Gotthold Ephraim Lessing

Gotthold Ephraim Lessing var en af de mest betydningsfulde digtere, dramatikere og filosoffer i den tyske oplysningstid. Han blev født i Kamenz i Markgrevskabet Oberlausitz 22. januar 1729 og døde 15. februar 1781 i Braunschweig. Lessings store fortjeneste var at forbinde teatrets dramatik med de mere teoretiske skrifter om tolerance, som var et af oplysningstidens bærende mantraer. Lessings teaterstykker blev allerede i hans samtid udbredt og har fået et langt efterliv helt frem til nutiden. For Lessing var vejen mod sandheden vigtigere end at få serveret sandheden på et øjeblik. Lessings betydning for et af datidens vigtigste biblioteker Augusta i Wolfenbüttel kan ikke vurderes højt nok.

Gotthold Ephraim Lessing på et maleri af Anna Rosina de Gasc (Lisiewska) udført i 1767/68, det hænger på Gleimhaus i Halberstadt. Maleri lånt fra wikipedia

Gotthold Ephraim Lessings livsforløb

Afstamning

Gotthold Ephraim Lessing var det tredje barn og den næstældste søn af ærkediakonen Johann Gottfried Lessing og dennes kone Justina Salome (født Feller), der boede i Kamenz i Markgrevskabet Oberlausitz lige nord for Dresden. Han havde 9 søskende omend kun de 7 overlevede, hvilket medførte, at Gotthold endte med at være den ældste. 24. januar 1729 døbte hans morfar Gottfried Feller ham i Sankt Marienkirche i Kamenz.

Hans farfader var også en repræsentant for den lutheranske ortodoksi og var både en lærd mand og social indstillet, men når det kom til trosspørgsmål, var han patriarkalsk stivnakket og bibelsk bogstavtro og stridbar. Bibelen var dermed omdrejningspunktet i familien Lessings tale om bordet ved dagens spisetider.

Skole

Lessings egen far underviste selv sønnen for at forberede ham til skole og universitet. I en alder af 5 år var Lessing i stand til at læse bibelen samt den katekismus, som hans fader havde formuleret. Dertil hyrede familien en privatlærer, Christlob Mylius, hvem Lessing forblev venner med i mange år frem.

Lessings fader indskrev sønnen på den offentlige latinskole, men det stod dog hurtigt klart, at Lessing havde en meget hurtig opfattelse og var et ualmindeligt klogt barn. Man blev hurtigt klar over,  at latinskolen ikke kunne udfordre Gotthold Ephraim længere, og i 1737 skrev hans fader til den saksiske kurfyrste Friedrich August II om at optage sin søn som “Alumnus med fri kost og logi” på Fyrsteskolen Sankt Afra i Meißen. I 1741 bestod han optagelsesprøven på fremragende vis og levede dermed op til faderens høje forventninger til ham.

22. juni 1741 startede han på Fyrsteskolen i Meißen, hvor han var en smule i konflikt med disciplinen omkring det at leve på skolen. Han fandt tiden til at lære latin, græsk og hebræisk alt for begrænset, men på trods heraf stiftede han kendskab med aktuel litteratur, også tysk, samt moderne tidsskrifter. Hans første forsøg på at give sig af som forfatter sker også i disse år. I 1746 tillod rektor Theophilus Grabener Lessing at blive student før tiden grundet hans uovertrufne evner.

Den store oplysningsdigter på et foto, der er lavet udfra et maleri af C. Jäger. Lånt fra wikipedia

Studietid

Lessing påbegyndte universitetsstudiet i Leipzig 20. september 1746. Han startede med at læse teologi efter ønske fra faderen. Imidlertid tabte han interessen for dette og under indflydelse fra den tidligere privatlærer og ven Mylius begyndte han at beskæftige sig med poesi og teater. Dette skifte skete til hans forældres store fortrydelse.

I 1748 skiftede han til medicinstudiet, som foregik på Martin Luthers gamle universitet i Wittenberg: Leucorea. I november 1748 drog han efter at have overstået en sygdomsperiode til Brandenburgs residensby Berlin. I byen, der i 1709 var blevet Preussens hovedstad, fik han kontakt med den tidlige avis Berlinerische Priviligierte Zeitung (der siden fik navnet Vossische Zeitung), og i 1750 blev han medarbejder på en anden avis Critischen Nachrichten aus dem Reiche der Gelehrsamkeit  og mødtes ved flere lejligheder med den franske filosof Voltaire og flere andre intellektuelle.

