Krolloperaen
Krolloperaen i 1890. Stik lånt fra wikipedia
Var et bygningskompleks, der lå hvor klokketårnet Carillon og Bundeskanzleramt i dag ligger på Platz der Republik foran Rigsdagen i Berlin. Det eksisterede fra 1844, til det blev revet ned i 1951. Det fungerede som fornøjelsesetablissement, komediescene, tekstillager, operahus og under nationalsocialismen som erstatning for den udbrændte rigsdagsbygning.
I 1841 besøgte den preussiske kong Frederik Wilhelm IV. den slesiske hovedstad Breslau. Her mødte han Joseph Kroll, der i Breslau ejede Krolls Wintergarten.
Kongen gav Kroll et grundstykke i udkanten af en daværende eksercerplads, hvor der ofte blev mudret i forbindelse med regnskyl. Kroll fik 30.000 daler til at opføre en bygning, dog måtte han forpligte sig til at levere grundstykket tilbage og rive bygningen ned, hvis det mislykkedes for ham. At det lykkedes Kroll at engagere såvel Ludwig Persius, Carl Ferdinand Langhans og Eduard Knoblauch som arkitekter, skyldes kongens engagement i byggeriet.
Byggeriet stod færdig i februar 1844, og det tog sig fremragende ud med 2 vinterhaver, 14 større selskabsrum og 3 større sale, der var egnede til koncerter. Teknisk sensationelt var de 400 flammer, der kunne tændes via gasbelysning.
De første år var en stor succes med mange forestillinger, og sågar lykkedes det i en kortere periode at engagere den wienske valsekonge Johann Strauss den Yngre, der dog trak sig tilbage med ordene, at Berlins natur og hans musik var uforenelige.
I 1848 døde Joseph Kroll og driften blev overtaget af hans datter Auguste Kroll. Hun satsede på såvel cirkusartisteri som operaforestillinger alá Rossinis Barberen i Sevilla.
I 1851 brændte bygningen ned til grunden, men da forsikringssummen var 80.000 daler, stod den allerede genopført året efter under ledelse af arkitekt Eduard Titz.
Økonomisk vedblev der at være en dårlig balance i foretagendet. Det blev ikke nemmere i 1869, da man i Preussen indførte kommerciel frihed, hvilket fik en stribe lignende underholdningssteder til at vokse frem.
Da det i 1876 blev besluttet at opføre Rigsdagen overfor, diskuterede man fortsat, hvorvidt Krolloperaen skulle nedrives. I 1888 uddøde Kroll-familien.
I 1896 blev bygningen solgt til den preussiske stat og lød navnet Neues Königliches Operntheater. Det var en periode, hvor dets anseelse steg betragteligt med opførelser af eksempelvis Gustav Mahler og Igor Strawinski.
I 1904 meldte Kejser Wilhelm II. ud, at han ønskede en stor opera med plads til 2500 tilhørere i Berlin. Indledningsvis ville han have nedrevet Statsoperaen på Unter den Linden, men i 1913 vedtog man at nedrive Kroll. Ludwig Hoffmann havde lagt konkrete planer, men da 1. verdenskrig brød ud, blev nedrivningsarbejdet sat i bero, og under krigen husede bygningen krigsinvalider.
Efter 1. verdenskrig valgte Weimarrepublikken at udføre et større saneringsarbejde, der endte med at gøre plads til cirka 2500 tilhørere. Den hidtidige Königsplatz blev til Platz der Republik. Otto Klemperer var en af de vel nok mest berømte dirigenter i bygningen i denne periode, hvor banebrydende stykker blev opført. Applausen var yderst forskellig, typisk var kulturborgerskabet meget begejstret, mens arbejderne følte sig fremmedgjort, og operaen fik typisk kritik for at være kulturbolsjevistisk. I 1931 lukkede bygningen af økonomiske grunde.
27 .februar 1933 brændte Rigsdagen, kort efter at Hitler var blevet valgt til kansler. Da Hitler overlegent vandt rigsdagsvalget 5. marts 1933, valgte han, at den nye rigsdag skulle træde sammen i Krollbygningen. Her lykkedes det i løbet af året 1933 at afskaffe det tyske demokrati.
Det tyske demokrati afskaffes i Krolloperaen. Billede fra wikipedia
Efterfølgende brugte han kun bygningen til at proklamere vigtige politiske manifestationer. Eksempelvis efter at have kuppet Røhm i sommeren 1934 ved indlemmelsen af Østrig, samt krigserklæringer mod diverse lande. Blandt andet blev Franklin D. Roosevelt kaldt åndssvag og det militære nederlag ved Moskva udlagt som en stor militær sejr.
I 1942-43 var der igen teaterforestillinger i bygningen. Men i 1943 blev den bombet af Royal Air Force, og i slaget om Berlin blev den også hårdt medtaget. Efter krigen var der forestillinger i en sporadisk bevaret bygning.
I perioden 1951-57 rev man hele bygningen ned.
