Killorglin
Killorglin – på irsk “Cill Orglan”, der betyder Orglas kirke – er en by i County Kerry i den sydvestlige del af Irland.
Byen ligger på den berømte turistrute Ring of Kerry og på “The Wild Atlantic Way”.
Historisk blev byen grundlagt og udviklede sig ved den smukke flod River Laune. Floden er kendt for den gode fangst af laks og ørred. Der bor cirka 2.100 (anno 2011) i byen, omend at tallet stiger betragteligt under den store festival Puck Fair i starten af august, når besøgende og tidligere beboere ankommer til byen i stort antal. Byen er primært en turistby og i særdeleshed for aktiv ferie i Kerry, og der findes en del vandrehjem i byen. Denne huser også den sidste kro, som den italiensk-irske entreprenør Carlo Bianconi åbnede i Irland. Han var kendt for at have opfundet offentlig transport i landet. Den ligger til højre centralt i byen og kaldes The Bianconi med et maleri af hans hestekøretøjer udvendig på kroen. Rådhuset i byen er bygget med hjælp fra Andrew Carnegie.
FEXCO, der er et internationalt vekselbureau, har haft sit hovedkvarter i byen siden dets grundlæggelse i 1981. Derudover ligger Prize Bond Company – det nationale lotteri – og farmaceutiske firmaer som Temmler og Astella har mindre afdelinger i byen.
I udkanten af byen ligger ruinerne af slottet Conway – Conway Castle.
Floden Laune
Laune – på irsk An Leimhain løber 20 kilometer fra søen Lough Leane ved Killarney og ud i Atlanten i Castlemaine Harbour, der er det inderste del af bugten mellem halvøerne Iveragh og Dingle. Floden bærer det meste af det regnvand, der kommer fra bjergkæden Macgillycuddy Reeks, som er Irlands højeste bjergkæde. Meget af regnvandet fra den sydlige side af bjergkæden drænes først til en anden af Killarneys søer – Upper Lake – der efterfølgende løber ind i Lough Leane. Floden får tilløb af to floder, som løber nordpå fra Macgillycuddy Reeks: River Loe fra Gap of Dunloe og Gaddagh River fra kernedelen af Macgillycuddy Reeks. Endnu en biflod er Cottoners River, som bringer regnvand vest for Reeks. På den sydlige side af broen er der en kanal, der løber parallelt, og som fungerer som afvanding i tilfælde af oversvømmelsesfare tæt ved Castlemaine Harbour. Disse inddæmninger stammer fra napoleonstidens Europa omkring år 1808. Den britiske regering kiggede efter alternative steder at lave hamp til produktion af skibssejl til deres flåde, der skulle forsvare dem mod en mulig invasion, hvis man kunne dræne de irske moser og bruge dem til at dyrke råmateriale uden, at det fik indflydelse på landets landbrugsmæssige produktion.
I 1811-12 lavede man en undersøgelse, der fastslog, at over 30.000 hektar tørvemose fandtes på Iveragh Halvøen, og at over 7.000 heraf lå langs søerne og langs floderne Laune og River Maine samt Castlemaine Harbour. 200 år herefter er disse jordbanker stadig i stand til at forhindre, at landet bliver oversvømmet ved højvande. Digernes højde varierer mellem 1 til 5 meter.
Ballykissane 1916
På molen i Ballykissane er der et monument, som mindes tre frivilliges død i 1916. De døde, da deres bil kørte i vandet, mens de var på vej til Caherciveen, hvor de skulle hjælpe Sir Roger Casement med at installere monumentet på det tyske krigsskib “Aud”.
Langfredag – 21. april 1916 – satte 4 mand af sted fra Dublin til Killarney med tog. Det var Charlie Monaghan, Donal Sheehan, Con Keating og Thomas McInerney. Fra Killarney fortsatte de videre i bil til Caherciveen for at tage kontrol med den trådløse station på Valentia Island. Thomas McInerney kørte bilen, hvor Con, Charlie og Donal var passagerer. Lige uden for Killorglin for de vild og spurgte en ung pige om vej til Caherciveen. Hun fortalte dem, at de skulle dreje til højre, hvilket de tog fejl af og drejede i stedet ned på kajen. I mørket kørte de i vandet i floden Laune, der er meget dyb på dette sted. Det er blevet sagt, at genspejlet fra månen skulle have fået det til at ligne en vej. Totalt desorienteret startede Thomas McInerney med at svømme i den forkerte retning, men reddede sig dog alligevel. De tre øvrige var fanget i bilen og druknede.
Festivalen Puck Fair
Hvert år – med start 10. august – afholder man i Killorglin den berømte tre-dages festival Puck Fair, som er Irlands ældste traditionelle festival. I 2013 fejrede festivalen sit 400 års jubilæum.
Den mest udbredte fortælling om oprindelsen af “King Puck” – Den kronede Ged – er relateret til den hårdhændede engelske militære leder Oliver Cromwell. Dennes tropper hærgede og plyndrede i områderne tæt ved Shanara og Kilgobnet for foden af MacGillycuddy Reeks, hvor en horde geder græssede i oplandet. Dyrene flygtede, og en af gederne kom væk fra flokken. Mens de andre geder flygtede op i bjergene, fortsatte den til Killorglin ved Launes bredder. Gedens ankomst i total udmattet tilstand alarmerede byens indbyggere, og de vidste, at det handlede om at tænke i beskyttelse. For at anerkende geden besluttede byens befolkning at ære den ved siden at holde en festival.
