Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Lutherstadt Eisleben

Lutherbyen Eisleben er den næststørste by i landkredsen i landamtet Mansfeld-Südharz, der ligger i Harzens østlige forland i den tyske delstat Sachsen-Anhalt. Byen er kendt for at være såvel Fødselssted, – som Dødssted for Reformatoren Martin Luther. For at ære deres store bysbarn har byen siden 1946 båret navnet “Lutherby”. Mindesmærkerne over Luther i Eisleben og Wittenberg har siden 1996 været en del af verdenskulturarven hos UNESCO. Eisleben hører desuden med til forbundet af Lutherbyer. Eislebens byareal strækker sig over et enormt område 10 kilometer til en side og hele 25 kilometer til en anden side. Den største bydel er Helfta med det siden 1999 revitaliserede kloster.

Geografi

Byens kerne ligger 30 kilometer vest for Halle ved floden Saale i en langstrakt lavlandstunge, den såkaldte Eislebener Niederung (Eisleben Dalen) i den sydøstligste del af landamtet. Byområdet er præget af området brugt til landbrug og af den bækken Bösen Sieben der flyder igennem. Imellem områderne Unter- og Oberrißdorf hæver sig til Mansfelder Platte, et lavlandsplateau, der dækker det meste af byen. Den sydlige del af byen er præget af højdedraget Hornburger Sattel og den sydligste bydel Osterhausen ligger næsten i Helmetal.

Nabokommuner

Nabokommuner er Gerbstedt i nord, Søområdet i Mansfelder Land i øst, Färnstädt og Querfurt i syd og som begge ligger Saale-Amt og i vest; Allstedt, Bornstedt, Wimmelburg, Hergisdorf, Helbra og Klostermansfeld.

Historie

Folkevandringstiden

I tidsperioden 3. til det 5.århundrede søgte folkefærdene Svebere, Anglere og Varinere fra dagens områder i Holsten, Slesvig og Mecklenborg mod syd. Vest for floderne Elben og Saale indtil Thüringen kan man spore mange stednavne der ender på “-leben”. Eksempelvis opstod der i området mellem Erfurt og Haldensleben mere end 100 byer og landsbyer med den endelse. Ifølge Hermann Grössler betyder “Leben” i denne sammenhæng Arv eller Arvegods. Den første del af navnet henviser til klanfamilien af ejerne af jorden.

I løbet af det 5.århundrede havde indvandrerne blandet sig med den allerede eksisterende stamme Hermundurerne, og hørte med til det Thüringske Rige, som Frankerne gjorde en ende på i år 531. Den nordlige del af Thüringen blev som følge af ophøret af riget besat af Sachsen. De frankiske konger inviterede bønder fra Schwaben, Hessen og Friesland til at bosætte sig i området i forlængelse af dette. Det var ved denne lejlighed at inddelingerne Gau- fik sit indtog i området.

Middelalderen

Vandborgen på Faulersøen 

I det 9. og 10.århundrede opstod der en vandborg på den vestlige bred af den såkaldte Faulersøen (direkte oversat til dansk ville den blive kaldt Den Dovne Sø). 23.november 994 blev byen nævnt sammen med 5 andre steder, som et sted der havde fået markedsrettigheder samt mønt og toldrettigheder. Disse var tilskikket af den senere Kejser Otto III. Markedsområdet , der lå hvor 2 handelsveje krydsede og i beskyttelse af den kongelige vandborg, var en kongelig besiddelse, idet at de omliggende landsbyer måtte betale afgift for at kunne komme ind på markedet.

Hvidløgskongen

Hvidløgskongen Hermann von Luxembourg fra Eisleben (Foto: Wikipedia)

Hvidløgskongen Hermann von Luxembourg fra Eisleben (Foto: Wikipedia)

I 1081 bekræftede de saksiske fyrster i Eisleben deres valg af Hermann von Luxembourg (1053-88), greve af Salm, som modkonge til Henrik IV, mens denne var taget til Italien for at kæmpe mod paven. Hermann residerede i vandborgen i Eisleben og blev udsat for belejring af Henriks tropper fra Friesland. Grevenn Ernst von Mansfeld kom til hjælp og besejrede de frisiske tropper. Slagmarken lød i mange år Friesenstrasse, idag dog Freistrasse. Eftersom at Hermann indtil 1084 ikke havde tilstrækkelig støtte til at sætte sit tronkrav igennem, forlod han byen. Idet at der voksede mange hvidløg foran borgens mure kaldte man Hermann for “Hvidløgskongen”. På byens rådhus nordlige væg er der et sandstensrelief der fremstiller kongen. Idag er figuren en af byens turistmæssige seværdigheder.

Første benævnelse af byen

I 1069 blev slægten Mansfelder, der havde deres stamsæde i Mansfeld, tildelt et såkaldt Gau-greve-amt af kejser Henrik IV. Eisleben udviklede sig snart til hovedstad i dette grevskab. Fra 1121 indsatte greverne af Mansfeld en byfoged som regering i byen. Først i 1809 fik byen første gang en borgmester der ikke var indsat af byens øvrighed. Omkring år 1150 begyndte dræningen af Faulersøen, et fugtigt område i byens østlige rand, for at omdanne dette til boligområde. Biskop Wichmann fra Magdeburg havde inviteret Frisere og Flamlændere til for at stå for dræningen i form af afvandingskanaler og dæmninger, der siden bosatte sig i det der blev til Nicolaiviertel. Sporene fra denne dræning kan stadigt tydeligt ses i bybilledet i form af grave og dæmninger.

I Luthers Fodspor – en dybdegående rejsebog af Anders Bager Eriksen

I Luthers Fodspor er en dybdegående rejseguide om Luther og reformationen. Bogen er i et praktisk A5 format og rigt illustreret. Bogen indeholder beskrivelser af de steder, hvor Luther primært færdedes i hans leveår fra 1483-1546.

