Køstrin Fæstningsby
Fæstningen i Køstrin blev anlagt i anden halvdel af det 16.århundrede for at beskytte Residensbyen Køstrin / Küstrin. Fæstningens militære betydning ophørte først i 1920 efter Første Verdenskrig. Kort tid efter krigen begyndte nedbrydningen af de østlige voldanlæg. I slutningen af Anden Verdenskrig blev Køstrin igen erklæret til fæstning og stort set totalt ødelagt som følge af krigshandlinger i slutningen af marts 1945. Efter afslutningen på krigen blev de tilbageværende fæstningsdele sprængt og brudt ned til brug for materiale andre steder. Siden 1990´erne har der foregået en vis restaurering af fæstningsanlæg i den gamle by og Fort Gorgast, mens de andre ydre fæstningsværker står tomme og i forfald. En større del af fæstningsværkerne ligger på østlige side af floden Oder og dermed i polske Kostrzyn nad Odra og resten i den tyske kommune Küstriner Vorland.
Küstrin – der var en smuk fæstnings-, og residensby ved floden Oder. Billede på wikipedia
Før 1535
Den første omtale af Küstrin stammer fra året 1232. Küstrin ligger strategisk gunstigt ved sammenløbet af floderne Oder og Warthe. For at beskytte overgangen af floden Oder er det sandsynligt at der har været en fæstning på stedet på dette tidspunkt. I 1323 mistede Askanierne deres magtherredømme over området og frem til 1455 skiftede magten over området flere gange. I dette år købte Friedrich II. von Brandenburg stedet og dermed blev det en del af Hohenzollernes stamområde. I 1535 arvede Johann af Brandenburg-Küstrin og gjorde stedet til Residens for den lille sidegren af Hohenzollern.
Plan over fæstningsområdet i Küstrin fra 1728. Her ser man hvor floderne Oder og Warthe løber sammen.
Køstrin som fæstningsby fra og med 1535 og frem til 1920
Johann af Brandenburg-Küstrin begyndte opbygningen af Køstrin med opbygningen af Slottet i Køstrin hvilket varede fra 1535 til 1537. I sammenhæng med slotsbyggeriet tog opbygningen af fæstningen igang. I årene 1537-43 anlagde man store jordvolde, der ville være i stand til i første omgang at kunne beskytte slottet fra de hyppige oversvømmelser. Efter flere års byggepause da blev jordvoldene forstærket i årene 1553-68 med murværk. Fæstningen stod færdig i 1568. Bymuren omfattede da Bastionerne König; Königin; Kronprinz; Kronprinzessin og Philipp såvel som byportene Berliner Tor og Zorndorfer Tor. Fodgængere havde tilgang via Kietzer Pforte og Mühlenpforte. En af fæstningsbygningsmestrene var Francesco Chiaramella og efter ham Rochus zu Lynar.
I Trediveårskrigen (1618-48) drog den svenske konge Gustav II. Adolf fra julie 1630 sydpå langs Oder med sin hær. Svenskerkongen anlagde en mere simpel befæstning på den modsatte side af Küstrin, hvilket gjorde at svenskerne beherskede skibsfarten. På krav fra Sverige blev Küstrin overdraget til svensk administration fra og med juni 1631, Svenskerne påbegyndte umiddelbart herefter en videre udbygning af fæstningen, der blev fortsat sidenhen af den Store Kurfyrste af Brandenburg. I årene 1631-88 opstod heraf et brohoved på den venstre side af Oder; det gjaldt det såkaldte Hornwerk, såvel som bastionen Brandenburg mellem de allerede eksisterende bastioner König og Philipp. Derudover styrkede man de østlige fæstningsvolde igennem byggeriet af skanserne; Gohrin, Albrecht, August-Wilhelm og Christian Ludwig. En voldgrav ved bastionen Philipp blev vandgravene afsluttet. Køstrin var hermed blevet til en af Tysklands stærkeste fæstninger.
Køstrin udført af Merian i 1652.
En af de mest berømte fanger i fæstningen var den lutherske teolog Aegidius Strauch II., som den Store Kurfyrste af Brandenburg tog til fange, da denne rejste mellem Danzig og Hamborg. Han var som ivrig lutheraner stærkt imod den calvinistisk-reformerte bekendelse som Hohenzollerne bekendte sig til, hvilket gjorde ham stærkt svenskvenlig under krigen. Den berømte teolog sad fanget i 3 år, men på utallige opfordringer fra hans tilhængere så som Kongerne af Polen og Sverige samt Kurfyrsten af Sachsen da løslades han. Da han vendte tilbage til Danzig den 9.juli 1678 modtog i titusindvis af hans tilhængere ham og alle byens lutherske kirker hyldede hans befrielse med gudstjenester.
