Basilica di Santa Maria Novella (Firenze)
Santa Maria Novella og dens smukke facade. Kilde: Wikipedia
Kirke i Firenze, der ligger overfor den centrale station i byen, som også er opkaldt efter denne. Den er den første store basilika i byen og repræsenterer den vigtigste dominikanske kirke her.
Kirken, dets tilhørende kloster og kapitelhus udgør et overflødighedshorn af kunst og gravmonumenter. Særlig kendt er fresker udført af kunstnere fra gotikken og den tidlige renæssance. De fleste af disse kunstværker er sponsoreret af rige florentinske familier, der derved sikrede sig en gravplads i indviet jord.
Kirkens historie
Kirken hedder Novella, idet den blev bygget på et område, hvor der havde ligget et Oratorium fra det 9. århundrede ved navn Santa Maria delle Vigne. Dominikanerordenen fik overdraget området i 1221 og besluttede sig for at bygge en helt ny kirke samt kloster. Kirkens design blev besluttet af 2 dominikanske munke ved navn Fra Sisto Fiorentino og Fra Ristoro da Campi (Fra betyder broder). Opførelsen menes at være påbegyndt i 1246 og færdiggjort i 1360, hvor munken Iacopo Talenti færdiggjorde det romansk-gotiske klokketårn. På det tidspunkt var det kun den nedre del af den toscansk-gotiske facade, der var færdig. De 3 portaler har spændt runde hvælvinger over sig i toppen, mens den nedre del dækkes af blinde hvælvinger, som deles af pilastre, der under sig har gotiske spidsbuede hvælvinger i grøn og hvid marmor, og derunder finder man vigtige personers grave. Dette design fortsætter i den nedre del af den øvrige kirke. Kirken blev indviet i 1420.
En kommission under ledelse af den lokale tekstilkøbmand, Giovanni di Paolo Rucellai, besluttede, at Leone Battista Alberti fik til opgave at udføre den øverste del af facaden i sort-hvid marmor i årene 1456-70. Alberti var allerede kendt for sin udførelse af Tempio Malatestiano i Rimini, men endnu mere for sin skelsættende afhandling De Re Aedificatoria baseret på klassiske tekster fra den romerske forfatter Vitruvius. Alberti havde også stået for facaden på Palazzo Rucellai i Firenze.
Det lykkedes Alberti at integrere idealerne fra den klassiske humanistiske arkitektur sammen med den allerede eksisterende middelalderlige struktur i en fin harmonisk blanding. Hans bidrag bestod af en bred frise med en tempeltop over sig og S-formede pilastre i siden. Toppen og frisen havde tydeligvis deres inspiration i antikken, men de S-formede pilastre var et nybrud, og der fandtes ingen pendant i antikken. Skriftruller, som man finder i kirker overalt i Italien, har deres oprindelse i denne kirke. Frisen bærer følgende titel IOHAN(N)ES ORICELLARIUS PAU(LI) F(ILIUS) AN(NO) SAL(UTIS) MCCCCLXX (Giovanni Rucellai søn af Paolo i det hellige år 1470.
Kirkens Indre
Det lange interiør er baseret på den typiske form for en basilika. Designet har form som et latinsk kors, der er skabt som et skib. Det lange skib er 100 meter langt og er med til at give en følelse af nøjsomhed. Derudover er der et kort sideskib, der følges af to gange med lukkede vinduer. Der er en effekt af såkaldt Trompe l´oeil (synsbedrag), når man kigger igennem de 100 meter lange skib og op mod Apsis, idet man foranlediges til at tro, at det er endnu længere. Overgangen mellem skibet og gangene er naglet sammen af tynde moler, der kommer nærmere, jo dybere man går ind i kirken. Loftet i hvælvingerne består af loftsbuer, der bæres af 4 diagonale støttepiller.
Indvendig i kirken finder man mange søjler inspireret af det antikke Rom og Grækenland.
De farvede glasvinduer i kirken kan dateres til det 14.- og 15. århundrede, f.eks. Madonna og Barnet og Sankt Johannes og Sankt Filip, begge i Strozzi-kapellet. Flere af de farvede vinduer har været ødelagt igennem tiderne og er efterfølgende blevet erstattet. Det mest kendte i facaden fremstiller Marias kroning og er fra det 14. århundrede og skabt af Andrea di Bonaiuto di Firenze.
Prædikestolen var bestilt af familien Rucellai og påbegyndt af Filippo Brunelleschi i 1444 og færdiggjort af hans adopterede barn Andrea Cavalcanti. Prædikestolen har en særlig historisk betydning, da det var herfra, at anklageskriftet mod Galileo Galilei blev offentliggjort.