Anders Bager Eriksen har været rejseleder på ture i Luthers Fodspor utallige gange. Dertil har han en akademisk baggrund som Cand.Mag i Historie og Religion og er desuden præstesøn.

Klik her for at bestille eller læse mere om bogen

I midten af det 12.århundrede påbegyndte man det første byggeri af en første bymur, der omfattede Markedspladsen og de omliggende gyder og stræder. Muren blev anlagt af byens borgere og hver håndværksgilde havde et afsnit de var ansvarlig for, såvel for vedligeholdelse samt for forsvaret. Bevogtningen af byportene betalte man landsknægte for at stå for. Muren omkransede imidlertid kun markedsområdet samt nogle omliggende gader.

Først i 1180 blev Eisleben nævnt første gang som by (Civitas) med 12 rådsmænd under ledelsen af byfogeden. Byens borgere var afgiftspligtige til Greverne af Mansfeld men havde dog selv ansvarsområde for lavere justits. I 1183 kendes ældste møntprægning i byen.

Oprindelse til brydningen af kobberskiffer 

Omkring år 1200 fandt man første gang forekomsten af kobbermalm på Kupferberg i Hettstedt; ifølge legenden var det de uerfarne bjergfolk Nappian og Neucke der fandt den første malm. De er idag symbolfigurer for minerne i Mansfeld. I starten var det bønder der søgte efter malmen i deres egne områder, men snart udviklede det sig til et hovederhverv. I 1215 tildelte kejser Friedrich II retten til bjergværksdrift til greverne af Mansfeld; Denne ret bekræftede Karl IV i 1364. Minerne ændrede byens erhvervsstruktur og blev grundlaget for rigdommen for såvel grever og by.

Genopbygning og bybrand i 1498

Der fulgte et århundrede med et stabilt opsving. Under Bispefejden i Halberstadt i 1362 lykkedes det at forsvare sig mod belejrerne. I 1371 blev Helligåndsstiftet første gang nævnt og i 1408 opstod det første Rådhus i sten. I 1462 blev koret på Sankt Nicolai Kirken indviet. I 1433 var det så det store Indkøbscenter på Markedspladsen. I midten af 1400-tallet havde byen omkring 4.000 indbyggere og var i kraftig vækst.

I 1454 overdrog greverne af Mansfeld retten til at bryde sten til byrådet i kompensation for 900 rhinske gylden. Greverne kunne ikke genindløse denne pant.

Mindesmærke over Luther i Eisleben. Kilde: Wikipedia

Mindesmærke over Luther i Eisleben. Foto: Wikipedia

10.november 1483 blev Martin Luther født i Eisleben (læs om Luthers fødehjem), nærmere bestemt i Langen Gasse (idag Lutherstrasse) i forstaden Brückenviertel/Trans aquam. Dagen efter – på Sankt Martinsdag – døbte man ham i Sankt.-Petri-Pauli Kirken. Familien Luther forblev kun kortvarigt i Eisleben, de forlod allerede i foråret 1484 byen til fordel for Mansfeld. Grundet Luthers barnedåb i byen forblev han livet igennem forbundet med byen. Denne forbindelse og tilknytning er i de seneste år blevet tydeliggjort; særligt markant i forbindelse med 500-årsjubilæet for Reformationen i 2017.

I årene mellem 1480 og 1520 opførte man i byen en sekundær bymur. Dermed integrerede man de 3 områder Petriviertel, hvor der særligt boede bønder, Nicolaiviertel,hvor der særligt boede Friser og Nußbreite hvor der særligt boede bjergfolk.  I 1498 hærgede en fortærende brand inden for den første ringmur. Rådhuset, beboelsesejendomme og dele af Sankt Andreaskirken brændte. Greverne fra Mansfeld gav derefter byens befolkning skattefrihed for at forhindre en stor befolkningsflugt.

Renæssance

Genopbygningen af den gamle bydel ved at indføje forstæderne.

Efter den altødelæggende bybrand i 1498 indenfor den ældste bymur – i områderne Andreasviertel og Marktviertel – der påbegyndte man genopbygningen af byen på initiativ af det privilegium greverne af Mansfeld gav byens borger 17.August 1498. Genopbygningen foregik forholdsvis hurtigt og i den første del af byggeriet så man at arkitekturen indføjede sengotiske elementer. Genopbygningen viste sig ligeledes at være administrativ fordelagtig, idet at Ærkebiskopperne af Magdeburg netop havde overtaget administrationen af Halberstadt, idet at den hidtidige administrative fordeling af Eisleben havde været fordelt mellem Bispedømmet Halberstadt via greverne af Mansfeld og forstæderne havde været ledt fra ærkebispedømmet Magdeburg. Det vil sige at hele den nye by blev ledt af samme person. I perioden 1520-40 blev Reformationen over flere skridt indført i Eisleben. Bl.a. indførte Agricola en evangelisk drengeskole i 1525, der ifølge de lutherske traktater fra 1546 blev indrettet som latinskole.

Overgangen fra sengotiske til renæssancens byggeformer er det tydeligt at se i Rådhuset i den gamle by –  hvor byens ledelse var at finde i årene 1500-89 – samt i udsmykningen af Sankt Andreaskirken. En særlig andel i genopbygningen havde Berndinus Blanckenberg, der var Rådmand fra 1507 og Byfoged fra 1518; Han fik Hans Schlegel til at udføre en fornem Renæssance-Epitaph, der kan ses i Andreaskirken. Sammesteds har samme kunster udførte gravstenen (1541) over greven Hoyer VI.

