Wolfenbüttels Historie

Historie

Navnet

Dagens navn Wolfenbüttel er en sammensætning af grundordet -büttel  med Wolfen. Man kunne tro, at det havde med ulve at gøre, men sprogforskere mener, at det kommer fra saksiske indvandrere, der hed Wulferi. De bosatte sig ved et overgangssted ved floden Oker, hvor Wulferebutele på det gamle nedertyske sprog betyder noget i retning af Wulfernes gård eller bosættelse.

Der findes omkring 150 stednavne, som ender på -büttel i det nordtyske, særligt i Schleswig-Holstein, hvor der i Ditmarsken ligger en naboby. I Danmark ses det ofte i form af slutordet -bølle.

Byens grundlæggelse

Første gang, man skriftligt hører om byen, er i 1118 som Wulferisbutle. På den tid udbyggede Widekind fra Wolfenbüttel byen med en fæstning. Vandborgen skulle give handelsfolk og rejsende sikkerhed under opholdet. Det er denne vandborg, der i dag danner centrum for Wolfenbüttel (se mere om slottet i Wolfenbüttel).

Der lå allerede en borg i det 12. århundrede, men den blev ødelagt af Heinrich der Löwe i 1191. Den blev efterfølgende genopbygget, men også denne borg blev ødelagt af Hertug Albrecht I i 1255. Baggrunden var, at borgherren Gunzelin von Wolfenbüttel støttede stauferne, der var ærkerivaler med welferne. Derefter blev borgen endnu engang opført,  og senere skulle den udvikle sig til det nuværende Schloss Wolfenbüttel. .

I år 1283 blev Wolfenbüttel udbygget til en residensfæstning samt i år 1500 under welferhertugen Heinrich den Vidunderlige. I 1432 blev Wolfenbüttel valgt første gang til fast residens for hertugerne af Braunschweig-Lüneburg.

Indtil 1753 forblev Wolfenbüttel residensby for fyrstedømmet Braunschweig-Wolfenbüttel. De vigtigste herskere var hertugerne Heinrich II(1514-68), Julius(1568-89), Heinrich Julius (1589-1613) og August den Yngre(1635-66).

Da hertug Heinrich II som den eneste fyrste i Niedersachsen forblev katolsk, også selvom Braunschweig var overgået til protestantismen, måtte Wolfenbüttel som residens finde sig i, at medlemmerne af det protestantiske Schmalkaldiske forbund i 1542 indtog byen og indtil den Schmalkaldiske Krig 1547 havde magten her under statholderen Bernhard von Mila. Byen og residensen stod ødelagt tilbage, da Heinrich II igen kunne sætte sig på sin trone efter den katolske sejr ved Mühlberg i 1547. Heinrich modtog efterfølgende retten til at udvinde fra Rammelsberg, den rigeste mine i Harzen.

Efter at byen havde oplevet dette tilbageslag, tog hertug Julius fra og med 1568 initiativ til at forstærke byen og residensen yderligere med en fæstning omkring en portdæmning, hvilket førte til, at der opstod en ny bydel i det østlige, Neue Heinrichstadt. Bydelen blev præget af et kanal-/grachtensystem, der blev anlagt af hollænderen Hans Vredeman de Vries, og som man stadig kan spore rester af i området Klein Venedig. Julius indførte sluttelig også reformationen i Wolfenbüttel, der havde ligget som en ensom katolsk enklave i et større protestantisk hav.

Fra og med 1570 udbyggede man borgen til en bastion i italiensk renæssance. Bastionen blev dog stærkt bevogtet med kompagnier af fodsoldater i ens uniformer.

I 1567 opstod Heinrich-Vorstadt og Julis-Vorstadt, hvor der hidtidig havde været omlæsning af varer, som kom via floden Oker. Det var hertugernes ide, at der skulle opstå en handelsmandsbebyggelse, da den gav bydelen frihedsrettigheder, der hidtil havde været Braunschweig til dels. I 1570 modtog Wolfenbüttel rettigheder til at drive marked, og i 1572 grundlagde Julius det hertugelige bibliotek.

