Keukenhof
Kendes som Europas Have og er verdens største blomsterpark. Parken ligger tæt på landsbyen Lisse på den hollandske Klit og Blomsterstrækning syd for Haarlem og vest for Amsterdam. Ifølge parkens hjemmeside plantes der årligt over 7 millioner blomsterløg på et areal, der dækker 32 hektar. Parken har åbent fra midten af marts til midten af maj, hvor midten af april vurderes som det bedste tidspunkt at besøge parken på.
Historisk var området ved Keukenhof placeret på en jagtgrund fra det 15. århundrede. Parken blev brugt som køkken- og urtehave for grevinden af Hainaut – Jacqueline, hvilket er grunden til navnet Keukenhof, der betyder køkkenhave (udtales Køkenhof). Efter grevindens død flyttede rige handelsfolk ind. I 1641 opførte den velhavende handelsmand og medlem af det Forenede Hollandske Østasiatiske Kompagni slottet. I det 19. århundrede lod baronparret van Pallandt landskabsarkitekterne Jan David Zocher og hans søn Louis Paul Zocher udføre slotsparken, der i store træk er grundridset af den nuværende park. Den nuværende have blev dog først skabt i 1949 af Lisse´s daværende borgmester for at øge Hollands eksport af egne producerede blomsterløg (Holland var både dengang og i dag verdens førende eksportør af blomsterløg).
Haven er udformet i flere forskellige stilarter. I den engelske have af Zocher fra 1830 møder man krydsende stisystemer med flere kunstige søer i parken. I den historiske have møder man mange forskellige typer af løg igennem tiderne. Naturhaven består af en vandhave og en afdeling med buske og stauder fyldt med forskellige blomstertyper. Den japanske have er en utraditionel have i naturlige omgivelser. Keukenhof har derimod ikke de lange marker fyldt med tulipaner Disse findes udenfor parken, men er for det meste i privat eje. Slotshaven er åben hele året, mens blomsterhaverne kun har åbent i foråret. Slotshaven bruges til festivaler, blandt andet afholdes Castlefest sidste weekend i August, som er en folkemusikfest. Derudover afholdes der mange musikkoncerter ved slottet i løbet af året.
Parken har været besøgt af mange berømtheder igennem tiderne. Dronning Juliana var skytshelgen for stedet, og hendes døtre prinsesserne Beatrix, Irene og Margriet var blandt de første besøgende, da stedet åbnede i 1950. Den hollandske kongefamilie har i det hele taget vedvarende besøgt parken.