Invalidenhaus
En institution, der tager sig af krigsinvalider og krigsskadede personer, og som i det stærkt militariserede Preussen nød en høj grad af samfundsmæssig respekt. I perioden fra 1748-1938 havde det til huse i området ved Invalidenstrasse/Scharnhorststrasse. Siden 1938 har det ligget i Berlin-Frohnau i Reinickendorf, hvilket betød, at det i årene fra 1961-89 lå op og ned ad Berlinmuren.
Med fremkomsten af en stående hær og en generel militarisering af samfundet voksede behovet for at give de mange krigsinvalide veteraner et sted, de kunne være. I Paris opstod Les Invalides under Ludvig XIV i 1670, og snart fulgte også briterne efter i London, Chelsea og Portsmouth, mens andre tyske stater som Niedersachsen og Hessen fulgte i slipstrømmen.
Kong Frederik I af Preussen måtte skrinlægge et projekt i Berlin i 1705 grundet pengemangel. Soldaterkongen Frederik Wilhelm I (1713-40) indrettede veteranhjem i såvel Pritzerbe som Potsdam.
Imidlertid var et centralt større kompleks for veteranerne efterspurgt, da Frederik den Store indledte sin magtperiode i 1740 med at være i permanent krig med Østrig om Slesien. I 1748 blev grundstenen lagt ved Schönhauser Graben tæt på byens hospital Charité. Dets hovedfront fik en slotsagtig udformning, og var 175 meter langt. Det blev opført af arkitekten Isaak Jakob Petri. Området, hvor det lå, blev af berlinerne kendt som Sahara, fordi jorden var stærkt tilsandet og udyrkelig.
Hele opbygningen blev sponsoreret af Frederik den Stores personlige beholdning, og måske var det derfor, preusserkongen havde beregnet, at de krigsinvalide kunne opdyrke den ufrugtbare jord. Imidlertid måtte han indse, at de, der blev optaget, var så invalide, at de var ude af stand til hårdt opdyrkningsarbejde. Ved siden af anlagde man Invalidekirkegården, hvor det var meningen, at betydningsfulde militære personer skulle begraves. Den vigtigste grav på denne kirkegård er den preussiske general Scharnhorst fra Napoleonskrigene.
Der var plads til 631 personer, som alle fik stillet husly, tøj og lægelig pleje til rådighed. Der var et storkøkken for hver 30 personer. Indenfor området bevarede folk deres militære ran, og havde eget justitssystem og sognekirke af såvel katolsk som protestantisk konfession. Som det eneste af de europæiske veteransamfund var det tilladt veteraner at medbringe deres hustruer.
Under 7-årskrigen var Berlin besat af russerne, og kosakker udplyndrede krigsinvaliderne. Napoleons tropper opførte sig væsentlig mere eksemplarisk, da de besatte byen i årene 1806-09. I 1848 ville revolutionære borgere brænde bygningen af, men blev stoppet af en tidligere soldat.
I år 1900 anlagde man et militærlægeligt akademi, Kaiser-Wilhelm Akademie, lige syd for området, hvilket fik stor betydning her.
Efter 1. verdenskrig blev området officielt opløst, da samfundet generelt gennemgik en officiel demilitarisering. I praksis forblev alle krigsveteraner dog i området, da veteranernes status i Weimarrepublikken var for stærk til, at man ville røre ved sådanne privilegier. I 1937 blev området direkte underlagt Det tredje Riges krigsministerium og mistede dermed sin hidtidige selvstyrende status.
Det militærlægelige Akademi udvidede kraftigt i årene under nazismen, hvilket betød, at personerne forrykkede til Berlin-Frohnau, hvor det genopstod under navnet Invalidensiedlung, hvilket ikke blev vel modtaget fra veteranerne, da de ikke ønskede at blive skilt fra midtbyen.
Den sidste kommandant i Invalidenhaus, Wilhelm Staehle, tihørte kredsen om Stauffenberg, der stod bag attentatforsøget mod Hitler 20. juli 1944. Staehle stod for kontakten til den hollandske modstandsbevægelse. Han blev myrdet i SS-fængslet på Lehrter Strasse 23. april 1945.
Bygningens midterste del blev bombet og efterfølgende revet ned af DDR. I dag eksisterer kun den nordlige og sydlige fløj, der begge tilhører Forbundsministeriet for Erhverv og Energi.
Efter 2. verdenskrig gennemgik Vestberlin en ny demilitarisering, og med den nye placering lå Invalidensiedlung som en vestlig tange ind i DDR. Den var omgivet af pigtråd fra 3 sider og afskærmet fra dens naturlige naboby Hohen Neuendorf. Den er stadig beboet og blevet mere attraktiv efter murens fald.
