Smuk og interessant rejse på 6 dage til Dresden i midten af september. Udover de 4 nætter i Dresden, så oplever vi desuden Lutherbyen Wittenberg, Slots- og Haveriget Wörlitz, Berlin og den forunderlige arkitekt Hundertwasser i både Magdeburg og Uelzen og endelig også det fantastiske Saksiske Schweiz med Bastei og smuk sejltur på Elben. En meget interessant udflugt går til Leipzig, hvor der er masser af historie om mandagsdemonstrationer, musik, Napoleon og Goethe.
Dresden er en af Tysklands smukkeste byer med et væld af arkitektoniske og historiske perler som Frauenkirche, Semperoperaen, Residensslottet samt Kreuzkirche og de Brühlske Terrasser.
Vi oplever masser af smuk natur på rejsen særligt ad landeveje langs Elbens smukke byer langs floden som Meissen, Torgau, Wittenberg og Lauenburg. I Slots og Haveriget Wörlitz får vi en charmerende sejltur i robåde og på Elben får vi en storslået sejltur hvor vi ser hvorfor Dresden nyder navnet Elbens Firenze
Anders Bager Eriksen har et dybt og indgående kendskab til Dresden og Tysklands historie og vil øse af sin historiske viden på hele turen.
Prisen er 6990,- DKR (Enkeltværelsestillæg: 750 DKR)
Opsamling på udrejse: Den Gamle Grænsekro (langtidsparkering mulig), Bramdrupdam, Fredericia, Middelfart, Odense, Kirkeby og Rudkøbing.
Afstigning hjemad: Padborg, Rødekro, Hammelev og de samme steder som på udtur.
Det anbefales på det kraftigste at man tegner rejseforsikring samt afbestillingsforsikring inden rejsen.
Tilmelding til rejsen foregår ved at henvendelse til Historiske Rejser på 20 93 17 14 eller mail@historiskerejser.dk – her giver man navn, adresse, telefon og mail og får efterfølgende sendt faktura på depositum på 2000 DKR.
Elbens Firenze – med det smukke blik ned mod Elben ser man de centrale seværdigheder som Frauenkirche, Hofkirche og de Brühlske Terrasser. Foto fra Pixabay
1.dag: Broer – øer – sejlads og tur via Berlin til Dresden.
Vi starter opsamling tidligt ved Den gamle Grænsekro nord for Christiansfeld. Herfra går turen videre over Lillebælt, Odense og mod Sydfyn hvor vi passerer de tre broer i det sydfynske øhav til Tåsinge, Siø og Langeland. Herfra går det videre med færge fra Spodsbjerg til Tårs. Vi kører tværs over Lolland og Falster mod Gedser hvor vi skal sejle fra til Rostock med dejlig frokost ombord.
Billede taget under indsejling til Rostock Havn. Fotografi af Anders Bager Eriksen, Historiske Rejser i august 2022
Efter vi kommer i land i Rostock går turen af motorvej ned forbi – eller måske igennem – Berlin og videre mod Dresden. Undervejs får vi præsenteret Dresdens spændende historie hvor vi hører om Sachsens gamle hovedstad der gav den tilnavnet Elbens Firenze samt om ødelæggelsen under bombardementerne under Anden Verdenskrig.
LÆS OM BOMBARDEMENTET AF DRESDEN
Vi ankommer til Dresden til aftentide, hvor vi passerer smukt igennem byen og centrum inden vi ankommer til vores hotel Ibis, der ligger direkte ud til gågaden Prager Strasse og cirka 800 meter fra Frauenkirche i centrum af Dresden. Vi indkvarterer os på hotellet for de næste 3 nætter og spiser aftensmad på hotellet den første aften.
Dresden til aften – hvor man fra Elben ser de smukke bygninger i form af Hofkirche, Residens og Semperoperaen. Foto fra Pixabay
2.dag – Byrundtur i Dresden til fods
Efter at have haft god tid til at nyde vores morgenmad der bevæger vi os ud i den smukke by til fods. Vi går til den nærliggende banegård og ser imponerende arkitektur af Norman Foster, vi hører om den rolle Dresden spillede i forbindelse med Murens Fald, hvor der mellem banegård og vores hotel var den demonstration der første gang i DDR fik politiet til at undlade at bruge stokkemetoder overfor demonstranterne. Vi kommer omkring den smukke Kreuzkirche og hører om et af verdens ældste drengekor og videre til den prægtige Frauenkirche, der først blev genopført efter den tyske genforening. Der bliver naturligvis tid til at komme ind i kirken.
