Krigene der samlede Tyskland; 1864, 1866 og 1870-71
Die drei freiheitskrige
I 1862 kom Otto von Bismarck til magten som tysk kansler, og han viste sig at have en politisk næse, som var udstyret med en helt fantastisk evne til at se og løse problemer på vidtskuende vis. Han er blevet kaldt den moderne realpolitikers fader. En af hans største fortjenester var, at han nationalt formåede at bilægge utilfredsheden blandt liberale modstandere af en konservativ mindretalskansler ved at appellere til tysk samling under de 3 frihedskrige. I 1864 havde Danmark under deres nylige kong Christian IX brudt fredstraktaten med Tyskland ved at gøre krav på Slesvig. For Bismarck var det en oplagt chance til at høste point på den nationalistiske skala, samt at afprøve det topmoderne militær, der var blevet kraftigt reformeret siden Napoleonskrigene og ikke mindst til at få løst grænseproblemerne i nord. Danmark blev løbet over ende i løbet af få uger ved Dybbølsskanserne, og Slesvig-Holsten blev løst fra Danmark.
Imidlertid blev Holsten nu anstødssten til uoverensstemmelser mellem Preussen og Østrig. Sidstnævnte holdt på, at området skulle være neutralt, Preussen var enig, men mente, at det var deres våben, der skulle sikre denne neutralitet. Uenigheden spidsede til, og Østrig fik allieret sig med de fleste andre tyske stater. I 1866 kom det til sammenstød mellem de to lande ved Königgrätz (Hradec Kralove), og Preussen vandt en knusende sejr, der betød at Frankfurt, Hannover, Nassau, Slesvig-Holsten og Kurhessen blev indlemmet i Preussen. Østrig måtte sande, at Preussen havde vundet det tyske kapløb om overherredømmet. På tegnebrættet kunne man se konturerne af det fremtidige kejserdømme, et nordtysk forbund under preussisk ledelse og et sydtysk forbund bestående af Bayern, Sachsen og Württemberg, men fungerende fælles via toldforbundet.
En af kilderne til den nationale fødsel var frygten for de hærgende franskmænd, og franskmændene havde ligeledes et traume over den stadigt stærkere nabo i øst, da den spanske trone i 1870 blev ledig, og da det var på tale at indsætte en Hohenzollerslægtning på den spanske trone, blev Frankrig febrilsk. I hvert fald gik der så meget diplomatisk hårknude i forhandlingerne, at Frankrig endte med at erklære Preussen krig. Preussen fik opbakning fra de sydtyske stater og viste sig Frankrig militært overlegen, og det afgørende slag blev ved Sedan, d. 31. August 1870, som indtil 1945 var Tysklands nationaldag. Resultatet af krigen blev, at Alsace og store dele af Lorraine plus Metz blev tysk, samt at Sachsen, Bayern og Württemberg valgte at sige ja til deltagelse i oprettelsen af det tyske kejserrige med Berlin som hovedstad og Hohenzollernslægten som kejserfamilie. For Berlin betød det, at man ikke alene var hovedstad i Preussen, men nu også var hovedstad for det samlede stortyske kejserrige. Det ville uundgåeligt komme til at betyde et endnu større tilvandringsopland samt, at endnu mere magt og prestigebyggeri ville finde sted i Berlin.