Den prøjsiske løjtnant Hans Hermann von Katte blev den 6.november 1730 henrettet i fæstningen. Dette skete for øjnene af den fremtidige konge Frederik den Store efter ordre fra Soldaterkongen. Episoden er en af de mest kendte fra Frederik den Stores ungdom. Forinden havde Katte og Frederik den Store angiveligt forsøgt at flygte sammen, og Soldaterkongen havde indledningsvis ville henrette sønnen ligeledes, men tvang ham istedet til at overvære henrettelsen.
I 7-årskrigen (1756-63) belejrede russiske tropper Køstrin i dagene 15.-18.august 1758. Byen der på daværende tidspunkt overvejende var bygget i træ nedbrændte uden at russerne var i stand til at indtage fæstningen. Kong Frederik den Store kom fæstningen til undsætning og besejrede russerne øst for Køstrin i Slaget ved Zorndorf.
I den Fjerde Koalitionskrig under Napoleonskrigene da blev fæstningen overdraget til Napoleons tropper næsten uden kamp. Den ansvarlige Friedrich Wilhelm von Ingersleben deserterede derpå og flygtede mod øst og blev i 1807 dømt til døden in absentia, og i modsætning til flere andre ikke benådiget. Køstrin forblev besat af franskmændene indtil 1814, der udbyggede den yderligere i disse år. Efter Napoleons nederlag i Ruslandsfelttoget i 1812, da beskød russiske tropper Køstrin i marts 1813. Franskmændene lod forstæderne nedbrænde af taktiske grunde. Da fæstningen nærmest var umulig at storme, da blokerede først russiske og siden prøjsiske tropper fæstningen indtil franskmændene kapitulerede i marts 1814.
I det 19.århundrede blev fæstningen igen udbygget for at kunne beskytte sig mod det artilleri der kun blev tungere. På Oderinsel blev brohovedet udbygget og udvidet med to Lynetter til flanken, det skete i årene 1850-62. I årene 1863-72 blev det selvstændige fort “Neues Werk” anlagt ved Banegården Küstrin-Neustadt – ved dagens banegård i Kostrzyn.
I 1877/78 blev porthusene – Berliner Tor og Zorndorfer Tor – nedrevet og man gik igang med nybyggeriet og med en dobbelt gennemfart. Samtidig blev krudttårnene nedlagt og erstattet af krudtmagasiner udenfor byen. Vejbroer samt jernbanebroer over floderne Oder og Warthe blev sikret med blokhuse. Byggearbejdet blev afsluttet med fire yderforter kaldt Biehlersches Enhedsfort: Fort Gorgast, Fort Zorndorf (1882 ved Sarbinowo), Fort Säpzig (1887 ved Zabice) og Fort Tschernow (1882-85 ved Czarnow). Forterne var allerede da de stod færdige blevet overhalet indenom af den teknologiske udvikling – hvilket den såkaldte Brisanzgranatkrise afslørede – da de ikke kunne holde stand mod artilleriet der kunne beskyde fæstningen direkte. Udenfor byen forenklede man en lang række forhold i forhold til at gøre tropperne mere fleksible i tilfælde af forsvar af byen.
Fæstningsanlæggene hæmmede byens udvikling tydeligt. Mod slutningen af det 19.århundrede blev de militære anlæg alt andet lige mere gennemtrængelige. Küstriner Porten blev i 1887 gjort væsentligt bredere, hvor forskellige køretøjer nu kunne passere. Omkring år 1901 begyndte man at nedrive voldene mod Oder ved slottet. I årene før Første Verdenskrig var der planer om at nedrive voldanlæggene, der dog først kunne sættes igennem nogle år efter.
Fæstningsfunktionen blev endelig nedlagt i 1920, hvor de på ordre fra den Interallierede Militær-Kontrolkommission måtte trække skytter og våben tilbage. Küstrin mistede med tabet af udstationerede fra Rigsværnet deres betydning som Garnison.
Efter 1920: Kupforsøg – Fæstning under Anden Verdenskrig og brug efterfølgende
