Mindesmærket for den tyske modstand under nazismen (Bendlerblock)
Erindringen om 20. juli 1944 har, som det ofte ses, skiftet over tiden. Selve grundstenen til mindesmærket i Bendlerblock i Berlin blev indviet af den henrettede general Friedrich Olbrichts enke 20. juli 1952.
I tiden efter attentatet bidrog det til at skærpe Hitlers paranoia og den generelle klapjagt på eventuelle regimekritikere. Hitler selv skulle have set sin egen overlevelse som skæbnebestemt og fundet næring til sin fatalistiske indstilling, at tyskerne fortjente at gå med ham i døden. Goebbels propaganda udråbte attentatfolkene som æresløse landsforrædere. Denne holdning var stadig kraftigt udbredt i efterkrigsårene. De to vigtigste grunde for attentatfolkene, nævnes ofte at være frygt for, at Hitlers militære kurs ville føre til et militært nederlag, og at deres officersære ikke kunne forene sig med de myrderier, der foregik på Østfronten. Kritikken mod dem har været, at det ikke var af demokratiske grunde de gik imod Hitler, men af militære. Historikeren Andreas Hillgruber har i den sammenhæng fremhævet, at modstandsgrupperne ”Hvide Rose” samt Georg Elsers attentatforsøg mod Hitler i 1939 var vigtigere, da de repræsenterede demokratisk modstand. Den marxistiske fortolkning har lydt, at de mange adelsfolk med jord i øst, frygtede for, at Hitlers kurs ville føre til, at de mistede deres jordbesiddelser, og at dette var motivet bag deres attentat. I den sammenhæng skal det også nævnes, at flere af attentatfolkene havde været med til at begå krigsforbrydelser i øst. Den almindelige opfattelse er, at de fleste havde gennemgået en læreproces, hvor de var kommet til erkendelse om Hitlers katastrofekurs. Sammenholdet blandt de medsammensvorne betød, at ingen af dem brød sammen i de efterfølgende skueprocesser og forsøgte at redde sig selv på de andres bekostning.
I 1953 afslørede Berlins daværende overborgmester Ernst Reuter en statue af en nøgen mand med sammenbundne hænder. I 1955 blev Bendlerstrasse omdøbt til Stauffenbergstrasse. I 1962 blev en tavle med navnene på de skudte offentliggjort. I 1968 åbnede en udstilling, der i 1980 blev udvidet. I 1983 blev mindesmærket og museet på opfordring af præsident Richard von Weizsäcker udvidet til at gælde den samlede tyske modstand. I 1994 førte repræsentationen af den mere brede modstand til kritik fra slægtninge til de dræbte. De mente ikke, at kommunisternes modstand hørte hjemme sammen med deres dræbte slægtninge. Museet huser en gratis interessant afdækning af modstanden fra såvel kommunister, socialdemokrater, kirkelige kredse, jøder og militæret. Den fokuserer dog primært på attentatet 20. juli 1944. Udendørs i gården findes der en række plancher over attentatmændene.
Anders´ Rejseråd:
1) For interesserede i Tyskland under nazismen er dette museum et fund.
2) Museet er gratis, og man bliver ikke overrendt af andre.
3) Det findes i Bendlerblock, der ligger på Stauffenbergstrasse. I gården findes monumentet over de henrettede 20. juli med plancher. Indvendig findes særudstillingerne på 1. sal og den permanente udstilling på 3. sal. Vægtningen er på 20. juli, men breder sig også mere ud. Link til museets hjemmeside
4) Museumsbutikken er ikke noget særligt. Den nemmeste måde at ankomme dertil er at tage bus M29 eller U2 til Potsdamer Platz.