Efter 1530 blev der ikke bygget med samme intensitet i byen grundet krisen i bjergværksdriften. Byggeriet tog igen fart i den sidste del af det 16.århundrede. I årene 1538-60 byggede man Campo Santo; 1564 Latinskolen, 1566 Renæssancetårnhatten på Sankt Peter-Paul Kirken; 1568 Økonomibygningen på Katharinastiftsbygningen; 1571-89 Rådhuset i Neustadt og i årene 1585-1608 fuldendtes Annekirken.

Bybranden i 1601 fik fatale konsekvenser og blev ikke opfulgt af en lige så omfattende genopbygning; her brændte den ombyggede Renæssance Vandborg, Byrådssalen, Gymnasiet, Vægthuset og talrige borgerhuse. Den manglende genopbygning skyldtes de ændringer byen havde været igennem i de såkaldte Permutationsprocesser, hvor greverne af Mansfeld mistede deres magt over området, da bispedømmerne Halberstadt og Magdeburg udvekslede byens forstæder med Kursachsen. Området blev hårdt hærget under Trediveårskrigen (1618-48), hvilket gik hårdt ud over bjergværksdriften med bierhverv, hvilket gjorde at de saksiske kurfyrster i 1671 indstillede bjergværksdriften. Dette førte til en yderlig nedgang i løbet af det 18.århundrede.

Den nye Bydel og Reformationen

Rådhuset i den ny bydel. Foto: Wikipedia

Rådhuset i den ny bydel. Foto: Wikipedia

I 1501 blev slægten til greverne af Mansfeld udspaltet i 3 grene af familien; Mansfeld-Vorderort, Mansfeld-Mittelort og Mansfeld-Hinterort. I starten af det 16.århundrede byggede hver  af disse familier sig en residens i Eisleben. Grev Albrecht IV (1480-1560), en del af familien Mansfeld-Hinterort sørgede for at området vest for den gamle by blev beboet med bjergværksarbejdere fra andre dele af Tyskland hvorpå han gav den nye bydel byrettigheder. Man kaldte den for “Neue Stadt ved Eislebe” som idag kendes som “Neustadt” eller Annenviertel.

På dagens “Breiten Weg” (Bredgade) opstod i årene 1571-89 Neustädter Rathaus, der siden 1848 har været retsbygning. I 1514 forlangte Kejser Maximillian at byens rettigheder skulle annulleres. Men grev Albrecht modsatte sig dette skridt og fik kejseren fratalt hans idé ved istedet at bygge Anneklosteret med tilhørende klosterkirke. Det var her at Albrecht i 1518 mødtes med Luther. I 1520 besluttede Klosteret at det skulle overgå til Luthers lære og i 1523 ophørte det som kloster.

Greverne fra Mansfeld-Hinterort skiftede til Luthers Reformation under ledelse af Gebhard VII og i særdeleshed Albrecht VII, der var en nær ven af Luther. Greverne af Mansfeld-Vorderort forblev katolske. Den evangeliske lære blev indført i 1525 og markeret ved at grundlægge en evangelisk skole ved siden af Andreaskirche. De behandlede dog deres undersåtter, hverken værre eller bedre hvad end de var gået over til Luther eller forblevet katolske. Da Bondekrigene brød ud deltog mange utilfredse bjergfolk fra Eisleben, hvilket medførte store ødelæggelser i grevskaberne ved Mansfeld, hvilket førte til en nådesløs og blodig nedslagtning fra Albrecht VII af dette oprør. Reformationskrigene havde et borgerkrigsformat over sig i Mansfeld. Krigen betød også at klostrene i form af Holzzelle og Helfta blev plyndret og nonnerne fordrevet. Luthers værste modstander Hoyer IV af Mansfeld-Vorderort døde i 1540, og dermed blev også hans del af Mansfeld reformeret. Stridighederne mellem de 3 grene af grevefamilierne fortsatte også efter 1540. Flere gange forsøgte Martin Luther selv at mægle mellem parterne. Det var i denne henseende at Luther kom til byen 16.Februar i 1546. Han nåede at underskrive sammen med Justus Jonas, at der i Eisleben skulle grundlægges en latinskole (idag; Martin-Luther Gymnasium). Dette kan man idag følge i mindestedet og Museet. Martin Luthers Sterbehaus.

I 1550 hærgede en større pestepidemi byen med 1500 døde til følge. Mange bjergværksfolk forlod byen, således at man i 1554 måtte lukke flere af skakterne. Lønsænkninger forårsagede uro og arbejdsnedlæggelse. I 1562 brændte Katharinakirken og blev ikke genopbygget. De talrige arvedelinger og den forfærdelige erhvervsmæssige situation førte i 1570 til at greverne af Mansfeld gik bankerot. Dermed blev Eisleben derefter styret af en udsending fra kurfyrsterne i Sachsen. Man indførte ydermere en art stavnsbinding, der gjorde det forbudt at forlade byen, da der var en kronisk mangel på arbejdskraft i minerne.