Fra og med 1751 vendte han retur til sit studium i Wittenberg. På trods af at være indskrevet på det medicinske fakultet fulgte han primært forelæsninger på det filosofiske. Han hørte her Johann Heinrich Martius forelæse om poetik, Martin Hassen i etik, Johann Daniel Ritter i historie, Georg Wilhelm Kirchmaier i græsk sprog og litteratur, Karl Gottlob Sperbach i filosofi og Georg Friedrich Baermann såvel som Johann Friedrich Weidler i matematik samt Georg Matthias Bose i fysik og Johann Wilhelm von Berger i retorik. Således dannet af sin studietid var Lessing færdiguddannet 29. april 1752 som magister i De 7 frie kunster sandsynligvis med et arbejde om den spanske læge og filosof Juan Huarte.

Lessing opholdt sig ved adskillige lejligheder som gæst hos en af samtidens store kunstneriske mæcener Johann Wilhelm Ludwig Gleim i Halberstadt, det samme gjorde sidenhen Goethe, Herder, Wieland og før ham Klopstock. Foto fra wikipedia

Berlin

I november 1752 vendte Lessing tilbage til Berlin, hvor han fandt en bolig sammen med Christian Nicolaus Naumann. Han fik sig en bekendtskabskreds, der bestod af Karl Wilhelm Ramler, Friedrich Nicolau, Ewald Christian von Kleist, Johann Georg Sulzer og blev først og fremmest venner med den jødiske filosof Moses Mendelsohn, hvorfra han hentede stor inspiration til tankerne om tolerance.

I oktober 1755 vendte han tilbage til Leipzig. I det følgende år planlagde han en flerårig dannelsesrejse, der skulle gå igennem Nederlandene, England og Frankrig i selskab med en købmandssøn fra Leipzig: Christian Gottfried Winkler. Imidlertid måtte de afblæse rejsen allerede, da de nåede til Amsterdam, da i særdeleshed Winkler ikke ønskede at gennemføre rejsen grundet udbruddet på Syvårskrigen (1756-63). I stedet begyndte Lessing i det følgende år at omgås Johann Wilhelm Gleim i dennes åndsfulde hjem i Halberstadt, hvor han mødte Friedrich Gottlieb Klopstock og Conrad Ekhof.

I 1758 flyttede Lessing endnu en gang til Berlin, hvor han sammen med Friedrich Nicolai og Moses Mendelssohn udgav Briefe, die neuste Literatur betreffend. I 1760 blev Lessing udvalgt medlem Berlins Videnskabernes Akademi.

“Lessing og Johann Caspar Lavater zu Gast bei Moses Mendelssohn” maleri udført af Moritz Daniel Oppenheim i 1856. Maleri lånt fra wikipedia

Breslau og Hamborg

I de hårdeste år under Syvårskrigen var Lessing engageret som sekretær hos General Tauentzien. Lessing beskrev den typiske preussiske kadaverdisciplin, som generalen besad, således:

Skulle vores majestæt den kongelige højhed af Preussen få ideen at samle samtlige preussens soldater under et enkelt træ, da ville General Tauentzien ikke betænke sig et sekund, men kalde til samling under netop dette træ, hvor han selv ville stå i midten!

I 1765 vendte han efter krigens afslutning tilbage fra Breslau til Berlin. I 1767 fik Lessing arbejde som dramaturg og rådgiver på Nationalteateret i Hamborg, hvis hovedmæcen var Abel Seyler, en rig købmand, der elskede teaterverdenen. Teateret måtte dog lukke allerede i 1769, fordi Seyler havde formøblet sine penge. 30. september 1767 blev en af Lessings mest berømte komedier Minna von Barnhelm opført. Den står stadig som en af tysk komedies vigtigste skuespil. I Lessings tid i Hamburg traf han folk som Friedrich Ludwig Schröder, Carl Philipp Emanuel Bach, Johann Melchior Goeze, Johann Friedrich Löwen samt familierne Reimarus og König. Ved sidstnævnte familie lærte han sin fremtidige kone Eva König at kende, mens hendes første mand Engelbert König stadig levede på dette tidspunkt..

