Henrik VII. Tudor, Konge af England 1485-1509

Henrik VII. var konge af England og Herre af Irland, fra han erobrede kronen 22. august 1485 til sin død 21. april 1509. Han var den første monark af slægten Tudor. Hans navn på walisisk – hvor slægten stammede fra – var Harri Tudur. Han blev født 28. januar 1457 og døde 21. april 1509.

Henrik overtog tronen, da hans styrker besejrede Kong Richard III. – den sidste af dynastiet Plantagenet af slægten York – i Battle of Bosworth Field, der afsluttede Rosekrigene. Han var den sidste engelske konge, som vandt sin trone på slagmarken. Han manifesterede sit krav på tronen eftertrykkeligt ved straks efter slaget at ægte Elizabeth of York, datter af Edward IV. og niece til Richard III. Henrik lykkedes i at genetablere det engelske monarkis magt og stabilitet efter de mange år med borgerkrig.

Hans støtte til de Britiske Øers uldindustri og hans påholdenhed overfor Nederlandene bar langvarige fordele med sig til den britiske økonomi. Men hans lunefuldhed og mangel på gennemsigtighed, der bragte økonomisk uføre med sig, plettede dog hans rygte og blev også bragt til ophør kort efter hans død, da en kommission afslørede udbredt misbrug.

Henrik kan tilskrives en lang række administrative, økonomiske og diplomatiske initiativer. Han var meget detaljeorienteret, og i stedet for at bruge overdådigt af sin formue, fokuserede han i stedet på at inddrive nye og flere skatter. Efter 24 år ved magten overgik denne fredeligt til hans søn Henrik VIII. De nye skatter, han havde pålagt befolkningen, var upopulære, og to dage efter hans kroning arresterede sønnen faderens to mest forhadte ministre, Sir Richard Empson og Edmund Dudley. De blev anklaget for højforræderi og henrettet i 1510.

Fakta om Henrik VII.

Henrik blev født 28. januar 1457 på Pembroke Castle i Pembrokeshire i Wales og døde som 52-årig på Richmond Palace i Surrey i England. Han blev begravet den 11. maj 1509 i Westminster Abbey i London. Han blev gift med Elizabeth of York i 1486 – hun døde i 1503. De fik fire børn sammen: Arthur, Prince of Wales og i første omgang tronarving, han døde i 1502, Margaret, dronning af Skotland, Mary, dronning af Frankrig og endelig Henrik VIII., som blev hans efterfølger. Hans forældre var Edmund Tudor, 1st Earl of Richmond og moderen Lady Margaret Beaufort.

Herkomst og tidligt liv

Henrik VII blev født på Pembroke Castle den 28.januar 1457 af hans moder Margaret Beaufort, Grevinde af Richmod. Hans fader var Edmund Tudor, 1st Jarl af Richmond var død tre måneder før hans fødsel.

Henrik farfar Owen Tudor, der stammede fra Tudor af Penmynydd på øen Anglesey i Wales havde været knyttet til hoffet ved Henrik V. Han blev del af “Kongens personlige livgarde” efter hans militære bedrifter i Slaget ved Agincourt i 1415 – der var et af de vigtigste slag under Hundredårskrigen mod Frankrig. Et rygte gik på at Owen i al hemmelighed skulle have giftet sig med Henrik V.´s enke Katharina af Valois. En af deres sønner var Edmund Tudor, Henriks fader, der fik titlen Earl of Richmond (Jarl af Richmond) i 1452 og blev formelt erklæret retmæssig til denne titel af Parlamentet.

Henriks primære krav på den engelske trone gik imidlertid via hans moders familie igennem Huset Beaufort. Henriks moder – Lady Margaret Beaufort var oldebarn til John of Gaunt (Johan af Gent), der var Hertug af Lancaster og fjerde søn af Edward III og dennes tredje kone Katherine Swynford. Katherine havde været elskerinde til John of Gaunt i 25 år. Da de giftede sig i 1396 havde de allerede 4 børn, hvoraf af Henriks oldefar John Beaufort var iblandt. Alt dette gjorde dog stadig Henriks krav på tronen temmelig spinkelt; fra en kvinde og via en illegitim arving. I teorien stod såvel de kongelige familier fra Portugal og Kastillien med langt stærkere krav via deres forbindelse til Catherine af Lancaster, der var datter af John of Gaunt og hans anden kone Constanza af Kastillien.