Massaccios kunstværk Trinitá midt i den venstre gang er et pionerarbejde indenfor den tidlige renæssance, der viser hans nye ideer indenfor perspektiv og matematik. Dets betydning kan uden problemer sammenlignes med Brunelleschis indenfor arkitektur og Donatellos indenfor skulptur. Giverne er de knælende figurer fra familien Lenzi af dommeren og hans kone. Foran ses Kadavergraven med indskriften: Jeg var engang hvad du er, og jeg er, hvad du bliver.
I den højre gang er det værd at bemærke Tomba della Beata Villana, et monument udført af Bernardo Rosellino i 1451. I samme gang kan man finde fine gravmonumenter over bisperne fra Fiesole udført af bl.a. Tino di Camaino og Nino Pisano.
Kirken i dens indre med effekten Trompe l´oeil
Filippo Strozzi Kapel
Kapellet viet til Filippo Strozzi er placeret til højre for hovedalteret. Kapellet er kendt for at udgøre åbningsscenen i Giovanni Boccaccios berømte Dekameron, hvor 7 kvinder beslutter sig for at forlade byen midt under Den Sorte Død og søge tilflugt på landet. De mange fresker, som Filippino Lippi har tegnet, fremviser apostlene Filip og Jakobs liv. De blev færdiggjort i 1502. På den højre væg ses fresken Sankt Filip uddriver dragen fra templet i Hieropolis, og tæt på finder man Korsfæstelsen af Sankt Filip. På den venstre væg finder man Sankt Johannes, der genopliver Druisana og over dette motivet Tortureringen af evangelisten Johannes. I den buede hvælving i toppen af kapellet ses motiver af Adam, Noah og Abraham. Bag kapellets alter finder man Filippo Strozzi’s grav med en skulptur udført af Benedetto da Maiano.
Bronzekorset på hovedalteret er udført af den flamske kunstner Giambologna i det 16. århundrede. Koret (eller Tornabuoni-kapellet) indeholder en anden række af berømte fresker udført af Domenico Ghirlandaio og hans unge lærling Michelangelo i årene 1485-90. De fremstiller motiver af Jomfru Maria og Johannes Døberen fra Firenze i det sene 15. årh. En stribe vigtige personer fra florentinske familier er fremstillet på disse fresker. Hvælvingerne er dækket af fresker af evangelisterne. På bagvæggen af kapellet er fremstillinger af Sankt Dominika, der brænder de hedenske bøger, Sankt Peters Martyrium, Bebudelsen og Sankt Johannes går ud i ørkenen. De farvede ruder blev lavet i 1492 af den florentinske kunstner Alessandro Agolanti, kendt under navnet Il Bidello og baserer på tegninger af Ghirlandaio.
Gondi-Kapellet
Kapellet er placeret på venstre side af hovedalteret og udført af Giuliano da Sangallo i slutningen af det 13. årh. På bagsiden af kapellet ses Brunelleschis berømte trækors, en af den berømte arkitekts meget få skulpturer. Legenden fortæller, at han fandt Donatellos ”primitive” kors i Santa Croce så frastødende, at han satte sig for at lave sit eget. Hvælvingen rummer brudstykker fra græske malere fra det 13. årh. Den flerfarvede marmor blev påsat af Giuliano da Sangallo (forskellig fra den oprindelige bygmester af kapellet) i 1503. Det farvede glas er nutidigt og fra det 20. årh.
Strozzi di Mantova-kapellet
Kapellet er placeret i det venstre tværskib. Freskerne var skænket af Tommaso Strozzi, en forfader til Filippo Strozzi, der lod Nardo di Cione udføre kapellet i årene 1350-57. Freskerne er inspireret af Dantes Guddommelige Komedie. På bagvæggen Dommedag med et motiv af Dante, på højre væg Helvede/Inferno og på den venstre væg Paradis. Det primære altertavlestykke Forløseren med Madonna og helgene blev udført af arkitektens broder Andrea di Cione, bedre kendt under navnet Orcagna. Det farvede vindue blev lavet efter tegninger fra en tredje bror.
Kapellet Della Pura
Kapellet er placeret nord for den gamle kirkegård. Det er fra 1474 og blev skabt af renæssancesøjler. Det blev genskabt i 1841 af Baccani. Til venstre i kapellet er en Lunette (en halvmåneformet hvælving) med et motiv af Madonna, barnet og Santa Katarina. På det store alter ses et trækors af Baccio da Montelupo.
