Sankt Michaelskirche (München)
Sankt Michael – Kirke i det centrale München var det åndelige centrum for Modreformationen i Bayern. Mange af de arkitektoniske inspirationer i overgangen mellem barok og renæssance fandt man i den romerske Moderkirke Il Gesu for Jesuitterne. Kirken blev siden inspiration for en lang række barokke kirker i det tysktalende rum. Den blev opført i årene 1583-97 og altså opkaldt efter Ærkeenglen Michael.
Arkitekterne var Friedrich Sustris og Wendel Dietrich i årene under den bayerske hertug Vilhelm V. von Bayern. Kirken blev indviet 6.juli 1597.
Kirkens beliggenhed
Sankt Michael ligger i fodgængerzonen på adressen Neuhauser Strasse 6 i det centrale München mellem pladserne Marienplatz og Stachus i den sydlige rand af Kreuzviertel. Den danner den sydøstlige afslutning af Wilhelminum-bygningskomplekset. I nærheden og øst for kirken befandt sig voldgravene for den Leoniske bybefæstning, hvis østlige port – Schöne Turm – sammen med den fremskudte Kollegiefløj på Sankt Michael måtte brede sig i højden (dagens Kaufhaus Hettlage) og at brede sig ud på Neuhauser Strasse til en optisk lukket plads. Dermed fik Sankt Michael en særlig repræsentativ placering på den oprindelige Salzstrasse.
Sankt Michaels Historie i München
I 1556 blev Hertug Albrecht V af Bayern enig med Jesuitterordenen om at de måtte anlægge en højere læreanstalt i München, hvor dagens Wilhelmgymnasium ligger. Det stod dog klart at Jesuitterne havde brug for mere moderne rum, hvilket skulle sikres via et nybyggeri. Planlægning af de nye bygninger blev imidlertid ikke ført ud i livet i årene under Albrecht V. af Bayerns levetid. Det blev istedet hans søn Hertug Wilhelm V. – kaldt “den Fromme” – der tog initiativ til at opføre et Jesuitterkollegium med Kollegiekirke. Samtidig ville Wilhelm V. give Modreformationen en passende platform i Bayern til at føre kampen åndeligt igennem og endelig vise sin egen direkte åndelige forbindelse tilbage til de romerske kejsere som Konstantin og Justinian.
Kirkens grundsten blev lagt 18.april 1583. Det formodes at de arkitektoniske udkast kom fra Maler-, og Hertugelig Hofkunstner Friedrich Sustris samt arkitekten fra Augsburg Wendel Dietrich, hvor førstnævnte stod for de mere generelle udkast mens sidstnævnte stod for de mere detaljerede udgaver og blandt andet lavede utallige træmodeller. Enkelte tegninger er bevaret, hvor man kan se det ydre udseende kan tilskrives Sustris. Selve byggeriet stod murermester Wolfgang Miller. De monumentale Tonhvælvinger – der selv idag er de næststørste fritragende Tonhvælvinger i verden – blev opført i årene 1587/88. Trods pessimistiske stemmer var de daværende tonhvælvinger istand til at holde indtil bombardementer i 1944.
De 12 huggede stenfigurer på kirkens facade stammer ifølge kunsthistorikeren Georg Kaspar Nagler fra personer som Adam Krumper, Heinrich Felser, Andreas Weinhart, Heinrich Refelder med flere og er levet efter modeller af Hubert Gerhardt og Carlo Pollagio der igen stammede fra tegninger af arkitekterne Peter Weinher og Friedrich Sustris.
Arkivalier fra Rigsarkivet har antydet at figurerne går helt tilbage til 19.juni 1584 – året efter grundstenen blev lagt. Sandsynligvis var de seks middelalderlige – og samtidige – kejsere og de overfor dem stående antikke herskere – der alle menes at stamme fra Münchner Antiquarium i 1570´erne. Lige præcis den opstilling af kejserne menes at være en forløber for senere kejsersales udseende. Figurerne menes at være et produkt lavet i München.
Den oprindelige identitet på de 6 kejsere var Karl den Store, Ludvig den Fromme, Ludvig 4., Maximillian I. Karl V. og Ferdinand I. samt de to antikke kejsere Alexander den Store og Julius Cæsar og 4 ukendte antikke herskere. Skriften under figurerne menes at stamme fra Hertug Wilhelm V. – og mere specifikt fra denne Hofbibliotekar Wolfgang Prommer.
Pingback: München - Historiskerejser.dk