Det 17. og 18.århundrede

Bybrande, Pest og 30-årskrigen

Eisleben før den store bybrand i 1689. motiv af Matthäus Merian. Foto: Wikipedia

Eisleben før den store bybrand i 1689. motiv af Matthäus Merian. Foto: Wikipedia

Det gamle Super Intendentur i Eisleben. Foto: Wikipedia

Det gamle Super Intendentur i Eisleben. Foto: Wikipedia

Det 17.århundrede blev helt igennem forfærdeligt for Eisleben. I 1601 hærgede den værste brand i byens historie. I den indre by bredte branden sig som på en steppe idet at bindingsværkshusene lå tæt. 253 boliger brænde, Super Intendenturet, Vægthuset, tårnene på Andreaskirche og byslottene til greverne af Mansfeld blev alle ødelagt. De efterfølgende miserable forhold i byen førte til social uro. I 1626 ramte en ny pestepidemi. Den værste ulykke indtraf dog i 1628 da den Katolske Liga under ledelse af Wallenstein, gav hans lejesoldater tilladelse til at hærge Eisleben. Ødelæggelserne betød at bjergværksdriften måtte indstilles. I 1631 måtte byen huse soldater fra begge sider af krigen. I 1635 holdt alle byens kirker takkegudstjenester idet at den saksiske kurfyrst Johann Georg I og Kejser Ferdinand II havde sluttet en specialfred. Freden holdt ikke længere end til 1636 da svenskerne plyndrede byen. Disse overfald fortsatte mere eller mindre til 1644. Få år efter sluttede 30-Årskrigen i Europa. Eisleben blev dog ikke skånet, da byen igen blev hærget af bybrand i 1653 og igen i 1689. Ved sidstnævnte brand brændte også Luthers fødehjem ned til grunden.

Genopbygning

I 1671 tillod Kurfyrsten af Sachsen at bjergværksdriften i Mansfeld igen blev fritstillet. Det var en uomgængelig forudsætning for at bjergværksindustrien igen kunne udvikle sig. I 1691 genopbyggede man Vægterhuset og i 1693 genopbyggede man Luthers fødehjem, der fra da af blev brugt som henholdsvis Fattigskole og som Museum.

Det 19.århundrede

Napoleonskrigene

Synagogen i Eisleben. Foto: Wikipedia

Synagogen i Eisleben. Foto: Wikipedia

Efter Preussens nederlag til Frankrig ved Jena og Auerstedt i 1806 besatte franske tropper byen, på trods af at Eisleben hørte til Kurfyrstendømmet Sachsen og ikke til Preussen. Plakater i byen viste med al tydelighed at “hele det kursaksiske område er neutralt” gjorde franskmændene krav på alle forråd”. Franskmændene indlemmede Grevskabet Mansfeld i det nyligt dannede Kongerige Westfalen, hvor Napoleons bror Jérôme residerede.

Ved samme lejlighed afskaffede franskmændene livegenskabet og indførte næringsfrihed, magtens deling, jødernes ligeberettigelse, en civilret og indførelse af Kirkebogsoplysninger. Neustadt blev indlemmet i Altstadt. De mange nytiltag gjorde at man så mange jøder bosætte sig i byen, og i 1814 medførte det den første synagoge blive bygget i byen. Den er at finde dagens Lutherstrasse.

Efter Napoleons nederlag i det tyske ved Folkeslaget ved Leipzig i 1813 fik det Westfalske herredømme i Mansfeld en ende. Det Westfalske våbenskjold blev erstattet af den preussiske ørn. Eisleben havde også deltaget i befrielseskrigene imod Napoleon med en frivillig pionerbataljon under kommando af bjergkaptajnen von Veltheim.

Efter Napoleonskrigene

I 1815 blev det tidligere grevskab Mansfeld indlemmet i Kongeriget Preussen, det skete som et resultat af Wiener Kongressen. Årene bød på flere administrative byggerier, blandt andet fik man et Posthus, Lutherskolen blev udvidet og den jødiske befolkning fik en større synagoge.

Den industrielle Revolution

Krughütte i Eisleben med hele 4 smelteovne. Her slaggepladsen. Foto: Wikipedia

Krughütte i Eisleben med hele 4 smelteovne. Her slaggepladsen. Foto: Wikipedia

Hus hvor meget materiale hejses op og ned i Eisleben. Foto; 1895 og Wikipedia

Hus hvor meget materiale hejses op og ned i Eisleben. Foto; 1895 og fra Wikipedia

I 1852 fusionerede de 5 bjergværksindustrier i Mansfeld i en fælles forening. Som i mange andre byer betød industrialiseringen i 1800-tallet at de sidste dele af den middelalderlige bybefæstning blev sløjfet. Industrialiseringen og den intensive eksport af kobber og skifer gjorde at i 1863 blev det jernbanelinjen Halle-Kassel påbegyndt, en linje hvor Mansfeld i 1865 kunne kalde sig stationsby. Miner blev nedlagt og nye opstod. I 1871 så man Europas første eksempel på en svævebane, der lå mellem minen Krughütte og Martinsskakten. Svævebanen transporterede malm og overskudsmateriale.

Byen tiltrak sig i 1883 hele det samlede Kejserrige Tysklands opmærksomhed, da man overalt i Tyskland markerede 400-års fødselsdagen for Martin Luther. I den anledning udførte Rudolf Siemering et mindesmærke over Martin Luther der blev opstillet på den centrale plads – Marktplatz.

I 1892 kunne byens borgere og bjergværksfolk se en katastrofe true. Vandet fra den såkaldte Salzigen Sees (Den saltede sø) var begyndt at trænge ind i bjergværksskakterne, der efterhånden strækte sig ind under byen. For at afværge katastrofen drænede man søen, som dermed bestandigt forsvandt fra landkortet. Som følge heraf sank adskillige huse i Eisleben sammen. I perioden frem til 1898 blev mere end 440 huse beskadiget, hvor af de fleste måtte brækkes ned. På talrige af husene er skaderne og de efterfølgende udbedringer stadig synlige idag. De forvoldte skader i mineskakterne førte til massefyringer. Det sociale armod der fulgte heraf og den manglende kompensation for de mange skader førte til en kraftig uro befolkningen.

