Russiske Imperium

Det Russiske Imperium eksisterede fra 1721 til 1917. Det strakte sig fra de centrale dele af Europa og hele vejen på tværs af den nordlige del af det asiatiske kontinent til Nordamerika. Det opstod som imperium som konsekvens af sejren i den Store Nordiske Krig og varede, indtil det i Februarrevolutionen i 1917 blev erklæret for republik af den provisoriske regering. 

Det var det tredjestørste imperium i verdenshistorien, der strakte sig over hele tre kontinenter, og som kun er blevet overgået i størrelse af det Britiske Imperium og det Mongolske Imperium. Det Russiske Imperiums fremvækst skete i takt med, at rivaliserende nabomagter samtidig faldt sammen: Det Svenske Imperium (1611-1721), Polen-Lithauen, Persien og det Osmanniske Rige. Imperiet havde en stor ære i at hindre Napoleons kontrol over Europa og ekspanderede efterfølgende mod vest og syd. 

Huset Romanov regerede det Russiske Imperium fra 1721 til 1762, og dets tyske gren af familien huset Holsten-Gottorp-Romanov regerede fra 1762 og frem til 1917. I begyndelsen af det 19. århundrede strakte imperiet sig fra det Arktiske Hav mod nord til Sortehavet i syd og fra Østersøen i vest til Stillehavet og Alaska og det nordlige Californien mod øst. I 1897 var der ved folketællingen i landet 125.6 millioner indbyggere, hvilket gjorde imperiet til det tredjestørste efter det kinesiske Qing Dynasti og Indien. Som alle imperier spændte det vidt og med store forskelle inden for økonomi, etnicitet og religion. Der var utallige oprørselementer, som adskillige gange forsøgte at gøre oprør eller foretage attentater. Dette blev tæt overvåget af det hemmelige politi, og i tusindvis blev sendt i eksil i Sibirien. 

Økonomisk var imperiet altovervejende baseret på landbrug med en forholdsvis lav produktivitetsskala, hvor livegne bønder arbejdede på enorme godser, indtil livegenskabet blev ophævet i 1861. Økonomien blev kun langsomt omstillet til industrialisering med hjælp fra fremmed investering i jernbaner og fabrikker. Landet blev styret af en adel – Bojarerne – fra det 10. til det 17. århundrede og derefter af en kejser – Tsaren. Tsar Ivan III. (1462-1505) lagde fundamentet for, at imperiet kunne vokse frem. Han gjorde statens territorium tre gange større, afsluttede den Gyldne Horde – mongolernes – dominans, renoverede Kreml i Moskva og lagde fundamentet for den russiske stat. Tsar Peter den Store (1682-1725) kæmpede i utallige krige og udvidede et allerede enormt rige til at være en af de ledende europæiske magter. Han flyttede hovedstaden fra Moskva til sin nyskabte moderne by Sankt Petersborg og ledede samtidig en kulturel revolution, der erstattede nogle af de traditionelle og middelalderlige kotumer og politiske styreformer med et moderne, videnskabeligt, Europa-orienteret og rationelt system. 

Tsarina Katarina den Store (1762-96) regerede i en gylden tid for Rusland, og hun udvidede landets territorium via erobringer, kolonisation og diplomati og fortsatte samtidig Peter den Stores politik om at modernisere landet ud fra en vesteuropæisk tankegang. Kejser Alexander II (1855-1881) stod for adskillige reformer, mest dramatisk var hans beslutning om at sætte de 23 millioner livegne fri. Hans politik fokuserede også på at beskytte ortodoks kristendom i Østeuropa mod det Osmanniske Imperium. Denne rolle førte imperiet ind i 1. verdenskrig som beskytter af Kongeriget Serbien og i alliance med de øvrige ententemagter Frankrig og det Britiske Imperium mod kejserrigerne Tyskland, Østrig-Ungarn og Osmannerriget. 

Det Russiske Imperium fungerede som et absolutistisk monarki indtil revolutionen i 1905, hvorefter det juridisk blev et konstitutionelt monarki. Imperiet kollapsede som følge af Februarrevolutionen i 1917, som primært skete grundet de talrige fejltagelser, der skete under deltagelsen i 1. verdenskrig. 

Fakta om det Russiske Imperium

Imperiet eksisterede fra 1721 til 1917. Dets motto var Si Nami Bog (dansk: Gud er med os). Nationalmelodien lød Bozhe, Tsarya Khrani! (dansk: Gud beskytter Tsaren). Hovedstaden var Sankt Petersborg 1721-28 og igen 1730-1917 – derimellem var den Moskva.

Det officielle sprog var russisk, men regionalt blev der talt denne lange række af sprog: armensk, aserbadjansk, hviderussisk, tjetjensk, cirkassisk, engelsk, estisk, farsi, finsk, georgisk, kazakhisk, kirgisisk, lettisk, lithauisk, mongolsk, polsk, rumænsk, svensk, tatjikisk, tyrkisk, turkmensk, ukrainsk og usbekisk. 

Ortodoks kristendom var den altovervejende religion, men derudover fandtes også: romersk-katolsk, protestantisk, jødedom, islam, buddhisme og tengrisme. 

Regeringsformen var 1721-1906 et absolutistisk monarki og fra 1906-17 officielt set et konstitutionelt m. Den første tsar var Peter den Store, og den sidste var Nikolaj II. Lovgivningen foregik i et to-kammer-system, der bestod af Overhuset i Statsrådet og i Dumaen – Underhuset. I 1895 udgjorde området 22.800.000 kvadratkilometer og en befolkning på 125.600.000. Møntenheden var Rubel. 

Imperiets fødsel

Det Russiske Imperium blev først officielt proklameret af Tsar Peter I. den Store efter Freden i Nystad, der afsluttede Store Nordiske Krig i 1721. Der er dog flere historikere der peger på at Imperiet eksisterede allerede da Ivan III. den Store i 1478 erobrede Novgorod eller da Ivan IV. den Grusomme undertvang sig Kazan-Khanatet i 1552. Andre peger på at samme Ivan havde brugt betegnelsen Tsardømme efter han blev kronet i 1547 og dermed at man så sig selv som et Imperium. 

En stor del af den russiske territoriale udvidelse fandt sted i det 17.århundrede, hvor det kulminerede med den russiske kolonisering af Stillehavet og underlæggelsen af Sibirien i midten af det 17.århundrede og den Russisk-Polske Krig 1654-67, der inkorporerede venstrebredden af Ukraine. Polen blev delt af tre omgange (1772,1793 og 1795) og endelig undertvunget efter Napoleonskrigene. I det meste af det 19.århundrede foregik de territoriale udvidelser i Asien i området syd for Sibirien. 

Befolkningsudviklingen gik således at: 

• 1720 : 15.5 millioner (baltiske og polske territorier)
• 1795 : 37.6 millioner (polske territorier)
• 1812: 42.8 millioner (finske territorier)
• 1816: 73 millioner (Kongres Polen og Bessarabien)
• 1914: 170 millioner (Asiatiske territorier)

Print siden her