren, da retten i hhv.Prag og Brno sendte de dødsdømte hertil. I 1943 blev der indviet et henrettelsessted i Prag, hvorefter det kom til at foregå i Prag. Distriktet Warthegau sendte endvidere en stribe polske modstandsfolk til Dresden for at blive henrettet.
Det sted hvor fjerdeflest mennesker blev henrettet under nazismen i Tyskland
Den sovjetiske besættelsesmagt brugte stedet på samme vis frem til 1956. Herfra blev oppositionen til det ny sovjetiske styre undertrykt og henrettet. Retsprocesserne mod nazisterne havde dog en større folkelig accept. Den vigtigste af disse processer var den mod den nazistiske dødsanstalt for medlidenhedsdrab Pirna-Sonnenstein.
I gården til bygningskomplekset stod en guillotine, som blev brugt til henrettelserne. I alt blev der henrettet mere end 1.300 personer. 15. februar 1945 blev bygningen ramt af bombefly, hvilket gjorde, at fængselsfløjen blev delvis ødelagt. De fleste blev henrettet under krigen i perioden 1942-45.
I 1957 blev bygningen overtaget af Teknisk Universitet i Dresden. Henrettelsesgården blev i 1959 indviet som et mindesmærke, der i 1962 fik en statuegruppe af Arnd Wittig. Fremstillingerne i DDR-tiden fokuserede ensidigt på den nationalsocialistiske undertrykkelse og primært på erindringen om de henrettede til at handle om kommunister. Der blev ikke fokuseret meget på den undertrykkelse, de selv havde stået for. Efter murens fald kom udstillingen til også at handle om den sovjetiske statsterror i DDR. I perioden 1959-92 lød området Georg-Schumann-Bau efter den kendte kommunist, der var blevet henrettet på stedet. Efter murens fald blev der i 1995 indviet en skulptur af Wieland Förster. Dens navn er “Navnløs og uden ansigt”.
En stribe af de tjekkoslovakker og polakker, der blev henrettet i den nationalsocialistiske tid, blev efter krigen ophøjet til helgener. De fleste tyskere, der blev henrettet, kom fra kommunistiske modstandsgrupper, men også fra kirkelige og socialdemokratiske kredse var der flere henrettede. Disse blev stort set ikke omtalt i DDR-tiden. En særlig opmærksomhed fik de kommunistiske politikere og modstandsfolk Georg Schumann og Kurt Schlosser.
KGB henrettede en stribe topnazister efter 2. verdenskrig, der blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden. En sag, der fik særlig opmærksomhed, gjaldt sagen mod Paul Nitsche, den ledende mediciner i medlidenhedsdrabsaktionen T4. Han havde det øverste ansvar for de to afdelinger Leipzig-Dösen og Pirna-Sonnenstein. En noget mere speget sag var henrettelsen af Hans Meinshausen, der blev dømt for forbrydelser i forbindelse med tvangsevakueringen af befolkningen i Görlitz ved den Røde Hærs fremrykken mod byen. Den sovjetiske administration er siden blevet beskyldt for at have villet rydde hans gode rygte af vejen, da han nød folkelig respekt for at ville beskytte mod sovjet. Begge blev henrettet på Münchener Platz i 1948. Derudover førtes der i denne periode også retssager mod personalet fra retten i Dresden og KZ-lejren Hohnstein.
Retssagen mod lederne af Medlidenhedsdrabene i Pirna-Sonnenstein foregik her i 1948
KGB og Stasi dømte også flere DDR-borgere for forbryderisk medvirken i opstanden i DDR den 17. juni 1953, hvilket efterfølgende udmøntede sig i en dødsdom.
I perioden 1945-56 blev mange også dømt og derpå sendt videre til lange fængselsophold i Bautzen og Mühlberg.
Mindesmærket fortæller desuden om andre steder i Dresden, hvor justitsmisbrug er foregået. Det drejer sig om Overlandsretten på Pillnitzer Strasse, der ydermere havde en anden afdeling i Mathildenstrasse 59, som gik under navnet Mathilde. Derudover fortæller den også om Dresdens Landsret i George-Bähr Strasse 7.
Anders’ forslag:
Fra Dresden Hauptbahnhof tag sporvogn 3
– Mindesmærket ligge til venstre for hovedindgangen på universitetsbygningen på Münchener Platz. Det er værd at studere hele området lidt nærmere, da Teknisk Universitet stort set gik ram forbi ødelæggelserne og rummer mange flotte bygninger fra Gründerzeit.
– Entreen er gratis, men man kan og bør dog give lidt til stedet frivilligt. Der er to rum, der går kronologisk frem og som fokuserer på stedet, på dommerne, advokaterne, de indsatte, på forskellige typer af indsatte, politiske modstandere fra Tyskland, polakker og tjekker. Man kan både læse lovteksten og personlige historier, som hele tiden gør, at man har retspraksis i fokus.
– Man kan kigge ud i henrettelsesgården, hvor der er et væld af kort med de personlige historier fra de henrettede.
– Afdelingen om nazismen er en anelse større end om kommunismens forbrydelser, hvilket er helt på sin plads, idet nazismens forbrydelser må siges at være en anelse mere omfangsrige.
– Man kan komme ud i henrettelsesgården og se Wieland Försters skulptur “De ansigtsløse uden navn”.
Arnd Wittigs skulpturer i henrettelsesgården