Kapellet Rucellai
Kapellet for enden af den højre gang daterer sig til slutningen af det 14. århundrede. Det huser Paolo Rucellai’s grav (15. årh) og en marmorstatue, der forestiller Madonna og Barnet af Nino Pisano. Derudover findes et væld af kunstskatte. Særligt smukke er de, der er udført af Maestro di Santa Cecilia (sent 13. årh og tidligt 14. årh). Panelerne på den venstre væg forestiller Sankt Katarinas martyrium og er udført af Giuliano Bugiardini, sandsynligvis med hjælp fra Michelangelo. Bronzegraven i midten af kapellet er udført af Ghiberti i 1425.
Kapellet Bardi
Det andet kapel i højre side af Apsis blev grundlagt af Riccardo Bardi og daterer sig til starten af det 14. årh. Det højre relief på en af søjlerne til højre forestiller Sankt Gregorius, der velsigner Riccardo Bardi. Væggene er fresker med motiver fra det 14. årh. af Spinello Aretino. I alteret ses Giorgio Vasaris Madonna del Rosario.
Sakristiet
Det blev bygget i 1380 for enden af den venstre gang som Kapellet for bebudelsen af familien Cavalcanti. Det huser et tidligt værk af Giotto med motivet Madonna og evangelisten Johannes ved korset. Det er kendt for, at Giotto genfinder de ideelle proportioner for den menneskelige krop på den facon, som den romerske arkitekt Vitruvius (den vitruvianske mand) fremstiller kroppen. Sakristiet er endvidere forskønnet med en marmorfont og glaseret terrakotta, et mesterværk af Giovanni della Robbia fra 1498. Skabene var skabt af Bernardo Buontalenti i 1593. Vægmalerierne menes at være skabt af Giorgio Vasari og andre samtidige florentinske malere. Det store gotiske vindue med 3 vinduesposter fra 1386 er skabt af tegninger fra Niccoló di Pietro.
Det spanske kapel
Søjlegang i det grønne kloster. Kilde: Wikipedia
Fungerede oprindeligt som kapitelhus i klosteret. Det er placeret på den nordlige side af det grønne kloster. Det blev bestilt af Buonamico Guidalotti som begravelseskapel. Det blev opført i perioden 1343-55. Kapellet blev sidenhen kaldt spansk, idet Cosimo I de Medici tilskrev det til Eleonora di Toledo og hendes spanske følge. Kapellet har et lille sidekapel kaldt Det helligste sakramente. Dette blev udsmykket af Andrea di Bonaiuto også kaldt Andrea di Firenze. Den store fresko på den højre væg viser Allegorien af den aktive og triumferende dominikanerkirke. Denne fresko er særlig interessant, idet den viser en stor lyserød bygning i baggrunden, og det er også særlig interessant, at den viser Arnolfo di Cambios oprindelige intention for domkirken i Firenze, om end det er et fantasme, fordi domkirken hverken blev pink eller for den sags skyld fik et klokketårn. Freskoen indeholder desuden motiver af pave Benedikt IX, kardinalen Niccolo Albertini, Grev Guido di Poppi, Arnolfo di Cambio og poeten Petrarca. Freskerne på de andre vægge repræsenterer motiver fra såvel Kristi som sankt Peters liv på indgangsvæggen, Triumfen af Sankt Thomas Aquina og allegorien Kristne lærer på den venstre væg, samt endelig det store Korsfæstelsen, Kavalleriet og afstamningen til Limbo og arken på altervæggen. Den firdelte hvælving indeholder scener fra Kristi opstandelse, fuselagen på bjergets top og pinsen. Den femdelte altertavle, der oprindelig var ment som hovedalteret i kapellet, kan man i dag se ved at entre et lille ekstramuseum bag glasdøre. Det forestiller kroningen af Jomfru Maria, Jesusbarnet og fire helgener og er udført af Bernardo Daddi i 1344. Alt i alt skal disse fremstillinger fungere som en guide til dominikanernes vej til frelse.
Arkitektur
I 1567 fik Giorgio Vasari til opgave at omforme kirkens arkitektur på vegne af Storhertug Cosimo I de Medici. Det vigtigste var at flytte det oprindelige indgangskors og i stedet bygge 6 kapeller. I venstre side en himmelsfære og i højre en Gnomon (astrologisk pejlemærke) blev tilføjet i de blinde hvælvinger af Ignazio Danti i 1572. Den anden omformning af kirken blev udført Enrico Romoli 1858-60.
Pladsen foran kirken blev brugt af Cosimo I de Medici til krigsvognsvæddeløb, kaldet Palio dei Cocchi. Denne tradition varede fra 1563 frem til slutningen af det 19. århundrede. De to obelisker på pladsen markerede henholdsvis starten og afslutningen på løbet. De var sat op for at imitere et antikt romersk cirkus. Obeliskerne hviler på bronzeskildpadder udført af Giambologna i 1608.