Frauenkirche og hele kvarteret rundt om den smukke kirke var en stor ruindynge omkring år 1990 – men er siden blevet genopført fra bunden. Vi ser det genskabte område. Foto fra Pixabay
Vi ser det imponerende galleri i Meissenklinker af de saksiske fyrster kaldt Fyrstetoget og går igennem slotsgårdene inden vi kommer til Zwingermuseerne, der er bygget i imponerende barok. Vi kommer til Theaterplatz hvor Semperoperaen og Hofkirche danner et imponerende ensemble for at slutte af med udsigten fra de Brühlske Terrasser som Goethe kaldte “Europas Balkon” hvor såvel midtbyen og Elben ses allermest fornemt. Eftermiddagen er i udgangspunktet på egen hånd, men for de særligt interesserede kan de gå med Anders (rejselederen) i Dresden-Neustadt og se nogle af de mange spændende baggårde og butikker der findes i Dresdens studenterkvarter.
Zwinger-komplekset der er et af de ældste museer og gallerier i Europa, samtidig et smukt barokt kompleks. Foto fra Pixabay
Til aften mødes vi igen og går til den hyggelige restaurant Pulverturm, hvor vi spiser i de historiske kældre tæt på Frauenkirche hvor tjenerne optræder i historiske kostumer.
3.dag: Det saksiske Schweiz – klipperne ved Bastei – slotshaven i Pillnitz og sejltur på Elben
Efter vi har spist morgenmad gør vi os klar til en dejlig køretur langs Elben, hvor vi kommer igennem skønne områder med smukke patriciervillaer og små slotte langs Elben – kaldt Elbschlösschen – , hvor der også er mellemhøje bjerge med vinrækker – området har virket som inspiration for mange eksempelvis Friedrich Schiller der skrev “Ode an die Freude” her. Vi fortsætter af den kønne rute igennem Richard Wagners Graupa og kommer til det saksiske Schweiz – et vidunderligt naturområde med vulkanske forhøjninger og mange kurbyer. Vi gør holdt ved Bastei-klipperne. Her er der nogle fantastiske naturscenerier, hvor man ser Elben bryde igennem landskabet mange hundrede meter nedenfor os, der er gode muligheder for at gå i dette smukke område.
Klipperne ved Bastei danner fantastiske formationer oven over Elben og er et yndet sted for klatrere. Foto fra Pixabay
Efter at have spist frokost fortsætter bussen videre igennem området og vi kommer tæt på Tjekkiet ved den berømte borg Königstein og herefter igennem byen Pirna. Vi holder i slotsbyen Pillnitz, hvor den imponerende slotshave med den kæmpe Kamelia og meget andet direkte ned til Elben kan tiltrække mange. Vi sejler fra Pillnitz med hjuldamper tilbage til Dresden – en smuk tur. På sejladsen passerer vi under broen Blaues Wunder. Vi får samme motiv som den italienske maler Canaletto berømmeligt forevigede Dresden med, her vandt byen sig navnet “Elbens Firenze”. I Dresden ved kajen holder bussen og venter på os og kører os til hotellet, mens det for nogle kan være oplagt at gå igennem byen hjem.
Slottet i Pillnitz ned til Elben – et yndlingssted for August den Stærke. Foto fra Pixabay
4.dag: Leipzig – Murens Fald – Bach, Goethe, Napoleon
Efter morgenmad sætter vi kurs vestpå mod Dresdens evige rival Leipzig. Den spændende messeby har altid selv set sig som essensen af borgerlig virketrang, hvor man i den grad har set sig selv i opposition til Dresden, som man mener i kraft af at være fyrsternes residens, har fået det hele foræret.