Theater am Gänsemarkt i Hamborg, hvor Lessing uropførte “Minna von Barnhelm” i 1767. Stik fra wikipedia

Bibliotekar i Wolfenbüttel og bryllup

7. maj 1770 blev Lessing ansat som bibliotekar på et af datidens mest fornemme biblioteker i den tysksprogede verden Hertug August Biblioteket (ofte bare Biblioteca Augusta) i Wolfenbüttel. Her gjorde han mange opdagelser, først og fremmest det højmiddelalderlige værk Schedula diversarum artium  af Theophilus Presbyter, som han udgav i 1774 med titlen Vom Alter der Ölmalerey aus dem Theophilus Presbyter (da: Fra Oliemaleriernes tid af Theophilus Presbyter).

Lessings hus i Wolfenbüttel, hvor han efter sit bryllup med Eva König levede indtil sin død i 1781. Foto fra wikipedia

I 1753 var hertugen af Braunschweig-Wolfenbüttels hof blevet forlagt fra Wolfenbüttel til Braunschweig, hvilket medførte, at slottet i Wolfenbüttel stod tomt. Da Lessing i 1770 så blev tilbudt stillingen som bibliotekar på Bibliotheca Augusta, fik han ved samme lejlighed stillet flere værelser i det tomme slot til rådighed som bolig. I mere end 5 år boede Lessing på slottet i de repræsentative og fornemt indrettede rum. Efter sit bryllup med Eva König flyttede parret ind i Meißnerhaus i umiddelbar nærhed af slottet, i 1777 videre til Schäffersche Haus og senere igen i Lessinghaus. Det var i de år, Lessing skrev Emilia Galotti (1772) og Nathan den Vise (1779).

14. oktober 1771 blev Lessing optaget i frimurerlogen Zu den drei Rosen i Hamborg. Ved en særlig ceremoni, der foregik i logemester von Rosenbergs hjem, gennemførte han alle tre grader i optagelsesceremonien. Han forblev medlem indtil 1780, omend han aldrig siden besøgte logen. Idealerne bag frimurerne hyldede han i høje vendinger, hvilke han beskriver i sine værker Ernst og Falk, der udkommer i hhv. 1778 og 1780. Her kritiserer han samtidig logerne for ikke at leve op til idealerne.

I 1771 forlovede han sig med Eva König, der siden 1769 havde været enke. I 1775 blev hans arbejde på biblioteket afbrudt af flere omgange, da han sammen med sin forlovede rejste til Wien med stop undervejs i Leipzig, Berlin, Dresden og Prag og var i audiens hos den reformvenlige habsburgiske kejser Joseph II. Kort efter fulgte han som ledsager Prins Leopold af Braunschweig på dennes rejse til Italien med ophold i Milano, Venedig, Firenze, Genoa, Torino, Rom, Napoli og Korsika.

8. oktober 1776 giftede han sig med Eva König i byen Jork i Altes Land imellem Hamborg og Stade. Brylluppet foregik i den hamborgensiske handelsmand Johannes Schubacks hus. Året efter fødte Eva et barn, der døde dagen efter. Hun døde selv 14 dage efterfølgende af barselsfeber.

Død

I 1779 var Lessings sundhedsmæssige tilstand efterhånden ustabil. I slutningen af januar 1781 havde digteren på en rejse mellem Wolfenbüttel og Braunschweig grundet isnende temperaturer pådraget sig en forkølelse. 3. februar 1781 brød han sammen hos sin vært Simson Alexander David, der samtidig var hans hjælper og fortrolige. Lessing havde været ved myndighederne og talt succesrigt for en frigivelse af den unge jødiske købmand, der havde været beskyldt for at have bedraget folk, som havde spillet i en art lotto. 15. februar 1781 om aftenen døde Lessing i armene på Simson Alexander David i hjemmet hos vinhandleren Angott i Braunschweig af en åreladning fra brystet. Til sit sidste åndedrag forlangte Lessing at høre om seneste nye udvikling i kirkepolitikken. Han var særligt oprørt over gejstligheden fra Jülich, som havde krævet at straffe uopmærksomme gudstjenestegængere korporligt. David, der oplevede hans dødstund, skrev “Han døde som han levede: som en vis, beslutsom, rolig mand, fuldt besindet til sidste åndedrag”. Kirkelige blade – der havde det svært med Lessings tolerance – skrev fordømmende om, at han var død i armene på en jøde. I Braunschweig spredte hans mange modstandere et ondsindet rygte om, hvor mange penge det havde kostet fyrsten, at Lessing var død. Aviserne i Hamborg tog kraftigt til genmæle mod alle disse rygter.