Richard II – der var nevø til John af Gent – legitimerede imidlertid onkelens børn med Katherine Swynford i 1397 i form af et kongebrev (eng: Letters Patent). I 1407 kom Henrik IV – søn af John af Gent – med et nyt kongebrev, der bekræftede hans halvsøskende som legitime men uden ret til at arve tronen. Kongebrevet af 1407 var dog tvivlsomt juridisk, da familien Beaufort før dette havde været erklæret legitime af en parlamentslov. Hvorom alting var, så svækkede det dog Henriks tronkrav.

I 1483 stod Henrik alligevel med det primære tronkrav fra Lancaster-slægten, da de øvrige – Henrik VI; dennes søn Edward af Westminster og de øvrige Beaufort som Lady Margarets onkel 2nd Duke of Somerset – var døde i kamp, myrdet eller henrettet.

Henrik slog også politisk mønt på at være af walisisk afstamning, hvilket skaffede ham massiv militær støtte og sikkerhed igennem Wales da han drog afsted til Battle of Bosworth. Han kom fra en ældgammel etableret familie på Anglesey, der påstod at nedstamme fra Cadwaladr, ifølge legenden, den sidste britiske konge, hvilket gjorde at Henrik flere gange udsmykkede sig med den røde drage af Cadwaladr. Da han drog igennem sejrstogtet i London efter Bosworth viste han den røde drage sammen med Sankt Georgs-fanen. En samtidig forfatter og Henriks biograf Bernard André gjorde også meget ud af Henriks walisiske afstamning.

I virkeligheden var hans arvebånd til det walisiske aristokrati ikke særlig stærkt. På faderens side var han mange generationer tilbage i familie med Ednyfed Fychan – en forvalter af Gwynedd og dennes kone Rhys af Tewdwr var i familie med Kong Deheubarth af det sydlige Wales. Han var meget mere tæt familiært forbundet med Tudur ap Goronwy, der havde aristokratisk landret, men dennes sønner støttede deres fætter Owain Glyndw, da denne gjorde oprør i år 1400. Støtten kostede en af sønnerne livet og at deres aristokratiske landret gik tabt. Henriks oldefar overlevede og blev butler for biskoppen i Bangor. Butlerens søn var Owen Tudor, blev taget under varetægt af Henrik V. – hvilket sikrede hans forhold til Catherine af Valois. Uanset denne arv, da udråbte Barderne i Wales Henrik som Y Mab Darogan “Profetens søn” der ville udfri Waliserne for undertrykkelse.

I 1456 døde Henriks fader Edmund Tudor da han kæmpede for Henrik VI. i det sydlige Wales mod tilhængerne af York. Han døde ved Carmarthen Castle tre måneder før Henriks fødsel. Henriks onkel Jasper Tudor, Jarl af Pembroke og Edmunds lillebror, indvilligede i at beskytte den unge enke, der kun var 13 år gammel da Henrik blev født. Da Edward IV. af familien York blev konge i 1461, gik Jasper Tudor i eksil. Pembroke Castle og siden også Jarldømmet Pembroke blev givet til York-støtten William Herbert, der også fik til hverv at beskytte Margaret Beaufort og den unge Henrik.

Henrik voksede op som del af Herberts husholdning indtil 1469, da Richard Neville, Jarl af Warwick – også kendt som kongemageren – skiftede side til at støtte Lancaster. Herbert blev taget til fange som York-støtte og henrettet af Warwick. I 1470 havde Warwick genindsat Henrik VI på tronen og Jasper Tudor kunne vende retur fra sit eksil og bragte nu den unge Henrik med til hoffet. Allerede året efter genindtog York-kongerne tronen i form af Edward IV og Henrik flygtede sammen med mange af de andre Lancaster-støtter til Bretagne, hvor han tilbragte meget af de næste 14 år under støtte af Francis II. Hertug af Bretagne. Edward ville formodentlig henrette ham, da han så ham som mulig trussel. I november 1476 blev Henriks beskytter syg og hans rådgivere startede en forhandling med den engelske konge. Her faldt det på plads at Henrik skulle udleveres og han blev sendt til havnebyen St. Malo i Bretagne, imidlertid lykkedes det Henrik at flygte med lokal hjælp til et kloster, hvor han gemte sig indtil Hertugen havde genvundet sin styrke.

Print siden her