Det 20.århundrede

Opsving og 1.verdenskrig

Efter århundredskiftet oplevede byen igen industriel og økonomisk fremgang. Indbyggertallet steg til over 25.000. En række bygninger blev opført i disse år hvilket gjaldt: En ny bygning til Bjergskolen, et nyt sygehus, kloakering og rensningsanlæg, en Over-Realskole, en ny Pigeskole et nyt Lærerseminarium og et Regionalhistorisk Museum. En af de fornemste stunder i byen var byens 700-års Jubilæum for Bjergværksdrift 12.juni år 1900, hvor Kejser Wilhelm II. og gemalinden Auguste Viktoria deltog i byens festivitas.

1.verdenskrig betød som mange andre steder i det tyske en ny økonomisk nedtur, ifølge officielle tal faldt indbyggertallet med 575 personer under krigen.

Weimar Republikken

Arbejdere føres bort af politiet efter en demonstration i marts 1921. Mange steder i Tyskland var samfundet hårdt presset efter 1.verdenskrig. Foto: Wikipedia

Arbejdere føres bort af politiet efter en demonstration i marts 1921. Mange steder i Tyskland var samfundet hårdt presset efter 1.verdenskrig. Foto: Wikipedia

I valget til den Preussiske Landdag den 20.februar 1921 opnåede de venstreorienterede partier i de mellemtyske industriområder et flertal. Imidlertid havde den socialdemokratiske Weimar Republik ikke til sinds at give den gren af det politiske spektrum medindflydelse, idet at man 19.marts 1921 af frygt for en kommunistisk magtovertagelse, gav ordre til at det preussiske politi blev indsat i såvel Hettstedt og Eisleben. Begge byer blev anset for ude af kontrol. I alt kom det til omkring 100 faldne i den midttyske Arbejder-opstand i byerne Halle, Leuna, Merseburg og Mansfelder Land.

Fra og med 1931 blev kobberudvindingen understøttet med statslige subsidier, for at undgå at driften i Mansfeld skulle indstilles.

Den nationalsocialistiske tid og 2.verdenskrig

"Eislebens blodige søndag" - Mindetavle på Breiter Weg 30, hvor KPD´s kontor lå. Foto: Wikipedia

“Eislebens blodige søndag” – Mindetavle på Breiter Weg 30, hvor KPD´s kontor lå. Foto: Wikipedia

12.februar februar 1933 overfaldt det nazistiske paramilitære værn SA (Sturm Abteilung) det kommunistiske kontorkompleks i Eisleben på adressen Breiten Weg 30. Talrige personer blev hårdt såret og 3 personer døde. Dette kendes som “Eislebens blodige søndag”. Eisleben havde traditionelt en høj andel af kommunister og venstreorienterede  organiserede, derfor var angrebet ikke tilfældigt. To af de sidenhen mest betydningsfulde topnazister der deltog i angrebet var Ludolf von Alvensleben, der blev generalløjtnant i Waffen-SS  og den senere lejrkommandant i udryddelseslejren Majdanek Hermann Florstedt.

På Rigskrystalnatten mellem 9.-10.november 1938 trængte medlemmer af SA og SS i civil påklædning ind i byens synagoge og ødelagde bederummet. Andre steder rundt i byen blev jøder mishandlet og jødisk ejendom ødelagt. De fleste jøder udvandrede som følge af diskriminationen. Man mener at af halvdelen af de 42 tilbageværende jøder i byen i 1938 omkom de 21.

Byen havde en række politiske regimemodstandere men også en repræsentant for den gejstlige modstand i form af præsten Johannes Noack fra Bekendelseskirken, der kæmpede imod den nazistiske stats forsøg på at ensrette kirken. Han blev fængslet for dette og døde som følge af den hårde medfart i 1942. Krigen mistede 913 indbyggere der døde af forskellige grunde under krigen.

Indtil krigens afslutning forblev krigen næsten ubeskadiget, på trods af at den lå midt i et betydningsfuldt bjergværks-, og Industriområde. Alle byens offentlige bygninger som skoler og sygehuse blev benyttet som lazaret for tusindvis af sårede soldater. Amerikanske tropper nåede byen 13.april 1945 sydfra på vej mod forsvarsområdet Harzen. Byen overgav sig uden kamp. Straks derefter indrettede enheder fra den amerikanske 1.US-Army en krigsfangelejr på den nordlige og østlige side af Hermannskakten ved Helfta. På et areal der var næsten 80.000 m² stort internerede man tyske soldater og civile. På et tidspunkt befandt der sig mere end 90.000 mennesker på området, hvoraf et sted mellem 2000 og 3000 døde under de umenneskelige forhold. Lejren blev opløst 23.maj 1945 og man sendte de tilfangetagne til andre byer. De kropslige rester af de døde er den dag ikke fundet, hvilket har omgærdet den pågældende episode med et vist uklart lys. 20.maj 1995 indviede man et mindesmærke for krigsfanger i Helfta.

Efterkrigstiden

2.juli 1945 marcherede den sovjetiske hær ind i Eislebe. På baggrund af den zoneprotokol fra 1944 og på baggrund af beslutningerne fra Jalta-Konferencen blev Eisleben del af den sovjetiske besættelseszone. Kommunisterne i byen planlagde at hylde dette med et mindesmærke af Lenin. 1.august 1945 indviede man i byen Eislebens Borgerteater, der blev det første efterkrigsteater der blev bygget i Tyskland.