Lessings dødshus i Braunschweig. Det blev bombet bort under 2. verdenskrig. Foto fra 1905. Lånt fra wikipedia

Lessing blev begravet på Magnifriedhof i Braunschweig. I 1793 satte forlæggeren fra Braunschweig Johann Heinrich Campe en sten til minde om hans navn, fødsels- og dødsdag. Hans grav forsvandt siden og blev først fundet i 1833 af den selvlærde kunsthistoriker Carl Schiller fra Braunschweig.

Dagens gravmæle med et reliefportræt af Lessing blev først opstillet i 1874. Det blev lavet efter et udkast af Friedrich Lilly og udført af hofbilledhugger Theodor Strümpell. Det blev indviet samtidig med det hertugelige Hofteater, hvor Hertug Wilhelm også deltog.

Gotthold Ephraim Lessings grav på Magnifriedhof i Braunschweig. Foto fra wikipedia

Hans frihedstanker – for teaterverdenen var det en modstand mod den franske dominans, og i religionens verden var det kirkens mange dogmer –  var en rød tråd  gennem hele hans liv. Derudover var han også fortaler for, at det fremadstormende borgerskab skulle løsnes fra adelens stramme formynderiske greb. I hans skrifter var uafhængighed et af hans faste temaer. Hans ideal om at leve som en fri og uafhængig forfatter var for hans eget vedkommende svært at gennemføre grundet hans økonomisk trange kår. Hans planer om at åbne “Deutsches Museum” i Hamborg sammen med Johann Christoph Bode i 1768 måtte skrinlægges.

Lessings drøm om et tysk teater

Lessing i profil fra 1780. Lånt fra wikipedia

I sine teoretiske og kritiske skrifter omkring teaterverdenen og i sine dramaer forsøgte han at udvikle et nyt borgerligt teater i Tyskland. Han vendte ryggen til den herskende litteraturteori af Johann Christoph Gottsched, der hyldede den franske teaterverden og dermed dennes mange følgere. Han kritiserede først og fremmest den udbredte skik, at man blot kopierede karakterer og træk fra den franske teaterverden kritikløst. I stedet indførte Lessing Shakespeare som modbillede til de franske Corneille og Racine. Lessing grundlagde på mange måder Shakespeare i den tyske teaterverden. I sine poetiske tragedieskrifter plæderede han for igen at besinde sig på Aristoteles´ klassiske grundantagelser og indførte dennes lære om medlidenhed og frygt (eleos og fobos), hvor han så medlidenheden som den tragiske effekt. I sine sørgespil knyttede han den Attiske Tragedie til motivet om forblændelse, hvor hans tragiske heltinder (Sara Simpson og Emilia Galotti) og helte (Filotas) dræbes, og det er eftertænksomheden og medlidenheden,som efterfølgende opstår. Han arbejdede ofte sammen med flere forskellige teatergrupper.

Hans egne arbejder stråler idag som prototypen på det sidenhen udviklede borgerlige tyske drama. Miss Sara Simpson gælder som det første tysksprogede borgerlige sørgespil. Minna von Barnhelm ses som forbilledet for de fleste klassiske tyske lystspil, Nathan den Vise ses som det første idedrama med verdensorienteret perspektiv. I sine teoretiske skrifter Laokoon og Hamburgische Dramaturgie sættes der målestok for de æstetiske og litteraturteoretiske grundregler. I Lessings søgen efter at etablere et tysksproget teater, var han stærkt under indflydelse af den store franske encyklopædist og filosof Denis Diderot. Han fandt inspiration til sin egen Nathan den Vise i Diderots  Le Fils naturel ou les Épreuves de la vertu, comédie suivie des Entretiens sur le Fils naturel fra 1757 (da: Den naturlige søn, et forbillede for dydernes fremføren.) Lessing var særligt begejstret for de dele af Diderots teaterreform, der handlede om ophævelsen af stændernes klausuler, ophævelsen af helteegenskaberne hos de dramatiske personer samt brugen af prosaisk sprog i dramaer.

