Hollands Friluftsmuseum i Arnhem – Openluchtmuseum
Det hollandske frilandsmuseum ligger i den nordlige udkant af Arnhem tæt på den zoologiske have Burgers Zoo og grænsende op til nationalparken De Hoge Veluwe. Parken åbnede i 1912, hvor dens formål var at vise det oprindelige hollandske folkeliv i forskellige perioder. Parken er 44 hektar stor og har modtaget sine mange bygninger fra hele Holland. Det gælder lige fra fiskerhuse, møller, kanalhuse fra Amsterdam, gamle slikbutikker, bagerforretninger, bondegårde etc.
Museet er en opvisning i et Holland fra forskellige tidsperioder. Man får at se de tidligere så typiske nationale karaktertræk for hollænderne: møller, kanaler, bondegårde, folk i træsko, kanalhuse og et væld af museer i de mange huse. Disse er givet som gaver til museet fra hele Holland, og det gælder lige fra Amsterdams kanalhuse til bondegårde og fiskerhuse fra det øvrige land.
I 1987 havde den hollandske regering besluttet, at parken skulle lukkes. En meddelelse, der fik folk til at strømme til museet i store mængder, idet man skulle nå at se stedet, inden det lukkede ned. Regeringen udskød nedlukningen grundet de nye højere besøgstal, og stedet endte med aldrig at lukke og er i dag et meget afholdt museum både for udenlandske turister, men også for hollænderne selv. I 1999-2000 byggede man indendørs faciliteter ved indgangen med museumsområde, og i 2005 vandt museet prisen for årets bedste europæiske museum.
Vil man hele vejen rundt i parken og se de mange forskellige huse, butikker, museer, er det en god idé at sætte særdeles god tid af til et besøg. En hjælp kan være at tage de små tog/sporvogne, der kører rundt i parken, og som markerer de sporvogne, der kørte i byer som Arnhem, Amsterdam, Haag og Rotterdam. Det kan ydermere være en god ide at orientere sig efter de kort, der udleveres ved indgangen.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger:
Som nævnt er der mange ting, der kan anbefales i parken. Men det bedste vil være at kigge nærmere på det oversigtskort, man får udleveret, efter man har billetteret. Der gives rigtig gode forklaringer på det oprindelige liv fra de mange frivillige arbejdere på museet. Disse er ydermere iklædt traditionelt tøj. Det gælder kanalgravning, osteproduktion, møllevirksomhed, fåredrift, hospitalsvirksomhed, bagervirksomhed etc.