Mandagsdemonstrationerne 1989/90 i det tidligere DDR
Mandagsdemonstrationerne var de mest markante folkelige demonstrationer mod DDR´s styre, der primært fandt sted i september-november 1989 i den saksiske by Leipzig. Demonstrationerne var på afgørende vis med til at underminere regimets autoritet og spillede ydermere en vigtig rolle i transformationen i DDR fra diktatur til demokrati.
Demonstrationernes arnested var det protestantisk kirkelige miljø i og omkring Nikolaikirche i Leipzig. De bredte sig til en stribe andre byer, hvoraf de vigtigste at nævne er Dresden og Plauen, men også Halle, Karl-Marx-Stadt (Chemnitz), Magdeburg, Arnstadt, Rostock, Potsdam og Schwerin. Mandagsdemonstrationerne viste, at folket i DDR var ophørt med at have tillid til styret og ønskede demokratiske ændringer på fredelig vis.
Paroler som “Wir sind das Volk” (Vi er folket) fra hundredtusindvis af borgere uge efter uge viste en kraft hos folket, som regimet ikke havde evnen til at knække.
Demonstranterne ville et nyt Tyskland. Kilde: Wikipedia
Leipzig, i kernen af det lutherske Sachsen, var centrum for mandagsdemonstrationerne. I Nikolaikirche i det centrale Leipzig havde de to protestantiske præster Christian Führer og Christoph Wonneberger siden 20. september 1982 hver mandag arrangeret fredsbønner i kirken, hvilket i det stærkt militaristiske DDR blev set som kritik af regimet. Kirken blev betragtet som et arnepunkt for regimekritik, men i det saksiske var religionen ikke for alvor blevet knækket, og regimet synes ikke at ville begynde en direkte armlægning, så derfor tillod man kirken disse seancer i det små. Kirken blev dog modigere i dens kritikradius og arrangerede de større Olof Palme fredsmarcher i 1986-87. Den hjalp tillige en stribe andre regimemodstandere med organisation og distribution af kritik. Oppositionen havde fået et samlingspunkt med styrke.
Fredsbønnerne havde fået flere deltagere i løbet af 1980´erne. Denne udvikling skyldtes både DDR´s fortsatte økonomiske og politiske krise, men også den stribe af begivenheder i de socialistiske nabolande, hvor man så friere forhold, som hidtil syntes at lade DDR-politikerne upåvirket. Det kunne i særdeleshed ses i forbindelse med de mange østtyskere, der valgte at forlade DDR og søge tilflugt på de vesttyske ambassader i Prag og Budapest i sensommeren 1989. Udviklingen var både drevet af et berettiget håb om, at DDR´s hårde linje syntes svækket i Warszawapagtslandene, og at demonstrationer var mere rigtige end bare det at forlade landet.
4. september 1989 udviklede de rituelle fredsbønner sig i en mere aktivistisk retning, idet to borgerrettighedsforkæmpere omdelte flyveblade med opfordringen” For et åbent land med frie mennesker”. Meddelelsen i Nikolaikirkens gård krævede frihed. De mange mennesker, der ønskede at forlade DDR, gav dem ekstra kraft til at argumentere således. De udrejsevillige havde markeret deres position Vi vil ud! Stasis medarbejdere forsøgte at opløse demonstrationen, hvilket fik folkemængden til taktfast at råbe “Ud med Stasi (Stasi-Raus)”.
Tidspunktet – mandag klokken 17.00 – for afholdelsen af mandagsdemonstrationerne i Nikolaikirche og tre andre kirker i Leipzig viste sig endvidere at være aldeles passende til at demonstrere. Det betød, at de demonstrerende ikke skulle tage fri fra arbejde, mens tidspunktet samtidig bandt SED-medlemmerne til mandagens rituelle partimøder. Tidspunktet var endvidere før butikkernes lukketid, hvilket gjorde, at demonstranter forholdsvis ufarligt kunne bevæge sig i byen, idet de blandede sig med folk på indkøb. Tidspunktet gjorde også, at de vesttyske TV-sendere kunne nå at bringe nyheder fra demonstrationerne i deres aftenudsendelser. Materialet måtte dog smugles ud, da Leipzig var lukket land for vestlige journalister.
I reglen gik sikkerhedskræfterne hårdt frem mod demonstrationerne i Leipzig. Særlig voldsomme dage var 2. oktober 1989, men også dagene for festligholdelsen af DDR´s 40-årsjubilæum 7. og 8. oktober 1989. Fra 11. september 1989 og frem til 9. november anholdt politi og Stasi vilkårligt 89 mennesker i Leipzig.