Kritikeren og Oplysningsmand

I Lessings religionsfilosofiske skrifter argumenterede han mod troen på Åbenbaringen og mod at fastholde den bogstavtro læsning af bibelen, der var den herskende tilgang i den lutherske ortodoksi. Han satte i stedet sin tillid til en “Fornuftens Kristendom”, der orienterede sig mod Ånden i Religionen. Han troede, at det var muligt for den menneskelige fornuft at udvikle sig igennem kritik og modspil og først og fremmest uden en guddommelig åbenbaring. For at skabe en offentlig diskussion, der vendte sig imod den ortodokse “bogstavelige” læsning af bibelen,  offentliggjorde han i årene fra 1774-78 i syv dele Fragmente eines Ungenannten (Fragmenter af det unævnelige), der førte til den såkaldte fragmentstrid. Hans hovedmodstander var den hamborgensiske provst Johann Melchior Goeze, hvilket gjorde, at Lessing kaldte flere af skrifterne for Anti-Goeze. De blev udgivet i fællesskab med Hermann Samuel Reimarus og er historiske forsøg på at kigge kritisk på flere af bibelens fortællinger. Pointen var ikke at demontere kristendommen, men at fokusere mere på ånden i bibelen end på den bogstavelige læsning.

Derudover gik han utallige gange i åben diskussion med repræsentanterne for de herskende holdninger om at udvise tolerance overfor de øvrige verdensreligioner, i særdeleshed jødedommen. Denne fortale for tolerance ses tydeligst i hans hovedværk dramaet Nathan den Vise, der blev til i 1779 som konsekvens af, at han var blevet forment at udgive yderligere teoretiske fremstillinger. I skriftet Die Erziehung des Menschengeschlechts (da: Menneskekønnets opdragelse) fremlagde han sine tanker i sammenhængende form. Inspireret af Jean de La Fontaine skrev han også dyrefabler, mest dog for at udbrede sine oplysningstanker og gav en ny metafysisk dimension: I hans Fabel Der Rabe und der Fuchs blev smiger ikke belønnet af historien som i den oprindelige form, men her var moralen nærmere,at de med en selvretfærdig moral blev hårdt straffet.

Udvalg af Lessings værker

Eksempler på udgaver af Lessings originaludgaver. Foto fra wikipedia

Digte

• Kleinigkeiten (førstetryk 1751)
• Lieder. [Udgivet 1771]
• Oden. [Udgivet 1771]
• Sinngedichte. [Udgivet 1771]

Fabler

• Fabeln und Erzählungen. [Udgivet 1772]
• Fabeln. Drey Bücher: [Udgivet 1759]
• Fabeln.

Dramaer

En af Lessings lystspil “Emilia Galotti” Titelbladet på hans førsteudgave fra 1772. Motiv fra wikipedia

• Damon, oder die wahre Freundschaft (Lystspil), 1747
• Der junge Gelehrte (lystspil), 1747
• Die alte Jungfer (lystspil), skrevet i 1748 og udgivet 1749
• Der Misogyn (lystspil), skrevet i 1748 og udgivet i 1749
• Der Freigeist (Lystspil), 1749
• Die Juden (Lystspil), 1749
• Der Schatz (Lystspil), 1749
• Miss Sara Simpson (sørgespil), 1755
• Philotas (sørgespil), 1759
• Minna von Barnhelm (lystspil), 1767
• Emilia Galotti (sørgespil), 1772
• Nathan der Weise (dramatisk digt), 1779

Dramafragmenter

• Samuel Henzi
• D. Faust

Æstetiske Skrifter

Lessings brev til Christian Ewald von Kleist 14.marts 1758. Kopi af brev lånt fra wikipedia

