Milano Domkirke
Er verdens femtestørste kirkebyggeri og Italiens største. Kirken er sæde for ærkebispen af Milano. På italiensk går den under navnet Duomo di Milano og på lombardisk Domm de Milan. Den er dedikeret til helgenen Santa Maria den Spirende.
Domkirken i Milano – det femtestørste kirkelige byggeri i verden
Historie
Milanos oprindelige gadenetværk har domkirkepladsen som centrum. Det ses i den måde, hvorpå byens gader udgår fra pladsen i enten lige linjer eller cirkler. Domkirkepladsen havde status af forum i den romerske by Mediolanum. Den første biskop, Sankt Ambrosius, der var en af de første til at udbrede kristendommen i Lombardiet og Ligurien, menes at have grundlagt en ny basilika i starten af det 5. årh. Der blev bygget en katedral til i 836. Under katedralen kan det gamle dåbskapel Battistero Paleocristiano ses. Det er en af de ældste kristne konstruktioner i Europa og kan dateres til år 335. Da en storbrand i 1075 ødelagde såvel katedral som basilika, genopbyggede man senere de to bygninger som en samlet.
Den nuværende domkirke blev grundlagt i 1386
Begyndelsen
I 1386 begyndte ærkebiskop Antonio da Saluzzo konstruktionen af en ny domkirke. Starttidspunktet for genopførelsen af en ny domkirke faldt sammen med, at ærkebispens fætter Gian Galeazzo Visconti havde overtaget magten i byen, og den var ment som en gave til såvel adel som arbejderklasse for de pinsler, de havde udstået under Viscontis forgænger Barnabò. Før det egentlige arbejde begyndte, blev tre bygninger jævnet med jorden: Ærkebispepalæet, ordinaripalæet og dåbskapellet Sankt Stefan af Foråret, mens den ældre kirke Santa Maria Maggiore blev udnyttet som stenbrud. Entusiasmen spredte sig efterhånden blandt befolkningen for det enorme byggeri. I takt med, at byggeriet kom i gang, samlede den snu Gian Galeazzo Visconti sammen med sin fætter ærkebispen, store summer ind til opførelsen. Byggeriet blev varetaget af en organisation ”Fabbrica del Duomo” under ledelse af Simone de Orsenigo med 300 mand under sin ledelse. Orsenigo planlagde fra starten at opføre katedralen i mursten og i stilarten gotisk lombardisk stil.
Viscontis ambitioner var at følge de seneste nye tendenser i europæisk byggestil. I 1389 blev den franske Nicolas de Bonaventure udpeget til bygningsansvarlig, hvilket betød, at den franske stil Rayonnant Gotik, som var en langt mere dekorativ gotik end højgotikken, blev indført i Italien. Han besluttede, at murstensstrukturen skulle udsmykkes med marmor. Galeazzo gav Fabbrica del Duomo eksklusivret til at benytte sig af marmor fra bruddene i Candoglia og undtog samtidig byggeriet for beskatning. 10 år senere tilkaldte man en anden fransk arkitekt, Jean Mignot, til at komme fra Paris og vurdere og forbedre på de hidtidige resultater. Særlig vigtigt var det, at murerarbejderne havde brug for en ny løfteteknik for at hæve sten og byggemateriale til hidtil uprøvede højder. Mignot erklærede det hidtidige arbejde for at være i en overhængende fare for at styrte sammen, da det var blevet bygget uden videnskabeligt fundament. I de følgende år viste Mignots foreslag sig at være ubrugelige, men alligevel ansporede de Galeazzos bygmestre til at forbedre deres teknikker. Arbejdet accelererede, og ved Gian Galeazzo Viscontis død i 1402 var katedralen næsten halvvejs færdig. Byggeriet gik imidlertid næsten i stå efter Galeazzos død og frem til 1480, fordi der manglede såvel penge som ideer. Trods dette kan der nævnes fine tilføjelser som: Gravmæler for pave Martin V og Marco Carelli i 1424 og vinduerne i apsis (1470´erne) med fine malerier af Sankt Johannes Evangelisten af Cristofori de´ Mottis og Sankt Eligius og Santa Damascus, begge af Niccolo da Varallo. I 1452, under lederen Francesco Sforza, blev skib og gang færdiggjort til og med 6. buegang.