En anden forklaring relaterer sig til Daniel O´Connell, den første irske katolik, der i 1828 blev valgt til det britiske parlament i Westminster. I årene forinden kunne katolikker ikke blive valgt, da den hidtidige britiske konge Georg III. krævede af parlamentsmedlemmerne, at de skulle sværge ved den protestantiske trosbekendelse, og det ville de katolske irere ikke. I relation hertil skulle O´Connell, som boede nær ved, have udtalt, at skulle han hylde en konge, kunne det lige så godt være en ged.
En tredje forklaring lader nogle forklare med, at geden er et gammelt frugtbarhedssymbol, og at kroningen kan forklares på denne måde.
K-Fest Music & The Arts
Siden 2013, hvor den ovennævnte institution blev grundlagt i Killorglin, har den promoveret og støttet opkomsten af musik, kunst og kunstgallerier, live musik, film, det talte ord og workshop for børn og at fostre medejerskab af kunst for alle aldre. Man har brugt forladte huse, butikker og bygninger i Killorglin.
I forbindelse med ovennævnte er byen blevet ramme om den nationale kunstpris The Screaming Pope Prize. Prisen er opkaldt efter en titel på et maleri af Francis Bacon. Den har været uddelt siden 2014.
Killorglins smag
I 2012 etablerede man denne madfestival, hvor man kan smage på Killorglin og den mad, der bliver til i de omgivende områder, hvor man kombinerer fantastiske madoplevelser med underholdning for madelskere og det lokale samfund. Den varer 3 dage i midten af september hvert år. Der opstilles en lang række boder med friske fisk og skaldyr, pølser, blodpølser, grøntsager, honning, desserter og fadøl.
Derudover foregår der kanoløb og fiskeri ved Laune og zumba og salsa på Library Place.
Biddy´s day i Killorglin
Hvert år fejrer man Biddy i det centrale Kerry. Her besøger grupper af Biddy huse på landet og af offentlig karakter. De bære hos sig en Brídeóg, der skal holde onde ånder væk fra dyr og mennesker i det kommende år. Dens oprindelse er tabt i tågerne, men er et miks af kulturarv lånt fra kristendommen (Saint Brigid) og antikke keltiske traditioner (Imbolg). Imbolg er er en af de årlige fire keltiske festivaller sammen med Lá Bealtaine, Lughnasa and Samhain (Halloween). I 2017 begyndte man specifikt at afholde en festival for Buddy, hvor højdepunktet er at bære Biddy igennem Killorglin omgivet af tændte stearinlys. Traditionelt betyder et besøg fra Biddy held, frugtbarhed, velstand – og ikke at blive besøgt betyder det modsatte.
Kunst i Killorglin
Byen er kendt for sin bronzestatue King Puck, der står lige, inden man krydser broen over floden Laune. Den er skabt af en lokal skulptør fra Valentia Island ved navn Alan Ryan Hall og blev indviet i 2001. I 2011 blev der opsat en plade ved statuen for at vise respekt for nogle af de mange forfattere, poeter og skribenter, som har skrevet om Killorglin. Det gælder folk som Edso Crowley, Sigerson Clifford, Peter Joy og Johnny Patterson.
Midt i byen finder man et stort husgavlsmaleri af den polske kunstner Pawet Wrobelski – han bor i Cork – der fejrer K-Fest Music & Arts. Det blev udført i 2014 og viser en ung pige i sin flyverdragt med en legetøjsflyvemaskine. Hun er malet i bybilledet, hvor King Puck statuen står.
Byen samt Puck Fair indgår musikalsk i flere folkesange. Det gælder ‘Bridget Donohue‘ skrevet af Johnny Patterson. ‘King Puck’ skrevet af Christy Moore og ‘Wildflower of the Laune’ af Peter Joy – bare for at nævne nogle stykker.
Kendte folk med rod i Killorglin
Den tidligere amerikanske vicepræsident Dick Cheneys – under George W.Bush (2001-09) – mormor Deborah Naughton, var født i Raingue Killorglin og emigrerede i 1923 til USA, hvor hun i Chicago giftede sig med en anden irsk-Kerry født Michael Clifford fra Kells i det sydlige Kerry.
Derudover er skuespillerne Ed Begley og dennes søn Ed Begley junior fra Killorglin, da faderen blev født her, inden han udvandrede til Connecticut. Faderen har spillet med Clint Eastwood i “Hang em High”.
Tom Barry var guerrillaleder for IRA i det vestlige Cork og Kerry under den Irske Uafhængighedskrig 1919-22. Han blev født i Killorglin i 1897 og blev berømt på i 1968 at skrive sine erindringer, der blandt andet blev meget læst af flere af de nordirske IRA-medlemmer. Blandt andet skrev Bobby Sands et digt om Tom Barry.
Pingback: Charles Bianconi | Historiskerejser.dk