Også i Dresden, der lå udenfor vestlige mediers sendere, syntes volden at eskalere. I forbindelse med, at DDR-flygtninge i Prag var blevet udvist af DDR til et liv i BRD, skulle disse udviste imidlertid køres igennem DDR, der i fire passagertoge kom igennem Dresden 4. oktober 1989. 5.000 mennesker havde forsamlet sig ved Dresden Hauptbahnhof delvis med det formål selv at komme ombord på togene. Da politiet skred ind og rømmede menneskemængden, kom det til heftigt klammeri mellem borgere og politi. Der blevkastet brosten mod politiet, og man fik anrettet stor skade på banegården. Politiet brugte vandkanoner, tåregas og knipler og anholdt mere end 1.300 personer, hvoraf flere var blevet del af demonstrationen uden deres vilje. De ansvarlige for denne hårde fremfærd var politilederen Willi Nyfegger og SED´s regionsformand Hans Modrow, der omtalte opstandene som resultat af ”asociale elementer”. Dette blev modsagt af diverse lærde i det vesttyske. 7. oktober anholdt man igen en lang række personer, der havde deltaget i demonstrationsrelaterede aktiviteter.
8. oktober 1989 i Dresden kom det igen til 2 større demonstrationer sen eftermiddag og aften, og som mundede ud i markante overgreb fra ordensmagten på demonstranterne.
Om eftermiddagen var mere end 1000 mennesker forsamlet på Theaterplatz, og det er ikke helt klart, hvem der stod bag demonstrationen. Denne blev opløst og i stedet omdannet til et optog som spaltede sig i flere dele, og flere hundrede blev omringet på Fetscherplatz og derpå anholdt for at blive bragt til Stasis hovedfængsel i Bautzen og forhørt.
Før demonstrationen på Prager Strasse om aftenen eskalerede, lykkedes det en omringet gruppe demonstranter at føre en samtale med DDR´s statsmagt. Samtalen blev ført af den såkaldte borgergruppe Gruppe der 20, hvis repræsentant Frank Richter modigt trådte frem og fremsatte demonstranternes krav til daværende overborgmester Berghofer. Begivenheden havde enorm betydning for byen Dresden, men var enestående i DDR, da den første gang viste, at dialog mellem statsmagt og demonstrerende kunne virke imod en eskalering af volden. Statens forsøg på at inddæmme denne gren af protestbevægelsen lykkedes imidlertid ikke. I de følgende dage demonstreredes der dagligt i byen, skønt omfanget stod i skyggen af de noget mere intense demonstrationer i Leipzig. Demonstrationsoptoget i Dresden startede ved Kreuzkirche, hvorpå det fulgte ruten Postplatz, Theaterplatz, Augustusbrücke, Den Gyldne Rytter, det nuværende finansministerium over Elben af Dr. Rudolf-Erichs-Brücke (Carolabrücke), Pirnaischer Platz og til Strassburger Platz (Fucikplatz) i Grosser Garten.
Generelt set foregik der mange demonstrationer i mindre byer i det saksiske og sågar også i andre byer i DDR. Særligten begivenhed er værd at nævne. Det drejer sig om en fredsandagt ved Markuskirche i Plauen. Natten mellem 4. og 5. oktober kørte der endnu en gang tog igennem DDR med såkaldte udviste DDR-borgere i retning mod Hof i det vesttyske Bayern. Togene passerede igennem Plauen. Få dage efter 7. oktober fejrede DDR sit 40-års-jubilæum – Tag der Republik – og her fandt der en større demonstration sted, anslået med 10.000-20.000 deltagere, på byens centrale plads, Theaterplatz (i DDR-tiden: Otto-Grotewohl-Platz). Demonstrationen var organiseret igennem flyveblade og mund-til-mund metoden. Da det ikke var lykkedes politiet at rydde pladsen klokken 15.30, brugte man vandkanoner fra brandbiler til at flytte folkemængden. Den rasende folkemængde drog mod rådhuset, hvor de blev stoppet af politi og regimetro grupper med maskinpistoler. Politienheden gik ualmindeligt hårdt frem mod folkemængden. Politiet satte en helikopter ind, hvilket fik folk til at flytte sig. Imidlertid fortsatte demonstrationerne, da der blev rullet bannere ud med ”Vi har brug for reformer”. ”Reformer og rejsefrihed er kuren mod masseflugt”. Demonstrationen sluttede foran rådhuset med et krav om, at borgmester Norbert Martin skulle vise sig. Demonstrationen sluttede med et diktum: “Vi kommer igen”. Imidlertid forblev en hård kerne af demonstranter på cirka 130 foran rådhuset. Dette førte til en stribe anholdelser og hårde forhør. Herfra fandt der demonstrationer sted i Plauen hver søndag frem til og med det første frie afholdte valg i DDR 18. marts 1990. 7 .oktober blev efterfølgende døbt til Demokratiets Dag og i 2010 udstyret med et mindesmærke. Begivenheden står særlig stærk, da denne dag skulle fejre DDR og i stedet udstillede styrets svaghed.