• Rezensionen
• Briefe
• Vorreden
  • Des Herrn von Voltaire Kleinere historische Schriften
  • G. E. Lessings Schriften. Erster Teil
  • G. E. Lessings Schriften. Dritter Teil
  • Gotth. Ephr. Lessings Theatralische Bibliothek
  • Vermischte Schriften des Hrn. Christlob Mylius
  • Gleim, Preußische Kriegslieder
  • Friedrichs von Logau Sinngedichte
  • Das Theater des Herrn Diderot
• Abhandlungen von dem weinerlichen oder rührenden Lustspiele
  • Betrachtungen über das weinerlich Komische
  • Des Hrn. Prof. Gellerts Abhandlung für das rührende Lustspiel
• Über das Lustspiel “Die Juden”
• Ein Vade mecum für den Hrn Sam Gotthl. Lange. Pastor in Laublingen
• Rettungen des Horaz
• Briefwechsel über das Trauerspiel
• Abhandlungen [over fabler]
• Briefe, die neueste Literatur betreffend
• Laokoon oder Über die Grenzen der Malerei und Poesie
• Hamburgische Dramaturgie
• Der Rezensent braucht nicht besser machen zu können …
• Wie die Alten den Tod gebildet (1769)
• Leben und leben lassen
• Selbstbetrachtungen und Einfälle
• Gegensätze des Herausgebers

Teologikritiske og filosofiske skrifter

• Gedanken über die Herrnhuter
• Das Christentum der Vernunft
• Pope ein Metaphysiker!
• Über die Entstehung der geoffenbarten Religion
• Über die Wirklichkeit der Dinge außer Gott
• Durch Spinoza ist Leibniz nur…
• Eine Parabel
• Anti-Goeze
• Ernst und Falk
• Daß mehr als fünf Sinne für den Menschen sein können
• Gespräche über die Soldaten und Mönche
• Die Religion Christi
• Die Erziehung des Menschengeschlecht
• F.H.Jacobi über seine Gespräche mit Lessing
• Eine Duplik

Udgivelser

• Werke und Briefe. 12 bind i 14 delbind.
• Die Ehre hat mich nie gesucht. Digte, Breve, kritiske skrifter, teaterstykker.

Portrætter og buster

• Ukendt kunstner, Alterbillede af olie på lærred, omkring år 1780. Det findes på Lessing-Museum i Kamenz
• Johann Heinrich Tischbein den Ældre, Portræt, olielærred, 46 x 35 cm omkring år på Alte Nationalgalerie i Berlin.
• Ernst Friedrich Bussler (1773-1840) efter Tischbeins portræt, 145 x 114 mm er på Kupferstich-kabinett i Dresden.
• Anton Graff (1736-1813) portræt af olie på lærred 56,5 x 47 cm brystbillede, rød jakke med sammefarvet vest samt paryk.
• Friedrich Müller (1749-1825) efter Anton Graff, portræt og kobberstik. På Museum Stendal.
• Lazarus Gottlieb Sichling (1812-1863), brystbillede fra højre. Stålstik efter Anton Graff.
• Barbara Anna Rosina Lisiewska (1713-1783), portræt, olielærred 78,6 x 64,6 cm omkring 1767-68 på Gleimhaus Halberstadt.
• Christian Friedrich Krull, Buste, højde på 38,4 cm omkring år 1780.
• Ernst Rietschel. Buste på sokkel og Lessing i gips, ejes af den statslige kunstsamling i Dresden.
• Ernst Rietschel. Kolossalstature i gips. 280 cm og 115 i bredden. Udført i 1848/49.

Æresbevisninger

Berlin

Lessing-Museum i Berlin eksisterede fra 1905-36. Det blev grundlagt af Georg Richard Kruse, en komponist, tekstforfatter og autografsamler sammen med ligesindede. Museet skulle hylde forfatteren og popularisere hans tanker om tolerance mellem kristne og jøder. Udstillingsrummene blev indrettet i Lessings tidligere hjem på adressen Königsgraben 10. Allerede i 1910 måtte museet vige grundet oprettelsen af varehuset Tietz og blev forlagt til Nicolaihaus på Fischerinsel. Samtidig blev museet også sæde for Lessing-Instituttet med Kruse som direktør 1913/14. Museet blev støttet af Lessings efterkommere, sponsorer såsom jøder og frimurere, og anskaffede sig en lang række genstande og komponenter fra Lessings levetid. Efter nazisternes magtovertagelse lukkede museet endegyldigt i 1936, da Lessings filosofi stod i stærk modsætning til den nationalsocialistiske. Museumsdelene blev spredt til en lang række andre museer og ofte brugt til andet.

