Havel (flod)
Havel er en flod i det nordøstlige Tyskland, og med sine 334 kilometer er det den længste biflod til Elben. Afstanden mellem udmunding og udspring er dog ikke mere end 94 kilometer i fugleflugtslinje, og med en højdeforskel på 40,6 meter de to punkter imellem. Havel udspringer i delstaten Mecklenburg-Vorpommern og flyder derefter igennem Brandenburg, Berlin og Sachsen-Anhalt og udmunder på grænsen mellem Brandenburg og Sachsen-Anhalt i Elben. De 285 af flodens kilometer løber igennem delstaten Brandenburg. Den flyder igennem talrige små søer i først sydøstlig retning, så i sydlig retning, så i vestlig retning og derpå i nordvestlig retning. Der løber 103 m³/s igennem Havel, hvilket gør den til den tredjerigeste på vand af Elbens bifloder efter Moldau (150 m³/s) og Saale med 117 m³/s.
Den største del af floden er sejlbar for skibe. På det meste af dens forløb regulerer stemmeværn og sluser vanddybden og vandtilførslen. Trods udbygningen af vandvejen er der en lang række naturlige søer, som den løber igennem, hvilket giver gode muligheder for at oplagre vand, der kan holde vandstanden i længere tørkeperioder. Farligt høje vandstande opleves sjældent og sker mest på den sidste del inden udmundingen i Elben og er typisk forårsaget af højvande på Elben. Flere steder er der lavet sidekanaler, som forkorter vandvejene for indlandsskibsfarten. Den største biflod til Havel er Spree, der ved sin udmunding transporterer mere end dobbelt så meget vand – 38 m³/s vs. 15 m³/s – og med 380 kilometer også er væsentligt længere end Havel, der møder Spree ved kilometer-180.
I 2004 blev Havel kåret af naturvenner i Tyskland, det Tyske Fiskerforbund, til årets flodlandskab. Siden 2009 har man kunnet cykle langs med floden via Havelradweg.
Navnet Havel
Navnet på Havel (sorbisk: Habola) skulle stamme fra før-slavisk tid, hvor Germanere bosatte sig i området, det gælder dermed som en af de tidligste territorialbetegnelser i Land Brandenburg og Berlin og er afledt af det germanske ord Habula. Ordet menes at komme af Hafen eller Haff. Ordstammen Haf betegner en bugt eller udbugtning, en fortolkning der understøtter at Havel er en flod fyldt med bugter. Derudover betegnes fed keramik også som Hafen, hvilket dog er en betegnelse der overvejende bruges i det sydtyske, schweiziske og østrigske sprogområde.
Pingback: Elben (flod) | Historiskerejser.dk