I 1946 var det 400 år siden at Martin Luther døde i byen, hvilket gjorde at byen fik navnet “Lutherby”. I 1949 var den politiske situation i efterkrigstidens Tyskland så spændt, at meget tydede på, at der ville blive dannet to forskellige Tysklande. I Eisleben kom det 22.marts 1949 til en stor demonstration mod denne opsplitning. Det var imidlertid forgæves idet at 23.maj 1949 der skabte man Forbundsrepublikken, hvor Eisleben ikke blev del. Istedet blev byen 7.oktober 1949 del af DDR. Præsidenten for DDR Wilhelm Pieck deltog i byens fejring af 750 års bjergværksdrift. I løbet af 1950´erne byggede det nye bystyre hele to nye boligkvarterer til byens arbejdere; Ernst-Thälmann-Siedlung og Wilhelm-Pieck-Siedlung. Byens produktionsforhold blev gradvist omlagt således at bjergværksdriften i 1969 endegyldigt lukkede ned. Byen begyndte istedet at beskæftige sig med værktøjsfremstilling og fødevareindustri samtidig med at den hidtidige bjergværksskole blev omdannet til Ingeniørskole for elektronik og Maskinbyggeri.

Kulturelt markerede DDR ved en fjendtlig indstilling til den gamle vandborg, da dets område blev bortsprængt for at gøre plads til en indkøbshal. I tidsrummet mellem 1973 og 1975 oplevede området endnu en gang at jorden sank under byen i området Siebenhitze.

Jubilæumsfrimærke viet til Martin Luthers 500 Års Fødselsdag i 1983. Kilde: Wikipedia

Jubilæumsfrimærke viet til Martin Luthers 500 Års Fødselsdag i 1983. Kilde: Wikipedia

Fejringen af Luthers 500 Års Fødselsdag i 1983 blev forberedt i lang tid og bød på gæster fra hele 36 lande. Postvæsenet i såvel DDR som i Forbundsrepublikken udgav specialudgaver af frimærker i anledningen. Stederne i byen der kan relateres til Luther blev restaureret og facaderne på husene på Markt blev fornyet.

Eisleben demonstrerede også i løbet af efteråret 1989 for demokrati og samfundsmæssige forandringer. Siden den tyske genforening har Eisleben tilhørt delstaten Sachsen-Anhalt og fra 1994 været forvaltningssæde for Landamtet Mansfelder Land. I 2009 tildelte forbundsregeringen byen titlen “Ort der Vielfalt – Mangfoldighedens sted”.

Kultur og seværdigheder

Teater

I Eisleben findes hovedteateret i Sachsen-Anhalt. Denne tradition blev grundlagt allerede 13.juli 1945, hvor Eisleben indviede det første tyske efterkrigsteater. Spareplaner fra delstatens side gør at teateret i de seneste år har været truet på sin eksistens.

Museer

  • Martin Luthers Fødehjem er et byhus fra midten af det 15.århundrede, hvor Martin Luther blev født 10.november 1483. Allerede i 1693 indrettede byen et erindringssted for såvel Martin Luther og Reformationen i huset. Luthers fødehjem gælder som et af de ældste museer i det tyske sprogområde. I de tilstødende områder byggede man i 1817 til at opføre en Lutherskole i anledning af 300 års jubilæet for Reformationen.
  • Lutherfattigskolen er en forening der blev stiftet af den preussiske konge Friedrich Wilhelm II og hører med til komplekset rundt om hans fødehjem.
  • Martin Luthers dødshjem er et sengotisk Patricierhus og blev bygget omkring år 1500.

Kirker

Katholische Kirche Eisleben

  • Sankt Petri-Pauli er en treskibet Hallekirke der første gang blev nævnt i 1333. Tårnets nuværende form er fra 1562. Det var i denne kirke at Martin Luther blev døbt 11.november 1483, en dag efter hans fødsel.
  • Sankt Andreas-Kirke er en sengotisk Hallekirke med et 3-skibet kor og med et romansk forgængerbyggeri. Det var her at Luther i 1546 holdt sine 4 sidste prædikener.
  • Sankt-Anne-Kirken der blev grundlagt i 1514 som et Augustiner-Eremit-Kloster og har fungeret som præstegård siden 1670.
  • Sankt.-Nicolai-Kirke, fra den første halvdel af det 15.århundrede.
  • Den Gamle Gertrudiskirke blev bygget som den første katolske kirke i 1865 i Eisleben. Efter at kirken blev for lille erstattede man den med en større på Klosterplatz. Den gamle kirke blev opkøbt og brugt idrætshal.
  • Klosteret Helfta.
  • Den tidligere synagoge blev indviet i 1814, ombygget i 1850 næsten totalødelagt i 1938 og restaureret i 2001.

Kirkegårde

  • Kronenfriedhof, er bygget i stil med en italiensk Camposanto blev indviet i 1533 til at huse familiegravsteder for Eislebens rige borgere.
  • Den Sovjetiske Kirkegård  er det sidste hvilested for 124 krigsfanger og tilskadekomne civilpersoner.

Mindesmærker

  • Mindesmærket over Luther blev udført af Rudolf Siemering og står på Marktplatz.
  • Mindesmærket over Lenin blev udført af den russiske billedhugger Matwei Maniser i 1926 og stod indtil 1942 i Pusjkin (Zarskoje Selo indtil 1918), men blev nedtaget og bragt til Eisleben af den tyske besættelsesmagt i Rusland med det formål at omsmelte den. Dette blev imidlertid aldrig gjort, hvilket gjorde at den efter krigen kunne blive udstillet på en prominent plads i Eisleben. Efter Murens Fald (Der Friedliche Revolution) og har siden stået til låns på Deutschen Historischen Museum i Zeughaus i Berlin.
  • Kamerad Martin, der også kendes som “Bjergmandsroland” er symboldfiguren på Neustadts retslige uafhængighed af Altstadt.
  • Carl-Eitz Stenen er sat op til ære for pædagoger og Akustikere.
  • Mindetræerne er to rækker af lindetræer, der blev opsat 17.marts 1864 til minde 50-årsdagen for Folkeslaget ved Leipzig, omend at præcisionen har været lidt forfejlet.
  • Marathonløberen fra 1911 er udført af billedhuggeren Max Kruse og erindrer om lærerseminarium der befandt sig i byen fra 1826 til 1926.
  • Mindeporten blev udført i 1932 af billedhuggeren Richard Horn til minde om 1.verdenskrigs ofre.
  • Mindesmærket for Friedrich Koenig der havde opfundet og videreudviklet trykpressen omkring år 1800 og som var født i Eisleben. Det blev udført af billedhuggeren Fritz Schaper i 1891..
  • Et mindesmærke blev også udført til Ernst Leuschner i 1903, han var politiker og stod i spidsen for byen bjergværksdrift i mange år i 1800-tallet

