Justitspalæet (Nürnberg)
Retsbygningen i Nürnberg er Bayerns største og huser 4 forskellige retsinstanser.
Bygningen er først og fremmest kendt for at have huset Nürnbergprocesserne, de processer, som i årene efter 2. verdenskrig skulle afgive en juridisk dom for de forbrydelser, topnazisterne havde begået under 2. verdenskrig.
Retsbygningen er opført af den bayerske arkitekt Hugo Höfl i årene 1909-16 og blev indviet af den sidste bayerske konge Ludwig III under 1. verdenskrig.
I tredjesalshøjde findes 13 stenskulpturer i 2.40 m højde, og som forestiller personer knyttet til retslæren. Palæet blev opført, hvor Nürnbergs største fængsel(Justizvollzugsanstalt Nürnberg) var blevet anlagt i årene 1865-68. På fængselsområdet ligger fængselscellerne (Nürnberger Zellengefängnis), hvor de anklagede sad indespærret under Nürnbergprocesserne.
Fængselscellerne og Justitspalæet er forbundet via en underjordisk gang, og under Nürnbergprocesserne havde amerikanerne ydermere skabt en overjordisk gang, som blev taget ned ved processernes afslutning. Selve retslokalerne for Nürnbergprocessen findes i den højre tilbygning til hovedbygningen, den såkaldte Schwurgerichtssaal 600 (Nævningesal). Hovedprocesserne varede i cirka 10 måneder i perioden 1945-46, men en stribe andre processer blev ført frem til 1949.
Argumentet for, at netop denne bygning blev valgt, er fra allieret side streng logistisk og forklares med, at komplekset ikke havde lidt skade under bombardementerne, og at det lå centralt i Tyskland. Mange mener dog, at beliggenheden i den amerikanske sektor og i særdeleshed den symbolske betydning, Nürnberg havde indtaget i Det tredje Rige som stedet for afholdelsen af Rigspartidagene, var lige så afgørende.
Nævningesalen har efterfølgende været brugt i mordsager. Siden år 2000 har salen været åben for offentligheden. Rummet er gjort en smule mindre end under processerne, og anklagebænken er blevet flyttet til, hvor vidneskranken stod under processen.
Siden 2010 har Schwurgerichtssaal 600 huset den permanente og meget roste udstilling Memorium Nürnberger Prozesse.