I årene 1500-10 under Lodovico Sforza blev den ottekantede kuppel færdiggjort. Indvendig blev kuplen dekoreret med 4 serier med 15 statuer i hver, portrætterende helgener, profeter, sibyller (mytologiske spåkoner) og bibelske figurer. I lang tid bar kuplens ydre ingen udsmykning med undtagelse af Guglietto dell´Amadeo (Amadeos lille spir) udført i årene 1507-10. Dette er et renæssanceværk, der ikke desto mindre harmonerer i god samklang med den øvrige kirkes gotiske opbygning.
Amadeo udsmykningen i mange år den eneste udsmykning på kuplen
Under den efterfølgende spanske dominans viste den nye kirke sig brugbar, også selvom den indvendit i store træk forblev ufærdig, og at nogle buegange i skib samt tværskib ikke blev udført. I 1552 blev Giacomo Antegnati udvalgt til at udføre et kæmpeorgel i den nordlige side af koret. Giuseppe Meda sørgede for at udsmykke fire af de seksten piller, det hvilede på (arbejdet blev fuldført af Federico Borromeo). I 1562 tilføjede man Marco d´Agrates Santa Bartolomeo og de berømte kandelabre kaldt Trivulzio.
Carlo Borromeo
I forlængelse af, at Carlo Borromeo tiltrådte som ærkebisp, fjernede han alle figurer forestillende lægmænd i kirken. Det inkluderede blandt andet gravmælerne af Gian Maria Visconti, Bernabó Visconti, Filippo Maria Visconti, Francesco Sforza I og hans kone Bianca, Galeazzo Maria Sforza og Lodovico Sforza, der alle blev bragt videre til ukendte steder. Trods disse ændringer var Borromeos mest omstridte indgreb i byggeriet valget af Pellegrino Pellegrini som bygmester, omstridt fordi Pellegrino ikke var lægbroder til kirken, og fordi han krævede en omskrivning af Fabbrica del Duomos vedtægter.
Borromeo og Pellegrini tilstræbte, at kirken skulle tage sig ud som et renæssancebyggeri, der kunne vise dens italienske romerske natur, og at dens gotiske dimensioner skulle undertrykkes, da de blev set som udenlandsk indflydelse. Idet facaden var ufærdig, konstruerede Pellegrini en sådan med et romersk udseende med søjler, obelisker og en stor Tympanum (halvcirkulær udsmykket overlægger til dør). Da Pellegrinis design blev afsløret for offentligheden, udskrev man en konkurrence for den resterende del af facaden. Her så mere end et dusin forskellige facader dagens lys, bl.a. en af Antonio Barca.
Disse designs blev dog aldrig ført ud i livet, men den indre dekorering fortsatte: I årene 1575-85 blev præsteboligen genopbygget, mens nye altre og et dåbskapel blev opført. Træpaneler blev udført til hovedalteret i 1614 af Francesco Brambilla.
I 1577 fremlagde Borromeo så endelig en hel ny grundplan, der adskilte sig fra den oprindelige grundstruktur fra Santa Maria Maggiore og Santa Tecla. De to kirker var blevet lagt sammen under kraftig kritik i 1549 og blev nu også arkitektonisk sammensmeltet.
I 1500-tallet blev lagt et nyt grundrids til den enorme kirke
17. århundrede
I begyndelsen af det 17. århundrede lagde Federico Borromeo fundamentet til den ny facade, som Francesca Maria Richini og Fabio Mangone udførte. Arbejdet stod på indtil 1638 og tog form af 5 portaler og to centrale vinduer. Imidlertid gennemførte den ny arkitekt Carlo Buzzi en revolution i 1649: Facaden skulle vende tilbage til sin oprindelige gotiske udformning, og dette kom til at gælde de gotiske søjler samt to gigantiske klokketårne. Der blev også foreslået andre designs, bl.a. fra Filippo Juvarra (1733) og Luigi Vanvitelli (1745,) men alle disse designs fik dog ingen indflydelse. I 1682 blev Santa Maria Maggiores facade nedrevet, hvilket betød, at katedralens tag blev færdiggjort.
Milano Domkirke 1745
I 1762 blev Madonninaspiret tilføjet, som er en af de mest karakteristiske og kendte detaljer ved domkirken. Det er det højeste punkt, som stræber sig op i 108.5 meters højde. Det blev udført af Carlo Pellicani og er et spir, der hviler ovenpå en polykrom Madonninastatue, som er udført af Giuseppe Perego og er en del af den oprindelige domkirke. Grundet Milanos vanlige fugtige og tågede klima anser milaneserne det for at være en god vejrdag, såfremt statuen er synlig på afstand, idet den ofte er dækket af tåge.
Artiklen er endnu ikke færdiggjort. 22.januar 2015