Profanbyggeri

  • Rådhuset i den gamle by blev bygget i årene 1508-32.
  • Byslottet til greverne af Mansfeld
  • Det grevelige Møntprægningssted, der er bygget i renæssancestil.
  • Det Gamle Gymnasium blev opført i årene 1563 til 1564 som den fornemme Latinskole”. Efter bybranden i 1601 blev den genopført på ny i 1604. Det var her at salmedigteren Martin Rinckart virkede fra i årene 1610-11. I 1883 søgte Kongelige Preussiske Gymnasium ind i den nye skolebygning på Slotspladsen.
  • Det Gamle Superintendentur blev bygget i 3 etager i begyndelsen af det 16.århundrede. Det var drengeskole under ledelse af Johannes Agricola fra 1525. I 1546 sluttede Luther en traktat, hvorpå at skolen fik navnet Den Fornemme Latinskole. Bygningen tog voldsomt skade af branden i 1601, men den bemærkelsesværdige sengotiske portal forblev dog bevaret.
  • Den gamle Vægterbygning.
Eislebens centrale plads med Alte Waage. Foto: Wikipedia

Eislebens centrale plads med Alte Waage. Foto: Wikipedia

    • Den gamle Præstegård
    • Den gamle Bjergskole er et barokt byggeri, der oprindeligt husede hospitalet til Katharinas stift. I årene 1817-44 befandt sig Eislebens Bjergskole, deraf navnet.
    • Rådhuset i Neustadt der i årene 1571-89 blev opført.
    • Mohren-apoteket der blev opført i 1817.
    • Millionbroen.
    • Forvalterhuset til Katarinastiftet. Det blev opført i 1723 i barok stil og med en prægtig gavl og mansardtag samt stukudsmykninger indgange.

Amtsretten Eisleben der blev bygget i 1913 som den Kongelige Amtsretsbygning.

Regelmæssige Begivenheder

  • Engmarkedet i Eisleben, der er den største folkefest i Mellemtyskland. Den foregår i alle 3 weekender i september måned, og den baserer sig på Kejser Karl V.´s tilladelse i 1521 til at holde Kvæg-, og Oksemarked. Desuden har man indlagt en forårsvariant af selvsamme fest.
  • Kulturnat i Kloster Helfta.

Personligheder

Martin Luther som han blev malet af Lucas Cranach den Ældre (kilde: wikipedia)

Martin Luther som han blev malet af Lucas Cranach den Ældre (kilde: wikipedia)

Johannes Agricola, - Reformator og underviser fra Eisleben. Foto: Wikipedia

Johannes Agricola, – Reformator og underviser fra Eisleben. Foto: Wikipedia

Friedrich Koenig, der opfandt den trykpressen blev født i Eisleben i 1774. Kilde: Wikipedia

Friedrich Koenig, der opfandt den trykpressen blev født i Eisleben i 1774. Kilde: Wikipedia

Byens sønner og døtre

  • Gertrud von Helfta (1256-1301), Mystiker og helgen i den katolske kirke
  • Martin Luther (1483-1546), Teolog og Reformator
  • Caspar Lindemann (11486-1536) Mediciner
  • Philipp Drachstedt (død i Eisleben i 1539) Bjergværksentreprenør, sad i greverne af Mansfelds Råd og var en bekendt af Martin Luther.
  • Johannes Agricola (1494-1566), Reformator
  • Michael Teuber (1524-1586), Retslærer
  • Paul Crell (1531-1579), Luthersk teolog
  • Caspar Schütz (ca. 1540-1594) preussisk historiker
  • Heinrich Compenius den Yngre (cirka 1565-1631), Orgelbygger
  • Johannes Brever (1616-1700), Luthersk teolog
  • Andreas Weber (1718-1781), filosof og luthersk teolog
  • Christoph Weber (læge) (1734-1787), mediciner, landfysiker i Walsrode
  • Christian Heinrich Schmid (1746-1800), Retsvidenskabsmand, Litteraturvidenskabsmand og Retoriker.
  • Karl Ferdinand Schmid (1750-1809), Retsvidenskabsmand og Etnolog
  • Gottlieb Lebrecht Spohn (1750-1794), Pædagog, filolog og evangelisk teolog.
  • Carl Traugott Gottlob Schönemann (1765-1802), Jurist, filolog og Professor i Göttingen.
  • Friedrich Gotthelf Benjamin Schmieder (1770-1838) studerede evangelisk teologi og var desuden filolog, forfatter og rektor på det kongelige Gymnasium i Brieg (idag Polen).
  • Friedrich Koenig (1774-1833) Bogtrykker og opfinder af Trykpressen
  • Johann Christian Ernst Ottiliae (1775-1851) Bjergværksmand
  • Carl Bernhard Trinius (1778-1844) Mediciner, livlæge for den russiske tsar
  • Karl Moritz Fleischer (1809-1876), Pædagog, gymnasielærer og publicist
  • Friedrich August von Quenstedt (1809-1889), geolog og Palæontolog
  • Ernst Vogel (1810-1879), Teolog og medlem af Nationalforsamlingen i Frankfurt.
  • Hermann Ottiliae (1821-1904), Preussisk Bjerg-Kaptajn
  • Hermann Genthe (1838-1886), Klassisk filolog, naturhistoriker og gymnasielærer
  • Carl Fischer (1841-1906), Arbejder og Forfatter
  • Max Eschenhagen (1858-1901), jordmagnetiker
  • Richard Böttger (1873-1957), SPD-politiker
  • Max Schneider (1875-1967), Musikhistoriker
  • Max Hubecker (1882-1948), Mineingeniør og initiativtager til bogen med titlen Wära-Wunders von Schwankirchen im Bayrischen Wald
  • Karl Arthur Held (1883-1938), Landskabsmaler
  • Werner Lindner (1883-1964), Arkitekt og en af de vigtigste repræsentanter fortalere for den traditionelle byggestil i Tyskland.
  • Kurt Wein (1883-1968), Pædagog og Botaniker.
  • Hermann Zickert (1885-1954), Tysk pioner på Børsen.
  • Hermann Lindrath (1896-1960), CDU-politiker
  • Egbert Hayessen (1913-1944), Major og modstandkæmper i opstanden 20.juli 1944
  • Richard Rensch (1923-1997), Orgelbygger og grundlægger af firmaet Rensch med sæde i Lauffen ved floden Neckar
  • Franz Uhle-Wettler (Født i 1927), Generalløjtnant i Forbundshæren (Bundeswehr)
  • Jürgen Bräcklein (1938-2015), Jurist og Politiker
  • Ute Starke (født 1939), gymnast og verdensmester
  • Lutz Teschner (født i 1945), Teater og Filmskuespiller
  • Jost Springensguth (født i 1945), Journalist