På vej ind til Leipzig holder vi ved Tysklands største mindesmærke: Völkerschlachtdenkmal. Det er 91 meter højt og markerer hvor en lang række af tyske stater gik sammen om at besejre Napoleon i 1813.
Völkerschlachtdenkmal – Tysklands største mindesmærke. Foto fra Pixabay
Herefter kører vi mod Leipzigs centrum, hvor vi kører en omgang på Leipzigs indre ring, hvor vi blandt andet passerer det tidligere Stasi hovedkvarter Runde Ecke, der under de folkelige opstande i 1989 var mål for demonstrationerne. Vi står af ved Thomaskirche, hvor historien skal omhandle Johann Sebastian Bach. Den store komponist ligger begravet i den kirke, hvor hans drengekor virkede og stadig har til huse.
Nikolaikirche i Leipzig – centrum for mandagsdemonstrationerne. Foto: Anders Bager Eriksen, 2024
Vi ser naturligvis også Auerbachs Keller, hvor en meget ung Goethe ofte morede sig med alkohol i sin studietid og fik inspirationen til Faust. En af Leipzigs skjulte hemmeligheder er de mange passager, der er de oprindelige messeudstillingssteder, farverige og smukke. Ved Nikolaikirche, hører vi om mandagsdemonstrationerne, der var centrum for de vedvarende og mange demonstrationer der i 1989 bredte sig til mange andre steder. Det var DDRs borgeres folkelige pres på systemet. Mange gik på gaden med livet som indsats. Endelig går vi omkring universitetet, der blev grundlagt i 1409, hvor de overtog mange af Prags professorer fra Karlsuniversitetet og heraf en af de ældste tyske lærdomstraditioner. I 1968 sprængte DDRs leder Walter Ullbricht universitetskirken i luften. Vi ser den genopførte kirke. Herefter bliver fri tid til frokost.
Midt på eftermiddagen mødes vi og går til bussen, der holder ved Tysklands største banegård. Den går vi igennem og til bussen hvor det går retur til Dresden.
5.dag: Panorama kørsel langs Elben med Meissen, Torgau og Lutherbyen Wittenberg – sejltur i Wörlitz
Efter morgenmad pakkes bussen og vi siger farvel til den smukke by og kører langs Elben – nu nordpå. Første by vi kommer igennem er den nært forbundne Porcelænsby Meissen, der ligger imponerende med borgen Albrechtsburg der troner over byen ved Elben.
Vi kører langs Elben nordpå. Her passer vi mange smukke byer. Her er det Meissen med borgen Albrechtsburg. Foto frit tilgængelig på wikipedia
Vi kommer igennem Riesa, der var det egentlige sted hvor russiske og amerikanske tropper mødtes ved Elben, derpå til Torgau – hvor de vest-saksiske fyrster havde deres residens og hvor vi gør et holdt for at se det første lutherske kapel, der er del af det imponerende slot Hartenfels der knejser ud mod Elben. Herfra går turen videre mod Wittenberg, byen der er kendt for at Luther hang sine 95 teser op på kirkedøren til slotskirken i byen den 31.oktober 1517, og dermed startede Reformationen. Vi bliver taget med på en lille byrundtur til fods der blandt andet byder på den omtalte Tesedør, de forskellige steder hvor folk som Lucas Cranach, Johannes Bugenhagen og Philipp Melanchton boede samt universitetet, hvor både danske Christian II og Christian III. samt Hans Tausen. Der er mulighed for at se Dronning Margrethes alterdug i Slotskirken under opholdet. Sidst på eftermiddagen går turen videre mod Slots-, og Havebyen Wörlitz.
Wittenberg var Protestantismens Rom, hvor Martin Luther drev den protestantiske Reformation frem. Vi går en tur i byen og hører om de vigtige personer der boede i byen. Foto af Anders Bager Eriksen
Vi bor midt i Slots-, og Haveriget Dessau-Wörlitz, der blev anlagt af oplysningsregenten Fyrst Leopold III Ferdinand Franz, der etablerede det tidligste eksempel i det kontinentale Europa på en Engelsk Landskabshave. Haven der opleves bedst i robåde er præget af tanker om oplysning og tolerance, hvor man via perfekte sigtlinjer præsenteres for en lang række arkitektoniske stilarter fra mange forskellige lande og mange forskellige religioner.