Kamenz

Museet i Lessings fødeby Kamenz fortæller ikke bare hans livshistorie, men knytter hans biografi til teatermodeller, udkast til scener og kostumer samt teaterhistorie.

Lessing-museum i hans fødeby Kamenz. Foto fra wikipedia

Wolfenbüttel

I Lessinghaus i Wolfenbüttel er der 15 udstillingsrum, der fortæller om Lessings liv og virke. Dertil har der siden 1971 eksisteret Lessing-akademiet, som koncentrerer sig om at fortolke Lessings værker i oplysningtiden.

Mindesmærker (et udvalg)

• 

  Soklen på Rytterstatuen af Frederik den Store fra 1851, der står på Unter den Linden i Berlin. Fra venstre: Grev von Finckenstein, Schlabrendorf, Grev von Carmer (med bog i hånd) samt Graun som notar og endelig de to herrer i konversation er Lessing og Kant. De to tyske oplysningskoryfæer. Foto fra wikipedia

  

  Mindesmærke i Braunschweig fra 1853

  

  Mindesmærke i Kamenz (1863)

  

  Indvielse af mindesmærket på Gänsemarkt i Hamburg i 1881. Alle tre fotos fra wikipedia

  
  

• Ved rytterstatuen på Unter den Linden i Berlin af Frederik den Store hører Lessing til blandt 74 samtidige.  Mindesmærket blev indviet 31. maj 1851 og var udført af Christian Daniel Rauch.
• Bronzestatuetten på Lessingplatz i Braunschweig opstod efter et udkast af Ernst Rietschel. Ansigtet er udført af Christian Friedrich Krull efter en af Lessings portrætbuster. Mindesmærket blev færdiggjort af Georg Ferdinand Howaldt og blev indviet 20. september 1853.
• I Kamenz indviede man i 1863 et mindesmærke over Lessing udført af billedhuggeren Hermann Knaur.
• Lessing mindesmærket i Hamborg på Gänsemarkt fra 1881

• Lessing-mindesmærket i Berlin-Tiergarten på Lennéstrasse blev anskaffet af Lessings familie i tredje led, Otto Lessing, og indviet 14. oktober 1890. Bronzebillederne på soklen forestiller forlæggeren og forfatteren Friedrich Nicolai, digteren Ewald von Kleist og forfatteren, filosoffen og entreprenøren Moses Mendelssohn.
• På Judenplatz i Wien-Innenstadt befinder der sig et mindesmærke udført af Siegfried Charoux. Originalen blev opstillet i 1931/32 og indviet i 1935 og i 1939 taget ned og omsmeltet af nationalsocialisterne. I årene 1962-65 udførte Charoux et mindesmærke i bronze, der i 1968 blev indviet på Ruprechtsplatz, og som i 1981 blev overflyttet til Judenplatz.
• I Wolfenbüttel udførte Friedrich Wilhelm Eugen Döll et reliefbillede af en af Lessings vigtigste romanfigurer Nathan den Vise, der står som arketypen for det ideelle oplysningsmenneske. Det står foran det Hertugelige Bibliotek og blev opstillet i 1961. Den tyske skuespiller Ernst Deutsch sad model.

Yderligere mindesmærker

• • • Lessingbroen i Berlin-Moabit fra 1903 er udført af Ludwig Hoffmann, og den viser fire bronzerelieffer med fremstillinger af slutscener fra dramaerne Miss Sara Sampson, Emilia Galotti, Nathan der Weise og Minna von Barnhelm.
    • Friherre Otto August von Grote etablerede allerede i 1781 et mindesmærke for Lessing i dennes dødsår (Gut Wrested ved Uelzen).

Lessing-mindesmærket i Frankfurt am Main blev i 1882 opstillet på initiativ af de jødiske borgere ved Herz Hayum Goldschmidt og Gustav Kaupert og stillet foran byens bibliotek, og siden 1961 står det i anlægget ved Main.

Mindetavler

• I 1913 stillede byen Berlin en mindetavle op på Nikolaikirchplatz 7 i Berlin til erindring om færdiggørelsen af værket Minna von Barnhelm  i 1765.
• I Wittenberg erindrer en mindeplade om Lessings studietid i byen.

Print siden her