Personer der har stået i forbindelse med byen

Carl Eitz, en af de mange kendte personer fra Eisleben. Foto: Wikipedia

Carl Eitz, en af de mange kendte personer fra Eisleben. Foto: Wikipedia

  • Hermann von Salm (1053-1088), der ydermere var greve Hermann von Salm-Luxembourg, var modkonge til Heinrich IV og residerede på Eislebens vandborg i årene 1181-84.
  • Caspar Güttel (1471-1542), Luthersk teolog og Reformator, han døde i Eisleben
  • Johann Spangenberg (1484-1550), evangelisk teolog og Reformator, døde i Eisleben
  • Michael Caelius (1492-1559), Luthersk teolog og Reformator
  • Georg Major (1502-1574), Luthersk teolog og var i årene 1550-51 superintendant i byen.
  • Thomas Hartman (1548-1609), evangelisk teolog og kirkesangsdigter.
  • Johannes Förster (1576-1613), Luthersk teolog og Generalsuperintendant i grevskabet Mansfeld. Han døde desuden i byen
  • Nicolaus Voigtel (1658-1713), Geometer, Bergværksansvarlig og skribent. Døde i Eisleben
  • Johann Anton Trinius (1722-1784), Præst, Teolog og Skribent. Levede og døde i Eisleben
  • Novalis. Hans egentlige navn var Georg Friedrich Philipp Freiherr von Hardenberg (1772-1801), Jurist, Bjergværksvidenskabsmand og en af de førende digtere i den tidlige tyske romantik. Han gik den første del af hans gymnasietid i Eisleben.
  • Johann Carl Freiesleben (1774-1846), Saksisk Bjergværksmand. Han blev udnævnt til leder af Bjergkommisariatet i år 1800. Han udgav i den tid en del skrifter til forbedring af bjergværksdriften. I 1818 skænkede han den Preussiske Bjergskole i Eisleben 212 sjældne mineraler fra hans hjemegn i Freiberg.
  • Eduard Fein (1813-1858), Retsvidenskabsmand, døde i Helfta ved Eisleben
  • Ernst Leuschner (1826-1898), Direktør for Bjergværksdriften og som der i 1903 fik et mindesmærke i byen.
  • Hermann Grössler (1840-1910), Lærer, Hjemstavnsforsker og Skribent for mere end 250 offentliggørelser.
  • Carl Eitz (1848-1924), Akustiker og Musikpædagog.
  • Carl Rühlemann (1864-1947), Lærer, Arkæolog, Arkivar, Museumsleder, Regionalhistoriker, forfatter til mere end 130 offentliggjorte skrifter. 1927-34 medlem af den historiske kommission i provinsen Sachsen-Anhalt. I 1944 æresborger i byen.
  • Otto Richter (1865-1936), Kantor og Organist i perioden 1890-1906, grundlagde Eislebens Bageforening og i 1906 blev han Kantor i Kreuzkirche i Dresden.
  • Max Lademann (1896-1941), var tysk politiker for KPD. Byrådsmedlem i 1933. I 1941 blev han myrdet i KZ Sachsenhausen. Han fik flere steder opkaldt efter sig efter krigen.
  • Werner Eggerath (1900-1977), Politiker for KPD, der i 1945 var ansvarlig for gennemførelse af en jordreform.
  • Paul Berck (1912-1933) et såkaldt blodvidne fra den nazistiske bevægelse, der blev dræbt i Eisleben i 1933.
  • Ralph Wiener (født i 1924) Hans borgerlige navn er Felix Ecke han grundlagde 13.juli 1945 “Borgerteateret” det første teater i efterkrigstidens Tyskland.
  • Fritz Wenck, var teolog og modstandskæmper mod nazisterne. I årene 1934-35 bragte han regimekritiske flyveblade til Eisleben. I 1937 blev begge fængslet. Wenck blev siden fængslet i KZ Sachsenhausen. I 1945 døde han på dødsmarchen fra KZ Sachsenhausen til KZ Bergen-Belsen.
Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.
  1. Pingback: Martin Luther | Historiskerejser.dk