Holsten Hertugdømme
Hertugdømmet Holsten lå mellem floderne Ejderen og Elben. Det var oprindeligt et grevskab, men fra 1474 var det hertugdømme som et såkaldt rigsumiddelbart len i det Hellige Tysk Romerske Rige.
Holsten har igennem sin historie haft en særlig skæbne, hvor det til trods for sin overvejende tysksprogede befolkning i det meste af sin historie har været påvirket kraftigt af udviklingen i Danmark. Med undtagelse af perioden 1806-16 har Holsten altid været en del af en tysk statsdannelse eller et statsforbund. På trods af det var det de skiftende danske kongers politik, samt de økonomiske forbindelser til Danmark, der var bestemmende for udviklingen i Danmark, mens at Holsten omvendt har øvet større indflydelse på Danmarks historie end noget andet område uden for kongeriget.
Den store gensidige påvirkning skyldes flere forhold: rent geografisk ligger Holsten som bindeled mellem Jylland og de danske øer på den ene side og det europæiske fastland med Hamborg som handelsknudepunkt på Holstens sydside. Denne bindeledsfunktion betød, at man fik de danske varer – i særdeleshed landbrugsvarer – til afsætning i Hamborg. Hertugdømmet havde fine forudsætninger for industriel udvikling, de havde god landbrugsjord og derudover fint landbrugsfaglig kendskab til brug af jorden, samt gode afsætningsmuligheder af varer.
De danske kongers hertugelige rettigheder i Holsten, indebar at de nærmest uundgåeligt blev involveret i begivenheder syd for området. Christian IV. måtte forholde sig til hvad der foregik syd for Elben. Det gjaldt
Sikringen af de danske kongers rettigheder i Holsten over for andre rettighedshavere spillede således en hovedrolle i deres udenrigspolitik, på godt og ondt.
Talrige holstenere fandt desuden vej til Danmark og spillede en afgørende rolle både i kongerigets indre forhold og for kongerigets udenrigspolitik. Særlig holstenske højadelsslægter som Rantzau, Reventlow, Ahlefeldt og Holstein har spillet en vigtig rolle i danmarkshistorien. Kulturelle og økonomiske strømninger fra det øvrige Europa kom næsten altid til Danmark via Holsten. Mindre kendte, men derfor ikke mindre betydningsfulde, er de danskere, der fandt vej til Holsten. Arkitekten C. F. Hansen var blot en blandt mange.
Holstens grænser
Den oprindelige udsttrækning af Holsten var således at mod nord grænsede det til Hertugdømmet Slesvig, hvor floden Ejderen har været og stadig er grænsen, mod øst er grænsen til Østersøen og det Oldenborgske Lübeck, Fristaden Lübeck samt til Mecklenburg, mod syd til det tidligere hertugdømme Lauenburg samt til Hamborg og provinsen Hannover, hvis grænse var floden Elben og endelig mod Vesterhavet.
Halvøen Wagrien der ligger mellem Lübeck Bugten og Kieler Bugten adskiller Holsten fra den frugtbare ø Femern i form af det 320 meter brede og 3 meter dybe Femern Synd. Mod vest skærer en lang række mundinger sig ind mellem udmundingerne af Elben og Ejderen særligt omkring Meldorf i Ditmarsken.
Typisk taler man om at de 4 gamle landskaber i Holsten som følger:
- Stormarn der ligger mellem de tre floder Bille, Trave og Stør
- Wagrien der ligger mellem floderne Schwentine, Trave og Østersøen
- Ditmarsken der altså ligger mellem udmundingerne af Elben og Ejderen
- Holsten der ligger mellem floderne Schwentine, Ejderen, Gieselau og Stør
Endelig regnes Herskabet Pinneberg, hvor Altona traditionelt lå og Grevskabet Rantzau også med til Holsten ialt 8453 km2.