Vi bor på det dejlige hotel Wörlitzer Hof, hvor vi efter at have indkvarteret os går bag om hotellet og ned til robådene, hvor Gondolierner vil tage os rundt på en afslappende tur rundt i kanalerne.
I robådene rundt i UNESCO-perlen er der en fantastisk ro og den ene overraskelse efter den anden rundt i Haveriget. Foto fra wikipedia
6.dag: Dessau – Zerbst og Hundertwasser i Magdeburg og Uelzen
Vi forlader hotellet efter morgenmad hvor turen går via de mange andre slotte i Dessau, hvor vi kører igennem selve Dessau og hører om Bauhaus og fyrstendømmet. Vi gør et kort holdt i residensbyen Zerbst, hvor vi tager et billede af slottet hvor Katarina den Store voksede op. Midt på formiddagen holder vi formiddagspause på Domkirkepladsen i Magdeburg, hvor vi kan vælge mellem at gå ind i Domkirken, hvor Otto den Store blev kronet for mere end 1000 år siden eller om vi vil bevæge os ind i den farverige og forunderlige verden hos arkitekten Fridensreich Hundertwasser, der overfor Domkirken opførte det farverige “Grüne Zitadelle”. Ved bussen kan man få kaffe inden det går videre.
Magdeburg ligger smukt ved Elben. Domkirken er byens vartegn og Ærkebispebyen har også spillet en religionshistorisk væsentlig rolle i deres historie. Foto fra pixabay
Fra Magdeburg går turen af smukke veje op over Lüneburger Heide til Uelzen, hvor vi stopper vi ved Banegården, der også er udført af arkitekten Hundertwasser kendt for sine skæve former, mange farver og fantasifulde overraskelser. Vi får frokost på Banegården.
Banegården i Uelzen er bygget af den opfindsomme arkitekt Friedrich Hundertwasser. Foto: Anders Bager Eriksen
Turen fortsætter videre af landeveje, hvor vi passerer Timeloberg, hvor Montgomery modtog nazisternes overgivelse den 4.maj 1945, hvilket markerede Danmarks frihed. Vi ser fra bussen også det imponerende skibshæveværk Scharnebeck og passerer Elben ved Lauenburg. Herfra går det nordpå igennem Slesvig-Holsten. Vi forventer at krydse grænsen først på aftenen. Herefter sættes der af i Sønderjylland, trekantsområdet og Sydfyn.
Historiske Rejser har som mål at levere unikke rejseoplevelser til alle, der vil opleve verden i et historiske perspektiv. Vi arrangerer pakkerejser på en række af de områder, hvor vi er specialister og så skræddersyr vi grupperejser til grupper i alle størrelser, der ønsker deres helt egen rejse med netop den historiske vinkel I ønsker.
På Historiskerejser.dk kan rejser bestilles, foredrag bookes og rejsebøger købes. Og så kan du læse løs i arkivet med mere end 1200 historiske artikler, som vil selv har skrevet. Og vi har været alle de steder vi skriver om – lige dér, hvor historien har sat sine spor.
Din kompetente rejseleder hedder hos Historiske Rejser hedder Anders og er cand. mag. i historie og religion og har mere end 15 års rejseledererfaring.
Historiske Rejser har som mål at levere unikke rejseoplevelser til alle, der vil opleve verden i et historiske perspektiv. Vi arrangerer pakkerejser på en række af de områder, hvor vi er specialister og så skræddersyr vi grupperejser til grupper i alle størrelser, der ønsker deres helt egen rejse med netop den historiske vinkel I ønsker.
På Historiskerejser.dk kan rejser bestilles, foredrag bookes og rejsebøger købes. Og så kan du læse løs i arkivet med mere end 1200 historiske artikler, som vil selv har skrevet. Og vi har været alle de steder vi skriver om – lige dér, hvor historien har sat sine spor.
Din kompetente rejseleder hedder hos Historiske Rejser hedder Anders og er cand. mag. i historie og religion og har mere end 15 års rejseledererfaring.