I Leipzig havde mandagsdemonstrationerne udviklet sig til en folkelig massebevægelse. Parolerne ”Wir sind das Volk” ”Auf die Strasse” og ”Keine Gewalt” havde stor virkning. En helt speciel betydning blandt de mange demonstrationer fik mandag 9. oktober, hvor et særligt højt antal deltog i protesterne. Disse havde alle Honeckers mundtlige støtte til den kinesiske regerings reaktion på Den himmelske freds Plads i baghovedet. Her var hundredevis af studenter blevet skudt ned, hvilket dog ikke kom til at ske i Leipzig. Oppositionsgrupper havde aftenen i forvejen trykt 25.000 flyveblade under vejledning af lederen af Lukasmenigheden Christoph Wonneberger med et ønske om ”frihed fra vold”. Den manende tekst var rettet mod såvel indsatsstyrkerne samt de demonstrerende:
”Wir sind ein Volk (Vi er et folk). Vold imellem os vil efterlade et evigt blødende sår. Ansvaret for den alvorligt opståede situation ligger hos regering og parti”
For at opnå en fredelig udgang på demonstrationerne trådte 6 prominente borgere fra Leipzig sammen. Det drejede sig en teolog, en dirigent, en kabaretist og 3 SED-politikere:
”Vores fælles ansvar og bekymring har bragt os sammen. Vi er påvirket af udviklingen i vores by og vil gerne finde en løsning sammen. Vi har alle brug for en fri meningsudveksling over videreførelsen af socialismen i vores land. Vi lover at bruge vores ypperligste kraft på at føre dette ønske om dialog igennem, ikke alene i Leipzig, men også hos vores regering. Vi beder jer indtrængende om besindighed, således at en fredelig dialog vil være mulig”
Der var hos denne kreds intet ønske om at eskalere krisen, da de havde analyseret situationen til med overvejende sandsynlighed at kunne komme ud af kontrol. De 3 SED-politikere havde imidlertid ikke afstemt deres udtalelser med SED-ledelsen. Trods dette blev meddelelsen oplæst i byens radio (Stadtfunk) og i flere kirker i byen. Kirkegængerne forlod oplæsningen i kirkerne med tændte stearinlys for at tydeliggøre deres fredelige hensigt, og de blev hyldet af store menneskemængder.
Sikkerhedsstyrkerne forholdt sig passivt, da deres ordre alene gik ud på at beskytte sig selv i tilfælde af uroligheder. Det betød, at cirka 70.000 mennesker kunne passere demonstrerende igennem byen, blandt andet forbi Leipzigs Stasi-Central ”Runde Ecke”.
Det er stadig ikke klart afdækket, hvorfor indsatsstyrkerne i DDR ikke rykkede frem mod de demonstrerende. Egon Krenz har hævdet, at han gav ordre til dette, men dette kan hverken dokumenteres eller synes særlig sandsynligt. Det synes mere realistisk at have med lydighedsnægtelse at gøre. SED´s leder i Leipzig, Helmut Hackenberg, havde henvendt sig til Berlin, men fik intet svar, hvilket fik ham til at beordre sine styrker til at indtage en defensiv position for ikke at blive ansvarlige for et blodbad.
En anden væsentlig grund var, at de indsatsgrupper, der normalt skulle indsættes mod demonstrationer, kom fra Forsvarsakademiet i Bad Düben. På denne tid af året var de fleste indsatsstyrker studerende, som hverken havde kollisionserfaring eller var ideologisk skolet til at gribe til våben mod mulige venner og familie. Dette gjorde de endda tydeligt opmærksom på med sengelinneder, hvorpå det stod skrevet. Deres indsatsordre blev derfor aldrig effektueret.
En uge senere 16. oktober deltog 120.000 demonstrerende i Leipzig og 23. oktober 320.000, og det varede ved frem til det første frie valg i marts 1990.
Mandagsdemonstrationerne var en prøve i demokrati, hvor det ofte kom til samtaler mellem nye grupperinger fra forskellige samfundslag og stat og parti. De vigtigste nye grupperinger var Neues Forum, SPD og Bündnis 90. Derudover var der også mange utilfredse SED-medlemmer. De blev alle hørt i samtaler om det runde bord i løbet af 1990.
Målet var at indføre demokrati med fredelige midler. Argumentet om et genforenet Tyskland og mere velstand blev også oftere og oftere hørt.
Mandagsdemonstrationernes betydning for den folkelige modstand op til murens fald var enorm. Det skal ved den lejlighed understreges, at den regimetro hovedstad Berlin først meget sent kom med på bølgen af modstand mod regimet, og at inspirationen da også kom fra det kirkelige Sachsen. Disse brudlinjer kan stadig ses i det politiske billede i det tidligere DDR. Sachsen har været ledet af CDU, mens det østlige Berlin og Brandenburg er højborge for partiet Die Linke. Sachsen, og i særdeleshed Leipzig, kan med rette kaldes arnestedet for den demokratiske føling i det tidligere DDR.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger:
– Vil du opleve Mandagsdemonstrationerne i forbindelse med en rejse, så skal du tage til Leipzig, hvor turistinformationen i byen arrangerer nogle særlige ture i fodsporene på demonstrationsoptoget.
– I Dresden kan man ved Kreuzkirche se en mindetavle for startstedet for demonstrationerne og på Prager Strasse en notits om Gruppe 20´ møde med politiet.
Historiske Rejser vil netop gerne prøve at fokusere på Murens Fald. Derfor laver vi en rejse, prøver at besøge mere end bare Berlin. Læs om rejsen