Byen blev endnu mere forstærket umiddelbart før udbruddet på Trediveårskrigen. Der kom tøjhus, volde og bastioner til. Slotspladsen mellem slottet og tøjhuset blev fra slutningen af det 17. århundrede brugt som excerserplads.

Byen forsøgte efter bedste evne at holde sig neutral under Trediveårskrigen. Det lykkedes meget dårligt, da den danske konge Christian IV havde held til at bestikke byens kansler Johann Eberhard zu Eltz til at give lejde til de danske protestantiske tropper i byen i 1626. Dermed rykkede krigsbegivenhederne også ind i fyrstedømmet. Efter det enorme dansk-nedersaksiske nederlag i slaget ved Lutter am Barenberge i august 1626, forfulgte de kejserlige tropper på befaling af Gottfried Heinrich Graf zu Pappenheim de protestantiske tropper. Det kom til en langvarig belejring af Wolfenbüttel. Pappenheim brugte det trick at lade Oker opdæmme for derefter at oversvømme byen. I december 1627 lykkedes det katolikkerne at indtage byen.

Katolikkerne måtte i perioden 1634 og indtil 1643 se byen belejret, hvor bl.a. svenskerne nu forsøgte at benytte samme metode som katolikkerne. Dog uden held.

I 1652 grundlagde Hertug August den Yngre en håndværker- og soldaterbebyggelse, som han kaldte Auguststadt.

I det tidlige 17. århundrede var komponisten og tekstforfatteren Michael Praetorius ansat og aktiv som hertugelig hofkapelmester i Wolfenbüttel. Han skrev “Es ist ein Ros entsprungen” – som på dansk kendes som “En Rose så jeg skyde” og var med til at sætte Wolfenbüttel som centrum for den tidlige barokke musik.  Et af de mere kendte besøg, der blev aflagt i Wolfenbüttel, skete i sommeren 1764, hvor den berømte venetianske forfatter og eventyrer Giacomo Casanova (1725-98) opholdt sig i byen for at finde materiale til sin bog Iliaden, hvis førsteudgave dog først udkom i 1775. Casanova beskrev i sine erindringer dette ophold som de lykkeligste dage i sit liv.

I det hele taget har Hertug August Biblioteket tiltrukket store vigtige tænkere. To bibliotekarer havde stor betydning for tysk åndsliv og pryder byen. I årene 1690-1716 virkede matematikeren og opfinderen af uendelighedsregning Gottfried Wilhelm Leibniz og i årene 1770-81 Gotthold Ephraim Lessing, der skrev sit drama” Nathan den Vise”, mens han virkede som bibliotekar. Byen kalder sig Lessingstadt.

Byen blev igen belejret af franskmændene under 7-årskrigen (1756-63).

Wolfenbüttel er en typisk residensby  i renæssancestil med slot, Mariekirke, Johanniskirke, Trinitatiskirke, tøjhus, kancelli samt talrige bindingsværkshuse, hvilke er så kendetegnende for området. Endelig finder man en del rester af det kanalsystem, der kaldes Klein Venedig.

I 1798 sløjfede man resten af fæstningen. De mange kanaler og voldgrave, hvor Oker tidligere løb igennem byen , blev rettet noget mere ud.

Man finder stadig rimelig tydeligt de 4 store bastioner i bybilledet: Corneliusberg, Joachimsberg, Seeliger-Park og Lindenberg, hvor man i den sidste stadig kan se kasematterne.

I 1867 blev Wolfenbüttel preussisk efter nederlaget i slaget ved Langensalza. Byen blev kaserneby, hvor det 4. hertugelige braunschweigiske feltbatteri fik til huse.

1936 kom der endnu en kaserne til byen,

Efter 2. verdenskrig lagde briterne en kaserne i de såkaldte “Northampton Barracks”, da byen lå strategisk vigtigt ved indgangen til det nordtyske lavland og ikke langt fra den indre-tyske grænse.

Print siden her