Bismarck og Gründerzeit, Berlins Guldalder: 1871-1914
Stålet og Bismarcks kulturkamp
Tyskland havde siden 1815 oplevet kolossale vækstrater, der var drevet frem af troen på den frihandel, som havde fået ændret sin basis efter Preussens udvidelse i 1815. I årene lige efter den tyske forening oplevede Tyskland så stærke vækstrater, at man troede, at man havde fundet den økonomiske opskrift på vejen ind i himlen. Men i 1873 var den europæiske økonomi blevet overophedet, og i Wien krakkede børsen. Den europæiske frihandelsoptimisme havde fået et rap over fingrene. For Tyskland blev den økonomiske krise knap så slem som f. eks. for den engelske, men virkningen var dog ikke til at tage fejl af, og mange tyskere udvandrede til USA. Arbejderbevægelserne kom styrket ud af krisen, og på lang sigt kom krisen til at betyde, at den tyske økonomi sammen med den amerikanske ved århundredskiftet havde overhalet den britiske.Krisen kom til at betyde, at mange lande indførte høje toldsatser rundt om deres egne markeder på de produkter, som der var konkurrence på, og det gjaldt så om at være selvforsynende og besidde naturressourcer, som var meget efterspurgte, hvilket gjorde Tyskland stærk i kraft af stålet i Ruhr, der vandt frem og blev det vigtigste metal frem til første verdenskrig.
Bismarck havde under krisen set en betydelig fare i den magt, som fagforeningerne kunne komme til at udgøre mod den eksisterende samfundsorden, og som han selv var rundet af. I modsætning til mange af sine standsfæller i samtiden reagerede Bismarck ved at give arbejderne forbedrede vilkår på den ene side og på den anden side forbyde de socialistiske partier. Bismarck indførte en forsikringsmodel, hvor man som arbejder betalte sin pension samt sin afskedigelse som en procentdel af lønnen. Det er den model, der stadig i vidt omfang danner grobund for den tyske arbejdsmarkedsmodel, selvom den er blevet kraftigt udbygget siden.
Ekspansion og intolerance
Tyskland var blevet en stormagt, som de andre lande skævede bange til. Det havde et stærkt militær, en bugnende økonomi og et befolkningstal, der suverænt var Europas største. I Berlin kom den fornemme tyske kultur til udtryk i det prestigebyggeri, som kejseren lod starte, mest eklatant er Rigsdagen, Bodemuseum og Berliner Dom. Mens den økonomiske tilbygning skinnede igennem i de mange kanaler (Teltow-kanal, Oder-kanal, Landwehrkanal osv.) og de mange skinnestrækninger og jernbanestationer (Anhalter Bahnhof, Stettiner Bahnhof, Bahnhof am Zoo etc.), der blev opført, er et tydeligt eksempel på den økonomi, der kørte i højeste gear.
De samfundsomvæltninger, som Tyskland, hvor lidt man end på højeste niveau ville erkende det, blev præget af, kom på mange måder stærkest til udtryk i Berlin. Den økonomiske magt lå hos de liberale, der dog blandt mange havde deres rødder i de konservative junkerkredse og derfor ikke pressede alvorligt på for politiske forandringer i retning af en svækket kongemagt. Preussen havde siden 1600-tallet været hjemsted for religiøs tolerance. Det vedblev det med at være, så længe protestanterne var sikret flertallet. Den store katolske indlemmelse anså Bismarck imidlertid for en ligeså stor fare for det tyske samfund som socialisterne. Bismarck førte reelt en kulturkamp mod katolikkerne under hele sin regeringsførelse, der kraftigt begrænsede den religiøse tolerance, som havde præget Preussen i mange år. Bismarck foreslog – for at dæmpe gemytterne – at gøre Kassel til hovedstad i Tyskland, da det ville dæmpe den katolske utilfredshed.
Berlins kulturelle spaltning under den eksplosive ekspansion
For en konservativ sjæl som Bismarck var Berlin heller ikke nem at blive klog på. Det kejserlige Berlin var kun en del af byen og kom stærkest til udtryk i området ved Unter den Linden med byggerier som Berliner Dom, Rigsdagen og Siegessäule, mens Berlin mere tydeligt i området omkring Kurfürstendamm udviklede sig til en af kontinentets førende liberale handelsbyer. Det sås tydeligst på industribaronernes overdådige minislotte, i opblomstringen af administrationsbygninger, de mange retsbygninger, arbejderbygninger, spillesteder, transportfaciliteter, børser, museer og kunstatelierer. Allerede dengang var de to bydele forskellige, og dette skulle blive forstærket senere. Denne dobbeltrolle udspillede sig også i den forstand, at byen var såvel hovedstad i Preussen som i det tyske kejserrige.
Det mest centrale var, at Berlin fra 1890 og frem var en socialdemokratisk bastion ganske i lighed med Preussen. Berlins vanvittige befolkningsøgning i disse år kan vises med disse tal: 1800: 170.000, 1870: 900.000, 1880: 1,3 mio., 1910: 2,1 mio., 1920: 3,9 mio. Disse gigantiske forøgelser i antal skyldtes uden tvivl, at man var blevet hovedstad i en af verdens mest magtfulde stater midt under den industrielle revolution, der sørgede for enorme vækstrater, først til Preussen og siden til Tyskland.
Byen var i rivende udvikling. Politisk var Tyskland efter sin samling et af de steder, hvor der skete mest. Det var her, at arbejderbevægelsen efter tilbagevisningen af Bismarcks anti-socialistiske love i 1890 var nået længst, det var tysk filosofi og litteratur, man skelede til overalt i verden med store navne som Nietzsche, Goethe, Schiller, Kant, Schopenhauer, Hegel, Lessing og ikke mindst Marx. Fra Hegel arvede man troen på, at den, der begreb tidsånden, kunne beherske den, og at dette kun var muligt for særligt udvalgte. Der var tendenser i Tyskland til at føle sig som det, Nietsche beskrev som overmennesker, der netop ville være i stand til at betvinge verden med deres kultur, og man betragtede mange af de omliggende lande med foragt. Tyskerne fik imperiale drømme og tanker om at udvide territoriet såvel i øst som i syd. Den nationalistiske optrapning foregik i storslåede monumenter, der hyldede fortidige tyske helte som Friedrich Barbarossa og sejren over romerne ved Teutoburger Wald, og den tyske ungdom skulle rustes til den krig, som måtte komme.
