Brandenburg (delstat)
Brandenburg er en delstat i Tyskland, der ligger i den nordøstlige del af landet, hvor den omkranser Berlin. Delstatshovedstaden er Potsdam, som også er byen med flest indbyggere. Øvrige vigtige byer er Cottbus, Brandenburg an der Havel og Frankfurt (Oder). På nedresorbisk hedder den Bramborska og på Niederdeutsch hedder den Brannenborg og omtales ofte også blot som Mark – hvor der henvises til det tidligere navn Mark Brandenburg.
Brandenburg omkranser som nævnt den tyske hovedstad Berlin, med hvilken den i fællesskab danner den europæiske metropolregion Berlin/Brandenburg, hvor der bor cirka 6 millioner indbyggere. Mere end en tredjedel af Brandenburgs areal er præget af naturparker, skove, søer og vandområder.
Mark Brandenburg menes at være grundlagt i år 1157, da Albrecht der Bär af slægten Askanien tilbageerobrede Brandenburg, hvorpå området blev del af det Hellige Tysk-Romerske Rige. I perioden 1415 til 1918 tilhørte området slægten Hohenzollern. I perioden 1701 og frem til dets ophør i 1946 udviklede Mark Brandenburg sig til kerneland i Preussen. I 1815 blev den preussiske Provinz Brandenburg oprettet og bestod frem til 1947. Den blev erstattet af Land Brandenburg i DDR og opdelt i flere enheder (Bezirke). I 1990 blev den til delstat i det genforenede Tyskland.
De væsentligste virksomhedsgrene i Brandenburg er landbrug, energierhverv, industri for luft og rumfart, turisme samt filmindustri.

Pingback: Potsdam | Historiskerejser.dk
Pingback: Frankfurt an der Oder | Historiskerejser.dk